Skønheden er ikke ensom

I SUB ROSA forsøger den danske forfatter Mikkel Thykier at gentænke litteraturens arv som kritisk praksis. Etter en gradvis tilbagetrækning fra de litterære kredsløb siden 2004 viser han her sit forsvar for en position der er i stand til at håndtere ensomheden uden at falde tilbage på en allerede genkendelig identitet.

«Det virker naivt at forestille sig, at der er en eftertid, der med nødvendighed vil (gen)opdage en svunden fortids bedste litteratur,» skriver den danske forfatter Mikkel Thykier i sin bog Over for en ny virkelighed.1 Den kollektive hukommelse er nu reduceret til to år. Dette er grænsen for hvornår Gyldendal forlag, og med dem de fleste andre, brænder deres restlager.

I en situation hvor omtale af og kritisk refleksion rundt ny litteratur er barberet ned til et minimum, og med de små forlag der skal føre litteraturen videre, har vi nået en situation, hvor enhver udgivelse der forsøger at omskrive forestillinger om fortiden, at åbne en uset mulighed i verden, er en fortid og en virkelighed, der har lukket sig bag os. «Litteraturen vil holde op med at være noget, der skal værnes om og tages vare på, en genstand, der musealt indplaceres blandt alle kulturens genstande. Den må i stedet opfattes som en begivenhed: Noget der kortvarigt dukker op, glimter og forsvinder i samme øjeblik,» skriver Thykier.

Der findes ikke et sted udenfor de nye medier og derfor tilsyneladende heller ikke et sted at etablere en modstrategi. Alt dette påvirker måden der skrives og tales om litteratur på. Hvilken rolle skal litteraturen spille i den offentlige samtale? På hvilke betingelser er det muligt for litteraturen at fungere som kritisk potentiale, som følsom radar for hvad det vil sige at være menneske, for vor tids komplekse civilisationsudvikling?

SUB ROSA
, som nu udkommer på forlaget After Hand, må betragtes som Thykiers foreløbige hovedværk. Det består af to dele sat sammen i én bog, trykt tête-bêche med to forsider, således at teksterne mødes midt i bogen. Første del, Korrespondance, består af en række afsendte breve over en periode på ti år. Den omfangsrige anden del, Collage, rummer overvejelser om litteraturens væsen, om forholdet mellem litteratur og kritik, mellem skrivningens etik og et muligt fællesskab og endelig litteraturen som stedet for en særlig tro på verden.

Thykier går her i dialog med andre forfattere som Georges Bataille, Maurice Blanchot, Gilles Deleuze, Simone Weil, Arthur Rimbaud, Iris Murdoch, Laura Riding og Paul Valéry. De to dele kan for så vidt læses uafhængig af hinanden, men deres interferens og særegne resonans gør det oplagt at læse dem sideløbende eller sammen. Bogen som helhed giver et bud på en litteratur der på andre betingelser forsøger at deltage i en offentlig samtale. Til denne samtale er det ikke tilstrækkeligt at forlade sig på de nye medier og litteraturens netbaserede konceptualitet. Kvaliteten af samtalen afhænger af vores omgang med traditionen, og med traditionen forstår Thykier litteraturens arv som en bevægelse på tværs af poesi, prosa, dagbog, filosofi, idéhistorie, kunsthistorie, mentalitetshistorie og civilisationskritik. Netop brevskrivningen og korrespondancen bidrager på egne betingelser til denne samtale.

Litteratur som middel til korrespondance

I SUB ROSA forsøger Mikkel Thykier at gentænke litteraturens arv som kritisk praksis med udgangspunkt i kynikernes bidrag til filosofien som en livskunst. Kynikernes attitude markerer en radikal udgave af grækernes bidrag til forholdet mellem selve livskunsten og kundskab om sandheden. Denne kommer til udtryk i henholdsvis kritisk prædiken, skandaløs opførsel og provokativ dialog. Brevets konfessionelle modus hos kynikerne er i modsætning til kristendommen ikke en forpligtelse på at udforske hvem jeg er, men en praksis for transformation af sandhed til etos. Det drejer sig ikke om en puritanisering af sjælen og relationen til et dogme, men en praktisk træning og tilbagetrækning (askesis) som led i den enkeltes forberedelse på en moralsk oprustning der tillader vedkommende at konfrontere verden ud fra nye etiske betingelser.

Brevets indhold koncentrerer sig om en almindelig dagligdag, eller som det siges hos Mikkel Thykier «en måde at leve på». I brevet viser man sig selv som en del af en dagligdag, ikke på grund af vigtigheden af de begivenheder som kunne gøre dem til noget specielt, men ud fra de bekymringer der kan ligne andre dage, hvorved man bevidner kvaliteten af en levevis. Det handler ikke om at blive vurderet ud fra ens evne til at få noget til at ske. For neokynismen, som Thykier omtaler denne livskunst, henter tingene ikke sin værdi igennem det som er hændt, men i en detaljeret beskrivelse af forskellige former for ubehag, besvær, bekymringer. Sideløbende hermed er dagen helliget samtale, læsning og meditation.

Kynikerne gik langt i at beskrive denne hverdagslighed og selvgranskning fordi den for dem rummede et arbejde og en selvbeherskelse der var forudsætningen for en civil livsførelse. Også hos Thykier fungerer brevet som en samtale til at sætte spørgsmålstegn ved et kollektivt værdisæt. Samtalens centrum er ikke jeg’et men en etos hvor man forsøger at finde frem til det som er nødvendigt. Thykier skriver at kynikerens udøvelse af frihed er en virksom praksis hvor man afprøver ordet og «taler imod det velformulerende, velregulerende samfund».

Hos den franske digter Rimbaud forstår vi ikke hans bidrag til litteraturen og kulturen bredt set, hvis vi deler hans liv op i en tidlig fase med udgivelser og et resterende liv domineret af tavshed. Thykiers pointe er at Rimbaud fortsatte med at skrive breve og korrespondere dog uden at udgive noget. Han fortsatte en mere eller mindre skamløs levevis, nomadisk og kosmopolitisk i og omkring Nordafrika og Europa. Denne levevis skal ikke ses som redskab for en ideologi, men som en udøvelse af frihed, nu blot med andre midler. Litteratur bliver handling der bryder med normer for publikum, modtagelse og udgivelse. At skabe en kritisk praksis handler om at etablere et møde hvor man kommer til orde på nye betingelser. Korrespondancen skaber ifølge Thykier et andet felt for dette møde. Han hævder at vi kan betragte litteratur som et middel for korrespondance.

Med til historien om litteraturens arv hører derfor også historien om store forfattere der har skrevet romaner og poesi for at kunne skrive breve og dagbøger (Kafka, Gombrowicz, Weil). Det er i brevets måde at komme til orde at en kritisk praksis om at tale magten imod og en anden måde at tænke på ifølge Thykier ser dagens lys. Som et vigtigt bindeled mellem brevet og tanken hører venskabet.

konkret tilbagetrækning fra senkapitalismen

Aristoteles siger i sin Etik at «Venskab er det allermest nødvendige i livet». Vennen er et andet selv hvori jeg kan søge tilflugt. I nyere litteratur fra Nietzsche til Derrida, er venskabet ikke længere sjælebrødrenes fællesskab, men en udsat og skrøbelig zone der muliggør en spørgen til eget ståsted i forhold til omgivelserne og det andet menneske. Hos Blanchot og Deleuze sker en yderligere af-sjæling af venskabet hvor det at være ven med et menneske ikke kan adskilles fra det at være ven med tanken.

Thykier åbner anden del, Collage, med en oversættelse af Blanchot’s brev «Venskab», skrevet til sin afdøde ven forfatteren Georges Bataille. Det er ikke dialogen med vennen, men afhængigheden af det som Blanchot kalder «den uendelige samtale», der udmærker dette møde. Det afgørende er ikke fortællingen om hvad vi havde til fælles, det, vi gjorde sammen, eller hvem jeg tror du inderst inde er eller var, men en håndtering af ensomheden gennem en dyb fortrolighed, som på én gang er bærer af skrøbelighed og adskillelse. Venskab og fællesskab handler ikke om at smelte sammen med den anden for at skærme os fra ensomheden. I så fald ophæver man fællesskabet eller venskabet, fordi det er ensomhedens figurer, som skaber samtalen, ja nødvendigheden af overhovedet at tale sammen. Venskabet kan ses som stedet for en generøs praksis i hvilken der værnes om en iboende hemmelighed.

I et brev til forfatteren Dionys Mascolo skriver Deleuze (oversat af Thykier): «Hvis der er en hemmelighed (i venskabet), er det hemmeligheden ved en tanke, der nærer mistillid til tænkningen, derfor en «bekymring», som, hvis den genkendes hos den anden, er grundlaget for et venskab.» Ikke at erindre ham eller hende, men at begå prøvelser med denne person udmærker venskabet.

Venskabets indre forudsætning er prøvelsen og erkendelsen af egen afmagt. At være intim uden at ville besidde den anden. Denne tilbageholdte intimitet synes ikke længere at være attraktiv i vores samfund. Her hyldes synlighed, bemægtigelse, identitet og rettigheder. Men praktiseringen af brevskrivning og venskab forudsætter en tilbagetrækning til et helt konkret liv. I sin radikale form lyder denne livskunst: «Det er nødvendigt at leve som død eller usynlig for at blive født helt ind i livet.»

Men tilbagetrækningen er alt andet end ligegyldighed eller negation af det fælles, det, som er udenfor mig selv. Snarere er der tale om at skabe grundlaget for en total kritik. Både avantgardens tro på situationens midlertidige destabilisering, den relationelle æstetiks performance og netværkskunst har mistet sit kritiske potentiale. Dette potentiale, skriver Thykier, «må udvikles gennem et brud på det civile samfunds plan, hvor det værste en person kan blive er anonym og ønsket om anonymitet det sværest forståelige.» Han angriber den udbredte kunst- og selvrealiseringsideologi om at eksperimentere med selvet, hvor man modtagelig for alskens impulser, sætter sig lidt på spil her og lidt der. Den er for ham stadig en måde at isolere livet til fastlagte eller fortløbende projekter. Og han spørger om det ikke snarere er den modsatte tanke der skal værnes om: «At det er det, der undviger projekttanken, der kan kaldes for liv. […] Det er snarere det at være sat ud af spillet, der er liv!»

«At lade være», kaldte den danske idéhistoriker Carsten Thau engang vor tids virkelige modstandshandling. At afbryde identitetsjagten og anerkendelsen, herunder karriereforståelsen, og spille spillet på helt andre betingelser. Tilbage i 2004 valgte Thykier på grund af forlagets urimelige krav at forlade Gyldendal, det som han i SUB ROSA omtaler som DK-Litt A/S. Denne vægring eller tilbagetrækning blev fulgt op af en yderligere tilbagetrækning fra de litterære kredsløb. Man kan se denne gestus og SUB ROSA som en konkret tilbagetrækning fra senkapitalismens krav om selvrealisering, netværksvækst og nydelse i den momentvise anerkendelse som holder kritikken om litteraturens arv og rolle i samfundet på afstand. Ved at nægte at gøre det andre forventer af forfatteren kan der skabes en bevidstgørelse for dem der reflekterer over det – og dermed rum for en mulig ændring.

Skønheden og det uudholdelige

Overfor halvfjerdsernes avantgardeprosa, med Per Højholt, Peter Laugesen og Henrik Bjelke som vigtige frontfigurer, fremhæver SUB ROSA behovet for en litteratur hvor tanken og afmagten skal være samtidigt til stede. Løsriver man afmagten og smerten, bliver det kun noget formløst. Løsriver man tanken, forsvinder intensiteten. SUB ROSA er et forsvar for at føre en ansvarlighed tilbage til sproget og litteraturen selv. Ikke en moralsk ideologi, men en idé om litteraturens eget tankemæssige potentiale. Thykier mener at litteraturen her har en særlig opgave den må tage på sig. Men det handler ikke om at gøre poesien eller litteraturen til filosofi, ej heller at filosofere poetisk. Det handler om at skabe en praksis hvor man kan befinde sig samtidig på flere planer og derigennem tænke og se andre måder at leve på.

Grundpræmissen for Thykier er at tænkningen er forsvundet fra litteraturen, fordi vi har opfattet tanken som min søgen efter min frihed. Frihed typisk udlagt som en rigdom knyttet til min identitet, min selvbestemmelse, mine rettigheder. Men når litteraturen kun tjener friheden som eneste norm, eller frihed udlægges som autonomi, bliver tænkningen til beherskelse af sine omgivelser, hvori subjektiviteten i sidste instans går tabt.

Thykiers fortsatte dialog med den franske etiker Emmanuel Lévinas drejer sig ikke om at formulere en etik for politik og samfund, men om modstand mod staten og kapitalens beherskelse af livet gennem genkendelige former og identiteter. Det er ved at knytte tænkningen til sproget, og i sproget se en fundamental ansvarlighed, at andre liv udenfor eller parallelt med samfundets normer, forventninger og koder overhovedet gøres mulig. Det er ad denne vej at SUB ROSA søger at bevare en ensomhed, som forudsætningen for nye muligheder for liv. En kamp mod den udbredte forestilling, ifølge hvilken menneskets deltagelse i fællesskaber handler om at afskærme sig mod ensomheden, det partout farlige og uregerlige, mens det for Thykier er tilbagetrækningen, pauserne og anonymiteten i ensomheden, der er forudsætningen for at sproget og talen kan genvende sin kraft.

I lighed med Lévinas er forsvaret for subjektivitet hos Thykier et spørgsmål, der på én og samme tid vedrører det fremmede og det egne. Thykiers optagethed af Lévinas er ikke så mærkelig. Litteraturens og korrespondancens brug af figurer og masker er først og fremmest drevet af ønsket om at skabe distance. Det er ligeledes distancen der hos Lévinas knytter an til tænkningen i sproget: Ansigtet ser ikke, men taler; ansigtet er ikke et lys, men et brud. Talens betydning stammer fra denne distance. «Ansigtet er ikke det vi kan se. Men det ansigtsløse», skriver Thykier. At skrive ansigtets etik vedrører selve tænkningens væsen.

Hos Thykier såvel som hos Lévinas udtrykkes en måde at leve på, der ikke ser friheden som det eneste adelsmærke for menneskelig eksistens. Distancen skaber bruddet i bevidstheden og indikerer en forestilling om en sandhed, der ikke finder sin begrundelse i subjektets bevidsthed om sig selv og dermed heller ikke i bevidstheden om denne frihed. Tænkningens mulighed søges i en anden position, hvor den der tænker, er den der tager imod. Men imødekommelsen er ingen omfavnelse af den anden. Vejen for modtagelse går fra sårbarhed til åbenhed, og det er denne åbenhed til at give, som udspiller sig i sprogets eget drama. Thykier går her i stærk dialog med Iris Murdoch og Lars Norén. Litteraturen må insistere på den uudholdelige baggrund i ethvert møde.

Uanset om der under læsningen af SUB ROSA kan opstå den modsatte følelse, er bogen et forsvar for en subjektivitet der er i stand til at håndtere ensomheden uden at falde tilbage på en allerede genkendelig civil samfundsidentitet. En snavset kosmopolitisk kynikers vej ud af spillet, af det spil der ikke længere kan få øje på en modstand, vil være en del af denne modstandspraksis. Der er altså to tempi i SUB ROSA: At føre sprogets egen ansvarlighed tilbage til en håndtering af ensomhed og anonymitet som forudsætning for at sproget og talen genvinder sin kraft; dernæst en radikal åbenhed overfor det der endnu ikke har vist sig. Litteraturen er ikke en sokratisk dialog hvor jeg skal finde «mig» selv, men en skabelse af ensomhedens figurer der gør det muligt at genoptage samtalen med den anden.

Med henvisning til den græske myte om Narcissus skriver Thykier at «Elskende kan ikke blive én, og Narcissus kan ikke blive to.» Spejlbilledet er ikke et billede af mig, men et billede af menneskets skrøbelighed og ensomhed. Litteraturen er en kærlighed til det som vi ikke kan genkende. Heraf dens drivkraft, heraf dens ensomhed. Litteraturens arv er historien om skabelsen af figurer og karakterer der bringer mennesket i kontakt med skønheden og det uudholdelige.

Skønheden tiltrækker katastrofen

Litteratur er et møde med det uudholdelige i verden og dermed også noget utænkeligt i tanken, noget tanken ikke har vænnet sig til. Denne uudholdelighed er ikke, som Deleuze skriver «en alvorlig uretfærdighed i samfundet, men den permanente tilstand af dagligdagens banalitet.»2 At konfrontere denne hverdagslighed og magtesløshed er på én gang litteraturens opgave og skønhedens mulighed. Thykier skriver om nødvendigheden af at finde frem til det som bevæger til at fornye tanken. Hvorfor ellers skrive?

Det som bevæger er de tegn som et bestemt møde kaster af sig. Hos Proust var det «jalousien», hos Blanchot «venskabet», hos Kirkegaard «den forlovede», hos Thykier og med ham Michaux, Rimbaud, Artaud, Simone Weil og Laura Riding «eksilet». Fælles for dem er at tanken, og dermed også skønhedens mulighed, indfinder sig i det øjeblik jeg ser min magtesløshed i øjnene. Helheden kan ikke tænkes og vi har ikke overblik over os selv. Tankens væsen som vi overalt oplever den, er stadig at forblive forstenet af bestemte normer, af identitetsforestillinger og bryde sammen i mødet med det uforudsete. Selve tænkningens væsen er derfor det, som kommer, det blivende.

Litteraturen er et hul, siger Thykier, et hul i det tilsyneladende, et hul i nutiden, i hul midt i lyset, et hul i den offentlige samtale: hos Simone Weil en ubønhørlig verden uden trøst, hos Antonin Artaud en usammenlignelighed mellem fantasien og en ny krop, hos Bataille en uforklarlig latter som mennesket kan forsvinde ned i, hos Michaux et berøringspunkt med det uendelige, hos Norén den udsatte nøgenhed mellem to kroppe, hos Laura Riding kvindens marginaliserede position.

Paradokset hos Thykier er, at skønt han refererer til «kulturelle tekster», litteraturens arv, skønt han tager symboler fra grækerne og kynikerne og den store litteratur, er det aldrig for at blive gidsel af disse referencer – han er altid mærket af en lurende virkelighed. Jeg ser ham sidde i en lænestol med et album på skødet, billeder af Narcissus fra den græske mytologi, fotos af de ægyptiske guder, af Anne Carsons Vandveje, af Simone Weils Tyngde og nåde, af Blanchots breve, mens han hører soldaterne der marcherer gennem gaden udenfor hans vindue, også selvom han ikke har oplevet en krig sådan som vi navngiver alverdens krige. Men overalt hvor han har været, på Kreta, i Djerpa, på muserne, har han i sit arbejde med litteraturen konfronteret det uudholdelige, prøvelsen mellem mennesker. Hvad jeg prøver at sige er, skønheden er ikke ensom, skønheden tiltrækker katastrofen, ondskaben, det uudholdelige, eller den møder dem regelmæssigt.

© norske LMD