Forsvundne soldater … og et par høje hæle

Årets udgave af filmfestivalen i Cannes må nok karakteriseres som en af de svagere, men i sidekonkurrencerne var der engagerede film, hvor kunsten og den politiske virkelighed forenedes i et frugtbart møde.

Fra Dégradé.

Fra Dégradé.

Det er min første gang i Cannes. Det tætteste på byen, jeg hidtil har været, var da jeg som nyligt udklækket student for knap tyve år siden arbejdede som tjener og rengøringshjælp på et hotel i nabobyen Nice. Det var det år, prinsesse Diana døde. Jeg husker de engelske turister græde i morgenmadscafeen, hvor jeg skænkede kaffe og croissant.

I Cannes er der ingen tårer. Det skulle da lige være de tiggende sigøjnerbørn, der græder på Croisetten side om side med forbipasserende filmstjerner, filmturister, der desperat prøver at skaffe en invitation til en premierevisning eller en dekadent champagne-fest samt det hav af sikkerhedsfolk, der ekstraordinært er indkaldt efter attentatet mod Charlie Hebdo tidligere på året. I Cannes er alt skruet i vejret. Det gælder især hotelpriserne, som rask væk mangedobles, og hvor det ikke er usædvanligt at bo for flere tusinde euro per nat. Flere af byens hoteller henter da også mere end tyve procent af den årlige omsætning i løbet af de tolv dage, filmfestivalen varer.


Filmenes hoteller

Jeg skal ikke trætte læseren med en større dagbogsseance om min gøren og laden i Cannes, men derimod vende blikket mod filmene, som trods alt bør være det centrale for enhver festivalgænger. Men tillad mig dog at blive ved ordet hotel. Når man ser tredive film under festivalen kan man ikke undgå at påbegynde et større puslespil af sammenligninger, paralleller og dialoger.

Filmene kommer til at tale med hverandre. Dette kan være risikabelt, for hver enkelt film skal vel ses, forstås og kritiseres for sig, og man kan hastigt begynde at konstruere tematikker og slægtskaber, som ikke har noget større filmkritisk værdi. Ikke desto mindre vil jeg dvæle ved ordet hotel, da to af festivalens mere interessante værker i en ellers noget svag hovedkonkurrence – The Lobster og Youth (sidstnævnte burde have vundet Guldpalmerne i stedet for den belønnede Dheepan – netop har hotellet som centralt omdrejningspunkt. Hotellet som sted forstået som en fundamentalt vigtigt location i begge film, men også hotellet som fænomen, der bidrager konstruktivt til begge film.

The Lobster udspiller sig i et fascistisk samfund, hvor singler fordømmes og marginaliseres. Er man først blevet single, hvilket sker for filmens protagonist David (en velspillende Colin Farrell, som har taget 20 kilo på til rollen for at få sig en ordentlig vom), indlogeres man på et hotel, hvor man har 45 dage til at finde en mage. Lykkes dette ikke, kan man vælge et dyr, som man gerne vil blive forvandlet til. David vil gerne være hummer.

The Lobster er naturligvis en satirisk skildring af vor samtids hang til kernefamilien som altdominerende model for korrekt kærlighed. Samtidig fungerer filmen også som kritisk og ganske humoristisk skildring af den datingkultur, som ligeledes synes at gennemsyre især de vestlige samfund. I filmen skal alle indlogerede på hotellet således vælge et karaktertræk, som er sigende for dem. Det kan være et godt smil, at man halter på det ene ben, eller at man elsker at danse. Kravet for at finde en mage er så, at denne har præcist samme karaktertræk som en selv. Egoismen fejres, og vi kender vel alle til datingannoncerne, hvor specifikke karaktertræk efterlyses, ja hvor nærmest en færdigmodelleret (og forestillet) mennesketype søges.

I The Lobster er hotellet et skæbnesvangert sted. Det kan være en pause og et overgangssted, inden individet igen kan returnere til samfundet, som naturligvis kun består af par, men hotellet kan også være det sidste sted, et individ får lov at opholde sig som menneske, inden det slippes ud i naturen som et dyr. Denne usikkerhed iscenesættes på vellykket vis i de mange hotelscener, som nok nærmer sig det karikerede grundet en næsten manisk stilistisk optagethed (der især mimer Roy Anderssons film), men som ikke desto mindre lykkes i sin helhed.

Personalet på hotellet er kontante, tenderende det sadistiske. Da en hotelgæst afsløres i den forbudte aktivitet, onani, beordres han på kølig vis til at placere sin hånd i en brødrister, mens varmen gradvist tager til og røgen stiger. Hver dag får David besøg af en ung stuepige. Hun trækker sine trusser af og sætter sig op på Davids skød, hvor hun gnubber sig frem og tilbage. Pointen er, at hun skal se, hvor længe det tager, inden David bliver hård. Samtidig må han ikke få udløsning. Han skal blot pirres og tirres – og givetvist frustreres. Det er en af de mest aseksuelle hotelsexscener, jeg har oplevet på film.

Hotelsex er der vist intet af i Paolo Sorrentinos Youth, som var mit personlige filmhøjdepunkt i Cannes. Når man ser plakaten, hvor Michael Caine og Harvey Keitel sidder side om side i en dekadent hotelpool, mens en gudesmuk skønhed stiger ned i karret, kan man godt få bange anelser. Skal vi nu blot se endnu en film om ældre mænd, der glor på unge, smukke kvinder og taler om livets forgængelighed og ungdommens tabte tid? Jovist omhandler Youth det smertelige i at ældes, men filmen er meget mere end det.

Båret frem af mesterlige præstationer af især Caine men også Keitel samt en aldeles velskrevet dialog bliver Youth en studie i en række interessante tematikker såsom de store ofre, en kunstner udsætter sig selv og sine nærmeste for. Komponisten og dirigenten Fred Ballinger (Caine) er ligesom instruktøren Mick Boyle (Keitel) indlogeret på et luksuriøst kursted i Schweiz, men i modsætning til Mick, der bruger hotellet som et art skriverefugium for at færdiggøre det, han ser som sit filmiske testamente, synes Fred at anvende hotellet som en sidste bolig. Han arbejder ikke længere og er da også særdeles afvisende, da en udsending fra den britiske majestæt anmoder dirigenten om at give en unik koncert for hendes højhed.

Ved at anvende hotellet som location opnår Youth flere interessante aspekter. Dels kan hotellet qua sin natur fungere som et sted, hvor folk enten ankommer eller rejser fra, hvilket i flere scener netop bliver den bevægelse, der holder filmens momentum i gang. Samtidig rummer hotellet også en eksplicitering af de, der er inde og de, der er udenfor. Hotellets gæster er de velhavende, de berømte og feterede, men trods dette synes de ikke mere lykkelige end de apatiske væsener, vi så bebo hotellet i The Lobster. Man kunne næsten fristes til at drage paralleller fra Youth til festivalen udenfor biografens mørke, hvor alt også synes opdelt i de, der er inde (stjernerne og kritikerne med de bedste badges) og de, der er ude (dem, som ikke kom med til festen, de, der ikke blev lukket ind til pressevisningen eller de, der ikke fik underskrevet den lukrative filmaftale på markedet). Cannes er måske mest af alt en fremvisning af de forskelle, der er mellem folk.


At holde op med at eksistere

Udover The Lobster og Youth er der langt mellem snapsene i hovedkonkurrencen. Måske skyldes det, at hovedkonkurrencen er så fokuseret på at have nogle sikre kort og dermed let bliver reaktionær og ufarlig. De mest interessante og nyskabende film er derfor ofte at finde i sidekonkurrencerne, Semaine de la Critique og Quinzaine des Réalisateurs, hvor flere film fra debuterende instruktører også kunne ses.

En af de mest interessante var franske Clément Cogitores The Wakhan Front, en krigsfilm som på vellykket vis integrerer spirituelle og metafysiske elementer. På en øde udkigspost i Afghanistan begynder franske soldater at forsvinde en efter en. Til at begynde med sætter den handlekraftige kaptajn Bonassieu alle sine rationelle kræfter ind på at finde de forsvundne, men snart må kaptajnen indse, at hans vestlige hang til rationalitet ikke slår til dette sted. Soldaterne synes vitterligt blot at være forsvundet uden årsag og uden mening. De er hverken døde eller deserterede. De findes bare ikke længere. Således er The Wakhan Front et kulturmøde mellem Vestens meningssøgende, rationelle forståelse af virkeligheden sat overfor en mere spirituel, metafysisk og måske religiøs forståelse.

Religiøsiteten bliver aldrig manifest i The Wakhan Front, som i stedet på kløgtig vis anvender formsproget til at iscenesætte den moderne krigs afhængighed af og tiltro til billedet. Mange scener er således optaget gennem natsynsbriller og militærkikkerter, der fremstiller abstrakte billeder, hvor man aldrig er helt sikker på, hvad man egentlig ser. Denne diskussion af moderne krig får en forbløffende fin samklang med tematikken om kulturmøde og afstedkommer et helstøbt værk, som vi må håbe kan få en chance i den skandinaviske biografdistribution.


Kvindernes år

Festivalen har en mani med at markedsføre udgaverne i en bestemt retning og i år – som er festivalens 68. årgang – prøver man således at plædere for, at det er kvindernes år. Godt nok er flere konkurrencefilm end tidligere instrueret af kvinder, ligesom festivalen arrangerer en række seminarer, der skal problematisere kvindernes (manglende) betydning i filmindustrien, men det hele klinger lidt hult på en stokkonservativ festival, hvor objektivisering af især kvinder er i højsædet. På den røde løber er kvindernes mangeartede kjoler og glimtende høje hæle kameraets favoritmotiv, mens mændenes ensrettede kostume synes at afvise objektiviseringen. Og da flere kvindelige filmfolk, herunder den danske producent Valeria Richter, i år blev standset på den røde løber, da de ikke havde høje hæle på og dermed ikke levede op til det normative krav om kvindelig skønhed, får festivalen for alvor svært ved at markedsføre sig med «kvindernes år».

Om festivalen bevidst har forsøgt at give kvinderne en chance ved at få et stigende antal kvindelige instruktører på programmet er uvist, men det er under alle omstændigheder primært foran kameraet, at kvinderne brillerer. Det gælder i den argentinske Paulina, hvor Dolores Fonzi leverer en pragtpræstation som den unge advokat, der på idealistisk vis forlader sin forestående guldkarriere til fordel for græsrodsarbejde som lærer på en skole i et fattigt grænseområde mellem Paraguay og Brasilien. Da hun voldtages af nogle drenge fra skolen, bliver hendes idealisme for alvor sat på prøve og hun tvinges til at overveje sin egen moral overfor samfundets og sin fars mere hævngerrige lyster.

I Dégradé, en sjældent set palæstinensisk film, består castet stort set kun af kvinder, idet filmen næsten udelukkende foregår i en frisørsalon, der bliver en metafor for livet i Gaza. Tvillingeinstruktørerne Arab og Tarzan Nasser har givetvist ønsket at levere et hverdagsbillede af Gaza som et alternativ til de mange medie-fremstillinger, der oftest fokuserer på konflikten. I Dégradé er konflikten primært til stede på lydsiden, for mens kvinderne ordner hår og diskuterer alt fra skønhed til hustruvold, lyder raketterne og skuddene udenfor og bliver en påmindelse om, at det politiske altid påvirker det personlige.

En undtagelse fra pointen om at kvinderne primært brillerer foran kameraet er tyrkiske Mustang, som er instrueret af kvinden Deniz Gamze Ergüven. I filmen følger vi fem teenagepigers overgang fra barn til ungdom og deres opgør med et konservativt religiøst samfund, hvor hykleri og dobbeltmoral trives side om side. Pigernes spirende seksualitet slås ned og deres korte kjoler erstattes af «lorte-farvede telte», hvorefter pigerne en efter en tvinges ud i ægteskab med mænd, de intet føler for og som er mest optaget af om pigen nu også er jomfru. Mustang bliver måske nok en anelse for unuanceret i skildringen af det gode og det onde, men som oprigtig og nærværende coming-of-age film fra et ellers lukket samfund fungerer den vældig fint.

Således var mit rendezvous med dette på en gang viltre og konforme sted, hvor dekadence, filmkunst, marked, show-off og en påmindelse om klassesamfundets evige eksistens filtres sammen i en sorgløs fransk badeby.

© norske LMD

Steffen Moestrup er filmkritiker. I Cannes for Le Monde diplomatique.