Forfatteren som kættersk arkæolog

Essayene i Mazdak Shafieians Det urgamle materialet brænder mere end mange romaner. De brænder gennem en længsel efter at gøre litteraturen og essayet til den tanke der forvandler.

Den erfaring vi mennesker lever og som er til stede for os i nuet, er også en erfaring som indeholder en fortid som aldrig er blevet levet og som aldrig helt kan fattes sådan. En sorg, en smerte, en udsathed, en anden historie som ikke er blevet til en levet erfaring, men som ligger rullet sammen i tingene, i steder, i begivenheder. Alligevel er det en fortid der er virkelig, det er et spørgsmål om hvordan den arbejder i kroppene, i sindene, i tingene. Og når forfatteren til tider kan minde om en arkæolog, er det ikke fordi han er draget af sted til Babylon, men fordi han bevæger sig omkring i sin egen have og dér (med den rustne pen i hånden og med jord på håndtaget) i en tålmodig og omgående bevægelse sammenstiller og synliggør energier og kræfter der gør en intim erfaring mulig – der gør mennesker levende.

Med sin nye essaysamling Det urgamle materialet ser den norsk-iranske digter Mazdak Shafieian forfatteren som en sådan arkæolog. Med en parafrase fra Walter Benjamin lyder denne arkæologs opgave: For at forstå sin samtid og den historie vi står midt i, må man udgrave de mørke, usynlige energier, der samler sig i et koncentrat. Således sænker Shafieian sig ned i et hulesystem hvor lyset og sigtbarheden forsvinder, og der fornemmer han andre former, stemmer og skikkelser, som gør en anden erfaring mulig. En erfaring der begriber grumheden ved det fordækte og den etablerede tidsånd. I udgravningens skyggedal arbejder man for at afdække stemmer vi ikke vil vide af, stemmer, der, som han skriver «kaller på de levende, gråter for de døde – pustende gjennom støvet fra sammenstyrtede byggverk, for iblant å bøye seg og tilby en hjelpende hånd og løfte de falne og sårende: de undertrykte.» (…)

^

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller .

Tre måneder med Le Monde diplomatique for 69 kroner!

Papiravis og full digital tilgang

Forrige sak

Et tilfeldig hegemoni

Neste sak

EUs ildprøve i Ukraina

Mer Litteratur

Den mytologiske maskine

Mytens tvetydige rolle og indflydelse på kultur og samfund er tema for Furio Jesis hovedværk Germania segreta (1967). Den italienske forfatter så myten som både grusom og farlig, men også et poetisk og politisk erfaringsrum.

En form for indsigt

Den amerikanske digter Louise Glück modtog i fjor nobelprisen i litteratur for en poesi der gennem mytiske temaer og livets cyklus udforsker grundlæggende spørgsmål om tiden, selvet og lykken.

«Elevene må deles inn i små øyer»

Etter over tretti år som lærer, har forfatteren Nathalie Quintane skrevet om det franske skolevesenet i boka Un hamster à l’école, «En hamster på skolen», som vi her trykker et utdrag fra.

Å gape over lerretet

I Å skrive er å be om for mye får leseren følge Gunnar Wærness på veien mellom den visuelle boksiden og den lydlige poesien, og i konstant kamp med det lyriske jeget.

James Bonds geopolitikk

Gjennom tolv romaner, to novellesamlinger og 21 filmer har James Bond ikke bare blitt kjent som en fryktløs eventyrer og uimotståelig forfører, men også som symbolet på en britisk, og vestlig, fantasi om kulturell storhet.

0 kr 0