Frihandel for hvem?

Et af de evige temaer i globaliseringsdebatten er frihandel versus protektionisme. Hvilken af disse strategier får de fattige lande mest gavn af?
Når sagen udtrykkes i disse begreber, vil de færreste være i tvivl. ’Frihandel’ er det positive ord, for hvem kan være modstander af frihed? Og ’protektionisme’ er et negativt ord, der lugter af frygtsom venden-ryggen-til-omverdenen, måske endda nationalisme.
Lad os imidlertid forsøge at dekonstruere begreberne og derigennem bestemme, hvad de faktisk dækker over indenfor den moderne globale økonomi.

Normalt taler vi om, at ’Danmark’ handler med ’Brasilien’, men det er forkert. Det var i den gamle Østblok, at landene – repræsenteret ved deres handelsministre – handlede med hinanden. I dag varetages handlen af private importører og eksportører. Handlen har konsekvenser – gode eller dårlige - for landene, men det er privatkapitalister, der handler, og de ledes naturligvis af ønsket om at tjene penge til sig selv.
Vi kan være mere præcise. I 2001 var den globale udenrigshandel, målt ved eksporten, på $7.500 milliarder. UNCTAD anslår, at 67% heraf – altså $5.000 milliarder – blev varetaget af transnationale selskaber (TNC), hvoraf langt de fleste hører hjemme i USA, EU og Japan; for eksempel står amerikanske TNCers datterselskaber for halvdelen af Kinas export til USA. Det betyder, at ’frihandel’ overvejende betyder frihed for TNCerne, og det betyder, at toldafvikling overvejende betyder afvikling af en afgift, som disse selskaber betaler til det offentlige. Dette er det umiddelbare og sikre; i anden omgang kan det så diskuteres, om selskabernes handel gavner eller skader de fattige lande, altså om alle – også de fattige – nyder gavn af, at kapitalen varetager sine interesser.
I 1990 var TNCernes andel af verdenseksporten betydelig lavere; den var da knap 60%, så tendensen er, at magten over verdenshandelen i stigende grad koncentreres hos den store kapital.
Frihed er godt, men det er ikke uinteressant, hvem der er den heldige indehaver af denne frihed. Her skal vi også have med i billedet, at halvdelen af TNCernes export i 2001 – altså 33% af verdenseksporten – er intern selskabshandel, hvor for eksempel en afdeling i Thailand eksporterer halvfabrikata til en anden af selskabernes afdelinger eller til moderselskabet. Denne handel foregår ikke på markedsbestemte vilkår, men til priser der fastlægges administrativt af hovedkontoret, gerne således at overskuddet lægges i det land, hvor beskatningen er mest lempelig. Så en tredjedel af verdenshandelen har intet at gøre med markedsøkonomi og konkurrence, men meget at gøre med kapitalistisk planøkonomi; denne andel er formentlig steget lidt siden 1990.
For denne dels vedkommende vil en afvikling af offentlig regulering ikke betyde en styrkelse af markedsøkonomien; det vil tværtimod betyde en styrkelse af de økonomiske kræfter, der unddrager sig markedsdisciplinen. Her vil ’frihandel’ altså ikke betyde frihandel i traditionel liberalistisk forstand, snarere det modsatte.
Frihed er det pæne ord for magt, og når man kigger ’frihandelen’ nærmere efter i sømmene, viser det sig altså, at friheden er begrænset til et overskueligt antal aktører – der var i 2001 64.000 TNCere – og at den til dels udøves på bekostning af markedsfriheden.¹ (…)