Filmisk set - april – Le Monde diplomatique

Der er givetvist noget bedaget over ordet arkiv. Mange vil nok forbinde det med ældre tider, eller med at fastholde ældre tider. Arkiver er steder, hvor bibliotekarer og historikere opholder sig. Arkiver er at finde i kælderrum, hvor der altid lugter særpræget, og hvor kun få mennesker opholder sig. Arkiv er støv og alderdom. Eller måske er arkiv samlerens maniske forsøg på at holde fast på en fortid, der ellers har det med at svinde mellem hænderne på os.

Men arkiv er også meget andet. En filmisk metode eksempelvist. Nærmest simultant med filmmediets opståen i slutningen af 1800-tallet, kommer også ideen om at anvende arkivmateriale som grundstammen i filmen, først med still-fotografier og senere med de levende billeder. Vi ser især dokumentariske filmværker, der benytter sig af fotografisk arkivmateriale. Og op igennem det 20. århundrede er arkivfilm vel også noget, man mestendels forbinder med dokumentarfilm. Men arkivmateriale bruges til meget andet end det dokumentariske. Kunstfilmen har længe gjort brug af arkivmateriale som enten supplerende eller dominerende udtryk. 1930’ernes surrealister såsom Joseph Cornell skabte et væld af collage-film og i 1960’erne arbejdede blandt andre Arthur Lipsett og Bruce Conner originalt og tankevækkende med arkiver.

I de seneste år er der opstået fornyet interesse for den arkivbaserede kunstfilm. Det hænger især sammen med udviklingen indenfor digital teknologi, der dels har tilgængeliggjort og dermed demokratiseret arkivmaterialet, og dels har tilvejebragt arkivmateriale i langt bedre opløsninger end tidligere. Der findes naturligvis stadig arkiver, der udspringer fra staten eller andre institutioner i samfundet, men de åbne, non-profit og typisk frit tilgængelige filmarkiver er eksploderet i omfang og det har ført til en række interessante værker. Tag eksempelvist den ungarske mediekunstner Péter Forgács. Hans mest kendte værk er nok videoserien Private Hungary, der er komponeret ud fra et væld af privatoptagelser, som Forgács klipper sammen til en dynamisk vekslen mellem de små, private beretninger og de store, verdenshistoriske begivenheder, der transformerer vore samfund. Privatoptagelserne kan noget helt andet end de officielle beretninger. I de private film får vi ofte en anden kompleksitet at se. Den kornede og nogle gange nærmest formålsløse indfangen af det private, bliver med Forgács’ sammenklip orkestreret til at tilbyde nye beretninger om en fælles historie, vi troede, at vi kendte.

Arkivet er i selve sin fundamentale kvalitet en påmindelse om, at de historier, vi fortæller om det historiske altid er konstruktioner. Vi kan altid dykke ned i arkivet på ny og finde en ny fortælling om historien. Historien slutter på den måde aldrig. Fortiden griber altid fat i os på ny.