Husk mig, hvisker støvet

Det autentiske forbinder vi med noget godt, noget ægte og troværdigt. Tidligere anvendte man knapt nok ordet. Man talte i stedet om at eje en troskab overfor sit hverv, sin familie, sin jord. Eller man henviste i sjældne tilfælde til et sandt menneske man havde hørt om. Sand i kraft af en integritet, en uafhængighed og en konsekvent livsførelse. Det autentiske levede i det skjulte. Nu synes det ligefrem at være på alles læber.

Et stigende antal danskere vælger at trække stikket ud til det storforbrugende højhastighedssamfund og flytte ud i de svenske skove eller arrangere sig i fællesskaber med andre på økologiske gårde i Nordsjælland og Jylland. De er del af en ny autenticitetsbølge som får kvalme af den opblæste selvrealiseringskultur, af det evindelige netværksræs og jagten på coolness. Den danske livsstilsekspert Kristine Felthusen har i sit program So Fucking Special undersøgt denne voksende slow-bevægelse som hun spår en stor fremtid. Rejsebureauerne konkurrerer som aldrig før om at udbyde «kulturrejser» eller «økoturisme» til eksempelvis Borneo i jagten på de sidste hvide pletter på verdenskortet. Over en halv million danskere ser hver uge programmet Bonderøven, om Frank der gør alting fra grunden, høster sin mark med gamle metoder, og bygger alting selv med redskaber han selv reparerer. Frank er forbillede for det enkle liv.

I sin nye bog Det autentiske– Fortællinger om nutidens kunstbegreb skriver den danske idéhistoriker Jørgen Dehs at det autentiskes krav om troværdighed og ægthed er blevet et orienteringsprincip som præger vores tid. «Noget vi kalder ’det autentiske’ er på færde,» som han skriver. Det har det sådan set været længe, men fremstår i dag som en produktiv del af en ideologisk atmosfære. Det autentiske er gået hen og blevet norm for den ny oplevelsesøkonomi der sætter forbrugerens unikke oplevelser i centrum. Det ægte og autentiske knytter sig ikke kun til ting, såsom kulturelle objekter og kunstværker, men også til vores egne oplevelser. Det være et teaterstykke, en Tina Turner koncert i anledning af H.C. Andersens jubilæum eller en digtoplæsning.

Men oddsene for det autentiske burde ikke være særlig gode: Vi lever i en sekulariseret, oplyst og affortryllet verden hvor selv en pave kan gå af, hvor den enkeltes selvbestemmelse har afløst tanken om en skæbne og en større indsigtsfuld fortælling for vores liv. Paradis er ikke bare tabt for stedse, det har aldrig eksisteret som andet end en forestilling skabt af vores omgang med sproget. Ingen steder møder vi fænomener som ikke er konstrueret. Iscenesættelse, kulturelle koder og performance, har yderligere tabuiseret vores forhold til det autentiske.

Det autentiske er fra starten af suspekt i kraft af en indbygget essensialisme. Forskellige retninger lige fra postmodernisme til psykoanalyse har haft succes med at afvikle autenticitetens status, ofte i relativitetens navn. Opløsning af modsætningerne mellem god og dårlig smag, mellem åndselite overfor populærkultur har ikke kun ændret på vores forståelse af kunst men tilmed bragt enhver tro på identificeringen af noget ægte og autentisk i miskredit. Men som Dehs skriver: «Her synes det kun at være et lille problem, at ethvert forsøg på at ’afsløre’ noget indebærer, at man bekender sig til værdien, af, at noget ikke udgives for noget, der ikke er. Autenticitet er med andre ord vanskelig at mistænkeliggøre som værdiforestilling, uden at man samtidig indirekte bekræfter den.»

Forfatterens ærinde er ikke at skrive et manifest for kunsten som stedet hvor det autentiske modstandsløst kan cirkulere frit. Det autentiske er et «program» der hører til det han kalder «en oplyst tøven», ikke for at bedømme kunst og oplevelser, men for at øge forståelsen for «de aktuelle og historiske betydninger fænomenet autenticitet knytter an til». Spørgsmålet om autenticitet må tage udgangspunkt i en kritisk mistro til det, som påberåber sig at være autentisk. Bogen tager afstand til den patos der ser en sammenhæng mellem mennesket og det at være autentisk. Men forholdet dukker op flere steder i bogen som et noget uforløst spøgelse. Som om det alligevel hører med til fortællingen om nutidens kunstforståelse og kunstpraksis.



Tingenes vaklende autoritet

Jeg har de senere uger sammen med min søn set et BBC-produceret program kaldet Ægyptens gåder. Begge sidder vi tryllebundet mens arkæologer, skriftkloge og ægyptologer bevæger sig i og omkring pyramider og udgravede ruiner mens de med gestikulerende fagter taler engageret om de store mysterier der stadig omgiver denne gamle kultur. Netop den store afstand har i flere årtusinder været med til at sikre pyramiderne en særlig autoritet. Tingenes tidligere magt og autoritet var i de gamle kulturer forbundet med et kultisk ritual. Deres ubesmittede kraft virkede her og nu i det konkrete møde mellem folket og tilbedelsen af guderne.

Også store kunstværker henvender sig til os, skrev Rilke, som noget der slår vores forståelse omkuld. Opfordringen «Du må ændre dit liv», skal være tilskuerens reaktion på værkets direkte henvendelse. Denne æstetiske opmærksomhed var også en del af kunstens eget frigørelsesprojekt fra 1700-tallet og frem. Kunstværket kunne mobilisere en unik vækkelse og forundring. Men tingene selv er begyndt at vakle, skrev Walter Benjamin. De er i færd med at miste deres autoritet. Dødsprocessen har stået på længe. Unik æstetisk vækkelse og den gode smag har længe været en tabt sag.

I det nittende århundrede ser man en bevægelse bort fra kunstens eksklusivitet mod hverdagslivets sammenhænge. Nu taler om det gode måltid, det gode design, den gode popmusik. Og i de sidste hundrede år har masseproduktion og mediers formgivning af kommunikation været med til at ophæve afstanden og nedbrydningen af alt enestående. Det er svært at benægte at vi på et almindeligt hverdagsplan forholder os til et globalt her og nu, hvor «her» betyder de billeder, der hvert sekund kan træde frem på digitale skærme hvor som helst i verden. Det er rigtigt at nye medier forandrer vores forhold til tingene. At det har fået tingene til at vakle, hersker der nok ingen tvivl om, men det er ikke det samme som at tingene er overflødige eller helt og aldeles har mistet deres autoritet. Der er stadig folk i Afghanistan der taler om hvordan Talibans ødelæggelse af Bamiyn-buddhaerne også har ødelagt noget i dem selv. Og er det ikke sådan med mange monumenter og kunstværker med en vis holdbarhed: At når de går i stykker går også noget i stykker i mennesket?

Den danske forfatter Hans Mølbjergs hovedværk Europa ser på dig. Tanke og billede gennem 300 år er et studie af de ofte sammensatte kræfter der bevarer tingene og værkernes autoritet og den glemte samhørighed mellem menneskene og tingene. Det er muligt at tingenes åndelige suverænitet har mistet sit tidligere kulturelle grundlag, som Dehs skriver, men problemet er måske at vores sprog og dermed vores måde at tænke på er blevet for fattigt? Vi standser eller hæfter os ved noget vi kalder vores oplevelse der er vanskelig at adskille fra tilfældige indskydelser, impulser, signaler samt vage stemninger. Men der findes også en anden måde at omtale vores oplevelser på der har at gøre med at udforske noget, at krydse en grænse. Den gamle rejsemetafor kan være behjælpelig fordi den siger noget om, at jeg må gå gennem noget før jeg kan kvalificere oplevelsen. Jeg må tåle noget, gøre en anstrengelse. Jeg er på en måde ikke længere selv fokus for min oplevelse. Jeg er i færd med at ændres. Der er strengt taget ikke længere kun tale om en oplevelse, men om et møde hvor det drejer sig om noget mennesket kan stå overfor, og som derfor ikke kan reduceres til dets egen tilstand. Forskellen på mit møde med tingene og min oplevelse er at jeg med førstnævnte går igennem noget. Der sker noget med mig. En begivenhed.



Objektivt forpligtende

Det er muligt at kunsttingenes autoritet er ved at forsvinde, men måske burde man i stedet for at vinke farvel til det som har udsigter til at tabe, i stedet tage parti for det skrøbelige. Hvis medieteknologiens udvikling har fået tingene til at vakle har det nok så meget at gøre med det som Calvino kaldte den «sprogets pest der manifesterer sig som tab af erkendelseskraft og umiddelbarhed, som automatisme der tenderer mod at forfladige vor udtryksmåde til generelle, abstrakte eller anonyme formler, og som ender med at slukke enhver gnist der springer af mødet mellem ordene og de nye omstændigheder i verden.»2

Problemet er ikke medieteknologien i sig selv men at der skabes for mange billeder og information uden en indre nødvendighed. Calvino kaldte denne støj eller forvirring for et «formtab» eller tab af nøjagtighed: «Den indre nødvendighed der burde udmærke ethvert billede, både som form og som indhold, er en evne til at fastholde opmærksomhed og rumme en rigdom af mulige betydninger. Størstedelen af (vor tids) billedsky opløses straks som drømme der ikke efterlader sig spor i erindringen. Men fornemmelsen af ubehag og fremmedhed bliver tilbage.»3

De ægyptiske statuer rummer et element af det som Jørgen Dehs kalder «naturen som model». Selvom klimaforandring, genteknologi og en uhørt kultivering af planeten, har gjort det vanskeligt at modstille natur og kultur, fungere naturen stadig som et slags forbillede på det selvberoende, som mødet med en andenhed. «Mennesket har et dybt behov for det, der er noget andet end det selv. Det vil ikke leve i en verden hvor det kun møder sig selv,» som Dehs skriver med et citat hentet hos den tyske forfatter Gernot B…hme. Hvis vi endnu kan bruge naturen som model for det autentiske, drejer det sig ifølge Dehs, «ikke om grænsen mellem det, der kunne kaldes selve naturen, i dens modsætning til selve kulturen, men om den plads, vi afsætter til forudsætninger, der ikke er givet med os selv.»

Han påpeger, om end forsigtigt, på muligheden for en «kontemplativ indstilling» der søger mod en betydning af skønhed fri for standardiserede mønstre for æstetisk appel og forventede erfaringsmønstre. Med denne indstilling søger man ikke at begribe eller påtvinge tingene en mening, hensigt eller relevans, men tage «naturtingene til os» i noget der nærmer sig en begivenhed der udfolder sig i selve mødet med stoffet, en historie der kan stå af sig selv, et møde med hvilket jeg ikke længere er den samme. Der er noget på én gang objektivt forpligtende og noget ikke helt selvberoende ved det autentiske kunstværk, noget som viser tilbage på bestemte historiske betingelser.



Pervertering af det autentiske

I Autentisitetens etikk skriver canadieren Charles Taylor at autenticiteten siden renæssancen har været et civiliserende projekt: «Der gis en fordring i autentisiteten om hvordan folk burde leve sammen.»4 Til denne historie hører en stærk sammenknytning mellem individualitet og udviklingen af en moralsk anstrengelse for at forstå værdier som del af en langt større fortælling. I dag ser Taylor en glidning af denne individualitet i en konkurrencementalitet der trækker mennesket ind i en selvcentreret tilgang til sine omgivelser, der afstumper os fra andre betydningsdannelser.

Selvudvikling har en lang historie der ikke først og fremmest handler om marked og behov, men om moralsk og æstetisk følsomhed. Som Taylor skriver: «Selvudvikling er ikke et privat anliggende, men står i et forpliktende forhold til omgivelsene.» Selvbestemmelsens fokus på «mine valg er autentisitetens misfoster.» Det handler ikke om oplevelsen selv men om dens erkendelsesmæssige tilegnelse, det, som bliver begyndelsen på tanken, og dermed det som kunne få os til at se os selv i et andet perspektiv.

Dehs er inde på noget centralt når han skriver at oplevelsesøkonomien handler om at iscenesætte og orkestrere autenticitet og egentlig ikke om kvalificeringen af selve oplevelsen. Hvad oplevelseskulturen er interesseret i er, at produkterne skal reflektere et billede af os selv. Tankegangen er at jeg skal se mig selv igen og igen. Jeg skal ikke lære noget. Kurator Lars Bang Larsen har meget rammende kaldt denne oplevelseskulturens vare for «et selvforbrug»:

«Man forbruger sig selv ved at tage til Grønland for at opleve sig selv i Grønland; ved at tage på kunstmuseum for at opleve sig selv på kunstmuseum; eller, som en bog om Olafur Eliasson hedder, ved at tilbyde en kunstoplevelse som går ud på At se sig selv sanse. Det som gør subjektet i stand til at forbruge sin egen tid, opmærksomhed og affekter, er oplevelsen af forskelle som kan udvide og intensivere følelsen af sig selv. Men vi ved også at autenticitetseffekter, det vil sige simulerede forskelle, er tilstrækkelige for at generere oplevelse i oplevelsesøkonomien. Oplevelsesøkonomiens ’forskelle’ skal derfor ikke forstås som kvalitative forskelle, men som kvantitativ flerhed.»5

Det handler kort sagt om at nyde mere, sanse mere og akkumulere ekstraordinære oplevelser. Altså ideen om individualitet som en helhed, der blot udvides og udstrækkes uden at kvalificeres, uden at en mulig forvandling kommer på tale. Måske er det ikke så mærkeligt at tingene vakler, at de er ved at miste noget af deres autoritet. Den neoliberale konkurrencekulturs fokusering på nytte og kompetence har skabt en vulgarisering af sproget, der for alvor har revet det autentiskes projekt væk fra en moralsk og selvstændig tankeformåen. Vi har bevæget os fra optagetheden af tingenes og fænomeners ægthed og autoritet til følelsers ægthed. Ikke den ægthed ved følelsen der gør den til en erkendelse, men den følelse der centreres hos mig og mit selvbillede. Ikke så mærkeligt at «det virkelige i oplevelsesøkonomien», som Lars Bang Larsen skriver, «er blevet vanskeligt at verificere, da den oplevede situations eller det oplevede objekts materialitet ophører med at være relevant. I stedet er det i objektets sekundære, afledte egenskaber at dets værdi består i medierede effekter, stemninger og atmosfærer, der kan forstærke følelsesintensiteter. Sådan set kan også en hallucination – et register for subjektiv oplevelse, som er helt afsondret fra den materielle virkelighed – udgøre en mindeværdig autenticitetseffekt.»



Sulten efter liv

For noget tid sad jeg på en café med en kvinde som lider af spiseforstyrrelser. Hun omtalte tidens livsstilsøkonomi som en blodsuger, der var ved at tage livet af hende. Hun overvejede at skrive en opgave om hendes personlige oplevelser. Hun blev siddende med sin marineblå jakke på og bæltet, der var viklet to gange rundt om hendes tynde krop. Men hendes hjerne bankede af sted som et maskingevær. Hendes sætninger var som lynnedslag. Jeg citerer efter hukommelsen:

«Jeg ser kun deres falskhed. Min krop er kapitalismens krop. Derfor er den uden organer, derfor vil den ikke spise, derfor er den så sulten og altædende efter liv. For hvad skal den spise. Der er så meget mad, men intet af det mætter mig. Der er så mange livsstile der gerne vil fylde min krop, men jeg kan ikke. Der er så mange ting du kan opleve, men disse ting gør kun min krop større uden fylde.» Hun holdt en pause og drak en tår af sit vand der stod på bordet. Derpå fortsatte hun:

«Derfor bliver jeg tyndere. Derfor ser jeg sådan ud. Derfor strammer jeg bæltet. Derfor ser jeg ingen anden udvej end at blive tyndere. Derfor balancerer jeg på en line der hænger lige over jorden, og alligevel er jeg den der snubler. Jeg ved ikke hvordan de andre bærer sig ad.» Hun rystede på hovedet men fortsatte straks:

«Jeg snubler. Derfor sidder jeg i hjørnet af lokalet og lytter til lærerens ord som jeg forsøger at forstå, forsøger at gøre disse ord til en del af min verden. Men i pausen er jeg nødt til at gå. I pausen passere jeg de andre og tænker på hvornår jeg finder noget føde jeg kan spise. I pausen passere jeg de andre mens jeg gentager dette mantra. Egentlig længes jeg efter mad,» sagde hun, og mente liv. «Egentlig har jeg aldrig været mere sulten, men hvem og hvad skal kunne brødføde sådan én som mig? Jeg trøster mig med at jeg ikke er den eneste. At mange andre mennesker ligesom jeg bliver tyndere, at deres jagt på liv fjerner dem fra selvsamme liv. At den megen tale om liv, drømme og oplevelser suger livet ud af os. At vores evner til at leve svækkes dag for dag.»



Det autentiske menneske?

Der findes en scene i begyndelsen af filmen Searching for Sugar Man hvori en producer fortæller om Rodriguez at han ikke alene stod med ryggen til når han spillede sine sange på små barer rundt om i Detroit. Den samme dag som hans første LP Cold Fact kom på gaden fortsatte han sit arbejde som bygningsarbejder. Som produceres sagde: «Det var som om han var ligeglad.»

Han spillede sin musik, men det var ikke iscenesat for et publikum. Hans intime form var på en måde ikke henvendt til verden. Man sporer en stærk modvilje mod alt hvad der blot illuderer. Andre forhold ved hans livsførelse gav en fornemmelse af et menneske blottet for forstillelse. Ikke at udgive sig for noget, ikke at stille sig an, syntes at være et fremtrædende træk ved hans person og hans forhold til sin kunst. Men lod jeg mig bare forføre?

Vi siger jo om den gode skuespiller at han fremstår troværdig. Men én ting er at fremstå autentisk, noget andet er at være det. Da Rodriguez i marts 1998 træder frem på scenen foran 13 000 tilskuere i Sydafrika for at give sin første koncert i landet, gav folk der var til stede udtryk for at det var once in a life time, et enestående øjeblik som vi forbinder med førstegangsoplevelser. Der var noget i denne begivenhed – den lange ventetid for de mange fans og sangerens begrænsede behov for anerkendelse – der på denne dag syntes at falde på plads. Dehs skriver: «En sådan falden på plads danner et slags ’provisorisk essential’, hvor det, der lige så godt aldrig kunne have fundet sted, fremstår som et alment udtryk, det vil sige samler sig i noget, der på uforudsigelig vis er, som det skal være.»

Det som står tilbage er at noget har fået en autoritet ud fra sig selv. Ordet authentikós er afledt af authéntis, ophavsmand, som er beslægtet med autos: selv. Men at blive et selv er som Kirkegaard sagde en opgave man må tage på sig, «opgaven at blive autentisk», en opgave man ikke kommer gratis til. Det handler hverken om at fornægte eller ophøje uskylden som Rousseau troede. Her ligger den store fælde. Dehs skriver at Rousseaus tro på at finde kontakten med sit sande selv på en ø udenfor samfundet «passer ironisk nok til en oplevelsesøkonomisk model. Det drejer sig ikke om at etablere en outsiderposition, men om et ekstraordinært erfaringsindhold man først opsøger og derefter «tager med sig hjem».



Personen og det autentiske

Man kunne også sige at vor tids pervertering af det autentiske har at gøre med netop denne søgen mod det ekstraordinære som noget der skal findes udenfor eller langt væk. Når kunstnere og andre tager drastiske skridt og melder sig ud af ræset eller flytter ud i skoven er det ligeså meget fordi de har fået nok og fordi det ikke længere er muligt for dem at leve og skabe under de nuværende betingelser. Fordi de føler at samfundets normer og økonomi er blevet så altædende at det tager livet fra dem, at de ikke kan ånde fordi det menneskesyn der akkumuleres, handler om at skulle være på, at lykkes, at være fastholdt i livet som et projekt, kapitalismen som junk. Men måske er det snarere det at være sat ud af spillet, der er liv. Eller rettere, at følge intuitionen om at de epifaniske øjeblikke og intensiteter af liv opstår på ruinerne af de fejlslagne mål og projekter. Men kun som en uventet og uforudsigelig kraft. Og er det ikke denne særlige dialektik mellem projekt og liv der eksisterer mellem det profane og det hellige?

Bozidar Mandic, serbisk teaterinstruktør og digter har levet uden penge i de serbiske skove i tredive år. Udover sit kunstnerkollektiv deltager han på egne betingelser i offentlige diskussioner, i aviser, på festivaler og har eget radioprogram. Man kan kun beundre sådanne mennesker der vitterlig forlader spillet. Men det som skal holde forholdet mellem liv og projekt fast er selve anstrengelsen. Det vigtige er at gøre en anstrengelse i sit eget tempo, uanset hvor man gør det. Stig Sæterbakken har betonet dette: «Som med all kunst av en viss betydning: Grunnen til at det gjør så indtrykk, er at det er laget. At noen står bak. At noen har anstrengt seg. (…) For det er ikke kjellermenneskets ondskap som begeistrer meg i Opptegnelser fra et kjellerdyb (1864), det er det Dostojevskijs motstrebende og ambivalente, nærmest motvillige formulering av denne ondskapen som gjør.»6

Når vi anstrenger os for at trænge ind i tingene bliver vi opmærksomme på deres skrøbelighed, og dermed sårbarheden der omgiver os. «Men jo mere endelig en ting er, og jo mere begrænset i størrelse den er, jo mere er den ladet med liv, følelser, frygt, medfølelse,» skriver den amerikanske forfatter Joseph Brodsky. «’Husk mig, hvisker støvet.’ Og man kan i dette høre noget sige, at hvis vi en gang i mellem lader tiden lære os noget om os selv, så vil tiden måske til gengæld lære noget om os. Hvad det skulle være? At det, vi mangler i størrelse, kan udlignes ved følsomhed.»7

Hvis det derfor giver mening at tale om en særlig sammenhæng mellem personen og det autentiske har det nok at gøre med, at det menneske, som står bag kunstværket eller anden frembringelse, har levet væsentligt, ikke så meget fordi han er flyttet ud i skoven, men fordi han eller hun har kæmpet, gjort en anstrengelse, som rummer en udfordring, og vi må spørge os selv om livet i det er så stærkt, at det rejser sig mod os som en påmindelse, en anklage, at det rammer os med sin insisteren, sin smerte, sin skarphed, sin følsomhed, så det får os til at se anderledes, handle anderledes, føle anderledes, eller indlede en ny begyndelse.

© norske LMD


Fotnoter:
1 Jørgen Dehs, Det autentiske. Fortællinger om nutidens kunstbegreb, Forlaget vandkunsten, København, 2012. Hvis ikke annet er oppgitt, er alle sitater hentet herfra.

2 Italo Calvino, Til det næste årtusind. Amerikanske forelæsninger, Tiderne skifter, 1996.

3 Italo Calvino, se over.

4 Charles Taylor, Autentisitetens etikk, Cappelen, Oslo, 1997.

5 Lars Bang Larsen, Kunst som norm, Det Jyske Kunstmuseum, 2008.

6 Stig Sæterbakken, Dirty Things, Cappelen forlag, Oslo, 2011.

7 Joseph Brodsky, Hvordan man læser en bog. Essays, Munksgaard Forlag, København, 1996.