Foto: Eugenio Mazzone, Unsplash.

Litteraturen som en vedvarende skabelse

Litteratur og kunst er ikke kommunikation, men det sted hvor noget virkeligt nyt kan ske, tage form, blive synligt og finde frem til en anden erfaring. I Litteraturens slut minder Sven Anders Johansson os om hvorfor vi faktisk bør beskæftige os med litteratur.

Enhver kan i dag kalde sig forfatter, sagde én af mine forfatterkollegaer en dag hvor vi var ude at gå en tur. Man skal bare have skrevet en kronik, så underskriver folk sig «forfatter». I sin nye bog Litteraturens slut skriver Sven Anders Johansson: «Det är manga som vill bli författare, färre som vill läsa.» Der er ingen penge i det, de færreste bliver berømte, så hvorfor skrive? Mange synes åbenbart de har behov for at udtrykke sig. Johansson spørger om det er fordi skrivningen er en beskæftigelse hvor man selv bestemmer: «Skriver vi for at vara i kontroll? Därfor vi fölar avmakt alla andre städer i samhället?» Eller er det snarere det «skrivandet som gör folk självupptagna»?

Når mange i dag skriver autofiktive tekster, er det ikke fordi det opdigtede er gået i opløsning, men fordi de føler sig fremmede, ikke kun overfor verden, men også overfor sig selv, ifølge Johansson. Da Balzac skrev om den parisiske 1800-tallsvirkelighed med overdreven eksakthed, var det ikke fordi byen nu endelig var blevet tilgængelig, men faktisk det omvendte: Den var blevet endnu mere fremmed. Johansson kalder det en «kompensatorisk fantasi». Han ser realismen som et «symptom på en historisk verklighetsförlust; realismen är orealistisk». Også autofiktionen er et udtryk for at man skriver noget frem, «selvet», som ikke længere findes. «Jeg-fixeringen är ett uttryck för jagens förlust av autonomi», skriver Johansson.
(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller .

Tre måneder med Le Monde diplomatique for 69 kroner!

Papiravis og full digital tilgang

0 kr 0