Megabyen Seoul er et radikalt billede på et globalt fænomen: Det urbane rum som genstand for en kapitalistisk ekspansion og mobilitet, der dømmer den eksisterende infrastruktur som konstant forældet. I Seoul er hver dag et nyt ground zero.
Mennesket skabte byen i et forsøg på at forme verden efter sit hjertes ønsker. Men byen blev herefter også den verden, mennesket er dømt til at leve i. Sådan skrev bysociologen Robert Park i 1967.1 Siden er de urbane områder smeltet som varm karamel ud over landkortene, og i dag bor over halvdelen af verdens befolkning i byer. Seoul-distriktet er med sine 25 millioner indbyggere ikke blot et af verdens største byområder, men også et radikalt udtryk for «nybyggeriets overflod» som et grundtræk ved kapitalismen: Byen som genstand for kapitalens «hvileløse søgen efter et hurtigt fix».2
Seoul blev lagt i ruiner under Koreakrigen i 1950-53, og siden har alt været et potentielt ground zero. Eller som kunstprofessor ved Hanyang University, tammy ko Robinson, udtrykker det: «Ældre beboelsesområder i Seoul udvikles efter en tabula rasa formula.»
Se ikke tilbage
Anskuer man Seoul gennem kulturgeografen David Harvey, er byens udvikling et billede på kapitalcirkulationens krav om «hastige tilintetgørelser af rum». Naturlige landskaber erstattes af konstruerede landskaber, og gennem suburbanisering, gentrificering og byfornyelse foregår en konstant omorganisering af «det urbane hierarkis rumlige struktur» for at tilgodese behovet for en stadig kortere cirkulationstid.3
Intet er egentlig gammelt i Seoul, bortset fra paladserne og dele af bymuren,» siger Mathias Dietsche, tysk Seoul-baseret arkitekt og underviser ved Hanyang University. «Byudvikling foregår ud fra doxaet: Alt skal være nyt og brandet er vigtigt. På den måde afspejler det forbrugerkulturen i Korea.» Asiatiske samtidskunstnere forsøger ifølge tammy ko Robinson at «intervenere i de forestillinger, som producerer ikke-byfornyede urbane rum som ’fejl-tilpassede’ eller ’tiloversblevne’.» Se ikke tilbage / fortiden skal nok klare sig / En fortid i fremdriften / Et minde, der ligger i fremtiden. Det er udgangsreplikken i 2010-kortfilmen «Seoul Fiction», som i vinter blev genspillet på Seoul-galleriet Artsonje. Jun Yangs Seoul Fiction, der følger et gammelt ægtepars busrejse fra landsbyen for at besøge børnene i megabyen, indgik i udstillingen «The City Within the City», som undersøger underlægningshistorierne til den kapitalistiske byudviklings triumf.
Udstillingstitlen er også en hilsen til den nuværende præsident Lee Myung-baks hæsblæsende «masterplan» om at genskabe Seoul i fremtidens billede. I Lee’s tid som Seoul-borgmester 2002-2006 relancerede han New Town-tanken fra efterkrigstidens Korea og satte gang i omfattende nedrivninger af hele bydele for at «skabe nye byer i byen». En strategi med tråde til 1960’ernes byggeboom, der bl.a. skulle løse en akut boligmangel – slumområder blev lagt øde og de følgende årtiers monotone boligblokstil blev introduceret. Hvilken ny verden! udbryder den gamle kvinde i «Seoul Fiction»: Alt ser ens ud. Hvordan finder folk hjem?
«Hver dag mister Seoul sin identitet og skaber en ny, men uden at knytte den til historien,» siger Dietsche. «En borgmester eller en bygherre får en idé, i morgen er den en realitet. Somme tider fungerer det designmæssigt, somme tider ikke. Men gennemgående bliver dem, der bor i området, ikke spurgt, og myndighederne udskriver sjældent arkitektkonkurrencer eller lægger byggekontrakter åbent ud.»
Now you see it …
Et af de områder i Seoul, som med tammy ko Robinsons ord fortsat ligger «tiloversblevent» hen, er hendes eget nabolag mellem Dongdaemun og Sangwangsimni Station. Her passerer man gennem et helle for den del af befolkningen, der frivilligt eller ufrivilligt står uden for den nye fremtid. I Dongdaemun-gu er tiden gået i stå, her er ingen kaffebarer af europæisk tilsnit, og ikke PC Bangs i hver en blok. Kirkerne gør opmærksom på sig selv ikke med neonskilte på 13. etage, men med spir, der rager op over de flade tage, der sjældent er over tre niveauer. I gadeplan sælges køkken-komponenter og hverdagsservice i keramik og plastik. Fra små metalværksteder svejses, skilles og samles, og du skal lede væsentligt længere efter et smartphone-cover end et tandhjul. I Kelvin Kyung Kun Parks film «Cheonggyecheon Medley. A Dream of Iron», vist på Berlinalen i 2011, repræsenterer kvarteret både et hjemsøgende mareridt og en længsel. Fortælleren henvender sig til sin afdøde bedstefar, der havde en metalfabrik i kvarteret, og filmen trækker mytiske linjer mellem det gamle metalhåndværk og metallet i den rå urbane modernitet. «Vi skaber metallet med sandkastning og fræsemaskiner, blot for at opdage, at metallet allerede har skabt os som industrialiseringens væsner».4
… now you don’t
På vej mod øst fra Jungnang marked i hjertet af Dongdaemun-gu træder Lotte Castle frem over hustagene; en særpræget formation af skyskrabere tilhørende en af Sydkoreas top-ti «chaebols» – familieejede gigantvirksomheder. «Det her område er ret fascinerende,» siger Dietsche, der har fundet satelitbilleder af Seoul frem på Google og den koreanske pendant Naver. Lotte Castle – der er bygget «fuldstændig uden respekt for bystrukturerne» – udgør med sine lange skygger et landmærke på kortet. Adskilt af hovedveje mellem skyskraberkomplekset og Sangwangsimni Station er der på Google fire firkanter bestående af små sirlige streger – det er de «gamle» boligkvarterers infrastruktur. På Naver, hvor satelitbillederne af Seoul er nyere, er der blot fire lyse felter. En kvadratkilometer by jævnet med jorden. Denne gang er det ikke krig, men kapitalisme.
«For mig er det chokerende. Et firma køber et stykke land, sender bulldozere og kraner ind, og på et halvt år er fire blokke forvandlet til hundredevis af meter hegn, der fortæller, at du skal holde dig ude,» siger Dietsche. «Alt er væk. Puf, forsvundet. Vel er strukturerne ikke så gamle som i europæiske byer, men de har en betydning. Det er i høj grad værd at stille spørgsmål ved den form for byplanlægning.»
Den gamles verdens ruiner
Tilbage i Dongdaemon-gu syd for Lotte Castle afslører trafikstøjen, at en større vej nærmer sig. Mellem en marskandiser og en mekaniker er baggrunden pludselig grå. Grå som Seouls beton. Grå som pladerne på et hegn. 500 meter længere mod øst adskiller en vej de to indhegnede byggepladser, og her kan man kigge ind på destruktionen. En rød stol foran et efterladt stykke mur med røde fliser og rød hangulskrift får det til at se ud som om, nogen sad ved sit hus, da hele kvarteret ramlede ned om ørene på vedkommende. En bunke kopper og tallerkner er forvandlet til skrald bag husmursstumpen, og en orange gravko udgør det eneste andet farveindslag så langt øjet rækker. Et boligkvarters fortid og nutid kan nulstilles ved at smadre bygningerne, køre brokkerne væk og sætte en flok kraner og arbejdere i sving med at rejse et nyt. I dag er alt forandret. Det er det også i morgen.
«Gennem urbanisering har de sidste 200 års kapitalisme skabt ikke blot en «anden natur» af bygget miljø men også en urbaniseret menneskelig natur,» skriver Harvey om en byudvikling, der er foregået gennem ’kreativ ødelæggelse’: «Kun med vold kan man bygge den nye urbane verden på den gamles ruiner.»5
At komme videre
Hvis Dietsche skal beskrive den arkitektoniske filosofi bag Seouls «nye byer i byen», bliver det kort: «Der er ingen filosofi, der er ejendomsmarkedet.» Den eneste konsistente linje er en total mangel på hensyn til eksisterende strukturer – fysisk såvel som sociale – og en ambition om at hæve grundværdien. De få «tiloversblevne» nabolag forsvinder, og lokalmiljøet med dem, kvadratkilometer for kvadratkilometer. «De nye bystrukturer har ingen tilknytning til sted, de kunne være anlagt hvor som helst i verden,» siger Dietsche. «Steder anses ikke for at være særlige eller forskellige fra andre, så communities bliver destrueret uden at blinke. Ved at være lig alle andre, mister kvartererne enhver form for identitet.»
Instruktøren af Seoul Fiction, Yun Yang, har beskrevet det således: «Seoul forekommer at være blevet redefineret markant op gennem historien ud fra en længsel efter at være en ’anden’ by, at genopfinde sig selv, at komme videre.»6
For tammy ko Robinson er det interessante ikke, hvad Seoul så er blevet eller burde blive for en by – snarere er hun optaget af spørgsmål om, hvem byen er til for: «Hvad er dens solidaritetsindeks og dens former for frihed, og hvori består dens bæredygtighed i en global verden?»
