At finde sig selv

Om Russell kan der siges: Han er en yngre mand, der bor i den engelske storby Nottingham. Men der kunne også siges, at han er et følsomt gemyt, der lever et roligt liv blandt venner han ikke længere er tæt på og med et arbejde som livredder, der efterhånden er gået hen og blevet ren rutine. Endelig kunne der også siges, at han er en homoseksuel mand, der endnu ikke har accepteret sin seksualitet fuldt ud og da slet ikke er kommet ud af skabet. Alt er sådan set rigtigt og finder sted i Andrew Haighs rolige og næsten kontemplativt fine film Weekend .

Genremæssigt kunne man fint kalde filmen for et romantisk drama, idet Russell tilfældigt træffer den mere udadvendte bøsse Glen og hvad der starter som et one-night stand udvikler sig til en forelskelse og en melankolsk afsked. Genremæssigt kunne man også kalde Weekend for en homofilm, forstået som en film der behandler homoseksuelle tematikker og problemstillinger. Filmen er for så vidt i slægtskab med blandt andre Gus van Sants My Own Private Idaho og Ang Lees Brokeback Mountain .

BØSSENES UTFORDRINGER

Jeg ved dog ikke helt, hvad jeg skal stille op med termen homofilm, og hvorvidt jeg overhovedet abonnerer på denne genre. For så vidt kan Weekend og de to andre nævnte film for den sags skyld også aflæses som mere generelle skildringer af kærlighed, seksualitet og parforhold. At der er tale om homoseksuelle par er vel for så vidt ikke noget, det taler for, at det skal have sin egen genrebetegnelse. Lidt groft sat op kan man vel godt argumentere for, at en genrebetegnelse som homofilm og de mange festivaler verden over, der dyrker homofilm og ofte kalder sig noget med Gay & Lesbian Film Festival, netop er med til at fastholde homoseksualitet og homoseksuelle som en entitet, der ligger udenfor det normale og normen.

Samtidig kan jeg sagtens forstå, at man har brug for en ramme og en kanal, hvormed filmene kan formidles ud til et publikum, som måske netop er afsøgende i sin seksualitet. Som karakteren Glen siger i Weekend, så får heteroseksuelle det hele serveret på et sølvfad, idet alskens film, bøger og kultur handler om det heteroseksuelle forhold, hvorimod de homoseksuelle selv må ud og opfinde sig og danne en kultur, få en indsigt. Det er lige lovlig skarp tegnet op, men nok alligevel et fint billede på hvilke udfordringer den vordende bøsse eller lesbiske går rundt med.

STOPFODRET AV HETEROSEKSUALITET

Det fine ved Weekend er, at den skildrer disse udfordringer og tematikker på meget dæmpet, næsten underspillet vis. Gennem mødet med Glen får Russell sat sin optræden omkring sin seksualitet i relief overfor en noget mere afklaret Glen. Til at begynde med fremstår de næsten som modsætninger.

Glen interviewer Russell efter deres første nat sammen, idet han er i gang med et kunstprojekt om homoseksuelle. Han virker lettere arrogant og fræk i sin attitude, og man får det indtryk, at han måske bare vil bruge Russell som et eksempel i sin kunst. Senere finder vi dog også ud af, at Glen er Russells one-night stand nummer 24, idet Russell skriver et afsnit på sin laptop om alle de bøsser, han har været sammen med. Russell er altså ikke blot et ubeskrevet blad, en naiv og jomfruelig bøsse, og netop denne udvikling og tilnærmelse mellem de to mænds forskelligheder er filmens styrke.

Weekend maler aldrig sort-hvide billeder, men forbliver en nuanceret skildring af et parforhold, der måske ikke skal blive til noget. Sagen er nemlig den, at Glen ikke er parat til at få en kæreste, men blot vil holde løse forbindelser. Han har tidligere været i et forhold, der gik skævt og har nu besluttet sig for at rejse væk til USA et par år, så mødet med Russell kommer temmelig ubelejligt for den aspirerende kunstner.

Weekend dvæler ved mændenes dilemma, men på en sådan måde, at filmen ikke dyrker dilemmaet til hudløshed og hænger fast i romantisk dyng, men i stedet formår at holde øjnene åbne og skildre mere end et parforhold. Det sker eksempelvist ved at illustrere hvordan det omkringliggende samfund – i hvert fald i Nottingham – fortsat har svært ved at se to mænd kysse hinanden på åben gade. Glen og Russell mødes konstant af tilråb, og det er vel også derfor Russell går forsigtigt med dørene, når det gælder hans seksualitet og ved afskeden efter første knald, nøjes med at give Glen hånden som farvel i stedet for at kysse ham i opgangen. Sådan er det med homoseksualitet ifølge Glen.

Hvis det omkringliggende og primært heteroseksuelle samfund skal kunne leve med det, må bøsserne for alt i verden ikke skilte med deres seksualitet. Samtidig skal de leve med, at samfundet i den grad skilter med en heteroseksualitet, der nærmest bliver stopfodret ned i alle halse, hvad enten det gælder i form af reklamer, nyheder eller kunst. Små, fine scener er med til at vise denne situation. På toget overhører Russell en samtale mellem unge mennesker, der latterliggør en bøsse, de kender perifert, mens Russell i arbejdskantinen er vidne til en flok kolleger, der snakker groft og beskidt om en kvinde, hvis kusse bare var så klam, at manden slet ikke kunne få stiv pik. De er disse scener, der for alvor er med til at udkrystallisere filmens betoninger og gøre den til et særligt, et sart og et indsigtsfuld værk.

© norske LMD

Weekend, på kino fra 15. juni