Brændpunktsjournalistikken

Vestlige medier har «skånet» seere og læsere for de værste billeder. Men ingen gav os de irakiske soldaters stemmer. Men generelt har europæiske medier gjort deres arbejde meget bedre under denne krig.

Blandt de vigtigste åbne spørgsmål efter bomberegnen er, om krigen overhovedet var kommet, hvis amerikanske mainstream medier havde bedrevet aktiv, kritisk journalistik i stedet for at påtage sig opgaven at sælge krigen til befolkningen.

Den erfarne britiske krigskorrespondent John Pilger svarer klart nej til det spørgsmål. «Jeg tror ikke, at krigen var startet, hvis Bush på forhånd havde vidst, at han ville blive udfordret af pressen hvert skridt på vejen», siger han. ( Politiken 12. april).

Mens Balkan-krigene i 90erne ikke havde været mulige uden flere års forudgående hadpropaganda i medierne, kan rent medløberi med magten have været mediemekanismen, foruden hvilken Irak-krigen kunne være undgået. Også dem blandt krigens støtter, som kærer sig om demokrati, bør interessere sig for, om det var tilfældet. For svaret er afgørende for mediernes og dermed demokratiets fremtid.

Koncentrationen af mediemagt er rammen for patriotisme som retningsgivende for amerikansk mainstream journalistik, men angsten efter 11.9.01 er selve årsagen, noget som desværre er undervurderet i europæiske medier. Angsten har medført kriminalisering af kritisk journalistik om krigen imod international terrorisme i en grad, så det også blev upatriotisk at stille spørgsmålstegn ved, om krig imod Irak overhovedet kunne puttes i den skuffe.



Intellektuelle medier som New York Times og Washington Post solgte ikke helt kritikken som de nationale tv-stationer. Og glemmes skal det heller ikke, at kritikken har levet og lever fornemt på amerikanske web-sites.

Edward S. Saids artikel Et annet Amerika i første nummer af denne avis er et fint eksempel på radikal kritik af USA, som ikke ender i den futile, omsiggribende anti-amerikanisme. I stedet for at lade den løbe af med os, bør det tages som et dødsens alvorligt tegn på mediernes skrøbelighed også i konsoliderede demokratier, når den kritiske journalistiks tidligere højborg således kan bukke under for angsten. Den amerikanske medieforsker Ellen Hume sagde under sit foredrag i Fritt Ord i Oslo sidste efterår: «Angsten betyder, at amerikanske journalister har mistet evnen til simpelthen at gøre deres arbejde».

Mediedebatten under denne krig har vist, at blandt globaliseringens fordele er også muligheden for globalisering af den radikale kritik. «Nu hvor amerikanske marinesoldater spankulerer rundt i den irakiske hovedstad, svøber væltede statuer af Saddam Hussein ind i stars and stripes og erklærer 'Vi ejer Bagdad', kan vi ikke skjule den brutale koloniale karakter af dette foretagende», som kolumnisten Seumas Milne skrev i den britiske avis The Guardian.

New York Times afviste dette (20.april) som angreb fra en venstreorienteret avis, «som sjældent lader en mulighed gå fra sig for at stille USA i et negativt lys». Men avisen erkender samtidig, at Milnes opfattelse deles af mange andre europæiske «kommentatorer og embedsmænd i regeringer, at krigen i Irak bekræfter USA's status som ikke længere blot en supermagt, men også utvetydigt en imperial magt».

Imperialisme, et koncept foruden hvilket Bush-administrationens politik ikke kan analyseres, er således ikke længere i skammekrogen, som noget kommunismen tog med sig i faldet.

I det store regnskab må konkluderes, at europæiske medier generelt har gjort deres arbejde meget bedre under denne krig end ikke blot de amerikanske, men også meget bedre end sig selv under første Golfkrig og under Kosovo krigen. Ved de to lejligheder marcherede hovedparten af amerikanske som europæiske journalister med militæret som krigsdeltagere. Under denne krig har langt flere almindelige borgere været aktive krigsmodstandere og har derfor haft en usædvanlig stor indflydelse på medierne.

Men nu som under tidligere krige har vi jo også i Europa mærket, at medierne som regel følger deres respektive regeringer, når disse går i krig. Det britiske BBC har været en del mere nuanceret end amerikanske elektroniske medier, men begejstring over 'egne' sejre udeblev heller ikke på BBC. Kravet til medierne om patriotisme udeblev heller ikke i Danmark, hvor ikke mindst kritiske journalister på Danmarks Radio har været under hård kritik for «landsforræderi» og for «at støtte Saddam».

I norske medier var større fodslag omkring den officielle linie med afvisning af krig uden FN-mandat, så her blev det ikke sat på prøve, hvordan medierne ville have reageret, hvis folkestemning og regeringspolitik ikke var faldet sammen.

TV-medierne i begge lande har imidlertid været fælles om tendenser til 'partiskhed' med CNN og BBC, medier i de krigsførende lande, som dominerende kilder. En del fra den arabiske al-Jazeera blev det også til, men som regel med større distance i præsentationen, end når det gjaldt billeder og kommentarer fra de angloamerikanske medier.

Bevidst partiskhed var det næppe i de fleste tilfælde, men en udstilling af ikke bare manglen på arabisk kundskaber, men tilsyneladende også på kendskab til andre fremmedsprog end engelsk. Eller også er det bare vanens magt, som gør angloamerikanske synsvinkler evigt dominerende. Med frihed til at skifte til Frankrigs TV 5 og diverse tyske stationer fik man et anderledes nuanceret indblik i krigens virkelighed. TV 5 havde f.eks. mens krigen rasede fire hold i Irak, som ikke var «embedded» med amerikanske eller britiske styrker.



Gav væg til væg dækningen på tv os generelt mere reel Information end under tidligere krige? Næppe. Det var nok snarere, som kommentatoren Frank Rich skriver(12-13. april i International Herald Tribune): «Bataljoner af studieværter og high-tech korrespondenter kan dække en krig 24 timer om dagen og stadig fortælle os mindre om, hvad der foregår, end de sølle 27 predigitale nyhedshunde, som fulgte de amerikanske troppers landing i Normandiet på D-dagen».

Revolutionen i kommunikationsteknologier, der ideelt set skulle have givet offentligheden hidtil uset overblik over, hvad der skete i marken har i stedet vist sig som en katastrofe for journalistik, ifølge Philip Knightley i den seneste udgave af hans flere gange opdaterede bog om krigsreportage «The First Casualty».

Den udslidte formulering om sandheden som krigens første offer havde Winston Churchill faktisk en endnu bedre udgave af under Anden Verdenskrig. «Under krig er sandheden så dyrebar, at hun altid må følges af en bodyguard af løgne», sagde han.

Der har været flere, som har gjort mere for at trænge ind til hende under denne krig end under 1. Golfkrig og Kosovo-krigen. Og de sandhedssøgende blev givet mere plads, netop takket være uenigheden i den vestlige verden. Mange kritiske nyhedshunde i de skrevne medier, ikke mindst dem som vovede at blive i Bagdad under invasionen, gjorde et fremragende arbejde og gav os irakiske stemmer, mens de «embedded» gav os invasionsstyrkernes. Men ingen gav os de irakiske soldaters stemmer. De blev i praksis alle behandlet som et kollektivt uhyre uden individuelle liv og efterladte, sørgende familier af betydning.



Og hvad med resten af verden i mellemtiden? I nordiske medier blev der ikke meget plads til den. Det var i klassiske europæiske aviser som Frankfurter Allgemeine, Die Zeit, La Repubblica, The Guardian og The Independent – for at nævne nogen af mine foretrukne – at man skulle finde Informationer om verden udenfor Irak, mens bomberne fald.

Dog skal her også nævnes små nordiske aviser som Klassekampen som kilder til anden Information, som da avisen brugte et helt opslag på dagen for EU-afstemningen i Ungarn. Og nuvel mordet på den serbiske ministerpræsident Zoran Djindjic fik rimelig opmærksomhed til han var begravet, men så blev Serbien stort set glemt igen, selv om det for det postkommunistiske Europa hidtil helt usete skete, at en åben krig med den organiserede kriminalitet blev indledt.

Blandt de positive oplevelser under denne krig var en mærkbart større skepsis overfor medierne blandt almindelige seere og læsere end under tidligere krige i nyere tid. Det var faktisk i høj grad mediernes egen fortjeneste, da de i en hidtil uset grad gjorde vold på egen natur som er at overdrive sandfærdigheden i egne historier. Nu hørte og læste vi gang på gang, at dette ikke nødvendigvis var sandheden.

Når det gælder det ofte udtrykte ønske om dialog med den arabiske verden står vi tilbage med det problem, at vi ikke har været vidner til samme krig. Mens arabiske tv-stationer har fokuseret på de civile ofre og krigens ødelæggelser, har vestlige medier «skånet» seere og læsere for de værste billeder.

«Det er en nyhedsvurdering, hvor vi selvfølgelig tager hensyn til vore seeres følsomhed», sagde en talskvinde for CNN til Wall Street Journal om kanalens beslutning om at holde billeder af krigens brutalitet nede på et minimum. Alle andre amerikanske tv-kanaler og de fleste aviser tog lignende beslutninger.

Når det gælder også vesteuropæisk vægring ved at vise krigen i al dens gru, må man spørge, om ikke det er utilladelig censur, da de søvnløse nætter, som billeder kan skabe, også er vej til indsigt i, hvad vores del af verden er gået med til eller er trukket med i.

Men vi står tilbage med stærke billedsymboler fra også denne krig som af den irakiske dreng Alli Ismail Abbas, der ikke blot mistede hele sin familie men også begge arme.

En af de replikker, som vil blive husket i Europa, fra dette felttog kom fra en amerikansk marinesoldat, der sagde til en tv-reporter, der så ham skyde en irakisk kvinde: «Sorry, but the chick got in the way».

Blandt udødelige bemærkninger om mediedækningen vil givet være Donald Rumsfelds, da han i irritation over de mange billeder af plyndrende irakere sagde: «De billeder, som I ser på tv, vises om og om igen. Det er samme billeder af nogle mennesker, som går ud af en bygning med en vase». Langt de fleste vestlige medier gjorde imidlertid, som den amerikanske ledelse ønskede, da Saddam statuen på Paradis Pladsen i Bagdad 9. april blev væltet. Oversigtsfotos har siden vist, at der inklusiv journalister og amerikanske soldater var omkring 160 mennesker på pladsen. Men der blev vist nærbilleder på tv og i aviser, der gav indtryk af noget andet og mangen en avis overskrift ville vide, at «det gav mindelser om Berlinmurens fald i 1989».

Den britiske journalist Robert Fisk kalder det et sammenbrud i moral, som journalister var med til, fordi der var så gode symbol-ladede billeder i det. «Vi journalister har også samarbejdet om et yderligere sammenbrud for moral i denne krig», skrev han om bombningen af boligkvarteret Mansur i Bagdad, hvor Saddam og to af hans sønner skal have opholdt sig, men det lykkedes kun at få ram på civile. Fisk påpeger retteligen, at det ikke kan være journalisters opgave at acceptere krigsforbrydelser, som det er at angribe civile mål.

Væg til væg dækningen er ophørt, selv om det først er nu dramaets konsekvenser kommer frem i lyset. Igen sejrer brændpunktsjournalistikken. Når man er færdige med at slå hinanden ihjel, så forlader medierne også historierne i større eller mindre hast. Og mens erfaringerne studeres nøje i de militære centre, der perfektionerer mediestrategien fra krig til krig, synes medierne at starte forfra hver gang.

Samtidig reduceres nyhedsjournalistik til brændpunktsjournalistik, der svarer dårligt til en af journalistikkens fornemmeste roller, at overvåge magtens dispositioner i alle dens afskygninger.

Forhåbentlig fører det usædvanligt nuancerede billede, som kom ud af mediekrigen også internt i vestlige medier, til at medierne erkender behovet for systematiske studier af egne erfaringer, så de kan blive registreret og givet videre med samme systematik som de militære apparater.

Men hvad der skal til for at gøre genopbygning til en lige så god historie som krig er det store spørgsmål. Erfaringerne fra Balkan synes at fortælle, at det er umuligt. Mens det kan være svært at se, hvem der egentlig har vundet, synes brændpunktsjournalistikken styrket med hver krig.




Gæsteprofessor ved Institut for Medier og Kommunikation

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller .

Tre måneder med Le Monde diplomatique for 69 kroner!

Papiravis og full digital tilgang

Forrige sak

Et ulovlig angrep

Neste sak

Et tilbaketrukket tilbakeblikk

Mer Media

Selvpromotøren

Amerikanske Edward Bernays blir i dag sett som den moderne massemanipulasjonens far. Et nærmere ettersyn viser

Mediemisjonærene

Hvorfor er Juan Guaidó Venezuelas egentlige president? Hvor fort må den brasilianske statslederen kutte i pensjonene?

Angrepsmaskinen

Da Bernie Sanders begynte å seile opp som favoritt til å vinne Demokratenes nominasjonsvalg steg panikken

0 kr 0