Alt i det små

På veien til Buenos Aires er ikke nogen stumfilm, men den kommer tæt på. Dens ordknappe væsen er dens primære karaktertræk. Og måske også dens primære kvalitet.

Rubén har været langturschauffør i mere end 30 år. Vejene mellem Paraguays hovedstad, Asunción og Buenos Aires i Argentina er vel det, der mest minder om et hjem for ham. En velkendt rutine, en levevej. Her kan han rumle af sted med tonsvis af tømmer på den enorme lad. Lige indtil den dag, hvor han af sin chef bliver bedt om at medbringe alenemoren Jacinta og hendes otte måneder gamle datter, som straks bliver en tungere last for ham.

Det er tydeligvis uvant for Rubén at have rejsefæller. Ordene er få imellem dem – og i filmen i det hele taget. Imens bevæger vejen sig forbi udenfor lastbilens cockpit, hvor Rubén drikker sin maca med sugerør og ser roligt ud på vejene og enkelte gange på sine passagerer.



Fællesskabet på vejen

Få informationer kommer os i hænde. Vi ved ret beset ikke, om Rubén medbringer Jacinta for pengenes skyld, fordi chefen siger, at han skal, eller fordi han ser noget særligt i denne kvinde og hendes barn. Vi behøves heller ikke vide det. Vi skal bare se dem sidde der og se hinanden an. Langsomt begynder en ordveksling. Ikke om store ting men om de små detaljer.

De gør stop undervejs. Får sig en forfriskning. Babyen skiftes. Og i en på sin helt egen adstadige facon gribende scene, hører vi hvordan Rubén spørger en kioskekspedient om prisen på en busbillet til Buenos Aires, men da han finder ud af, at bussen er kørt for i dag, vurderer han, at han alligevel ikke kan slippe af med sine medpassagerer så let og accepterer sit lod. Eller også indser han, at han er ved at begå en fejl, hvis han vitterligt fik læsset kvinde og baby ombord på en bus og ud af sit liv. Venligtsindet er han vel, om end han ikke skilter med det. Han drikker sit vand i kabinen uden at byde de to andre noget. Han ryger en cigaret lige op i ansigtet på spædbarnet. Han har tydeligvis ikke tænkt sig at ændre vaner, blot fordi han på denne ene rejse har folk med sig undervejs.

At være undervejs har alle dage været road moviens fine momentum og dens drivkraft. Selve tempoet og selve rejsen er drivkraften. Det er helt basalt, hvad filmmediet – motion picture – handler om. Bevægelsen og det bevægelige. Det er det for så vidt også i På Veien til Buenos Aires, hvor vejene vandrer forbi vores øjne både i vinduet og i sidespejlet på lastbilen, der således i sig selv afspiller små, landevejs-film. Men at Jacinta og Rubén kommer videre og endeligt når frem til Argentinas hovedstad er ikke så elementært ved filmen som det faktum, at relationen mellem tavse Rubén og stort set ligeså ordknappe Jacinta udvikles og udfoldes.

Det sker ikke med store armbevægelser og naturligvis ej heller med mange ord. Relationen sker i det små. Lidt flere ytringer. Lidt flere blikke. Lidt mere varme i samtalen. Og så sker det, at Rubén tilbyder at holde babyen for Jacinta. Man sporer følelser, der vælder frem. Måske er det, fordi hun minder ham om noget, han har tabt. Han beretter om en søn, men er sønnen død og borte eller blot borte, fordi kontakten mellem de to er væk, vides ikke.

Sådan fortaber historiernes detaljer sig. Det er heller ikke vigtigt. Hvad derimod er vigtigt er hvordan de to skæbner nærmer sig hinanden. Hvordan langturschaufføren og alenemoren pludselig finder et fællesskab der midt på vejen. Hvordan tab og sorg kan føre til noget nyt, en fornyet ømhed og forestillingen om et nyt liv.



«Slow cinema»

En film som På Veien til Buenos Aires stiller store krav til sine skuespillere. Der er så få dialogscener, at megen skal fortælles uden ord. I blikke, gestikken og det rum, der pludselig opstår mellem Rubén (Germán de Silva) og Jacinta (Hebe Duarte), som klarer det på forbløffende godt vis. Man indtages af deres ansigter, samtidig med at de virker meget underspillede og nærmest anonyme i udtrykket. I kabinens klaustrofobiske rum står tiden stille og ingen kan flygte. Det giver tid til at se hinanden an, og det giver tid til beskueren, der kan iagttage disse ansigter og kroppe, der vil fortælle os noget.

Denne minimalisme er indimellem blevet kaldt et særlig sydamerikansk udtryk og fundet udtryk i film af blandt andre Lissandro Alonso (Liverpool) og Lucrecia Martel (The Headless Woman), som har fået betegnelsen slow cinema føjet på sig. Giorgellis film harmonerer godt med denne term, for langsommeligheden er et grundvilkår i den, ligesom ordløsheden er det. Og en sådan tilgang kan virke kontemplativ og refleksiv, men det er bestemt ikke nogen ufarlig måde at lave film på.

Indimellem falder På Veien til Buenos Aires da også til jorden. Hvorfor kan jeg ikke helt finde ud af. Måske er historien ikke helt stærk nok. Måske mangler filmen noget visuelt poignans. I hvert fald er der sekvenser, hvor man som beskuer falder fra og udenfor. End ikke den rumlende vej er da nok til at holde en kørende.

© norske LMD



På veien til Buenos Aires, på kino fra 6. juli.

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn.

Default thumbnail
Forrige sak

Dokumentarisk selvrefleksjon

Default thumbnail
Neste sak

Det uperfekte menneske

Andre saker om Film

De glemte filmpionerene

De mange kvinnelige regissørene og manusforfatterne som deltok i stumfilmens gullalder har i stor grad blitt

Spill for galleriet

Coastal Elites er en samling koronabetingede «henvendelser hjemmefra». Novellefilmene fungerer best gjennom menneskene vi møter, mer

Den sovjetiske løgn

Den sorte jord burde brødføde en hel befolkning. Det er beretningen, som det sovjetiske regime tillader

Opp av asken

Gjenoppstandelsen til den en gang konkursrammede byen Stockton i California er en prosess det sikkert er

0 kr 0

Logg inn

Ikke abonnent? Tegn abonnement her.