Hyldest til ungdommen

Til Ungdommen fungerer frem for alt som en oprigtig ode til ungdomslivet, håbet og viljen, der gør, at mennesket aldrig giver op.

Johanne, Sana, Henrik og Haakon er vidt forskellige unge mennesker. Johanne bor hjemme hos sin vellykkede kernefamilie. Hun studerer seriøst og ivrigt, drømmer om job i FN og taler om fremtidsplaner ved middagsbordet med mor og far. Sana er indvandrerbarn, tænder på politik men er nervøs for om hun nu også er god nok til at tale i forsamlinger og debattere. Henrik bor alene med sin mor. Egentlig kan han bedst lide at træne det lokale fodboldhold, men der er alligevel et eller andet i ham, der får til at blive ved med at være en del af det ungdomspolitiske. Haakon mistede sin mor som 8-årig, og faren holdt op med at være far. For nylig blev Haakon smidt ud af hjemmet, da faren fik ny hustru og to børn i tilkøb. Siden da har han boet hos sine bedsteforældre, der serverer kaffe og småkager i sirlige stel, mens Haakon i weekenderne fester igennem med vennerne. Fire helt almindelige unge mennesker. Og så alligevel ikke. For det ualmindelige fællestræk ved dem er, at de er draget af det politiske arbejde, den politiske arena.





Og det er da også arbejdet med ungdomspolitik, der er det altoverskyggende emne i Kari Anne Moes fine, dokumentariske skildring af de fire ildsjæle. Vi er vidne til deres oplæring i det politiske liv. Utallige scener viser, hvordan de fire spirende politikertalenter øver sig i at tale, at debattere, at gestikulere, at lade sig interviewe og altid komme med pointer, de har taget med sig hjemmefra.

Det er politik som retorik og person-branding frem for indhold og substans, de unge trænes i, og dette er i sig selv en tankevækkende og kende mistrøstig indsigt i ungdomspolitikkens væsen. Nuancerne, der kommer til, findes derimod i de fires liv ved siden af politikken. I omgangen med venner og familie, i de tårer, grin, glæder og frustrationer, der er fast inventar i ungdomslivet. Det er disse fine iagttagelser, der giver filmen liv og vished om, at der altid er et menneske bag politikken. Og det er disse scener, der fylder filmen med en grundtone af håb og livslyst.



Nedstrippet om Utøya

Pludselig indtræffer braget. Skærmen sortner. Alt er mørkt. Anders Behring Breivik har naturligvis ulmet filmen igennem. Vi ved, at filmen foregår hen over sommeren 2011. Og vi ved, at flere af de unge er på vej til ungdomspolitisk lejr på Utøya. Et gys går gennem beskueren, idet porten ved færgelejet på Utøya går op, og de unge går ind på øen. Vi ved, hvad der venter dem. Alligevel kommer den sorte skærm som et chok. Herefter ændrer filmen stemning og toneleje. Med et slag bliver de unge voksne. Får en anden indsigt og en anden tilgang til verden. Måske en mere såret tilgang, måske en mindre naiv måde at agere på.

Stærkest er en 10, måske 15 minutter lang monolog, som Johanne fortæller til kameraet. Om hvordan hun gemte sig i en smal klippe, mens Breivik udførte sit blodbad på øen. Skuddene kommer nærmere. De to piger overvejer næste træk igen og igen. Skal de blive i klippehulen? Kaste sig ud i havet i håb om at kunne svømme væk fra kugleregnen? Skal de løbe for livet?

De vælger at blive. Og pludselig står han der. 30 meter fra dem. Ser direkte i deres retning. Johanne føler, at han ser direkte ind i hende. Og hun tænker, at det er også okay at dø nu. Der er ingen anden udvej. Hun ser to andre unge blive likvideret og vil aldrig glemme deres skingre skrig, deres horrible sidste lyd. Men Johanne dør ikke. Massemorderen vender rundt og går i modsatte retning. Senere, da Johanne er kommet væk fra øen og tilbage til Oslo, opdager hun, at hun stadig knuger hårdt om den lille sten, hun allerede i klippehulen tog fast greb om. Denne lange monolog er hvad filmen giver af Breivik. Her er ingen sensationslystne billeder fra selve massakren. Ingen anholdelse, ingen retssals-scene. Kun Johannes personlige, uafrystelige fortælling. Det er et klogt valg.



Livet går videre

Men heldigvis slutter filmen ikke her. Den slutter ikke med undergang og desillusion. De unge rejser sig. De forsætter deres arbejde med at forberede sig til skolevalgene; denne særlige norske tradition for at gennemføre valg for de unge sideløbende med lokal- og stortingsvalg. Den stolte demokratiske tradition får desto mere perspektiv, når den kommer i relief til Breiviks brutalitet. De fire unge diskuterer efterspillet i deres politiske miljø. Her er Sanas pointe særligt tankevækkende. Hvad ville der være sket, hvis Breivik ikke var hvid og kristen men mørk og muslim? I tiden efter 22. juli artikuleredes et fælles, norsk «vi» – et vi, der står sammen imod det onde. Sanas pointe er, at hvis Breivik havde været muslim, var dette «vi» blevet til et «dem» og et «os». Og i dette har hun sandsynligvis og uheldigvis nok ret.

Kari Anne Moes dokumentarfilm lever og ånder i det fine spil mellem de unges tale direkte til kameraet; observerende dokumentar, hvor scener med de unge for lov at udspille sig i sin helhed og sigende arkivbilleder fra eksempelvis rosemarchen i Oslo. Livet går videre for Norge og de fire unge. De flytter hjemmefra, begynder på studier. Men Johanne bærer stadig Utøya-armbåndet. En påmindelse om det forfærdelige, men også en påmindelse om overlevelse, håb og den bestandige mulighed for liv.

© norske LMD
Til Ungdommen fik kinopremiere den 31. august

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn.

Prøv Le Monde diplomatique i to måneder for ti kroner

Papiravis og full digital tilgang
Default thumbnail
Forrige sak

Kane detronisert

Default thumbnail
Neste sak

Kun 120 år med film

Andre saker om Film

Vi, de forsømte

Mafiaens virksomhet er en altfor velkjent fortelling. Den formelpregede dramatikken står alltid

0 kr 0