Mod nye utopier

«Fly Utopia!». Overskriften for den 17. udgave af mediefestivalen transmediale i Berlin klingede helt bevidst af et reklameslogan for et kommercielt flyselskab. For i overført forstand var transmediale.04 konciperet som et transportmiddel til rejser ud i det utopiske, en opfordring til at «flyve med» og igen forholde sig til utopien som en relevant horisont for social og kulturel (re)produktion.
Festivalens to arrangører, medieteoretikeren Andreas Broeckman og kuratoren Susanne Jaschko, ønskede at anticipere en både informativ og kritisk diskussion af utopiens status og potentialer indenfor digital kunst, mediekultur og politisk tænkning i en samtid, som står i globaliseringens og Informationsteknologiens tegn. Ikke som en simpel opdatering af modernismens utopi om den perfekte verden og de frigjorte menneskers harmoniske sameksistens eller som en nostalgisk tilbagevenden til en før-moderne tilstand og forestillinger om det naturlige liv på en isoleret paradisø. Og, hvilket festivalens genstandsfelt taget i betragtning synes væsentligt at pointere, heller ikke som en futuristisk omfavnelse af en bio- eller Informationsteknologisk anden natur.

Transmediale.04 søgte at gentænke utopien ud fra en postmoderne erkendelse dels af den ideologiske perfektion og ensrettetheds fallit, dels af umuligheden af en overskridelse af denne verden. Den præsenterede således utopien som en heterogen størrelse funderet og integreret i det samfund og den verden, vi lever i. En social utopi, som vel at mærke ikke er at forveksle med en social eskapisme, men forstået som en social interventisme rettet mod en intensivering af det organisatoriske, strukturelle og begrebslige arbejde med realiteterne, de lovende såvel som de konfliktfyldte. Karakteristisk for denne forståelse af utopien efterfulgtes «Fly Utopia!» af de to underoverskrifter «There is Hope» og «There is No Hope». Fjernt fra enhver reklamestrategisk manipulation indikerede Broeckmann og Jaschko, at utopien kun kan give mening, hvis den ses som ubetinget forbundet med og forpligtet af en ustabil og splittet verden. Mere end fantasme og illusion syntes den utopi, som transmediale.04 havde programsat, at være et forsigtigt, men insisterende håb formuleret som en kritisk optimisme.

Transmediale.04 var struktureret i fire sektioner: En konference med længerevarende paneldiskussioner, en serie kortere foredrag, et kortfilmsprogram og en udstilling. Derudover havde man i midten af Haus der Kulturen der Welt, som dannede ramme om festivalen, etableret et workspace for forskellige eksperimenterende medieprojekter. Diversiteten i tilgangen til utopien indenfor de enkelte sektioner og sektionerne imellem var markant. Skizofrent og kaotisk kunne man måske mene, men effekten var overordnet set et indtryk af utopien som det heterogene og åbne kollektive projekt, hvor et bredt spektrum af aktører kan byde ind, som arrangørerne intenderede.
På den måde lykkedes det transmediale.04 i forlængelse af udstillingen «Utopia Station» på sidste års Venedig-biennale at bringe, hvad der synes at være en både tiltrængt og perspektivrig gentænkning af utopien, i spil uden at homogenisere eller unødvendigt forcere den. Og ikke mindst lykkedes festivalen med på tværs af konference, foredrag, film og udstilling at skabe en tæt udveksling mellem den teoretiske diskurs og praksisformernes realplan. En relation, som ikke «gik lige op», hvilket heller ikke syntes ønskeligt, idet man fornemmede at en vedvarende dynamik, forstået som dialog og gensidig udfordring mellem de to niveauer, er afgørende for udviklingen af nye utopiers potentialer og levedygtighed indenfor mediekulturen og samtidskunsten.

Transmedialens konferencedel åbnede med et intellektuelt scoop og en af de teoretiske fadere til de seneste års kritik af den neoliberale økonomis globale imperium, nemlig Antonio Negri. Nyligt fri fra sin husarrest i Rom, talte han til et fuldstændigt udsolgt auditorium. Antallet af interesserede kom tilsyneladende bag på arrangørerne, for høreapparaterne til den planlagte simultanoversættelse til tysk og engelsk var revet væk, inden halvdelen af publikum havde indløst billet. Som nødløsning valgte man at lade den tyske oversætter af Empire fortløbende oversætte passager til tysk, hvorfra der blev simultanoversat til engelsk til de publikummer, som havde fået et høreapparat. En akavet opstilling, som Negri med en lille times forsinkelse ikke desto mindre gradvist mere passioneret og gestikulerende formåede at tale igennem og humoristisk kommenterede med at sige, at den «ægte utopi vil være, hvis vi kunne forstå hinanden uden disse tekniske hjælpemidler.»
I forlængelse af festivalens programerklæring lagde Negri ud med at afskrive utopien som et transcendentalt ikke-sted. I stedet anførte han utopien som et topos: «I en verden af absolut immanens udgør utopien et mulighedsfelt, hvor nye former for produktion kan opstå.» Disse former for produktion, som han blandt så i NGO’er og den mediekultur, som er opstået med internettet, udmærker sig ved en ny grad af kooperativitet, der rummer et betydeligt potentiale for at ændre det arbejdende og levede liv til det bedre. Negri accentuerede flere gange vigtigheden af denne kooperative dimension med reference til sit begreb om «multituden» som en sværm af singulariteter, der kan yde modstand mod imperiets kontrol og undertrykkelse.

Men han anførte samtidig, at det er «en prekær situation at drømme om den anden», hvad enten det er i form af en emancipation fra denne verden eller alternative kooperative produktionsformer. For den kooperative dimension kan let annekteres af imperiet, eksempelvis kan internettet og world wide web lige så vel eksploiteres og bruges offensivt af multinationale firmaer som af free software-miljøet og zapatisternes frihedsbevægelse. Der er således ifølge Negri en fundamental risiko forbundet med de nye kooperative produktionsformer, som de nye utopier bliver nødt til at arbejde ud fra som en uoverskridelig betingelse. Frem for at søge at nivellere denne risiko må de potensere den og derigennem «indfange verdens skrøbelighed.» Han opfordrede til at tage de antagonismer, som ligger til grund for denne risiko op som en «produktion af forskel», der dels kan bringe imperiets kontrollerende og undertrykkende magtstrukturer i kritisk spil, dels kan medvirke til dannelse af en vital mangfoldighed af demokratiske strukturer. Den kooperative utopi stiller ikke en anden verden i sigte, tværtimod er den en definitiv afskrivning af en sådan. Men netop i denne erkendelse er det muligt at agere håbefuldt og konstruktivt i forhold til denne verdens konkrete og aktuelle materielle behov, en pointe han opsummerede i manifestform: «Utopien er død! Længe leve utopien!» I stedet for ideelle steder må utopien nu orientere sig mod «virkelige steder fyldt med aktivitet» som i en «lav» karnevalistisk – og ikke suveræn – ånd, «kan virke som inspiration til at skabe nye samfund.»

Negri videreførte sin argumentation med et tilbagegreb til, hvad han betegnede som en forbandet tradition indenfor filosofien, repræsenteret af Spinoza, Marx og Machiavelli. Hos disse filosoffer fandt han en «kommunal genealogi» og en mulighed for at tænke en transcendens og social utopi som – i modsætning til den platoniske – er funderet i et her og nu. En materiel utopi. Afsluttende udtrykte Negri et håb om, at fremtiden vil bringe «en menneskelig City of God med lidt mere glæde for os alle.» Håbet rummede en optimisme, som han også til pressemødet tidligere på dagen annoncerede. En optimisme, eller utopisme om man vil, funderet i en nøgtern betragtning af den materielle verden og forholden sig til de midler, som er til rådighed. Ikke til at skabe en anden, men en mere subjektivt frisættende og kollektivt ansvarlig verden.
Negris forelæsning og Empire kom til at udgøre et tilbagevendende referencepunkt for konferencens øvrige paneldiskussioner med temaer som «Social Fictions», «Mobilotopia», «Designing Utopia», «Information Society in India» og «Migrating Hope». Urbanitetshistorikeren Norman Klein lagde sig tæt op af Negri med sin definition på utopi som «det, at stirre krisen i øjnene» og opfordrede kommende generationer til at gentænke utopien uden den nostalgi, han som gammel 68-marxist ikke selv kunne slippe. Designteoretikeren John Thakara mente, «at vi endnu engang er forelskede i det sociale» og så et skift i nutidens innovationsmodeller fra «science fiction» til «social fiction», hvis fokus er basale services, processer og strukturer – og ikke ting. Han konkluderede, at «hvis vi kan designe os ind i problemer, så kan vi også designes os ud af dem. For at gøre ting anderledes må vi derfor begynde at opfatte dem anderledes.»

Joanne Richardson, new media-teoretiker, kritiserede Negris videreførelse af Adornos dialektik forstået som immanent kritik og mente, at man skulle «tale om transcendens i stedet for om oprør og modstand.» Richardson modererede en diskussion om temaet «Exodus», hvor Wired-jounalisten Eric Davis deltog. Davis fortalte historien om den årlige kunstfestival Burning Man i saltørkenen i Nevada. Selvom Burning Man med sit fokus på en slags fri kreativitet både hvad angår kunst, stoffer og seksualitet kan siges at rumme elementer af det karnevalistiske, som Negri efterspurgte, så var dens forestilling om et rituelt fristed udenfor samfundet netop, hvad transmediale.04 forsøgte at komme ud over. Som sådan var Davis’ præsentation symptomatisk for to sammenflettede spor i konferencens diskussioner og for den sags skyld også foredragene og udstilling: På den ene side utopien som en fiktionalisering af verden gennem en appel til den sociale imagination og på den anden utopien som reelle alternative måder at bebo og arbejde i verden på.
De nye utopier, hvor funderet i denne verden de end er, syntes ikke helt at kunne give slip på imaginationen, det irrationelle og fabulerende, hvilket ikke betyder, at de udgør en repetition af tidligere tiders utopier. For i forhold til tidligere har imaginationen mere funktion som et middel til at opnå et konkrete mål end som mål i sig selv. Den er en imagination optaget og absolut betinget af den materielle verdens heterogenitet og ikke en bemestring af denne gennem ideologisk reduktion eller transcendent ophævelse. Den forsatte balancering af det imaginære niveau i forhold til de materielle realiteter fremstod som den overordnede pointe og udfordring for den diskurs og de projekter, som konferencen præsenterede.

Antonio Negri var også repræsenteret i transmedialens udstillingsdel med Die Zelle, en DVD bestående af tre interviews med Negri foretaget af den tyske filosof Angela Melitopoulos i henholdsvis 1997 under hans eksil i Paris, 1998 i Rebibbia-fængslet og endelig 2003 i Rom. Die Zelle giver et unikt indblik i Negris stadige filosoferen over sin situation og relationen mellem den fysiske indespærring og den intellektuelle frihed, den tvungne celle, som isolerede ham fra omverden og den selvvalgte celle, som isolerede ham fra den tvungne celle. Det havde været mere oplagt at placere den som en diskursiv stemme i transmedialens «offentlige rum» end at inkludere den som et kunstværk i udstillingen og man kan håbe, at Melitopoulos følger en opfordring om at udgive DVD’en, så den bliver tilgængelig for en større skare.
Karakteren og kvaliteten af de øvrige værker varierede stærkt ligesom deres relation til festivalens utopitema spændte fra det indlysende til det tvivlsomme. Flere havde form af groteske parodier på forbrugs-, Informations- og teknologisamfundet, ofte med en kraftig symbolik, som Shilpa Guptas Your Kidney Supermarket, en (online)butik, hvor kunden kan klikke sig frem til lige netop den nyre, han/hun ønsker og Plug’n’Pray af UsineDeBouttons, et stykke fiktivt non-specifikt software designet efter end userens religion.
Andre værker tog magiske visuelle virkemidler i brug, eksempelvis kinesiske Zhou Hongxiangs video, The Red Flag Flies, en slags eventyrlig og balletagtig genfortolkning af den klassiske propagandafilm for en generation for hvem utopien mere fremkalder spørgsmål, end den leverer svar og Ynchul Kims (void)traffic, der i real-time visualiserede den kode, som blev eksekveret på transmedialens server i form af hypnotiserende databølger. Af mere konceptuelt og diskursivt baserede værker fandt man blandt andre Radical Software Group og Alex Galloways How to Win «Super Mario Bros.», en klik-for-klik-instruktion til at vinde det populære computerspil, det sociale hack re-code.com af Conglomco.org og Carbon Defense League, som gør det muligt at genere virkelige stregkoder, udskrive dem som klistermærker og sætte dem på en vare, så man kun betaler det for den, man mener er rimeligt og den «generative psykogeografi» i socialfiction.orgs.walk, en art digital situationisme, hvor alegoritmer transformeres til redskaber til at opleve og interagere i et byrum.

Udstillingen afspejlede og afbildede således både drømmen og det levede mareridt, den optimistiske eksperimenteren og den kritiske bevidsthed, som var indfoldet i transmediale.04’s tematisering af utopien. Som helhed overbeviste den om, at mediekunsten kan spille en central rolle i formuleringen af nye utopier og skabelsen af de «nye former for produktion», som Negri efterlyste. Den befinder sig i et æstetisk krydsfelt, hvor den som billede kan operere med abstraherede forestillinger om den verden, vi mener at vide, hvordan ser ud og som digitalt værktøj repræsenterer muligheder for konkret handlen og produktion af forskel i forhold til den udbredte kulturelle ensartethed. Men med Negris pointe om, at det prekære ved at drømme om en anden in mente synes mediekunsten også at rumme en risiko for at stirre sig blind i en fascination af de digitale mediers uanede muligheder. En sådan fascination kan let resultere i en reproduktion af det allerede eksisterende i form af værker, som blot demonstrerer teknologiens formelle egenskaber uden at forholde dem særligt indgående til de kulturelle, sociale og økonomiske kontekster, teknologien indgår i. Transmediale.04 viste således, at en betydelig udfordring for mediekunsten er at tage teknologiens ambivalens på sig og begribe og tematisere at teknologien netop «kun» er et billede på og et redskab til forståelse af og arbejde med utopien, ikke utopien selv.

For yderligere oplysninger se www.transmediale.de.


© LMD Norden