Gerald Murnane og stedets vision

For den australske forfatter Gerald Murnane er al menneskeliv og bevidsthed knyttet til steder, faktiske steder såvel som mulige steder. Ethvert sted bærer et andet sted i sig, og litteraturens opgave er netop at bringe os nærmere disse steder og landskaber.

Ude foran vinduet fra min lejlighed i København, hvor jeg ofte sidder og skriver, befinder der sig et stort birketræ. Bagved kan jeg lige ane den ene ende af nogle grønne haver, jeg ved ikke hvordan der ser ud, kun at de befinder sig et sted i baggrunden. Men det er toppen af det svajende træ der laver forbindelsen mellem det jeg kan se og det jeg ikke kan se. Som om dette træ foran vinduet gennemskærer horisonten og på en mærkelig måde bringer mig i kontakt med det som kunne befinde sig bagved på den anden side. Som om dette træ og dette sted, baner vejen for andre steder.

Steder indvirker på os, det fysiske sted sætter spor i vores liv, animerer vores forestillinger, vores drømme og længsler. Men hvad er forholdet mellem steder og fiktion, mellem det fysiske landskab og det mentale landskab? Kan vi gå skridtet videre og faktisk se stedet som en egen kilde til vores forståelse af hvad det vil sige at være til, hvad bevidsthed er? For er det muligt at tænke over vores liv, hvem vi er, og hvad det overhovedet vil sige at have et bevidsthedsliv, uden også at referere til et eller flere steder?

Det er spørgsmål som disse der har fungeret som en ledetråd for den nu 82-årige australske forfatter Gerald Murnane, som i disse år omtales som en mulig kandidat til Nobelprisen i litteratur. I dokumentarfilmen Mental Places fra 2016 giver han udtryk for at det ikke er muligt for ham at adskille sin fiktion og sine tanker over denne fiktion fra sit eget liv.1Mental Places: A Conversation with Gerald Murnane, instruktør: Ben Denham, 2016. I et nyligt publiceret essay, «The Breathing Author», beskriver han «bevidstheden som en del af en altomfattende bevidsthed».2Gerald Murnane, Invisible Yet Enduring Lilacs, Giramondo. Sheffield / London / New York, 2021. Tanken er en del af en universel tanke, eller landskaber i landskaber, som han kalder det: «Efter min mening er det vi sædvanligvis omtaler som den virkelige verden, omringet af et umådeligt og et muligt uendeligt landskab som er usynligt for disse øjne, men som jeg kan begribe på anden vis. Jo mere jeg fortæller dig om dette landskab, desto mere vil du sikkert være tilbøjelig til at omtale dette som min særlige ånd. Men for mit vedkommende er der ikke blot tale om min ånd, men den eneste ånd.»

For Murnane er stedet og landskabet en levende kilde for en visionær billedverden, som kan få os til at «se» verden og virkeligheden som den er, uendelig forbundet med en bevidsthed der ikke adskiller sig fra vores egen.

Sletterne

«For tyve år siden da jeg første gang ankom til sletterne, holdt jeg øjnene åbne. Jeg ledte efter alt det i landskabet der kunne tyde på en mere kompleks mening bag det ydre skin.» Denne åbning fra hans mest kendte bog Sletterne, der nu er oversat til dansk, er karakteristisk for mange af Murnanes bøger. En person rejser ud for at finde et sted. Han finder det ikke, men aner en sammenhæng bag alt det som fremtræder. Det som driver ham, er ikke et bestemt mål, men selve hans søgen. Hovedpersonen, som er filminstruktør, rejser ud til et alternativt Australien befolket af lærde mennesker der fungerer som mæcener for kunstnere og filosoffer. Hans håb er at indhente inspiration til sit manuskript for en kommende film.

Han observerer og taler med flere af indbyggerne. Af en forfatter lærer han at «hvert menneske i hjertet er en rejsende i et grænseløst landskab». En godsejer fortæller ham at en landskabsmaler i sin søgen efter et nyt land «søger efter de steder som lå lige på den anden side af de malede horisonter; de steder som kunstnerne vidste at de blot kunne antyde muligheden af». Det går op for filminstruktøren at også indbyggerne befinder sig i en tilstand af søgen.

Tre måneder med Le Monde diplomatique for 99 kroner!

Papiravis og full digital tilgang

Flere af dem holder til i rigt udstyrede biblioteker, og har lange og omfattende studier bag sig. Alligevel er det som om der bag bøgerne, ordene og studierne er en grænse. Som én af dem siger: «Hvad ville der ikke komme ud af det […], hvis der ikke fandtes noget mere substantielt ved alle vores erfaringer, end de opdagelser der virker for små til at betegne andet end deres egen kortvarige forekomst?» Filminstruktøren, som også er fortællingens hovedperson, ender med at bo der i over ti år uden at begribe sletternes fulde omfang.

Første gang jeg læste Sletterne kom jeg til at tænke på Jorge Luis Borges, som også var én af Murnanes tidlige inspirationskilder. Men ved anden gennemlæsning gik det op for mig, at der hos Murnane er noget andet på spil. Ligesom Borges skriver Murnane en litteratur der er optaget af sin egen måde at fremstille og beskrive virkeligheden på, med verden som et uendeligt bibliotek og litteraturen den kunstart der skaber sine egne imaginære verdener. Men hvor man hos Borges ofte har en oplevelse af at ende i en postmoderne sprogleg uden rigtig at slippe ud af sprogets fiktioner, har man hos Murnane en oplevelse af at befinde sig både indenfor og udenfor sproget og fiktionens univers. Der er faktisk noget udenfor, som er det, der for Murnane handler om at indfange, det, som man ikke endeligt kan begribe, men som litteraturen ikke desto mindre må forsøge at nærme sig.

En australsk Kerouac

Det som driver Murnanes romanfigurer i deres søgen, er ikke noget bestemt, et mål, men dette «noget», det som animerer deres søgen, det strømmende bag alting, som bølgerne hos Virginia Woolf, eller den særlige energi der forbinder en særlig væddeløbshest til et specifikt sted i Murnanes debutroman Tamarisk Row (1974).

Fra sin far overtog Murnane en særlig kærlighed til hestevæddeløb. Men det som optager ham, er ikke sporten og konkurrencen i sig selv, men hesten som et punkt der forbinder sted og kraft, de steder i og omkring provinsen Victoria hvor han som dreng, sammen med sin far, overværede hestevæddeløb. Der er et indenfor stedet og et udenfor stedet. Det faktiske sted gemmer på et andet sted. Hesten er et billede på denne tærskel. I romanen Inland fra 1988 skriver Murnane med henvisning til den franske digter Paul Éluard: «Der er en anden verden, men som hører med til denne.» Ethvert sted bærer et andet sted i sig.

Udover Emily Brontes Stormfulde højder (1847) og Marcel Prousts På sporet af den tabte tid (1913) var Jack Kerouacs Vejene (1957) et afgørende vendepunkt for Murnane som forfatter. Som for mange andre var det en bog der ændrede hans liv. For ham var den med til at sætte kursen for en ny måde at skrive og tænke på. «Bogen var som en eksplosion i mit hoved der udslettede al tidligere erindring om min fortid. I de seks måneder efter jeg første gang læste bogen, var jeg ude af stand til at huske den person jeg var før. I de seks måneder oplevede jeg at have al den plads jeg behøvede.»

Et stort nyt rum åbnede sig for ham. Han så sit personlige liv og opvækst i Victoria i Australien i et nyt lys. Stederne dér blev meget større, det var som at se sit land på en frisk, at komme bag om civilisationens rygende ruiner, komme videre ad den hellige søgens vej, hvor det flade græsland og glimtet af en jockey til et hestevæddeløb lysede som små dirrende søjler, de billeder han havde set i sin barndom og ungdom på samme måde som Kerouac. En rejse på stedet, men hvor alt er i bevægelse, en rejse der ryster ordene af kulturens træ, hvor de har siddet limet fast i bestemte mønstre, som nu brydes op, så de flyver og falder, smadres og ædes af vilde dyr, skides ud over prærien og sprutter op alle vegne i buske af ny betydning, som den danske digter Peter Laugesen beskriver det i sit forord til den nye danske udgave af Vejene.

Sætningernes liv

Det at skrive fiktion er faktisk opdagelsen af de endeløst varierende former som en sætning kan antage. Man skal elske sætningen, siger Murnane, for det er den der «bærer vidne om vores behov for at skabe forbindelser mellem ting». Proust bragte ham på sporet af de lange sætningers magi, om end de ikke her er lige så lange, mens Kerouac gav ham rytmen og energien. I disse sløjfer af sætninger mærker man en søgen efter de ord der bringer livet tættere på. Sletterne, Tamarisk Row og Stream System er vidnesbyrd om disse sætningers liv. Og det som for Murnane sætter skriften i gang, er altid et billede, som han beskriver i detaljer, dernæst stedet, før han forbinder de to som om de var én og samme pulserende sindstilstand.

En typisk åbning lyder, her fra novellen «First Love» i den delvis selvbiografiske samling Stream System: «Et eller andet sted i en forstad til Melbourne befinder sig en mand der kalder sig selv en forfatter af fiktion, men som faktisk skriver en form for dagbog om den mand han ønsker at være.»). En anden, fra «Stone Quarry» i samme samling: «Jeg er netop blevet færdig med at læse et stykke fiktion om en mand som insisterer på at finde ud af hvor dybt fundamentet er hvor end han befinder sig.» En tredje begynder således: «Det billede der satte mig i gang med at skrive denne historie, er et billede af en enkelt sky på en himmel med bunker af skyer.» («Precious Bane»). Og fra Landscape with Landscape (1985): «I henved tyve år søger en mand i bakkerne omkring Melbourne efter et landskab og en kvinde som ingen kunstner kan male.»3Gerald Murnane, Landscape with Landscape, Penguin Books, London, 1987.

Steder ændrer sig, mennesker ændrer sig, men Murnane selv har i hele sit liv aldrig været udenfor Australien. Ja, faktisk har han kun meget få gange været udenfor den sydøstlige provins Victoria med byen Melbourne. Han har aldrig siddet i en flyvemaskine, kan ikke svømme og bryder sig ikke om havet, som han kun har set få gange. Han orienterer sig altid indad mod landet og sletterne. Her er hans verden, for her, inland, er ifølge Murnane hele verden. Hans cirkler har været små, men hans sind uendeligt. Og han har tilsyneladende ikke haft brug for andet end sin tidlige fascination af atlas, en arkivarisk registrering af landområder, græslande, planter, heste og stednavne. 19 arkivskabe er det blevet til med en minutiøs kortlægning af sit eget liv, billeder af heste og områder i og omkring provinsen Victoria. Murnane har i to perioder undervist i litteraturskrivning på videregående uddannelser, men stoppede med det allerede da han var midt i halvtredserne. Herefter trak han sig tilbage for at skrive.

Sand fiktion

Murnane skrev Inland (1988) efter at have læst ungarske Gyula Illyés’ Pustans folk (1971), en folkloristisk skildring af det folk der i århundreder har levet med helt egne skikke og love på Putszta-steppen i det sydlige Ungarn. Bogen kalder dette særlige folks livssyn og verdensbillede til live ikke mindst gennem steder fra denne egn. Gennem Inland skriver Murnane videre på denne indsigt om stedet, men kun fordi han mener den sande fiktion kan noget helt andet end etnografien. Som poesien må litteraturen få tingene og stedet i tale gennem ordene. For det er kun «stedet der på mest ægte vis redegør for indholdet af min ånd», som han udtrykker det i «The Breathing Author». I Inland lyder det sådan her: «Når jeg hører stilheden der synger mellem mine egne ord, tænker jeg på prærier og sletter som om alle mine ord bliver udtalt fra græslandet selv.»

Inland er historien om en forfatter der er ved at skrive en bog om et særligt græsland. Mere præcist handler bogen om forholdet mellem hans faktiske forehavende og hans mange forskellige forsøg på at gøre det. For hvad denne forfatter faktisk foretager sig og hvad han drømmer om at gøre, bliver efterhånden umuligt at adskille fra det han kalder sin «fiktion». Og sådan er det med alle Murnanes bøger. De fortæller os to ting: Her er hvad der sker, og her er hvad det vil sige at opnå indsigt om disse hændelser. For hvad vil det sige at noget er sket? Hvad er det der får os til at tro på romanfiguren, også når vi har at gøre med fiktion? Hvad får os til at tro på filminstruktøren i Sletterne, der knapt er en romanfigur? Hvad er det vi sætter vores lid til?

For Murnane er det slet ikke romanfigurer. Det eneste der tæller er at tro på den virkelighed fortællingen skriver frem, eller mere præcist, det mulige i sig selv ved denne virkelighed. Muligheden som en reel kraft der vokser frem i det man læser. Som læser befinder vi os hele tiden i denne stadige tilnærmelse til en mulig virkelighed, som kun forstærker selve sansen for det virkelige. En fiktion der tager afsæt i en faktisk virkelighed, et faktisk sted, med det formål for læseren at frembringe en ekstraordinær virkelighed. Som han selv udtrykker det i «The Breathing Author»: «Stillet overfor en ekstraordinær virkelighed, tager bevidstheden forestillingens sted.»

Novellen «Boy Blue» fra samlingen Stream System indledes med ordene: «For nogle få uger siden læste den person der skriver denne fortælling højt fra en anden historie for en forsamling.»4Gerald Murnane, Stream System, Farrar, Straus and Giroux, 2018. Bagefter forstår vi at det vi nu skal læse, ikke har fundet sted. Herefter tager fortællingen sin begyndelse. For Murnane skaber litteraturen sin egen begivenhed, fordi den skaber en overvældende fornemmelse af virkelighed. Det særlige ved kunsten er ikke at den tilvejebringer en viden om virkelighedens sandhed, men en legemliggørelse af denne. De ting ved stedet, verden og os selv vi kun erfarer og «ved» med hele kroppen, som altid bærer på mere betydning end vi aner. Hvis der her er tale om en ny bevidsthed om verden, er det fordi litteraturen for Murnane antyder noget som befinder sig udover det begribelige og ja, måske faktisk udover litteraturen og sproget selv.

På den anden side af fiktionen

I Grounded Visionary: The Mystic Fiction of Gerald Murnane (2019) ser Brendan McNamee Murnanes litteratur som nært forbundet med det som også går under navnet den evige filosofi (kendt fra Aldous Huxleys Den evige filosofi),5Udtrykket philosophia perennis stammer fra Leibniz og beskriver «den metafysik der erkender en guddommelig virkelighed bag tingenes og livets fremtrædelsesformer, en etik for hvem menneskets endelige mål er kendskabet til det værendes iboende årsag». Se Aldous Huxley, Den evige filosofi, Sankt Ansgars Forlag, København, 1982, s. 7. som ligger til grund for de gamle religiøse traditioner, og som til alle tider har inspireret seere, visdomstænkere og religionsstiftere, det vil sige tanken om at der på et grundlæggende niveau gives en enhed for alt liv, hvor bevidsthed og verden er den samme ting. Bag Murnanes tilgang til stedet og landskabet er hans romanfigurer på evig søgen efter denne enhed.

Gennem billeder, følelser og ord indkredser Murnanes litteratur en form for åndelig tilstand. Billeder fremkalder følelser, og følelser kalder på at blive beskrevet i fiktionen. Det som for ham forbinder fiktion og sted, har ikke så meget at gøre med psykologiens ubevidste eller religiøse trosforestillinger, men mere en bevidsthed som han opfatter som en del af universet, stedet selv som en pulserende hjerne hvor alt er levende. Vi har ikke at gøre med naturvidenskabens bevidsthed, som er hjernen og kemien, men med et levende væv i tingene og stederne der ånder og vibrerer.

Der er altså et udenfor litteraturen som den ikke kan begribe, men kun antyde. Litteraturen er ikke bare en leg med imaginære verdener. Man skriver faktisk for at komme udover litteraturen selv, som svenske Gunnar Ekelöf gjorde opmærksom på. Eller med Maurice Blanchots ord: «Litteraturens sprog er en søgen efter det øjeblik der går forud for litteraturen.» Men for mig at se, handler denne grænse ikke om at opdyrke det uudsigelige i sig selv, men at fastholde en tro på det mulige, på en kraft, på noget mere levende. Murnanes fiktion udpeger ikke en bestemt retning eller mål, andet end at den bekræfter livets stille mysterium. Og litteraturen selv kan siges at være en konstant kredsen om dette, litteraturen er længslen etter dette sted. Det er nok sådan vi kan forstå McNamee når han skriver om Murnane at «han har fundet dette land på den anden side af fiktionen, som er den egentlige grund til at han begyndte at skrive». Hans fortællinger er som elliptiske sløjfer der kredser om sig selv, til et punkt hvor stedet og det indre liv smelter sammen, eller bedre, dér hvor man i et glimt får øje på dette andet land.

Oprindelig tavshed

Murnanes tekster er blottet for filosofiske eller religiøse refleksioner, og alligevel rummer hans konkrete poesi meget af det som til alle tider har optaget de tidlige mystikere: det uudsigelige bag sproget. Ordet er begrænset, men sindet ubegrænset. Hans fortællinger bevæger sig mod et punkt, som animerer dem, men som ikke eksisterer før denne bevægelse sættes i gang. Dette «noget» er som en særlig energi, eller bedre, en længsel efter noget bag tingenes og stedets fremtrædelsesformer. Et forsøg på at få del i det uendelige ved simpelthen at trænge endnu længere ind i det endelige. Måske er det derfor at mange af Murnanes fortællinger handler om at beskrive hvor mennesker befinder sig mens noget sker, mens de tænker og føler noget bestemt. Murnane selv kan huske hvor han har befundet sig, når han har læst tekster der har gjort særlig indtryk på ham. Og de billeder der opstod under læsningen, er de billeder han senere har opsøgt i skrivningen og forsøgt at forstørre.

J.M. Coetzee har omtalt Murnanes litteratur som en «radikal idealisme». Men Murnanes billeder er ikke billeder der bare lever i ham selv, de udgår snarere fra en oprindelig tavshed, hvorfra verden henter sin betydning. Sproget, Murnane selv og tingenes betydning er der hvor verden bliver til. Der er altid mere i kroppen og sproget end vi selv har lagt i dem. Det er fristende at bringe begreber fra franske og tyske filosoffer, som Bergsons varen, Heideggers væren-i-verden, Merleau-Pontys mellemverden og Deleuzes tilblivelse i spil, men det er ikke sikkert at deres tanker og begreber tilfører særlig meget. Om Murnane så er tættere på den evige filosofis mystik, skal jeg ikke kunne sige. Der er en grundakkord der peger i denne retning, men for mig at se er det nok i særlig grad den katolske billedverden, troen på billedet, der rummer en væsentlig nøgle til Murnanes verden og litteratur. Faktisk har flere peget på Murnane som en katolsk forfatter.6Se dokumentaren Mental Places, se over.

Den katolske munk

Som ung blev Murnane opdraget i den katolske kirke, men som tyveårig mistede han sin tro. Noget kunne dog tyde på at han i litteraturen har fundet en særlig udgave af den australske katolicisme. For selv om han stoppede som troende katolik, har han aldrig været i stand til, som han selv udtrykker det, «at tænke på den synlige verden, den såkaldt virkelige verden, her hvor jeg sidder og skriver disse noter […] som den eneste verden».

I Murnanes litteratur har man en oplevelse af at stå på tærsklen til det usynlige, men man har også en oplevelse af at man i stedet for at opnå svar på spørgsmål om verden og tingene, må træde ind i et billede. Når han i Velvet Waters (1990) citerer Franz Kafka, for at sige at «alt hvad der ikke vedrører litteratur, hader jeg, det keder mig at føre samtaler (selv når det drejer sig om litteratur)», og at heller ikke Murnane ser sig selv som andet end litteratur, så er det fordi at det gennem litteraturen bliver muligt at træde helt ind i et billede der med klarhed og naivitet indfanger livets sande tråde. Billedet er hos Murnane en bærer af den plasticitet der viser os den krystalliserede tanke i sanselig form.

Murnane insisterer da også på, at det sted vi søger, aldrig bare er et litterært landskab, som han skriver i «A Quieter Place than Chul» (Landscape with Landscape). Murnane kunne sikkert godt skrive under på Simon Critchleys udtalelse om «at litteraturen er navnet på det sted, hvor den religiøse skuffelse er mest gennemtænkt».7Simon Critchley, Very Little … Almost Nothing: Death, Philosophy and Literature, Routledge, Oxfordshire. 2004. Selv siger han at det er nødvendigt at trække sig lidt tilbage fra verden for faktisk at få øje på den. Han fortæller at han fra tidligt af har været fascineret af munke og klostre hvor man på afstand betragter verden, og at han på flere måder ser forfatteren som en form for munk der i et poetisk sprog anstrenger sig for at fremmane de billeder der indfanger livets essens.

I «The Interior of Gaaldine» fra Stream System vender Murnane tilbage til sin livslange interesse for trappistmunken og digteren Thomas Merton. Teksten, som er en blanding af novelle og essay, beskriver et venskab mellem én som overvejede at gå i kloster, men aldrig gjorde det, og en anden der tog skridtet. Men det som driver historien frem, er en beskrivelse af de steder hvor de mødes og går ture, i klosterparken, den enes rejse hen for at besøge sin ven, hvad han ser mens han sidder i toget, hvad han forestiller sig, billeder som han husker fra stedet da han besøgte det første gang. Indimellem hører vi om Thomas Merton, ikke om hans tro eller om den katolske kirke, men om landskabet der hvor han boede og skrev. Dette landskab bliver flettet sammen med gårdhaven som de to venner bevæger sig rundt i, og som får dem til at tale om Merton.

Hver en scene handler om hvordan hovedpersonen tager tingene ind på sin måde, hvordan historien om et menneske, om en måde at leve og tro på, bliver til et billede. Man har en oplevelse af, at denne rejse og bevægelse gennem steder, skaber de billeder, som giver os det særlige tilhørsforhold til jorden, stedet og sindet, fordi der er et lys der trænger igennem, et lys i gerninger, et lys i læsningen, i venskabet, i mødet, et lys i alt hvad man foretager sig, altså noget sandt. Og dermed også forestillingen om at en sådan verden faktisk findes, en verden hvor det er muligt at være gennemtrængt af lys.

© norske LMD
Gerald Murnane, Sletterne, overs. Juliane Wammen, Forlaget THP, København, 2021.
Gerald Murnane, Invisible Yet Enduring Lilacs. And Other Stories. Essays, Giramondo. Sheffield / London / New York, 2021.

Fotnoter[+]

Tre måneder med Le Monde diplomatique for 99 kroner!

Papiravis og full digital tilgang

0 kr 0