Siden uafhængigheden i 1962 vidste alle de, som interesserede sig for Rwanda, at ilden ulmede. Allerede i 1959 fordrev hutuerne med assistance fra belgierne, som havde valgt at satse på den etniske majoritet, mere end 300.000 tutsier. Rwandas Patriotiske Front (RPF) var en politisk-militær organisation, hvis engelsktalende medlemmer var flygtninge i Uganda og kæmpede derfra for at kunne vende tilbage. Fra og med RPF’s indtræden i krigen i oktober 1990 fulgtes deres fremgang med massakrer på tutsier.
I oktober 1993 blev en række fredsaftaler underskrevet i Arusha i Tanzania under pres fra pengedonorerne. De imødeså oprettelsen af en overgangsregering, hvor RPF ville være repræsenteret sammen med den politiske opposition. En FN-fredsstyrke skulle garantere freden. Det var kun de udenlandske diplomater, som dengang var optimistiske. I en sådan grad, at Sikkerhedsrådets medlemmer vurderede, at en detachement på 2548 mand var tilstrækkelig – i stedet for de 4500 som den øverstbefalende for FN’s mission i Rwanda (UNAMIR), den canadiske general Romeo Dallaire, havde forlangt – og indskrænkede dens mandat til kapitel VI i FN-chartret, som forbyder brugen af våbenmagt. Tillige er det sandt, at Rwanda, som er fattigt og tilsyneladende uden nogen strategisk interesse, blev ramt af efterspillet af USA’s nederlag i Somalia nogle måneder tidligere og at ingen, udover belgierne og franskmændene, rigtigt ønskede at engagere sig dér. (…)
Denne saken er forbeholdt våre abonnenter. Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn / logg inn med Vipps.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
