Mennesket skabte byen i et forsøg på at forme verden efter sit hjertes ønsker. Men byen blev herefter også den verden, mennesket er dømt til at leve i. Sådan skrev bysociologen Robert Park i 1967.[ref]«The City as a Social Laboratory» i On Social Control and Collective Behavior. Selected Papers, The Heritage of Sociology, 1967.[/ref] Siden er de urbane områder smeltet som varm karamel ud over landkortene, og i dag bor over halvdelen af verdens befolkning i byer. Seoul-distriktet er med sine 25 millioner indbyggere ikke blot et af verdens største byområder, men også et radikalt udtryk for «nybyggeriets overflod» som et grundtræk ved kapitalismen: Byen som genstand for kapitalens «hvileløse søgen efter et hurtigt fix».[ref]Merjin Oudenampsen & Miguel Robles-Durán, «(Im)Mobility. Exploring the Limits of Hypermobility», Open – Cahier on Art and The Public Domain no. 21, NAI Publishers, 2011, s. 94.[/ref]
Seoul blev lagt i ruiner under Koreakrigen i 1950-53, og siden har alt været et potentielt ground zero. Eller som kunstprofessor ved Hanyang University, tammy ko Robinson, udtrykker det: «Ældre beboelsesområder i Seoul udvikles efter en tabula rasa formula.» (…)
