Ikondyrkelsen hersker i Iran

Iranerne dyrker ikoner. Det er en persisk specialitet, man kultiverer store forbilleder. Og bærer billeder af dem i gaderne: for nu skal det være. Nu er redningsmanden her. Rygterne om ayatollah Rouhollah Mousavi Khomeini var en del af konklusionen på revolutionen i 1979. Historien om den store mand huserede: Han beherskede 12 sprog. Kassettebånd med Khomeinis taler cirkulerede. Den detroniserede shah Pahlavi var flygtet i privatfly. Shahen havde husket sin hund, men glemt sine ministre, som han efterlod i Teheran. Den forhenværende ministerpræsident Amir Abbas Hoveyda nægtede at rejse ud af Iran. Han blev tilbage.

Det blev annonceret, at man ville kunne se Khomeinis ansigt tegnet på Månen den nat, han skulle ankomme fra Paris til Teheran. Hundredetusinder iranere tog den nat stilling på hustagene for at se Khomeini på Månen. Selv Abbas, som var uddannet i Frankrig og havde forsøgt at bekæmpe iransk overtro, kunne ikke lade være: Også han trådte frem i vinduet for at se, om det virkelig skulle være sandt.



Den iranske filminstruktør Mohsen Makhmalbaf har brugt denne historie som illustration af Irans politiske og kulturelle tilstand:

«For at demokrati kan blive en politisk mulighed, må de kulturelle forudsætninger være til stede. Vi iranere har ingen tradition for offentlig debat.»

Der er ifølge Mahkmalbaf ingen iranske intellektuelle, som diskuterer dialogisk. De skiftes til at levere monologiske tirader. Det er ikke nok med endnu en politisk revolution og endnu et regimeskifte.

«Vi værdsætter ikke debat. Det, der har værdi for os, er en stor leder, vi kan følge. Dette er et af de største problemer i det iranske samfund. For mig relaterer det hele sig til kulturelle problemer, som holder os tilbage. Da verden bevægede sig ud af den klassiske epoke, blev vi stående. Vi lever stadig på et præhumanistisk stadium. Vi er ikke moderne, og vi er ikke realister.»



Oppositionelle kræfter i Iran kultiverer også forbilleder. Som f.eks da 100.000 iranerne mødte frem til poeten Shamloos begravelse. Som den iranske forfatter Hamid Dabashi har pointeret:

«Jo mere vi dyrker vores kulturelle helte, jo mere dyrker vi stadig ubevidst de samme strukturer, som muliggør vores storhedsvanvittige tyranniske diktatorer.»

Den 19. august i år er det 50 år siden, at den demokratiske leder Mohammad Mosaddeq blev væltet. CIA var involveret i kuppet, der sikrede Pahlavidynastiets kontrol med landet. Det er blevet sagt, at CIA således destruerede den demokratiske proces i Iran. At havde det ikke været for USA, var Iran blevet et velfungerende demokrati. Mossadeq var aristokratisk revolutionær. Han var sekulær. Han betjente sig ikke af islamisk appel, men fraterniserede med de iranske kommunister.



Den iranskfødte politolog Ali Alfoneh problematiserer myten om Mossadeq:

«Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan det ville være gået Mossadeqs Iran, hvis landet ikke befandt sig i et af Den Kolde Krigs centre, og hvis USA ikke havde orkestreret kuppet mod ham i august 1953. I sin udenrigspolitik ville han sandsynligvis have ført en alliancefripolitik, og i sin indenrigspolitik ville han måske have gennemført en velfærdspolitik for at bringe størsteparten af iranerne ud af den dybe fattigdom, som de befandt sig i. Sikkert er det, at han ikke ville have ført den samme militære oprustningspolitik, som karakteriserede shahens Iran. Men alt dette er nu engang kontrafaktuelle spekulationer. Iran befandt sig i et af Den Kolde Krigs centre, og Mosaddeq risikerede at blive offer for et Sovjetfinansieret kommunistisk kup, hvis USA ikke havde fjernet ham fra magten. Set i dette perspektiv var shahens autokrati bedre for iranerne end trældom i et Iran bag Jerntæppet.»

Alfoneh drager på trods af ideologiske forskelle paralleller mellem Khomeini og Mosaddeq. De var begge populister. De forsøgte begge at mobilisere masserne ved at udfolde en retorik rettet mod imperialisme, udenlandsk kapitalisme og det politiske etablissement i Iran:

«De tilsidesatte begge til tider det politisk opnåelige og økonomisk ønskværdige til fordel for deres dybtfølte og abstrakte ønske om »æresoprejsning» til det iranske folk. Dette destruktive karaktertræk fik katastrofale følger for Iran, såvel under Mosaddeq som under Khomeini. Således afviste Mosaddeq i sin tid en gradvis iransk overtagelse af Anglo Iranian Oil Company, hvorefter han nationaliserede Irans olie fra den ene dag til den anden. Dette førte til de internationale olieselskabers boykot af iransk olie, indefrysning af iranske værdier i Storbritannien og det deraf følgende økonomiske kaos i Iran. Hos Khomeini førte dette karaktertræk blandt andet til afvisning af det internationale samfunds mæglingsforsøg under den otte år lange krig mod Irak, med umådelige økonomiske og menneskelige omkostninger til følge.»



Myten om Mossadeq spøger stadig i Iran. De islamiske historikere afskriver ham som sekulær humanist og forsøger at skrive ham ud af historien. De afviser, at Mossadeq skulle have været ansvarlig for nationaliseringen af den iranske olie. Mens andre dyrker ham som national helt.

«Ligheder og forskelle til trods forbliver Mosaddeq og Khomeini to af de største ikoner i Irans historie i det 20. århundrede. Således vil Khomeini være ikonet for religiøs vækkelse og shiitisk messianisme. Ejendommeligt nok var en af Khomeinis titler: Bot-shekan – den, som smadrer ikoner – afgudsbilleder – men allerede forud for sin hjemkomst fra eksil den første februar 1979 ophøjedes Khomeini selv til et ikon som følge af iranernes hang til personkult.»

– Hvordan ser det ud i dag?

«I dag, 24 år efter revolutionen i Iran, har sammenblandingen af politik og religion vist sig katastrofal for såvel den iranske stat som religionen dog uden at antaste Khomeinis status som ikon. Mosaddeq vil ligeledes forblive ikonet for iransk nationalisme på trods af, at hans politiske dispositioner til tider gjorde Iran større skade end gavn», konkluderer Ali Alfoneh.