Alle er vi blot en stor sjæl

Matrix-brødrene har med Cloud Atlas komponeret en symfonisk film på tværs af tid og rum, men desværre også en rigeligt banal fortælling om menneskehedens forbundenhed.

mars 2013

Måske kender du John Fords filmatisering af John Steinbecks Vredens druer (roman 1939, film 1940). Det var egentlig gennem den film, at jeg første gang stødte på Woody Guthries musik og herunder også nummeret Tom Joad, som vel mere eller mindre er en opsummering af Steinbecks roman og Fords film. På et tidspunkt i sangen lader Guthrie prædikanten Casey sige ordene «Everybody might be just one big soul». Den sætning kunne meget vel anvendes som tagline for Cloud Atlas – Matrix-brødrenes seneste opus som er blevet til på instruktørsiden sammen med tyske Tom Tykwer. Det er dog ikke meget, man mærker til Tykwers fingeraftryk. Mestendels virker Cloud Atlas som en Wachowski-film: en oppustet, episk, besynderlig, stedvist hysterisk, spirituel rejse på tværs af tid og sted.







Kontakt med de overlevende

Tentativt kan vi godt kaste ud i en refererende tekst. Journalisten Luisa Rey (Halle Berry) får i 1970’ernes USA et tip fra den aldrende atomfysiker Sixsmith (James D’Arcy), der leder hende på sporet af en konspiration indenfor olieindustrien. En yngre Sixsmith ses i en fortælling fra 1930’ernes England, hvor han er i et fatalt kæresteforhold med musikeren Frobisher (Ben Whishaw), der hjælper en anerkendt komponist med at færdiggøre «The Cloud Atlas Sextet». Mens arbejdet med musikken står på, læser Frobisher en dagbog forfattet af advokaten Ewing (Jim Sturgess), hvis historie således bliver filmens tredje fortælling.

Denne foregår i 1849 og kredser om Ewings forsøg på at hjælpe en slave til at blive fri. En fjerde fortælling finder sted i 2012, hvor en forlægger (Jim Broadbent) modtager en roman baseret på journalisten Reys liv, mens fortælling fem er sat i Korea i 2144, hvor en genmodificeret klon kaldet Sonmi-451 (Doona Bae) bliver en vigtig brik i et frihedsopgør en anelse lig det ulmende slaveopgør fra 1849-fortællingen.

Endelig finder vi en beretning fra et postapokalyptisk samfund, som måske er året 2321, hvor vi finder Zachry (Tom Hanks), der lever i en mindre stamme, som hører til de eneste overlevende på Jorden. En dag får stammen besøg af Meronym (Halle Berry igen), der med Zachrys hjælp finder frem til kommunikationsstationen Cloud Atlas, der kan hjælpe dem til at få kontakt med de overlevende mennesker, der i sin tid flygtede til andre planeter. Til slut har vi at gøre med en syvende tidsalder, hvor en oldgammel Zachry (nok en gang Tom Hanks) ses fortælle alle disse seks beretninger til en flok børnebørn på en planet fjernt fra Jorden.



Tidernes sammenhæng

Gav det mening? Næppe det helt store. Og i lang tid mener jeg faktisk, at dette er et reelt problem ved filmens ellers sympatiske narrativ. Alt for meget energi går med at holde styr på hvem, der er hvem i hvilke tidsaldre. De mange spring i rum og i tid gør desuden, at vi som tilskuere – i hvert fald i filmens første ud af tre timer (!) – ikke får lov at engagere os i en enkelt fortælling, for straks vi er synket ned i en fortælling, dukker en anden op.

Som en origamifigur bliver Wachowski-brødrenes film ved med at folde sig ud på nye faconer. Man kan på sin vis godt beundre den komplekse struktur, og at det egentlig lykkes filmen at få puslespillet til at gå op uden at virke anmassende fortænkt, men det er alligevel en ligning, der ikke fungerer særlig godt rent filmisk. Dertil er den for fremmedgørende og forvirrende.

Cloud Atlas
har givetvist ikke været nogen let film at lave. Fire år undervejs og en masse besværligheder med finansieringen af det endelige budget på godt over hundrede millioner dollars har måske også gjort sit til, at den nu fremstår som en lettere skizofren film. Blot fordi man propper mange film sammen i én, kommer der jo ikke en bedre film ud af det. En sådan kvantitativ vis opererer filmmediet heldigvis ikke på.

Filmen er meget på en og samme tid. Også både vellykket og rodet. I en scene fremstår dialog og dramaturgi gumpetung, alt i mens sminken kan virke nærmest latterfremkaldende, og i en efterfølgende scene kan de visuelle effekter virke dybt betagende og virtuose – som når et rum langsomt forvandler sig fra 1849-tallets brune, elegante interiør til 1970’ernes orange, funktionelle design, hvortil en telefon pludselig er at finde. Samme tankevækkende iscenesættelse af tidernes sammenhæng kan også ses i en scene, hvor en aldrende mand sidder i toget og ser ud på en yngre udgave af sig selv på perronen.



Forbundne kar

De visuelle effekters suveræne anvendelse letter dog ikke filmens noget banale postulater om vores forbundenhed på tværs af tid og sted. Den person, som er en skurk i en tid, kan blive en frihedshelt i en anden tid. Den handling, der sætter noget i gang i en tid, kan befordre samme handling i en fjern tid. Vi er alle forbundne kar. Men vi er også alle forgængelige. Der er verdener og tider, hvori vi ikke længere er at finde, men hvor vores handlingers effekt måske er at spore. Mestendels er Cloud Atlas nok en hyldest til menneskets afhængighed af hinanden.

© norske LMD




Cloud Atlas kommer på kino 8. mars

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller / logg inn med Vipps.

Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!

Papiravis og full digital tilgang


Fornyes til 199,- per kvartal