Åndens konkrete liv

I de sidste femten år af sit liv skrev Hannah Arendt på bogen Åndens liv om menneskernes tænkende liv og hvad det vil sige, for at kunne begribe hvad det er der stiller sig i vejen for menneskets evne til at handle rigtigt.

I næsten alle de år jeg har været i Athen og bevæget mig op ad den lange sti mod Akropolis, har én eller flere af bygningerne været pakket ind i stilladser og presenninger. For nogle år siden lå der en søjle tilsyneladende klar til at blive pudset op, og jeg synes at have set den ligge der år efter år, og tænkte at det måske var et billede på demokratiets blødende sår. Søjlerne til et tempel der engang husede begyndelsen på en revolution, et billede på demokrati og den frie ånd.

En gang tog jeg og min søn turen videre til teatret i Epidauros på Peloponnes. Vi gik op af de mange stentrin og min søn var imponeret over teatrets størrelse, der ligger i bunden af en stor dal omkranset af oliventræer. Her kom folk for at se og betragte. Det at fremvise, forundre og beundre, er ifølge den tyske filosof Hannah Arendt (1906–1975) et umiskendeligt træk ved den græske tænkning, men også selve menneskelivet. Tragediens indsigt i livets dødelighed og lidelse baner vejen for tanken om godhed. Teatret var demokratiets egentlige scene og test. Det gav mennesket mulighed for at kunne erkende verden, men for den enkelte netop altid på afstand af verden, og derigennem få klarhed om en fællesmenneskelig skæbne. Eller med Arendts ord «at gøre det fraværende nærværende».

Ikke ond vilje, men tankeløshed

Hannah Arendt blev født i en jødisk familie i Hannover. Hun studerede filosofi i Marburg og skrev afhandling om den kristne middelaldertænker Augustin. Martin Heidegger var hendes lærermester, med hvem hun havde et livslangt mellemværende. Da nazisterne invaderede Frankrig i 1940 flygtede hun sammen med blandt andre Walter Benjamin. Sidstnævnte begik selvmord ved grænsen til Spanien, mens Arendt nåede frem til New York i 1941. Her bliver hun senere professor ved New York School of Social Research. Da hun i 1962 fungerer som udsendt journalist i Jerusalem under Eichmann-processen, er hun vidne til et teater af en helt anden slags, et drama, som bliver et vendepunkt i hendes liv. Resultatet af hendes reportage udsendes året efter som bog under den sigende titel Eichmann i Jerusalem – en reportage om ondskabens banalitet.

Eichmann, der var ledende embedsmand under det tredje rige og beordrede hundredetusinder af jøder til gaskamrene, fremstod for Arendt hverken ond eller dæmonisk, men som et menneske uden nogen selvstændig evne til at tænke. I antikkens filosofi havde hun lært at al tænkning begynder med undren, men efter sit møde med Eichmann blev hun mere optaget af hvad der stiller sig i vejen for menneskets evne til at handle rigtigt og tænke godhed. For den sørgelige sandhed er at ondskab, onde handlinger, i langt de fleste tilfælde ikke er et resultat af ond vilje, men fraværet af tænkning.

I sidste ende handler al tænkning for Arendt om at fremkalde denne usynlige fælles sans, som hun med middelalderteologen Thomas Aquinas kalder en «indre sans». Virkeligheden er ikke bare det vi ser og iagttager, men det som bevæger og berører os. De sidste 15 år af sit liv skrev Arendt på en bog om menneskernes tænkende liv og hvad det vil sige. Den blev udgivet posthumt med den engelske titel The Life of the Mind (1977), og er nå udkommet på dansk som Åndens liv.

Pluralitet er jordens liv

I Det menneskelige vilkår (1958) havde Arendt afdækket det menneskelige fællesskab og dets politiske betydning, men mennesket har ikke kun et liv sammen med andre. Det har hver især også et liv med sig selv. Det er dette liv hun forsøger at undersøge i Åndens liv. For spørgsmålet om hvorfor vi tænker, er forbundet med hvorfor vi lever. Selvom hun mest trækker på den græske filosofi, forlader Arendt aldrig middelalderens to store kristne tænkere Augustin og Plotin. Førstnævnte har givet os billedet af tænkningen som en erindrende eftertanke, mens sidstnævnte ser den som en åndelig tonalitet, som er den måde ånden indvirker på sjælen og skaber dens stemninger.

Tre måneder med Le Monde diplomatique for 69 kroner!

Papiravis og full digital tilgang

Denne samtale med sig selv er en art mesterlære der bliver afgørende for al tænkning.

Mens de to kristne tænkere så et bestemt formål for åndens liv i den kristne frelse, var tænkningen i den græske filosofi et mål i sig selv. Filosofien begynder med undren, sagde grækerne, men det vigtige ifølge Arendt er, når undren forvandler sig til tænkningens dialog. Det sokratiske credo om at blive den du er, betyder i virkeligheden: Indled en dialog med dig selv. I det tænkende liv er der altid to: én der spørger og én der svarer. Man er alene, men i en dualitet. «Pluralitet er jordens liv», skriver Arendt.

Åndens liv har, for Arendt, tre former: at tænke, at ville og at dømme. Men her behandler hun stort set kun de to første, dømmekraften havde hun indarbejdet i sine tidligere tekster. Tanken og viljen derimod holder aldrig op med at støde sammen. Viljen er en moderne opfindelse først og fremmest knyttet til fremskridt, beherskelse og den fremadrettede handling. Men det er samtidig viljen der, ifølge Arendt, er med til at blokere for tænkning. Fremtiden er viljens plan, der negerer det givne for at kunne virkeliggøre sin plan. Sagen er nemlig, at «ingen planlagt vilje udføres for sit eget formåls skyld, […] at ville noget er blevet forandret til at gøre det». Det villende jegs normale stemning er utålmodighed, skriver hun. Viljen ser hele tiden et usikkert jeg-kan frem for sig. Viljen der altid er til for at gøre noget ringeagter tænkningen. Den skynder sig hen til handlingen uden at forstå hvad der virkelig motiverer den.

I den græske filosofi havde man ikke et selvstændigt begreb for viljen, men man stillede det spørgsmål, som ifølge Arendt må stilles på ny: Hvad bevæger én til at handle på bestemt måde? Hvoraf kommer denne evne til at kunne vælge? Er det en vilje, er det en tilbøjelighed, eller, er det tænkning, og i så fald, hvori består denne tænkning?

Samtale med sig selv

Svaret skal findes i Aristoteles’ tidlige fragment Protreptikos, hvori han siger: «En del af sjælen er fornuften. Dette er den naturlige hersker og dommer over ting, der angår os. Den anden dels væsen er at følge den og underkaste sig dens styre.» Fornuften bevæger sig mod sandheden, men den befaler ikke. Den overbeviser i stedet, som Arendt skriver, «gennem den tænkende dialog mellem mig og mig selv; kun de, der ikke er i stand til at tænke, har brug for at blive tvunget».

Mens Aristoteles’ Etikken og Retorikken kan lære os henholdsvis hvad det vil sige at handle menneskeligt og gennem talekunst overbevise og stemme tilhøreren, er «protreptikken» den aktivitet hvor den enkelte vender blikket mod det, som er væsentligt for ham og fællesskabet. I Protreptikos opfordrer Aristoteles sine elever til at praktisere filosofi, i betydningen, faktisk udøve den på sig selv, ved at stille spørgsmål til måden man lever sit liv på, om de værdier man forfægter, også faktisk er nogen man gennemlever. At stille disse krav så Aristoteles som afgørende for uddannelsen af gode retorikere og gode ledere.1I Danmark har filosof Ole Fogh Kirkeby genopdaget protreptikken, især brugt på ledelse, men også som en måde at gentænke humanisme, kritik og æstetik. Se Ole Fogh Kirkeby, Protreptik. Selvindsigt og samtalepraksis, Samfunds-litteratur, Frederiksberg, 2016. Denne samtale med sig selv er en art mesterlære for det at overveje sit liv og bliver afgørende for al tænkning. Med en kvalificeret samtalepartner (mennesker, tekster, kunst) tvinges den enkelte til at forholde sig kritisk til sine egne grundantagelser, ens måde at tænke og føle på, ens billede af sig selv. Tænkningen retter sig mod sin egen handling.

At vende blikket mod sig selv handler ikke om at pille i sin egen navle, men at lære at tænke.

I pædagogisk sammenhæng går vejen til ny kundskab derfor altid gennem muligheden for at frisætte den enkelte elevs opmærksomhed og indstilling, der gør det muligt at blive bevidst på ny, noget som også Jacques Rancière understreger i sin pædagogiske nyklassiker Den uvidende lærer (1987). Vi kan ikke leve i en verden uden objektive værdier, men vi kan heller ikke få et meningsfuldt forhold til disse, før vi gør dem konkrete og virkelige for os selv, ved at forholde os kritisk til vores eget ståsted, vores eget blik og vores eget liv. I protreptikken kan mål og midler ikke adskilles. Målet er midlet. Derfor bliver indstillingen og vores øvelser i tænkning og opmærksomhed så afgørende. Den der øver sig på at vende blikket mod sig selv, at føre denne samtale med sig selv, forstår at den veludførte handling er et mål i sig selv, at fornuftige handlinger er eftertænksomme handlinger.

Alle kan være tænkende mennesker

Sokrates er den almindelige, men formidable tænker. Ham der bevæger sig rundt på torvet og samtaler, lytter og tvivler sammen med folk. Arendt rækker med Sokrates tilbage til antikken og romerne hvor filosofien og tænkningens genstand er en livskunst i sig selv. Tænkning var et håndværk og slutresultatet ens egen livsførelse. Når filosofien og idéhistorien aldrig har givet et svar på hvorfor vi tænker, er det ifølge Arendt fordi man har overset hverdagen og det levede liv med alle dets hindringer, vanskeligheder og smerte. Det er her nøglen ligger til indsigt og viden om livets realiteter. Men vi viger udenom, glemmer det, afviser det. Vi falder tilbage på en verden der kan måles, opdeles, iagttages, beherskes.

Ikke bare skal man trænge igennem en lang tradition som har gjort hverdagen og det som sker lige foran os, til en uværdig genstand for refleksion, men også fordi man her må træde tilbage fra den virksomme verden for at blive fyldt af undren. Så vi faktisk kan få øje på noget helt nyt ved verden. Vi overser, ifølge Arendt, at tænkningen ikke har at gøre med erkendelse, men med meningsfuldhed, selvindsigt og almen dømmekraft. Dermed har man også overset at tænkning som aktivitet på ingen måde er forbeholdt de få (filosoffer, akademikere, kunstnere med flere), men en aktivitet for alle. Alle mennesker tænker, alle har mulighed for at være tænkende mennesker fra morgen til aften og dermed være tættere på en oplevelse af det hun omtaler som «en følelse af at være i live».

En evig begyndelse

Siden filosofiens begyndelse har synet fremstået som den stærkeste metafor for sandhed, med det resultat at filosofiens søgen efter mening med tiden er omdannet til videnskabens jagt på erkendelse. Synet som billede på den rene skuen, er senere så omformuleret til en folkeudgave af videnskabsteori hvor al sandhed og mening vurderes ud fra vores beskrivelsers større eller mindre overensstemmelse med virkeligheden derude. Hvad vi mister, er for Arendt det afgørende, nemlig menneskets evne til at lade en usynlig verden fremtræde som virkelig og meningsfuld.

Den usynlige verden er ikke bag den usynlige, men lige foran os, for det er den verden der hele tiden er i færd med at blive til. At give denne verden mæle og udtryk beror på vores forestillingsevne, erindringskraft og en opfindsom brug af sprog og tale. Sproget bliver et medium hvor åndelige aktiviteter kan manifestere sig. I modsætning til forstanden der orienterer sig efter givne genstande og ting, er fornuftens evne den at kunne «overskride det givne», få de oversete sider ved verden og tingene til at træde frem.

«Det faktum at mennesket er udstyret med evnen til at handle, i betydningen begynde noget nyt, betyder derfor at det unddrager sig enhver overskuelighed og beregnelighed. […] Det uforudsigelige er et iboende træk ved enhver begyndelse og oprindelse», skriver Arendt i Det menneskelige vilkår. Enhver handling retter sig mod en omverden af ting og sociale relationer, og tænkningens evne er at give disse relationer form. Hun beskriver da også virkeligheden som «de menneskelige anliggenders væv af relationer». Tænkningens evne til at skabe bevægelse i verden og give form til det uventede og til at interagere med andre, er altså tæt forbundne.

Det tænkende livs opdagelse

For Arendt handler ånden ikke om Gud eller romantisk inderlighed, men det som bevæger os i mødet med det tankevækkende. I distraktionens digitale tidsalder har vi behov for at stoppe op og betragte ting med kritisk distance. Tænkningens væsen er en tålmodig og opmærksom tilbagetrækning fra den øjeblikkelige impuls, vores konstante travlhed og forførelse. Tankens liv er derfor afhængig af en vis distance til den verden vi sanser, og til os selv – af at stoppe op.

Distancen er faktisk en forudsætning for at nærme os virkeligheden. Tænkningens kraft og dialog er hos Arendt denne spænding mellem nærhed og afstand. Men det er netop tilbagetrækningen der holder tingene i bevægelse. Tænkning kan nemlig ikke bare reduceres til en psykologisk operation. Tænkning er altid tænkning «over noget», og derfor altid en samtale med noget udenfor én selv. Tænkning skaber sit eget rum som hverken kan reduceres til noget materielt eller biologi. Tænkning er en betragtende udfoldelse af verden, den bevægelse der peger ud over den enkelte mod noget universelt. Heraf Arendts påpegning af hvorfor at den ældre tænkning stadig berører. Den er foruroligende lokal, samtidig med at den opdyrker et lille udsnit af verden.

For Arendt er der en dybtliggende sammenhæng mellem godhed, skønhed og menneskets evne til at tænke. Men den er svær at få hold på. Hvordan tale om disse ting uden at falde for fristelsen til at gøre midler til mål for noget andet og ikke lade dem være et mål i sig selv? Som når vi hører at terapi er til for at øge din kompetenceudvikling, selvudvikling for at øge din produktivitetsevne, kunsten til for at øge din livskvalitet. Her kan Arendts syn på åndens liv være en indikator for hvad der er gået galt og hvilken vej vi skal gå: Vi forveksler oplevelse af lykke og forbrug med meningsfuldhed. Vores vilje bliver styret af mere eller mindre tilfældige lyster og præferencer, og sidder fast ikke kun i selvoptagethedens, men også personlighedens fængsel.

At vende blikket mod sig selv handler ikke om at pille i sin egen navle, men at lære at tænke, og dermed være den du bliver. Det er sådan du tager vare på dig selv. Det er et spil mellem nærhed og afstand: Du kigger ud ad for at se ind ad. Ved at reflektere over smerte og modgang, se det i andre former og udtryk, skaber du på én gang nærhed og afstand til din egne følelser. Godhed og skønhed og retfærdighed har en egenværdi og er mål i sig selv. Men de skal fremtræde, og det, i forskellige former, før vi kan se lyset, at noget lyser. Og netop fordi der ikke findes nogen direkte vej til det gode liv, til retfærdighed, til skønhed, er det nødvendigt at øve sig på at tænke, øve sig i at være opmærksom.

Tag for eksempel kunsten. Om kunsten har vi en tendens til enten at ophøje den til en sublim uopnåelig ting eller reducere den til gode oplevelser og forskønnelse. Enten kunstinstitutionens elitære reservat eller ligegyldig pæn folkelighed og behagelig kunst på væggene. Men kan vi bruge kunsten til at blive bedre mennesker i betydningen mere opmærksomme, mere omsorgsfulde, lyttende og medtænkende overfor verden og hinanden? Og kan vi gøre det uden at falde i gryden, uden at spænde kunsten for livskvalitetens optimerende vogn, gøre kunsten til tjenerinde for noget andet end sig selv? Det mener den norske kunstkritiker Kjetil Røed, der i sin nye bog Kunsten og livet. En bruksanvisning, skriver sig ind i protreptikkens landskab med Aristoteles og Hannah Arendt som centrale samtalepartnere.

Kunst er et rum for refleksion

Røed bruger kunsten som redskab for en udforskning af værdier som giver retning til livet. Selv kalder han dette arbejde med værdier for en dydsæstetik, hvor det at tænke over kunsten, kan være et arbejde med at forstå sig selv. Han oplister elleve dyder: opmærksomhed, dømmekraft, tilbagetrækning, nysgerrighed, erkendelse, håb, samarbejde, tvetydighed, håndværk, kærlighed og solidaritet. Dyderne er ikke abstrakte mål, men vi behøver dem som steder at øve os på at reflektere over værdier og hvad der er væsentligt. Fremfor at gøre kunstværket til et objekt for analyse, er Røed mere optaget af kunst som en måde at praktisere opmærksom tænkning, der skærper vores sans for de vigtige ting i livet. Kunstens menneskelige værdier er forbundet med den måde vi bruger den på, for eksempel som en samtale med os selv om verden, tingene og medmennesket.

«Er det ikke gjennom blikket som favner om både hverdagens opplevelser og filosofiske spørsmål vi kommer livet nærmest?», spørger Røed. Han mener at vi må træne vores opmærksomhed for at få øje på det usete, for vi overser det trivielle som faktisk udgør vores liv. Kunst og livskunst glider over i hinanden. Hvert kapitel indleder han med en hændelse fra hverdagen hvor han får øje på noget, en kattemor der midt på gaden i Oslo centrum yder sin unge beskyttelse (et billede på vores alles sårbarhed), om stenene og klippeformationer ved Malmøya i Oslofjorden som en god samtalepartner der øger vores opmærksomhed på sten og tidshorisont og dermed hvor lille en prik mennesket er, som en kat langt ude på jorden, som han skriver. Og når han skriver om enkelte kunstværker er det mest for at vise hvordan værkets kompleksitet kan lære os noget om tvetydighed, om oplevelsen af modsætninger, ting der igen kan lære os at sætte pris på livet.

Øve sig på at være i live

I et kapitel om håb skriver Røed med henvisning til tyske Ernst Bloch og dennes udsagn om håbets princip: «Den mest tragiske form for tap er ikke tapet av sikkerhet; det er tapet av evnen til å forestille seg at ting kunne vært annerledes.» Ikke i de store utopiske linjer, men i hverdagens små detaljer gemmer sig de «ønskebilleder» og dermed konturene om en anden fremtid hvis vi er opmærksomme og kan vikle dem ud. Overfor disse ønskebilleder er det nærliggende at spørge: Hvad med desillusionen som livsmulighed, det, som faktisk driver mange kunstnere til at skabe stærk kunst, for eksempel Louis-Ferdinand Céline i hans skriverier eller den dansk-palæstinensiske kunstner Larissa Sansour? Hvad med samspillet mellem det ikke-menneskelige og det menneskelige (katastrofer, apokalypser)? Hvad sker der når der for politik og kunst ingen objekter findes, men kun hvad vi selv kan tænke om dem? Kan man gøre al kunst til menneskelig livskunst?

Uanset vores svar er kunsttingen ligesom alle andre ting der er lavet med en særlig omhu og stilistisk indsigt med til at sætte et brud ind i verden. Rembrandts selvportrætter var en milepæl i kunsten, en ny fremstilling af selviagttagelse. «Stilens lykke» kaldte Roland Barthes de græske tragedier, og Arendt omtalte poesien hos Homer og W. H. Auden som et «sprogligt mesterskab». Det gode og det skønne er mål i sig selv, men de er kun for os som midler. Man kan strække sig mod noget særlig værdifuldt, men det væsentlige og det værdifulde udfoldes, skabes og tænkes frem i og gennem materialet – altså indirekte. Vi lever i en anmassende tid hvor distraktionerne leder os væk fra det væsentlige, det, som gør livet værd at leve. Derfor vender Røed igen og igen tilbage til det at træne sig selv i at sætte pris på livet, nærmere bestemt usikkerheden og tingenes tvetydighed. Det som sker gennem mødet med livets skrøbelighed, gådefuldheden og døden. Hos Arendt alt det som giver os en erfaring af at være i live, det, der vækker det fraværende til live gennem en ny form, en ny måde at sanse på.

© norske LMD
Hannah Arendt, Åndens liv, overs. Joachim Wrang, Klim forlag, 2019.
Kjetil Røed, Kunsten og livet. En bruksanvisning, Flamme Forlag, Oslo, 2019.

Alexander Carnera er forfatter og essayist.

Fotnoter   [ + ]

Tre måneder med Le Monde diplomatique for 69 kroner!

Papiravis og full digital tilgang
Forrige sak

Buckingham før Brussel

Neste sak

Truet tibetanskhet

Andre saker om Filosofi

Tilbake til klassen

I over førti år har venstreintellektuelle tolket bort begreper som kapital, klasse

0 kr 0

Logg inn

Ikke abonnent? Tegn abonnement her.