«Du er netværket»

Er det offentligheder som Wikipedia og fri software, der skal sikre demokratiet mod markedskræfterne? Den 31. udgave af festivalen Ars Electronica i Linz sagde farvel til privatlivets fred for at byde nye fællesskabsfunderede offentligheder velkommen. Generelt bestod modstanden i at appropriere overvågningen i den kritiske tankes og kunstneriske sensibilitets navn. Der skal kæmpes ligeså hårdt for offentligheden 2.0 som for privatlivet 2.0. Ja, hvem skal overvåge dem der overvåger?

Informationssamfundets sande drivkraft

Med A Hacker Manifesto skrev australske McKenzie Wark et manifest for en ny klasse og en klassekamp: Kampen mellem vektoralister og hackere. En hacker er enhver, som producerer ny information, men er tvunget til at sælge retten til den. Vektoralistene er den der ejer den globale informationsproduktionens midler. Le Monde diplomatique har mødt Wark og snakket om kampene omkring hvem der ejer kulturen, hvem der ejer videnskaben. Og kampen for at kan den også løsrive sin produktivitet, og information, fra den vektorale klasses kontrol.

Media Mutandis

Media Mutandis: a NODE.London Reader, Marina Vishmidt (red. med Francis, Walsh og Sykes) Node.London, London 06, s. 299 NODE.London (står for «Networked, Open, Distributed, Events, London) er en horisontal struktureret organisation dedikeret til at styrke mediekunstens infrastruktur og synlighed i London – med en særligt fokus på politiske og socialkulturelle aspekter. I marts i år kulminerede organisationens arbejde i den hidtil mest omfattende serie af projekter under titlen march ’06. På forskellige mailinglister har man kunne følge, og tage del i, den intensive og heterogene diskussion af realiseringen af march ’06 som et virkeligt interessant eksempel på en nutidig kollektiv

New Media Art

Mark Tribe/Reena Jana med Uta Grosenick (red.)Taschen, Køln 2006, s. 99 Den måtte jo komme. En let tilgængelig håndbog om «new media art» fra Taschen, forlaget som specialiserer sig i at lave forholdsvis billige gennemillustrerede bøger (billedsiden er altid af imponerende kvalitet og i sidste ende det som sælger bøgerne) om alverdens kulturfænomener, fra klassisk europæisk højkultur til kitschet amerikansk pop. Intet er for fint eller for lavt for forlaget. Og nu er turen altså kommet til den del af samtidskunsten, der arbejder med computeren som medie. Til det formål har man bedt Mark Tribe, der var med til at

Mere fascistisk end fascismen

Det slovenske band Laibach turnerer Skandinavien i anledning af deres seneste album Volk ? hvor alverdens nationalmelodier udsættes for åbenlys manipulation og ubarmhjertigt forhør. Vi introducerer den legendariske gruppe og ser på deres særlige form for politiseret kunst. Er deres brug af armbind, flag, jagthorn og projektioner af krigsscener udtryk for en neo-fascistisk æstetik? Laibach interesserer sig for forholdet mellem kunst og magt. De modarbejder enhver form for æstetisk harmoni, social konsensus og politisk homogenitet.

Et moderne renæssancemenneske

Gudfaderen til institutionaliseringen af den nyere mediekunst Peter Weibel, har kurateret en omfattende udstilling, og redigeret en medfølgende 900-siders publikation. Han præsenterer det som en praksis, der hinsides modernismens regler og idealer spørger til grænserne for et værk. Weibels virke har dog primært været inden for såkaldte «ny mediekunst», det vil sige kunst, der arbejder med elektronisk og digital teknologi. Han arbejdede i alle tænkelige medier, klassiske såvel som populærkulturelle, fra filmmediet, installationer og kropsaktioner til rockbandet Nietzsche Rock, gadeteater og foredrag på landsdækkende tv.

Forfalskede originaler og irrationelle injektioner

To af den tidlige netkunsts sande pionerer udstiller nyere værker i København og viser en udvikling af kunstarten hinsides mediespecifikke problematikker mod en mangefacetteret kritisk og kreativ udforskning af teknologikulturen, urbane rum og sociale systemer. Gennem subtile kidnapninger og direkte udfordringer af bevidstheden, spørger udstillingen til de begærs- og magtmekanismer, der styrer politiske realiteter og ikke mindst vores forestillinger om og engagement i dem.

Lige dele kritik og håb

En nyligt åbnet udstilling på Lunds Konsthall giver anledning til diskutere Gustav Metzgers vidtfavnende historiske værk og dets mangfoldige forbindelser til samtidskunstens tematiseringer af miljø, teknologi og markedet. Dette er manden som har brugt tombomben som en implicit referenceramme, satt fokus på krigsindustriens negative effekt på den teknologiske udvikling, forbrugskulturens forurening af miljøet og nazisternes jødeforfølgelse. Manden som var en inspirationskilde for så forskellige folk som Pete Townsend fra The Who og William Bourroughs. Få kunstnere, hverken dengang eller i dag, formår som Metzger at skabe kunst uden samtidig at skabe objekter, der tjener institutionens økonomi.

Den digitale materialitet

Informationssamfundets materialitet og hvordan man overhovedet kan begribe en sådan størrelse har altid interesseret teknologiforskere. Og det er en interesse, der ikke er aftaget med den altomfattende digitalisering af teknologien. Den tyske medieteoris fader, Friedrich Kittler, har i flere år polemisk hævdet at «there is no software», indforstået at det er hardwaren, det konkrete maskinelle, der er det afgørende for (forståelsen af) teknologiens historiske udvikling og samfundsmæssige betydning. Sidste år udgav den anerkendte engelske teoretiker Matthew Fuller bogen Media Ecologies med undertitlen «materialist energies in technoculture», hvor han gennem analyser af piratradio, «standardobjekter» og webcams viste at «en opmærksomhed over

Mod nye utopier

Den internationale festivalen transmediale.04 lancerede i månedsskiftet januar/februar utopiens genkomst i en verden i krise. Med Antonio Negri på plakaten.