Venskab som levemåde

Seks år efter Michel Foucaults død publicerede den franske fotograf Hervé Guibert, én af Foucaults sidste intime partnere, de fiktionaliserede aids-memoirer Til den ven der aldrig reddede mit liv. Hovedpersonen er, udover Guibert selv, Foucault der går under navnet Muzil, efter den østrigske forfatter Robert Musil. Heri «fortæller han alt» om Foucaults kamp mod aids. Det som i slutningen af 1980’erne skandaliserede den franske litterære verden, blev af Guibert selv omtalt som en «amorøs forbrydelse». Sit brud med fortroligheden begrundede han med, at han og Foucault, som personer med aids, var forbundet i en «fælles thanatologisk skæbne». Hvad disse erindringer lagde frem, var ikke så meget hans vens smerte som sin egen.

I Friendship as a way of life. Foucault, AIDS, and the Politics of Shared Estrangement, hævder Tom Roach, at Guiberts erindringer hverken er et udtryk for hævn eller narcissisme, men en form for digterisk bedrag som skaber grundlaget for en teori om venskabet.



Etisk potensial

Foucault og Guibert var ikke bare to bøsser der mødtes i det fordækte parisiske natteliv eller i den californiske sauna. Guiberts uskarpe, næsten spøgelsesagtige sort-hvide foto «L’ami» (1980), hvor man ser en hånd der presser sin flade side ind mod en bar overkrop kunne ved første øjekast godt ligne et eksempel på såkaldt Gay Art, der identificere den homoseksuelle med en selvbestemt identitet og som gør krav på sin tilstedeværelse og sine rettigheder. Men det er snarere et billede på en mere tvetydig homo-erotisme. Hvad siger hånden? Måske den siger stop, bliv hvor du er, jeg vil have dig her. Eller: Vær sød at blive stående, jeg vil gerne have dig her ved min side. Eller: Lad mig være i fred, farvel.

Guiberts foto veksler mellem at være inviterende og befalende, afstandssættende og intim. Det som gør venskabet både poetisk og politisk, er bedragets mesterskab og spænding. Den sande ven, er den der ledsager mig ind i ukendt terræn hvor jeg tvinges til at forholde mig kritisk til min egen identitet, til mine værdier og min vante måde at tænke på, føre på, være på, som Tom Roach skriver.

Både kirken og kulturen har fra begyndelsen af tildelt kærligheden en særlig bevågenhed, mens venskabet ligesom homoseksualiteten har været omgivet med mistillid. I senkapitalismen har man adskilt det politiske og det personlige og dermed gjort kærlighed til noget, der kun hører privatlivet til. Kirken har gjort kærlighed til et spørgsmål om velgørenhed, og næstekærlighed til et spørgsmål om forholdet til en fjern Gud. I antikken kan der endvidere spores tendenser til at venskabet underlægges maskuline og racistiske normer. Overfor disse symbolske former for identitet træder venskabet frem som en social relation, der, ifølge Tom Roach, har potentialet til at udfordre vores relationer og samværsformer. Venskab bærer i sig truslen om homoseksuel tilknytning og synd. Men det er netop denne tilknytning Roach betragter som dens etiske og politiske potentiale og som det er værd at genopdage i dag.



Foucaults ven

I den sidste del af sit liv gjorde Foucault et interview, «L’amitié comme mode de vie» (venskabet som levemåde), hvor han fremhæver den særlige resonans der hersker mellem venskab og homoseksualitet. I sine studier af de mandlige grækere og romeres håndtering af nydelsen og begæret, stod det ham klart at etik og æstetik ikke kan adskilles. Forståelsen for den kropslige og sanselige omgang og erfaring er nødvendig for at forstå de etiske forskrifter for det gode liv.

Tom Roach argumenterer for at vor tids moralske velfærdsadministrering af livet – rygepolitik, sundhedspolitik, familiepolitik – ekskluderer den ambivalente nydelse og dermed kropslighedens risikovillige og eksperimenterende livsformer som er vigtige for en politisk og etisk kritik. Foucaults «ven» er ikke det homoseksuelle begær, men den som begærer noget der rækker udover denne relation. Foucaults «ven» er navnet på den bekymring, der tilfører venskabet et særligt tryk hvormed man forholder sig undersøgende og kritisk til egen subjektivitet og værdier. Om denne ven siger Foucault i det nævnte interview:

«Problemet er ikke at opdage sandheden om sin egen seksualitet, men, snarere, at gøre brug af sin seksualitet for at bane vejen for en mangfoldighed af relationer. Og dette er uden tvivl den virkelige grund til hvorfor homoseksualitet ikke er en måde at begære på, men noget attråværdigt i sig selv. Derfor er vi nødt til at blive homoseksuelle og ikke være stædige og tilbageholdende med at anerkende at vi er homoseksuelle. Det som problematiseringen af homoseksualiteten tenderer at udvikle sig hen imod er venskab.»

Bøssers frigørelse var et skridt på vejen, men ikke et mål i sig selv. Det afgørende er at «sammenknytte uforudsigelige kraftlinjer og dernæst nye formationer for tilknytninger», hvor venskabets generøse eksperiment bliver et eksodus væk fra det seksuelle hen imod den kritiske og følsomme tankens bekymring og tryk.



Intellektuel rastløshed

Den etiske og politiske mulighed i venskabet dukker, ifølge Roach, op som et eksperiment med andre måder at leve og tænke på sammen. Det attråværdige i det homoseksuelle venskab, er selve prøvelsen ved at skulle regere os selv. Venskabet er i besiddelse af visse træk, der gør det til en privilegeret kilde til selverkendelse. Roach mener det attråværdige ved det homoseksuelle venskabsmøde overskrider vores tendens til selvkærlighed og besiddelse af den anden, der ofte stirrer sig blind på subjektive følelser uden at forstå hvordan disse er et resultat af en udveksling med andre betinget af objektive omstændigheder.

For Roach er Foucaults «ven» et radikalt opgør med selvkærlighedens blinde narcissisme, der ikke bringer selverkendelsen ind i centrum af personlighedens udvikling og dermed overgangen til en fornyet evne og kapacitet til at forstå og gribe forandrende ind i sin situation og i verden. Hvad det handler om er hvordan de bekymrende og utilpassede energier og kræfter, der bevæger mænd til at mødes kan transformeres til en «intellektuel rastløshed». Dette tryk fra et vedvarende ubehag, som er en «tankegang der bryder med den liberale forestilling om frihed og lighed». Det er på den ene side den puls der tvinger venner, der finder sammen, til at tænke som optager Foucault. På den anden side forestillingen om at det liberale individs frihed aldrig kan forstås ud fra sig selv som et selvberoende individ, men kun som en relation.

Det vi opfatter som os selv, er allerede en relation, nemlig vores eget forhold til dette selv. Det er kun gennem måder at forholde os refleksivt til os selv på, at det overhovedet er muligt at tale om et selv. Selvet er også en slags ven, som Sokrates sagde. Da Foucault i de sidste ti år af sit liv sad på Bibliothèque de Saulchoir i Paris begravet i antikkens gamle tekster, gjorde han den vigtige opdagelse, at hellenisterne og romernes syn på værdier ikke lod sig adskilles fra selve deres måde at leve på. Derfor kunne man ikke adskille den viden og opfattelse de havde om sig selv fra deres evne til at ændre sig.

Den frie ytrings ønske om at erhverve en sandhed gennem det at lytte samt henvende sig til andre, forudsætter at man tager vare på sig selv. Når jeg indgår i en dialog om værdier står jeg ikke kun i en relation til den anden, men også i en relation til mig selv. Dette er tænkningens begyndelse. Viden er ikke nok. Viden giver os kategorier der placerer os selv og den fremmede i en klar og fast legering. Viden om det som foreligger aktuelt, tvinger os til at fokusere på den øjeblikkelige handling og den kortsigtede løsning. Omtanken derimod sætter spørgsmålstegn ved sig selv og de normer vi overtager.

Foucault «opdagede» en etik fordi han så at mennesket ikke kan møde det fremmede – trykket udefra – uden at forvandle sig. Vi forvandler os kun når vi øver os på at tænke, noget som vi gør når vi forholder os åbent, nysgerrigt og undersøgende til os selv, ikke til det som er, men til det mulige.

Siden antikken har selv-omsorgen været knyttet til menneskets mulighed for at nå frem til sin sande identitet bagom illusionerne. Roach viser hvordan dette i dag finder et analogt udtryk i New Age-forståelsen af identitet, i positiv psykologi, i søgen efter det sande jeg, samt troen på frigørelse gennem bekendelse af sin «sande» seksualitet og identitet. Fælles for dem er: Kend dig selv! Hvad disse modeller glemmer, eller overser er, at etik, henviser til stedet for en særlig beskæftigelse eller virksomhed af sjælelig og sanselig karakter. Altså en praksis hvor et liv er forbundet med den praktiske, herunder kropslige, tilegnelse af vaner og skikke indenfor rammerne af en livsform. Det græske ethos henviser på én gang til denne praksis og til det kritiske arbejde og den karakterdannelse der bliver karakteristisk for ens måde at føre sit liv på. Fælles for den er: Transformér dig selv! Eller, at kende sig selv kan ikke adskilles fra vores egen forvandling, det at flytte sine egne grænser.



Kritisk ethos

I vor tids fiktionalisering og narrative tilgang til livsstile og seksuel orientering, er det homoseksuelle blevet enten banaliseret eller romantiseret. Foucaults skriverier om venskab og homoseksualitet er et forsøg på at løsrive sig fra enhver fiktion om det homoseksuelle og genopdage en nydelsens poetik og etik som forudsætning for at gøre venskabet til stedet for en kritisk ethos.

Ifølge Roach kan man betragte Foucaults sidste bøger om seksualitetens historie, der ikke handler om seksuel adfærd, men om nydelsens økonomi og etik, som tankestier der forløber hinsides arbejdsdelingen mellem litteratur og filosofi, mellem det konkrete og det almene. Digtningen vedrører det sanselige og det konkret personlige, og kan derfor ikke være genstand for viden. Filosofien kender sin genstand, men har den ikke. Fordi genstanden ikke er sanseligt givet, kan filosofien ikke endeligt nyde eller fremstille den.

Når «venskabet som levemåde» gøres til genstand for en kritisk undersøgelse i Roach’s bog, er det således ikke med henblik på at fastslå en objektiv bestemmelse af fænomenet som sådan. Hverken venskabet eller homoseksualiteten har en genstand som endegyldigt kan blotlægges. Det homoseksuelle venskab er ikke noget udenfor den måde, det tænkes frem og problematiseres. Men Roach, der flere gange henviser til «det poetiske element» i Foucaults udredning af venskab og homoseksualitet, kunne her med fordel have inddraget Giorgio Agambens analyse af samspillet mellem den filosofiske og den poetiske kritik.

Agamben gør opmærksom på at kritik, som det oprindeligt blev forstået i vestlig filosofi, bestod i ikke fuldt ud at afdække undersøgelsens objekt. Derimod bestod kritik i at «spore objektets grænser, for dermed at få et glimt af sandheden». Netop fordi kritikken ikke indfanger og tager sit objekt i besiddelse, men kun berører dets grænser og kredser om betingelserne for dets ubegribelighed, består kritik både i at kunne forholde sig til videns ubegribelighed og til en begribelig uvidenhed. Det kritiske projekt er således kun kritisk, såfremt det er i stand til at gå i relation med det uvirkelige og det ubegribelige som sådan.

Kritikken må være bevidst om det den ikke kan begribe. Og her er vi så tilbage til forholdet mellem filosofien og poesien, som huserer som et vigtigt bagtæppe i Roach’s bog om Foucault. Filosofien rummer de egenskaber som poesien ikke besidder og omvendt. Mangelfuldheden fordrer et samspil og en gensidig afhængighed mellem det filosofiske og poetiske. Gensidigheden kommer, ifølge Agamben, til udtryk ved, at ethvert poetisk projekt foruden at være rettet mod nydelse også er rettet mod viden, mens ethvert filosofisk projekt tilsvarende er rettet mod nydelse foruden viden. Derfor er det egentlig kritiske projekt åben for poesien og litteraturen, fordi den viser objektets utilgængelighed.



Åbenhed for anderledeshed

Agamben gør det klart, at litteraturen er nødvendig for at udvikle tænkningen. Tænkningen må synliggøre tanken selv, og ikke bare stirre sig blind på objektet. Tilegnelsen af viden er et evindeligt arbejde med tankens synlighed og her spiller den digteriske evne til at sætte ord på uden at spolere objektets hemmelighed en stor betydning. At synliggøre tanken er også at sand-synliggøre den. Når tanken gøres synlig, gøres en viden i samme moment gældende. Roach har slik brug for ikke alene litteraturen, men også fotografiets poesi for at kunne nærme sig sit objekt, «venskabet som levemåde» og dets etiske potentiale, som synes at forskyde sig indefra i mødetilstandens fortsatte bevægelse. Vi forstår meget lidt af dette møde hvis vi henholder os til et liberalt-juridiske sprogbrug.

For hverken den subjektive oplevelse eller den moralsk-juridiske lovsform giver os svar på hvad der bevæger et mellemmenneskeligt møde og tilfører det dets etiske og politiske potens. At den homoseksuelle kan registreres som lovformelig partner er kun en halv sejr. Når den homoseksuelle inderliggør sin særegne homoseksuelle identitet og personlighed, mister den relationelle dynamik, der oprindeligt var med til at formgive dette venskab, sin potente kraft. Bøssernes fremtid ligger hinsides bøsserne selv, som Foucault skriver. Det handler ikke om at blive integreret i et normativt fællesskab, men om at skabe rum for helt nye relationelle.

Anerkendelsen har selvsagt sin betydning, hvilket også Tom Roach er bevidst om. Men det er ikke den homoseksuelle identitet der er målet. Det er de konstante forflytninger af grænserne for hvad der er muligt i dette møde som skal undersøges. Ifølge Roach må opgøret med det patriarkalske ego, der er årsag til så meget undertrykkende og magtliderlig politik, ske gennem de homoseksuelle venskabers særlige eksistensmåder og deres opdyrkelse af andre relationer og tilblivelsesmuligheder. Dette møde og den særlige anstrengelse for at forstå nydelsen og begæret, der knytter sig hertil fik op gennem 80’erne med aids-epidemien et markant udtryk. I kølvandet herpå etableredes en række anti-institutionelle grupper såsom aids-buddy-system og uformelle hjælpeorganisationer, der på den ene side forsøgte at bekæmpe dæmoniseringen af miljøet og dets livsformer, og på den anden side viste overfor verden, at det var muligt at etablere en intimitet baseret på en åbenhed for anderledeshed der ikke handler om identitet.



Politik for en delt fremmedhed

Vores fascination af det onde og fjenden har fjernet os fra at kunne få øje på venskabets både poetiske og politiske kraftfelt, de «lysende kraftfelter» i mørket, som den franske digter Antoine de Saint-Èxupery kaldte vennerne. Venskabet er ikke et nostalgisk sted som jeg bruger til blot at bekræfte mig selv, min identitet og mine værdier. Venskabet er på en gang både åbenhed og dæmoni.

Roach argumenterer overbevisende for at det homoseksuelle møde, herunder den aids-befængte relation, oplader venskabet med en stærkere og mere intens energi, som sender sine vibrationer og rystelser ind i et større kredsløb med politisk og etisk resonans. Bevidstheden om vennens dødelige sygdom, eller sågar hinandens, intensiverer bekymringens og tankens tryk og kan i denne fase transformere fortvivlelse til håb. Og hvis ikke håb så et andet syn på livet der bekræfter dødens immanens som et profant og ikke helligt anliggende som det er muligt at eksperimentere med. En ven er ikke én der sender mig på himmelflugt til evigt liv, en ven er én der hjælper mig til at forstå livet, til at forholde mig til dets endelighed for derigennem at kunne leve mere intenst og lidenskabeligt.

Venskabet begynder med erkendelsen af den andens dødelighed og udsathed. Kun sådan kan jeg ledsage ham eller hende gennem vanskelige livspassager og betragte fremmedheden, ikke som noget jeg skal falde om halsen, men som dét, der gør venskabet til et mikrosocialt eksperimentarium for undersøgelse af de grundlæggende værdier. Det er fremmedhedens pirring der udfordrer vores sociale relationer. Den lærer os at være elskende og bevare den andens fremmedhed. Faren er altid, som Roach skriver, at komme til at forherlige en promiskuøs livsstil eller en ren anarkistisk nydelse. Han henviser til Jean Genet og Tyvens dagbog som et eksempel på dette. Vores chance er at kunne gøre sorgarbejdet til et aktivt politisk-etisk anliggende.

Da maleren Wojnarowicz’ ven og mentor, Peter Hujar, døde af aids i 1988 skrev førstnævnte: «Det vigtige omkring mindesmærker er at den enkelte bringer sin private fortvivlelse ud i det offentlige rum og gør den tilgængelig og tillader en kommunikativ forvandling. […] Men mindesmærker i sig selv er stadig en accept af ubevægelighed og inaktivitet. […] Efter mindesmærket og ceremonien vender folk tilbage til deres hjem og venter på den næste død. Giv mig ikke et mindesmærke hvis jeg dør. Giv mig en demonstration.»

Den nationale ceremonis hyldest til den døde, som vi også kender fra de dræbte soldater der kommer hjem i en kiste, begrænser sorgarbejdet til det private rum, ofte iblandet nostalgisk symbolik. Men vi har hverken brug for helgener eller martyrer. Vi har heller ikke brug for at staten skal fortælle os hvem der bør hyldes som værdig til det gode liv. I stedet bør vi bekræfte den døde ud fra hans eller hendes måde at leve på og dermed nedbryde grænserne mellem det private og det offentlige. Det vi har til fælles er fremmedheden, ikke kun er jeg fremmed overfor den anden, jeg er også fremmed overfor mig selv. Kun sådan kan vi modtage den fremmede, leve med den anden, lade os pirre af ham eller hende uden at blive den anden lig. Kort sagt, det vanskeligste i livet er ikke, at lære den hele verden at kende, men at lære sig selv, sine grænser og dermed sine selvoverskridende muligheder at kende. Her både starter og slutter miseren og muligheden for megen moderne politik og etik.

© norske LMD

1Tom Roach, Friendship as a way of life. Foucault, AIDS, and the Politics of Shared Estrangement, SUNY Press, 2012.

2«De l’amitié comme mode de vie», interview med R. Ceccaty, J. Danet, og J. Le Bitoux (1981), in Michel Foucault, Dits et Ecrites, bind 2, Gallimard, Paris, 2001.

3Se Giorgio Agamben, Stanzas. Words and Phantasm in Western Culture, Univ. of Minnesota Press, 1993.

4Sitert i Tom Roach, Friendship as a way of life, se over.