Europa begraver asylretten

I 1997 blev indvandringspolitikken med Amsterdamtraktaten gjort til et prioriteret område for de femten EU-medlemslande. Siden da er den blevet mere og mere tillempet, tilpasset og tilslebet. Krigen mod asylretten er deklareret.

Ved Europas grænser er flygtningene begyndt at blive behandlet som de øvrige indvandrere og gæstearbejdere. I et klima med voksende nervøsitet ofres asylet stadigt oftere i en erklæret nødvendighed om selektiv «styring» af indvandringen. Når det kommer til principperne, er dette diskutabelt: at få asyl er faktisk en ret (fastslået af Genevekonventionen fra 1951), hvorimod indvandringen er en skønssag. Denne forvirring kommer af den Europæiske Unions medlemmers faste vilje til at sætte spørgsmålstegn ved retten til asyl… for så meget desto bedre at kunne blive asylretten kvit.
Den stadigt stigende ulighed i velfærd, demokrati og fred mellem de dominerende og dominerede lande giver næring til frygten for en ukontrolleret oversvømmelse af fremmede. Til denne følelse skal lægges den forvirring og vildrede, som en mislykket modtagelses- og integrationspolitik har medført. Disse besættelser1 fører de regerende til at lukke for alle lovlige veje for de personer, som forsøger at undfly forfærdende situationer og de udgør hovedparten af forespørgslerne om asyl. Mange af de formodede asyl-«profitjægere» risikerer deres liv for at nå Europa, hvorved de giver en skræmmende og ufrivillig bekræftelse af forestillingerne om en flodbølge, som det er umuligt at dæmme op for (se kortet). Sådanne præmisser mobiliserer hele det fremmedfjendske vælgerkorpses styrke: flygtning eller ej, den fremmede er en fare og hans indtrængen det rene vanvid2.
I 1997 blev indvandringspolitikken med Amsterdamtraktaten gjort til et prioriteret område for de femten medlemmer. Siden da er den blevet mere og mere tillempet, tilpasset og tilslebet. Man kan inddele EU’s ideologiske og juridiske mekanik i tre manøvrer: først sagde man, at presset mod EU’s grænser var blevet uholdbar; derpå bestred man det velbegrundede i asylkravet; til sidst, fordi sådanne udsagn hurtigt viste deres begrænsede anvendelighed (og havde en vis politisk pris), arrangerede man sig med at sende de generende og krævende flygtningeakter langt bort – væk fra civilsamfundets opmærksomhed. Men denne eksternalisering af asylet indebærer uundgåeligt strategier om indespærring i speciallejre: en mekanik, der truer selve legitimiteten i et begreb som «flygtning».

Kampen mod den illegale indvandring bliver en både kostbar og ineffektiv udgiftspost. Den medfører, at staterne forvalter eller tolerer forskellige ad hoc zonetyper i sig, som befinder sig uden for den almindelige ret, hvad der med god grund må forurolige tilhængere af menneskerettighederne3. I forbindelse med den spanske enklave Ceuta i Marokko, hvor tre hundrede asylansøgere er sat på gaden, udtrykte formanden for den spanske kommission for hjælp til flygtning (CEAR) sin forvirring: «Det er overordentligt smerteligt at måtte sige, at Spanien i dag er et fjendtligt indstillet land overfor flygtninge på grund af regeringens politik. […] Det demokratiske Spanien af 2003 har glemt det blodige Spanien af 1939, som så hundrede tusinder af dets børn flygte fra Francos sejrende rædselsregime og sprede sig for alle verdenshjørner.»4
For at stille spørgsmålstegn ved det stigende antal asylansøgninger henviser visse lande som for eksempel Østrig til forældelsen af konventionskriterierne fra 1951 og foreslår en «ny tilgang, der ikke længere hviler på en individuel og subjektiv ret men af modtagerlandets politiske tilbud».5 Helt indtil 2003 er Frankrig gået ind for en restriktiv doktrin: kun de personer, som forfulgtes af stater, kunne finde nåde hos det franske kontor til beskyttelse (sic) af flygtninge og statsløse (OFPRA) og få status af «flygtning». Alt hvad der måtte komme sig af kvindeundertrykkelse, forfølgelse af mindretal, konfiskering af ejendom og værdier eller interetniske massakre kunne lægge til grund for forkastelsen af en asylansøgning, så snart den forfølgende part ikke var staten. Senere hen opfandt Frankrig det «territorielle asyl» (loven af 11. maj 1998). Nu ophøjet indenfor Unionen til en status af «subsidiær beskyttelse»: en asyl på rabat – og allervigtigst omstødelig, den betragtes som en «undtagelsesvis opholdstilladelse» og «som adskilt fra begrebet om anerkendelse af flygtningestatus» i Genevekonventionens betydning. (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn.

Prøv Le Monde diplomatique i to måneder for ti kroner

Papiravis og full digital tilgang
Default thumbnail
Forrige sak

Hvor mye visste de?

Default thumbnail
Neste sak

Symbolsk ulydighet

Andre saker om Europa

0 kr 0