Ikondyrkelsen hersker i Iran

Iranerne dyrker ikoner. Det er en persisk specialitet, man kultiverer store forbilleder. Og bærer billeder af dem i gaderne: for nu skal det være. Nu er redningsmanden her. Rygterne om ayatollah Rouhollah Mousavi Khomeini var en del af konklusionen på revolutionen i 1979. Historien om den store mand huserede: Han beherskede 12 sprog. Kassettebånd med Khomeinis taler cirkulerede. Den detroniserede shah Pahlavi var flygtet i privatfly. Shahen havde husket sin hund, men glemt sine ministre, som han efterlod i Teheran. Den forhenværende ministerpræsident Amir Abbas Hoveyda nægtede at rejse ud af Iran. Han blev tilbage.
Det blev annonceret, at man ville kunne se Khomeinis ansigt tegnet på Månen den nat, han skulle ankomme fra Paris til Teheran. Hundredetusinder iranere tog den nat stilling på hustagene for at se Khomeini på Månen. Selv Abbas, som var uddannet i Frankrig og havde forsøgt at bekæmpe iransk overtro, kunne ikke lade være: Også han trådte frem i vinduet for at se, om det virkelig skulle være sandt.

Den iranske filminstruktør Mohsen Makhmalbaf har brugt denne historie som illustration af Irans politiske og kulturelle tilstand:
«For at demokrati kan blive en politisk mulighed, må de kulturelle forudsætninger være til stede. Vi iranere har ingen tradition for offentlig debat.»
Der er ifølge Mahkmalbaf ingen iranske intellektuelle, som diskuterer dialogisk. De skiftes til at levere monologiske tirader. Det er ikke nok med endnu en politisk revolution og endnu et regimeskifte.
«Vi værdsætter ikke debat. Det, der har værdi for os, er en stor leder, vi kan følge. Dette er et af de største problemer i det iranske samfund. For mig relaterer det hele sig til kulturelle problemer, som holder os tilbage. Da verden bevægede sig ud af den klassiske epoke, blev vi stående. Vi lever stadig på et præhumanistisk stadium. Vi er ikke moderne, og vi er ikke realister.» (…)