En film på trods

Jafar Panahis Tre kvinder kan læses som en allegori over filmskaberens rigide arbejdsvilkår, men filmen er stærkest som en antropologisk beretning om en del af Iran, vi sjældent hører om.

Det hele begynder med et filmet opråb. Rystede billeder i grynet kvalitet skabt af en mobiltelefon, der er holdt på højkant. Pigen i billedet er febrilsk. Hun kalder ud mod verden. Hun taler om forældrenes forventninger til hende, at hun skal se at blive gift, tage en fornuftig uddannelse og få et hæderligt job. Men hun vil ikke den slags. Hun vil kunsten. Hun vil skabe. Derfor kalder hun ud mod verden en sidste gang. Så tager hun et skridt op af en støvet klippe, folder rebet rundt om halsen og lader sig falde.

Faldet bliver begyndelsen på en tur udi det iranske samfund. Modtageren af videoen er nemlig den kendte skuespillerinde Behnaz Jafari (i rollen som vel nærmest sig selv), og hun kan ikke slippe tanken om pigen med de kunstneriske ambitioner, der netop har begået selvmord for åben skærm. Eller har hun? Er det hele blot et velkomponeret mediestunt skabt af en ung kvinde fra Instagram-generationen? Usikkerheden vibrerer et godt stykke ind i filmen, men Tre kvinder er ikke nogen thriller. Den er derimod en nærmest antropologisk studie af de dele af det iranske samfund, vi meget sjældent hører om, nemlig det pastorale, traditionelle Iran. (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller .

Tre måneder med Le Monde diplomatique for 69 kroner!

Papiravis og full digital tilgang

Forrige sak

Huawei og allmenningenes skjebne

Neste sak

Døden i ørkenen

Mer Film

Polarisering på russisk

Emosjonelle tirader eller rasjonelle argumenter? Statspropaganda eller offentlig opplysning? Det blir stadig flere politiske debattprogrammer på

Urkonflikten oppdatert

Tapsfornemmelser, sjalusi og lengsler er reaksjoner vi neppe vokser fra med det første. Av den grunn

Il Maestro

En gang presset folk seg oppspilt sammen i kinosalene for å se den siste filmen til

0 kr 0