Robert Walser i sine unge år på 1890-tallet.

Robert Walser og kunsten at gøre mindre

Den uforlignelige prosatekst og fingerede dagbog Jakob von Gunten er højdepunktet i Robert Walsers besynderlige forfatterskab. Walser forener her dannelsesroman og anarkisme, alvor og komik, grum læreranstalt og drømmeagtig skoleverden, i tråd med devisen han selv syntes at leve efter: kunsten at gøre mindre.

I et af Robert Walsers mange små kortprosastykker i Kleine Prosa (1917) udtaler en vis Wenzel at han er «et menneske som berøres af alt, hvad der er småt og beskedent, og for hvem alt stort og fordringsfuldt er frygteligt og forfærdeligt.» Sætningen rummer essensen af alt det Walser selv stod for. Det handler om det små, det uanseelige og alligevel forunderligt store. Hans kunst bestod i at studere menneskelivet fra det nulpunkt hvor det igen stråler, uden fordringer, uden forherligelse, uden psykologi, uden positiv teologi, uden frelse. Hos ham har man en oplevelse af at betragte menneskene på deres første dag på jorden.

Walsers romanfigurer er i samfundsmæssig henseende ubetydelige, oversete, endda fortabte, men med en smerte der ofte slår om i naturlig glæde og dyb forundring. Menneskene i Walsers verden er, som den italienske filosof Giorgio Agamben har bemærket, ubehjælpeligt faret vild i en region, som befinder sig hinsides fortabelse og frelse, men uden at Walser af den grund falder for fristelsen til at betragte og forklare menneskelivet fra en højere instans, en politik, en ideologi eller sågar en humanisme. Hos ham er livet ufrelseligt. «Heraf den underlige blanding af skælmskhed og beskedenhed, af tegneserieagtig tankeløshed og omhyggelig akribi [nøjagtighed], som kendetegner Walsers personer.»
(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller / logg inn med Vipps.

Tre måneder med Le Monde diplomatique for 99 kroner!

Papiravis og full digital tilgang

0 kr 0