Forsigtig tøven og en fortsat prøven

«Du skal producere et stort antal artikler om året. Du skal undervise. Du skal administrere. Du skal facilitere internationale forskningsprojekter og rejse eksterne midler.» Sådan lød beskeden fra ledelsen på en institution til en ven af mig der takkede nej til en fast stilling på universitetet. Han ønskede ikke at leve og arbejde under dette produktionsregime. Selv anså han sin fremmeste opgave som den at skabe en kvalificeret dialog båret af nysgerrighed og lidenskab. Ikke først og fremmest med henblik på et mål, men kvalificeringen af årvågenhed og den uendelige samtale for nytænkning og ny forskning.

Hvis dette universitet engang fandtes, hvor det ikke er de kortsigtede mål, men den nysgerrige samtale der driver værket, er det i dag et ar-bejdsfællesskab domineret af lidelse og forlegenhed præget af et falsk spil. En lidelse fordi enhver handling formuleres som et projekt, og hvor enhver derfor er underlagt reglen om at skulle producere på en bestemt måde. Det menneske der engang troede på en undersøgende, legende og nysgerrig tilgang til livet, vågner i dag op til en form for rædslens daggry i neoliberalismens nihilisme.

Vi har troet at de mange store ord «kompetence», «livslang læring», «kreativitet», «selvledelse» og «urban netværksøkonomi» er frihedens ord der befinder sig på livets side. Vi har troet at alt dette skulle afløse de gamle ideologier, men arbejdet indhylles i dag som aldrig før i ideologiske termer om kreativitet, selvrealisering og personlige motivationer og krav. Bagved denne «helliggørelse» af arbejdet lurer gøglespillet, spillet for spillets skyld, distraktioner, overspringshandlinger, arbejdets troldmand og produktionens drama.

Vi har på overfladen erstattet askesen med nydelsen, Luthers religiøse kald med selvrealisering. Men arbejdets hellige glorie er stærkere end nogensinde, gemt bag en stadig mere ekstrem tom symbolik for leg, trivsel, teambuilding og netværk. For Martin Luther var den bedste måde at tjene Gud på at hellige sig sin profession. Gud krævede ikke blot bøn og den lejlighedsvise gode gerning over for ens naboer, men også et liv, der som helhed bestod af arbejde og tilbedelse. Luther tog klosteridealet om et liv, der som helhed var helliget Gud, flyttede det uden for klostrets mure og forvandlede det til en universel arbejdsetik. Luther gjorde op med den katolske munkekultur for i stedet at overføre det monastiske livs regelsatte disciplineringsmaskineri til samfundet udenfor.

Trods klare forskelle på de nordeuropæiske lutheranske samfund og de sydeuropæiske katolske, deler de samme ambition om at inkludere alt liv under en regel: Frelse opnår du kun ved at underlægge dit liv bestemte regler hvis formål indskriver dig i en større plan, det være Guds plan, eller i dag loyalitet overfor din arbejdsplads eller velfærdssamfundets plan om sikkerhed og pension. Det som udmærker denne regel, er at du som menneske ejes af en anden end dig selv, at du er underlagt et projekt. Men hvad ville det indebære at livet ikke er noget der kan ejes hverken af én selv eller andre – at livet er noget vi opdager i en fri fælles brug?

Den levede sandhed

Den italienske filosof Giorgio Agamben, der er blevet kendt for sine bøger om Vestens politisering af det nøgne liv, hvor undtagelsen bliver reglen (biopolitik), har sideløbende, men måske især i de senere år, været optaget af at formulere en positiv mindre biopolitik (biopolitique mineuere), hvor det menneskelige liv ikke er bestemt af dets nøgne biologiske skæbne (at være født palæstinenser eller somalier) eller meningen om frelse i form af en belønning ved arbejdets slid og lønsomhed. I sin nye bog The Highest Poverty. Monastic Rules and Form-of-life skriver Agamben en arkæologi for den katolske munkekultur. De historiske beskrivelser handler ikke om en fortid som hviler i en kronologisk givet fortid adskilt fra os og objektivt givet i form af kilder, men om historiske fremstillinger som intervenerer i den erfaring vi lever gennem i nuet. Nutiden er delt ind i en levet og ulevet erfaring. Den erfaring vi lever og som er til stede for os i nuet, er også en erfaring som indeholder en fortid som aldrig er blevet levet og som aldrig kan fattes som sådan.

Her er det den franciskanske munkekultur der kaster nyt lys over aktuelle fænomener som arbejde og liv, regel og liv og magt og liv. Kende-tegnende var franciskanernes særlige livspraksis hvor regler ikke er noget der udefra regulerer livet, men hvor reglen ikke kan adskilles fra den form og det udtryk som livet får i den frie brug. Agamben kalder dette for livs-form. Hans tanke er at den strikte doktrin og liturgi om tilbedelse af Gud og inddeling af dagligdagen i forskellige strenge regler ikke gav mening hvis kærlighedsbudskabet ikke samtidig kom til udtryk i den konkrete livspraksis.

Det særegne for denne udbrydergruppe i den katolske munkekultur var dens evne til ikke at lægge sig fast på en bestemt identitet, etableret ud fra de anerkendte ceremonier og liturgier, men tage selve livsmulighederne alvorligt. At sige at de endnu ikke er udtømte, at der findes mange livsmuligheder knyttet til den samme tro, at man kun tager troen alvorligt ved at sætte dens grundlag på spil i selve sin levemåde. Som sådan er livs-form altid knyttet til livsudfoldelse og til praksis. Aldrig kun en praksis hvor handlinger ses som noget der skal opfylde et bestemt mål eller sikre en bestemt vinding.

I livs-formen opdyrkes en eksperimenterende og undersøgende og mulig tilgang til selve handlingen. Franciskanerne gjorde derfor først og fremmest krav på en levemåde, og ikke en doktrin, og ifølge Agamben var de i en vis forstand de første som «opdagede» livet. Den inspiration der udgår fra Frans og som har bjergtaget generationer er den levede sandhed. Ikke kun at være sin erfaring, men at praktisere den, det vil sige at give den et konkret udtryk. Ikke kun at vide med hjertet, at leve i bønnens liv, men at give livet en plastisk form, der så at sige genopdager livet ved at genopdage værdier i en ny form. Hvis vi ønsker at tage livet alvorligt skal vi vende blikket bort fra reglen som regulator henimod det vi kan, vores formåen. Hvad indebærer det at sige «jeg kan»?

I modsætning til dyret der i kraft af sine stærke instinkter er ét med hvad det er, er mennesket knyttet til dets egen negativitet, altså en fun-damental mulighedskarakter, potentialitet, der indebærer at det kan prøve sig frem, at det kan forsøge sig med noget det ikke kender resultatet af, at det kan lade være og opdage helt nye græsgange. Med muligheden følger den frie brug. Det er denne mulighedseksistens som mennesket, ifølge Agamben, må tage alvorlig hvis det ønsker at bryde eller forstyrre den måde hvorpå magten i dag gennemtrænger dets liv.

Livets søndag

Med udgangspunkt i at selve levemåden tager reglen form af et vejledende eksempel (og ikke en lov), og forholdet til tingene tager form af brug (ikke en ejendomsret), argumenterer Agamben for at der i relationen mellem regel og liv må indføres et tredje element, nemlig brug. Modsætningen mellem reglen og livet tager traditionelt udgangspunkt i reglen som det universelle og livet som forbundet med det partikulære menneske. Problemet er at både det universelle og det partikulære menneske opfattes og behandles som to givne størrelser. Brug derimod gør plads for et tredje element nemlig praksis som det sted hvor både normer og mennesker bliver til igen og igen.

At leve uden projekt. At leve i den nysgerrige tankeudfoldelse og legende praksis bliver det stærkeste billede på hvornår vi er mest mennesker og hvordan vi bedst udvikler andre normer. Og det gør vi gennem det at forholde os til vores egen eksistens og vende blikket mod vores grundholdninger og værdier og spørge kritisk ind til dem. Livs-formen er stedet for den uendelige interesse i at eksistere, ikke til at forveksle med selvoptagethed, men ved at blive i denne forholden-sig til selvsamme værdier. At være uendeligt interesseret i at eksistere er at være uendeligt interesseret i at udvikle de værdier vi baserer vores liv på. At konfrontere os selv som mulighedsvæsen er det samme som at vælge os selv, at tage selvansvar og træde i eksistens.

Livs-formen er således Agambens begreb for en etisk forskel og dermed for hvordan vi kan tage livet alvorligt. Vi bør derfor betragte regler ikke kun som noget vi skal følge og adlyde, men som noget vi forholder os til som led i en udvikling og en kritisk praksis.

For at leve uden værk, uden mål, må man tage sit eget liv alvorligt på betingelser der ikke er styret af udefra funderet regler, forventninger eller ambitioner. Reglerne er vejledende og bruges til at skærpe vores handlinger i en bestemt retning uden endeligt at determinere dem. Således kan man bruge regelen som metode. Men ifølge Agamben må man gå skridtet videre og forvandle livseksperimentet til en etisk autoritet.

Som en både kritisk og komisk henvisning til Hegels tanke om at historien har nået sit slutpunkt i det moderne skrev den franske forfatter Raymond Queneau den lille roman Livets søndag. Titlen markerer et brud på Hegels historiesyn, Luthers protestantiske etik og kapitalismens forbrugskultur om aldrig at holde fri og slet ikke søndagslukket. Romanen portrætterer en række karakterer i Paris ved at fremhæve deres uvirk-somme liv: den afvæbnede proletar med aristokratisk sindelag og smag, digteren der lykkes med ikke at skrive noget, og den antimilitære soldat. Queneaus pointe er at disse mennesker uden en opgave, er aktive på andre betingelser og tilfredse uden at skulle opnå noget. Her opstår mulige fællesskaber der ikke er kodificeret som identiteter, partikulære minoriteter eller livsstile, men som lever og forsvinder i mødets selvoverskriden-de bevægelse. Deres inaktivitet er ikke en træghed, men en katharsis som Agamben formulerer det i The Coming Community. «Den er en aktivitet, hvori spørgsmålet om hvordan fuldstændigt har erstattet spørgsmålet om hvad; hvori det formløse liv og den uoplivede form falder sammen i en livs-form. Arbejdet i denne bog bestod i at udstille denne inaktivitet.»2

I den eksperimenterende brug sætter vi igen livet på spil. Livet er ikke kun noget vi lever som en sum af oplevelser. Vi tager livet på os i al sin komik og tragik. Queneaus figurer leger samtidig med at de tager livet alvorligt. Det opfindsomme består i at det som bruges forbliver intakt samtidig med at vi deaktiverer det indefra.

I det moderne forbrugssamfund kan vi kun forbruge, altså konsumere og ikke længere blot bruge og anvende. Den frie brug, herunder forfat-terens leg med roller og karakterer, har affiniteter til legen og spillet som en sfære hvori brugen af tingene finder sted uden at falde sammen med en nyttebaseret konsumption. I den frie brug (eller spillet) gøres ting på den ene side uvirksomme og på den anden side sættes de i nye fortolk-ningssammenhænge. Livs-formen er aldrig formløs og hvis flygtningen eller immigranten inkarnerer en politisk etos, er det fordi han i al sin nøgenhed og udsathed bekræfter sin mulighedskarakter og i det land hvor han kommer frem, fortolker sig selv ind i nye former og mulige fælles-skaber.

Aflæring

Livs-formen kan læses som Agambens alternativ til den biopolitiske administrering af livet. Der er ikke tale om en altomstyrtende sam-fundsomvæltning, men om at iværksætte strategier for nedbrydning af forholdet mellem magt og liv. Det er aktiveringen af livsmåder for denne nedbrydning Agamben betragter som en mulig udvej. Det er måden vi handler på, med hvilken etos og hvilken indstilling der bestemmer for-holdet mellem regel og liv. Det handler ikke om at leve uden regler, men løbende forme regler og normer gennem en undersøgende praksis der udvikler os selv fordi det udvikler et kritisk og undersøgende forhold til normer og værdier.

I dag kan vi se en lige linje fra den protestantiske etik over industrisamfundets arbejdsetik og frem til kapitalismens krav om selvrealisering. Men det som styrer denne tendens er ikke en udvikling af selvet, men individets magt over tingene.

Hvad er modbegrebet til at have magt over tingene hvis ikke afmagt? Ikke det perfekte (biopolitiske) menneske, men det fejlbarlige menneske. Ikke hyperaktivitetens jagt på fiktive mål, men den langsomme tøven der gradvis udruger erfaringens æg og dermed sigtbarheden for nye ideer.

Den danske sygehuspræst Preben Kok skriver i Skæld ud på Gud at erkendelsen af egne grænser er afgørende for et menneskes udvikling.3 Den særlige sigtbarhed for nye ideer kommer når vi stopper op, når vi lægger vores egne kompetencer og klogskab på hylden og forsøger at se tingene fra helt andre perspektiver. Forandring og udvikling handler derfor ikke om en uendelig udvikling af konstant aktivitet og kursusvirk-somhed, men om at lære forvandlingens sted at kende mellem den grænsesprængende lidenskab og den grænsesættende erkendelse. På én gang eksperimenterende lidenskab og en erkendelse af egne grænser, at anskue det levende arbejde som en læringsproces for liv, der medfører et for-pligtende forhold til ens omgivelser, flytter egne grænser og som sætter os selv i spil på nye måder i vores arbejde.

Det som må lede dette spil er selve nysgerrigheden med alt hvad det indebærer af forsigtig tøven og en fortsat prøven. At tage opgaven på os betyder at vi tager vores eget liv alvorligt idet vi gransker vores egne værdier i forhold til vores praksis eller organisationen vi står i forhold til. Denne vanskelige men nødvendige selvrefleksivitetsproces skærper vores evne til dialog samt øger sigtbarheden for nye idéer.

Legen og dovenskaben

Det franciskanske praksisideal, legen som frigørende impuls, revolten mod løn-arbejdet, dagdriverdyden og den eto-poetiske livskunst er alle eksempler på livs-formens frie brug, der tager livet alvorligt og skaber livs-former baseret på livet uden opgave, uden projekt. I et liv båret af lidenskab og brændende erfaringer stemples de oprørske digtere eller originale livskunstnere ofte som flygtninge og tabere i deres eget land – de gør ikke tjeneste mere. Men på fortabelsens ensomhedsvej åbner der sig måske over dem en anden himmel.

I sin bog Fria Andar. Essäer om det antända livet skriver den svenske forfatter Ulf I. Eriksson om alternative livseksperimenter som mod-vægt til præstationssamfundet. Forfatteren Vilhelm Ekelunds livssyn og frihed beskriver han som en «vandrende ånd» der tilbyder sig selv under en udsat åben himmel: «Sälva det ’mänskliga’ skabendet är att ställa sig ...ppen, g...re sig tom; bli mottagande.»4 Ekelund iværksatte en «moralsk utopi», der vender sig bort fra præstationssamfundets hysteri. Livs-formen hinsides præstationsprincippet betragter livet som en stadig begyndel-se. Hvert øjeblik er ladet potentialitet. For Agamben skal man dog ikke forveksle liv og digtning, ej heller isolere dem fra hinanden, men insistere på livs-formen som intimitet, en ny eksperimenterende form for fællesskab og ikke først og fremmest identifikation.

Maria Gripes bøger om Hugo og Josefin er ikke bare en hyldest til det legende menneskes flugt fra hverdagslivet, men ser «leken som en be-fordring for det praktiske liv och verkar som en positiv faktor i kampen for alvor».5 Legen er ikke ornament, men selve præstationens ophav. «Le-ken indf...r i tillvaron en fri r...relse, som är sitt eget mål och medel».6 Eriksson citerer Schiller der siger at mennesket er først helt menneske når han leger. Legen balancerer mellem den legefulde selvbejaelse, et liv i hvad man kunne kalde surrealisternes «begærets nu» og legen som klogskab der reproducerer en undertrykkende virkelighed på et andet plan. Emil fra L...nneberg der også kaldes «den duktige gossen» kvalificerer sig med sine ballader til voksenverden. Emil er underkastet et initiationsritual med styrke og udholdenhedsprøver hvor han skal bevise, det vil sige underkaste sig, inden indvielsen i fællesskabet kan bevilges. Heroverfor står barnets rene leg hvor alle hierarkiske principper forsvinder, det gælder den seksuelle organisation og den politiske.

I Paul Lafargues Retten til dovenskaben, der i dag fremstår som et over hundrede år gammelt stridsskrift (udgivet i 1880), men som i sit forsøg på at gendrive «retten til arbejde» er en ung bog, en profetisk bog. Med sin uforsonlige kritik af det fordømte lønarbejde og sin naive hyldest til dovenskabens dyder og det uskyldsrige dagdriverliv henvender den sig ikke til borgerne, men til det arbejdende menneske med et overdrevent begær efter arbejde. Proletarens krav om færre arbejdstimer er en misforståelse. Hvad det gælder om er at forbyde arbejdet!

Bogen blev efter bolsjevikkernes revolution en bestseller. Eriksson understreger at Lafargues projekt ikke var en ny enfoldig rousseauisme, men at forvandle dovenskaben til kunstens og eftertankens og glædens og det gode livs uundgåelige forudsætning. Altså, dovenskab skal ikke vurderes ud fra hvor mange timer man tilbringer på arbejde og hvor mange enheder man producere, men ud fra meningsfuldheden af ens arbejde. Når mange danskere som følge af implementering af effektiviseringsnormer, herunder krav om dokumentation og kontrol, kun udfører det arbejde der kan dokumenteres og kontrolleres, er det ikke et udtryk for dovenskab, men fordi man ikke kan engagere sig i den store ophobning af menings-løst arbejde.

Livs-formen som kritisk etos

For Agamben befinder revolten og modstanden sig altid i et forhold til magt, regler og statens suverænitet. Revolten kan ikke isoleres i en hellig kerne, men forpligter sig på at tage de eksisterende rammer alvorlige og transformere dem indefra. Ifølge Agamben var det netop det Paulus gjorde da han appellerede til sit folks ånd og indstilling når de skulle kæmpe for deres frihed og ikke se loven i sig selv som en hindring. Paulus' berømte ord fra det første korinterbrev lyder: «Var du træl, da du blev kaldet, så tag dig ikke af det – men har du også mulighed for at blive fri, så benyt dig hellere af det – for den, der blev kaldet til at høre Herren til, mens han var træl, er Herrens frigivne.» (1 Kor 7:19–23). Det er på denne tærskel mellem regel og liv at Agamben ser livs-formens potential og livsformen bliver navnet på det møde hvor nyt liv tager form, en ny værdi. Livs-formen er hverken revolten som social bevægelse (kommunistpartiet) eller den mikrosociale intensitets omstyrtelse men en kritisk etos. Ikke en væbnet revolution men et «væbnet nærvær».

Som sådan er også livskunsten her som livs-formen et anliggende hvor individets omsorg for sig selv udtrykker frihedens praksis. Friheden handler om vores relation til andre, som vi kun kan varetage ordentligt, når vi varetager omsorgen for os selv, når vi reflekterer over det, vi gør, og over vores forhold til os selv og andre igennem det, vi gør. Dette er livs-formens kerne: At betragte etikken som den reflekterende form, som frihe-den antager. Kun sådan kan vi på én og samme tid stå i forhold til de eksisterende værdier (former) og deaktivere dem indefra.

© norske LMD

Fotnoter:
1 Giorgio Agamben, The Highest Poverty. Monastic Rules and Form-of-life, Stanford University Press, 2013.

2 Giorgio Agamben, The Coming Community, University of Minnesota Press.

3 Preben Kok, Skæld ud på Gud. Informations forlag, København, 2008.

4 Ulf I. Eriksson, Fria andar. Essäer om det antända livet, Symposium, 1990.

5 Eriksson, se over.

6 Eriksson, se over.

(…)