Kunsten, arbejdet og dovenskaben

Et spøgelse går gennem verden, arbejdets spøgelse. Det findes overalt, og alligevel er det som om arbejdet er ved at forsvinde. Dette spøgelse har besat den menneskelige tilværelse i et omfang, der ifølge kunstteoretiker Bojana Kunst har bragt både kunsten og politikken i en hidtil uset krise.

Kunst er menneskets evne til at tænke i den grad den tilbyder rum for forståelse, et billede af livet, som ikke er forbundet med nytte og midler, men også er en værdi i sig selv. I dag lever vi i en tid hvor kreativitet og behovet for uophørlig aktivitet styrer både markedet og politikken. Med det resultat at kreativiteten ikke længere er frisættende. Kunsten smelter i dag sammen med det ustoppelige krav om at skulle være produktiv. Kunstneren er blevet producent, i betydning en selvleder der kun overlever ved konstant at skulle gøre sig selv synlig.

«Kunstneren er, strengt taget, den eneste ‘arbejder’ tilbage
i det arbejdende samfund.»
Hannah Arendt

I bogen The Artist at Work, ser Bojana Kunst, professor i filosofi og performancekunst ved Universitetet i Giessen, en linje fra avantgardens lange skuffelse over kapitalismens succes med at forvandle kritisk kunst til nydelsessyg underholdning til vore dages kunstnere der i apati ender som kreative entreprenører. I bogen udforsker hun hvordan de kunstneriske og politiske processer slynger sig omkring hinanden, og forsøger at gentænke kunstneres måde at arbejde på.

Samtidens kapitalisme, det moderne arbejdsliv og de performative måder at producere på, har grundlæggende ændret kunstens autonomi. De tidligere grænser mellem kunst og liv synes ophævet, men ifølge Bojana Kunst må kunsten, for igen at kunne påvirke det sociale liv, sikre sin autonomi. The Artist at Work er, trods sin fokusering på performancekunst, i ligeså høj grad et bidrag til at forstå det moderne arbejdsliv. Bojana Kunst har som mange andre læst Michel Foucault og et væld af andre populære samfundsfilosoffer. Men, bogen skiller sig ud fra andre bøger om moderne arbejdsliv ved ikke at begrænse sig til et rent beskrivende samfundsdiagnostisk niveau, men betone den økonomiske ulighed og humane elendighed.


Gør dig synlig

Når vi i dag skal tale om arbejde, bør vi tale om «produktion af subjektivitet», ifølge Bojana Kunst. Inspireret af den fransk-italienske sociolog Maurizio Lazzarato hævder hun at vi er forblændet af det moderne arbejdslivets immaterielle fetich, alt det som har at gøre med viden, rådgivning, selvledelse og kreativitet. Alle disse positive ord leder os væk fra det egentlige problem: at det først og fremmest er os selv – subjektet – der indgår i al vareproduktion. Subjektet er den egentlige vare og dets «unikke egenskaber» standardiseres som aldrig før. Og kunsten følger trop: Produktionen af subjektivitet er rykket ind i kunstens centrum.

Kunstneren fusionerer sin kreativitet med det sociale felt, netværket og de performative affekter og påvirkninger. Kunstneren er på få årtier kommet til at ligne den almindelige vidensarbejder der sysler med forskning, kommunikation og organisationsudvikling. Den enkelte er kommet i centrum og dog har den enkelte netop en følelse af ikke at kunne ændre på noget som helst. «Årsagen til denne følelse af afmagt er menneskets konfrontation med en brutal intensivering af individualiseringsprocesser, en produktion af subjektivitet,» skriver Bojana Kunst. Kravet om konstant aktivitet, synlighed og produktion falder sammen med forbrugets acceleration, der handler om at holde sig selv og de altid mange muligheder ved lige. Resultatet er «illusionen om en endeløs transformation, men en transformation uden negativitet – et standardiseret subjekt». Produktion og forbrug falder sammen: Arbejde som lønarbejde stiller i dag krav om at arbejderen performer sig selv, bekender sine behov, ambitioner, drømme, problemer, sygdom – overfor kollegaer, ledere, sociale venner, aftagere.

Men selvledelse er i dag blevet et andet ord for selvkontrol, mener Kunst. Og bag den igen ligger der et rent økonomisk motiv, om at faste stillinger og et trygt arbejdsliv tilhører fortiden, noget man dækker over med en ideologi om at være sin egen (u)lykkes smed. Behovet for at gøre opmærksom på sig selv på synlighedens betingelser er så dybt internaliseret at vi ikke føler det som et resultat af magtens undertrykkelse. Vi bilder os ind at denne selvperformance viser hvem vi virkelig er. «Vi er subjekter for hvem noget hele tiden kan opdages. Også kaldet det fleksible menneske,» ifølge Bojana Kunst.

Den professionelle arbejdsetik hos Weber erstattes af professionel nydelse: Du skal nyde din professionelle rolle, du skal konstant kommunikere, være fleksibel, afslappet og samtidig skamløs i den performative idérigdom og udstillelse. Arbejdslivets krav om selvperformance har skabt et skamløst forbrug der driver os til konstant at gå ind i os selv. Men, «at gå ind i os selv producerer intet af værdi,» påpeger Kunst. Kunstlivet følger trop: For at etablere sin markedsværdi excellerer den i en nydelseskultur der sletter al skam – og dermed al kritik.

I 2011 bad Los Angeles Museum kunstneren Marina Abramovic om at sørge for museets årlige gala, der samler donorer og kendte navne. 200 kunstnere tog imod Abramovics invitation til at performe begivenheden. Kunstnerne skulle enten ligge nøgne og stumme på et roterende bord i fire timer, eller have deres hoved stikkende op gennem et hul i et bord og forsøge at få øjekontakt med gæsterne der tog mad fra bordet. Skamløsheden og undertrykkelsen af de velvillige kunstnere som i dag vil gøre hvad som helst for at kunne få et lille skub i deres karriere, viser ifølge Kunst at kunstnerne har mistet kontakten med den offentlige sfære. «Vi arbejder med vores sprog, vores fantasi og kreative evner, men ikke på en måde der vil føre til ændringer i den offentlige sfære. Performancearbejderen er stærkt afpolitiseret; vores evner er blevet adskilt fra deres praktiske og sociale kontekster.» Både arbejderen og kunstneren bidrager til værdiskabningen, men uden at være i stand til at gøre opmærksom på selve værdispørgsmålet.


Det sociale tyranni

Begivenhedens kerne er det sociale arbejde. «Du skal skabe relationer», lyder det i både arbejdsliv og kunst. Vidensdeling og teamwork udlægges som selve kongevejen til at producere værdi. Medarbejderen ser ikke bagom medarbejderkulturens sociale ideologi, det sted hvor pengene kommer ind. Men det sociale lim er blevet et klæbrigt klister, en «fetichering af relationer og medbestemmelse». Samarbejde er blevet en signalværdi i sig selv. Enhver jobsamtale er rettet mod at du skal elske «din familie» – dine kollegaer. Indholdet kommer i anden række. Vi bliver afhængige af konstant kommunikation. Konsekvensen er at vi lever i det den italienske filosof Paolo Virno kalder «en ikke-offentlig offentlig sfære.» Arbejdsliv og kunst lever af signalværdier der handler om at «få noget til at ske». En konstant selvforførelse af pseudoaktiviteter dominerer de fleste kommunikationsprægede arbejdspladser lige fra virksomheder over forvaltninger og universiteter til kreative miljøer. Mødekulturen er blevet fetich. «Møder er noget der umuliggør liv, det er formålet med møder,» skriver Giorgio Agamben.

«Vi skal sende signaler rundt i systemet om at noget sker.»
Chefen i et dansk ministerium

I universitetsverdenen er kommunikation omkring konferencer og begivenheder vigtigere end substansen og den aktuelle effekt. Som regel er det kun arrangørerne og deres venner der møder op. Statsforvaltningen bruger i dag millioner af kroner på eksterne kommunikationskonsulenter til en meget høj hyre. En ven af mig, der var ansat i et dansk ministerium, spurgte chefen om hvorfor man fortsætter med at bruge så mange penge på noget der ikke er det halve værd, og fik svaret: Vi skal sende signaler rundt i systemet om at noget sker. Pseudoaktiviteten breder sig når alt handler om synliggørelse og kommunikation. Konsekvensen er at vi mister sans for kvalitet i kerneydelserne, værdispørgsmål undgås, modsætninger slettes. Kunsten selv bliver det Bojana Kunst, med Chantal Mouffe, kalder en «øjebliksregistrering af moral» uden at kaste lys over de sociale uligheder og modsætninger. Megen såkaldt social kunst hører til her, blandt andet den franske kunstkurator Nicolas Bourriaud, som ifølge Bojana Kunst skaber en «fetichering af åbne procedurer og transparente relationer som igen udgør kernen af postfordismens ændrede forståelse af arbejde og produktion».

Filmen Museum Songspiel: The Netherlands 20XX (2011) av kunstnerkollektivet Chto delat? udstiller denne magtesløshed og berøringsangst: En gruppe flygtninge har søgt tilflugt på Van Abbe Museum i Eindhoven. Presset af journalister der får nys om sagen, foreslår en kunstner der allerede er i gang med en udstilling at integrere flygtningene i et performancekunstværk. Udstillingen bekræfter museets revolutionære ånd til alles tilfredsstillelse, den følgende dag arresteres flygtningene, som ifølge museets direktør, «egentlig ikke vedkommer os længere».


Menneske og samfunn

Påstanden om at kunsten i dag skulle udgøre en slags norm for den moderne kreative økonomi, at markedet og økonomien har en reel interesse i kunsten, er langt fra virkeligheden. Som tidligere tider opfatter man også i dag kunstneren som en doven snylter, en social parasit der ikke producerer noget af værdi. Samtidens økonomi er ikke interesseret i kunstnerens værk, men i artistisk liv – de elementer der knytter sig til arbejdet som kunstner. Når en kunstner bliver bedt om at præsentere sit arbejde, har det kun ringe værdi at beskrive selve værket. Det vigtige hos en forfatter er eksempelvis ikke hans bøger, men dokumenteringen af et forfatterskab.

«Vi forstår ikke længere kunst som en produktion af et værk, men som en dokumentation af et projektliv uanset dets resultat,» siger Boris Groys. Kravet om arbejdets synlighed er ikke længere et biprodukt i markedsføringen, men rykket ind i centrum af hvad det vil sige at arbejde. Det er ikke værket, men orkestreringen af signalværdier der i dag presser kunstneren og den kreative arbejder på mængden af arbejdsaktiviteter. Kunstnerne må konstant kommunikere og deltage i idiotiske arrangementer som ikke skal fremstå som idiotiske. Ingen interesserer sig reelt for deres kunst, kun deres produktivisme, deres projekter. De arbejder konstant, men er ikke længere egentligt skabende: «Forklædt som projekt ønsker kunstneren også at være liv,» skriver Bojana Kunst. «De fremtidige løfter bedrager os til at tro at alt hvad vi bringer ind i projektet er en fritidsoplevelse hvor vi kan eksperimentere med vores liv og socialitet.»

Realiteten er et liv beslaglagt af en fremtid af konstant bevægelse uden det langsomme sporarbejde der skaber udvidet erfaring. Projektlivets problem er indlysende: «Ethvert arbejde peger hen mod et andet arbejde.» Projektarbejderen ligner «billedet af en mand der drukner». Det er derfor naivt at tro på kunstens evne til at skabe virkelige forandringer under et konstant krav om fleksibilitet. Kunstnere isoleres fordi de mangler tid og er tvunget til at kopiere opløsningen mellem arbejde og liv, der er kennetegnende for det moderne arbejdsliv. Kunstneren ender dermed som idioten, den private, hvorved kunstens autonome potential lades i stikken, kraften til at åbne et rum for det som endnu ikke er, at afsløre begrebslige modsætninger i menneske og samfund.


Tilbedelsen af produktivisme

Kunsten står i dag ansigt til ansigt med en dyb krise, både hvad angår dens egenværdi og dens sociale betydning i samfundet. Kunstens kreative processer er ekstremt reguleret, fordi kunsten på den ene side med sin autonomi er tæt på livet og på den anden side helt forskellig fra livet.

Det populistiske argument mod kunststøtte ser kunst som elitært, og kunstnere som dovne der ikke bidrager til samfundet. Men diskussionen om kunstens værdi skal slet ikke handle om en mulig samfundsøkonomisk gevinst. Heller ikke skal dens værdi begrundes med et humanistisk argument om at den gør os til mere moralske og humane samfundsborgere. Kunstens værdi har ingenting at gøre med hvad den kan producere. Dens værdi handler dybest set ikke om realiseringen af noget. Det eneste vi kan sige – som måske ikke er så lidt – er at kunsten er en udforskning af meningsfuldheden ved vores fælles liv.

I dag skal alle aktiviteter have et formål. Det virkelige problem er tilbedelsen af det producerende menneske, homo faber. Aktiviteter som tidligere har været til for dets egen skyld, bliver nu kun givet som en instrumentel funktion: Jeg læser en bog for at udvikle mig, jeg tager en pause for at kunne lade op og øge min aktivitet, jeg tager en uddannelse for at øge mine muligheder, jeg går til afrikansk trommedans for at udvikle min personlighed. Der er tale om, med Hannah Arendts ord, «en endeløs kæde hvor ethvert mål altid kan tjene som middel i en anden sammenhæng. I en rent utilitaristisk verden er alle mål med andre ord tvunget til kun at bestå flygtigt, før de atter forvandles til midler for andre mål».1

Arendts værste mareridt var at den offentlige sfære skulle forvandles til arbejde, til produktion. I dag er dette en realitet hvor arbejdets værdi betinges af synliggørelsen af aktiviteter overfor andre. Konsekvensen er at «alt hvad vi gør presses mod det laveste niveau af livsnødvendigheder og tilfredshedstærsklen for livsstandarder».


Kunsten at gøre mindre

Homo faber – det konstant producerende menneske – lider af hvad Arendt kalder en «mangel på evne til at forstå sondringen mellem nytte og mening». Når alt bliver midler, lever mennesket af i dag i en verden med det offentlige rums hensygnen og overfladiske konkurrencebetonede fællesskaber. Men som Bojana Kunst skriver har «kunsten potential til at udforske det fælles liv vi lever». Problemet er ifølge hende at «identificeringen af et fælles gode på samme tid kræver autonomi. Kunst er en autonom kamp for artikuleringen og formgørelsen af det fælles som i dag er under kraftig angreb, grundet brugen af menneskelige muligheder til værdiproduktion». Det kræver arbejdsro at tænke de tanker der er værd at tænke. Hertil kræves netop en afstand til dagliglivets ønsker og behov, en afbrydelse af et målrettet virke, en træden ud af den instrumentelle kæde. Ifølge Arendt udspringer kunsten netop af menneskets evne til at tænke, hvorved hun forstår det at kunne træde et skridt tilbage og give rum for forståelse, og det at forstå er ikke en aktivitet der kommer i mål. Ved at skabe afstand til den omkringliggende verden, etablerer tænkningen en udvidet erfaring, en anden følsomhed og frihed.

Bojana Kunst mener at vi først forstår kunstens værdi, når vi forbinder kunstnerens måde at arbejde på med evnen til tænkning som et mål i sig selv. Når vi spørger til hvad kunsten skaber skal vi ikke stirre os blind på realiseringen af værker og produkter. Vi skal snarere dykke ned i arbejdets materialitet, i brugerens livspraksis, det, som er forbundet med lytten, passivitet, undren, venten, kedsomhed, dovenskab og søvn.


Dovenskabens storhed

Den kroatiske kunstner Mladen Stilinovic skabte i 1970’erne værket Artist at Work, en billedserie af ham selv mens han ligger og sover. I teksten In Praise of Laziness fra 1992 giver han udtryk for at kunsten i Vesten er ved at forsvinde, fordi vestlige kunstnere ikke har evnen til at være dovne. Efter Berlinmurens fald er heller ikke østeuropæiske kunstnere dovne mere. Stilinovic betoner hvordan kunstnere fra Vesten omgiver sig med «irrelevante ting så som produktion, promotion, gallerisystemet, museumssystemet, konkurrencesystemet (hvem er først), deres optagethed af genstande, alt det som driver dem væk fra dovenskab, væk fra kunst. På samme måde som at penge er papir, således er galleriet et værelse. Kunstnere fra østblokken var dovne og fattige, fordi hele systemet af irrelevante faktorer ikke eksisterede. De havde tid til at koncentrere sig om kunst og dovenskab. Selv når de producerede kunst, var de klar over at det var forgæves, det var ingenting».

Trods den humoristiske kritik, peger Stilinovic på noget væsentligt, nemlig at legemliggørelsen af det kunstneriske liv finder sted langt væk fra kapitalistisk spekulation. De som resignerer, fordi de føler at der ikke længere er noget at gøre, da kunsten fuldkomment er underlagt kapitalen, giver ikke så meget udtryk for apati og brok som «et had til kunsten som de føler er uden indhold og elitær […] men som i bund og grund er et had der er mere møntet på den spekulative kapital».

Stilinovics Artist at Work handler ikke om dovenskab i betydningen intet at foretage sig, men en opmærksomhed på aktiviteter der ikke skal måles som arbejdsaktiviteter. «Det er netop ved at udslette al dovenskab eller nyttesløshed at kunstneren […] mister enhver kritisk kraft der kunne holde et spejl oppe for den sande dagdriver der lever i hjertet af det kapitalistiske system.» Problemet er ifølge Stilinovic at den dovenskab som neoliberalismen udskælder, faktisk befinder sig i hjertet af denne: «Mens fritiden og den ledige stund tilbage i antikken ansås som stedet for realiseringen af den højeste menneskelige mulighed er det i dag omvendt, arbejdet er det eneste sted, eller skulle vi snarere sige arbejdets spøgelse. I modsætning til den protestantiske arbejdsetik er den postmoderne arbejdsetik basalt set en form for tolereret ledet dovenskab».

Betragtningen af kunstneren som en doven snylter og social parasit er tæt forbundet med den spredning af dovenskab som nu befinder sig i hjertet af kapitalismen. I det moderne arbejdsliv skal man dække over at man intet laver. Strømmen af strategier for disse camouflagemanøvre vokser støt.

© norske LMD

Bojana Kunst, Artist at Work. Proximity of Art and Capitalism, Zero books, 2015.

Alexander Carnera er skribent, København.