Informationssamfundets materialitet og hvordan man overhovedet kan begribe en sådan størrelse har altid interesseret teknologiforskere. Og det er en interesse, der ikke er aftaget med den altomfattende digitalisering af teknologien. Den tyske medieteoris fader, Friedrich Kittler, har i flere år polemisk hævdet at «there is no software», indforstået at det er hardwaren, det konkrete maskinelle, der er det afgørende for (forståelsen af) teknologiens historiske udvikling og samfundsmæssige betydning. Sidste år udgav den anerkendte engelske teoretiker Matthew Fuller bogen Media Ecologies med undertitlen «materialist energies in technoculture», hvor han gennem analyser af piratradio, «standardobjekter» og webcams viste at «en opmærksomhed over for materialitet er mest frugtbar når den skønnes af være irrelevant, i de elektroniske mediers «immaterielle domæne». Paul A. Taylor og Jan Ll. Harris’ Digital Matters indskriver sig i denne tradition. Deres overordnede argument er at det digitale vilkår fordrer en sammentænkning af eller rettere en tænkning af interaktionen mellem materialitet og immaterialitet, hvorfor de «opfinder» det bevidst tvetydige begreb «im/material». Argumentet er bygget op af en mangfoldighed af referencer (i form af såvel præcise analyser som overfyldige citatmosaikker og forsimplende parafraser) til filosofiske problemstillinger, teknologihistorie, socialvidenskab og populærkulturelle udtryk (filmen The Matrix udgør således et metaforisk omdrejningspunkt). Bogens første del tematiserer med særskilte kapitler om henholdsvis Jacques Ellul, Heidegger og Kittler teknologiens påvirkning af individets erkendelsesapparat, samfundsbilleder og –strukturer. Anden del viderefører denne teoretiske diskussion i forhold til arkitektur, urbanitet og cyberspace, til et praktisk niveau, kunne man sige (eller det er i hvert fald sådan bogen stipulerer det). Man kunne også sige at hvor første del læser teknologien ud fra en modernistisk kontekst, så gør anden del det med post-modernistiske briller (Baudrillard og William Gibson er nøglefigurer). Som samlet hele er Digital Matters måske ikke helt overbevisende (man savner at de to forfattere skrev mere indgående, direkte og uddybende om deres overordnede argument). Men dens glimtvise skarpe iagttagelser og fine evne til at forbinde diskurser og fænomener gør den alligevel til et interessant og udfordrende bidrag til diskussionen om den digitale materialitet. Det er populært blandt det Geert Lovink har kaldt «den virtuelle intelligentsia» at samle en række af deres online-publicerede tekster i fysiske udgivelser, bøger hvor teksten er trykt på papir, så man kan have den med sig overalt og læse den uden at være på nettet (Lovink selv er det tydeligste eksempel på trenden). Felix Stadlers Open Cultures and the Nature og Networks, er også en sådan opsamlingsudgivelse. Den bringer for så vidt ikke noget nyt til torvs i forhold til hans mangeårige arbejde med netværkskultur, blandt andet gennem organisationen Open Flows. Men bogens 11 udvalgte forholdsvis korte tekster fungerer ikke desto mindre som en let tilgængelig og inspirerende introduktion til væsentlige politiske og økonomiske problematikker (med pointen at de ikke kan adskilles) i netværkskulturen. Stadler skriver som «advokat» for udbredelse af FOSS (Free and Open Source Software) til en forståelses- og produktionsramme, der ikke kun angår computerkulturen, men kulturelle relationer af enhver art. Således er teksterne dels rundet af en fundamental kritik af kommodificeringen af den digitale informationsstrøm, hvilket synes stadigt mere nødvendig, dels af en tro på at netværkskulturen rummer midlerne til at skabe vedvarende alternativer. Bogen er en del af «The Note Book Project», et nystartet og meget lovende udgivelsesprojekt initieret af det interessante mediecenter kuda.org i Novi Sad. Projektet fokuserer på yngre,
