Tre isbjerge i Danmarks politiske kultur

Det har været en dynamisk sommer (og forsommer) i Danmark: Fortolkningsstriden omkring Søren Kierkegaards liv er nået dertil, hvor den angrebne forfatter Joakim Garff mener, at den kritik, der rettes mod ham, «nærmer sig det injurierende». En af landets mest betydningsfulde kulturpersonligheder i Efterkrigstidens første tre-fire årtier, Ole Wivel, får endevendt anklager om nazisme: og hans nazisme faldt i en af de mest betændte perioder i Danmarks historie, nemlig omkring krigsudbruddet og under fredsbesættelsen. Endelig er der blevet rejst læresag mod en af Folkekirkens sognepræster, Thorkild Grosbøll, fordi han offentligt har erklæret, at han ikke tror på den almægtige Gud, jordens og himlens skaber. Det har medført dannelsen af en dissidentgruppe i Folkekirken, Plan B, der går ind for en forkyndelsesfrihed, der også muliggør genopdagelsen af Markion.

Trafikforhold, juridiske forhold, omgangsforhold mellem Søren Kierkegaard og den danske filosofs medmennesker er ved at frembringe mere kontekst omkring Guldalderens København end vi har været vant til. Isoleringen af «geniet i købstaden» er et overstået stadie. Nu følger kontekstualiseringen, opbygningen i videnskabens medium af den verden, der omgav tænkeren. Og den omfatter en rekonstruktion af nogle årtier, der var skelsættende for landet: Den dansk-holstenske «helstats» sidste år med Enevældens afvikling og Folkekirkens udvikling med statspræster og etnisk «ren» menighed.

Det er Peter Tudvad, der har en del af æren for etableringen af et mere præcist tidsbillede, og norske læsere har fået skitseret nogle hovedelementer i striden gennem Annicken Vargels artikel «Kierkegaard-feide splitter danskene» i Morgenbladet (06.08.) Udgangspunktet er det i 1994 omstrukturerede Søren Kierkegaard Forskningscenter ved Københavns Universitet, der ledes af Niels Jørgen Cappelørn: I dagbladet Politiken (03.08.) har Cappelørn resumeret institutionens «to hovedformål» på følgende måde: «For det første at fremme national og international Kierkegaard-forskning. For det andet at etablere og udgive en tekstkritisk udgave af alt, hvad Kierkegaard har skrevet». Det sidste omfatter 55 bind, «28 med Kierkegaards tekster og 27 med beskrivelser af dem og kommentarer til dem». – Det kan synes som om der er opstået en strid mellem fakulteterne i Forskningscenteret, nemlig mellem Joakim Garff, der sidder i redaktionen, og den arkivresearchende Peter Tudvad, der bl.a. er en af forfatterne til de meget omfattende realia-bind.
Over fire sider i dagbladet Information 24./25.07. har Tudvad kritiseret Garffs Kierkegaard-biografi SAK for at mangle indsigt i Kierkegaards tid og omverden, for at indeholde faktuelle fejl, samt ikke mindst for at skrive af efter anden sekundærlitteratur uden at angive denne fremgangsmåde som det bærende metodegreb, men tværtimod antyde, at biografien er blevet til ved selvsyn af kildematerialet. Striden står med andre ord også om det stof, en tidsgengivelse gøres af. Da vi har at gøre med en filosof, som Garff fortolker en kende mod selvforståelsen som religiøs forfatter, nemlig som æstetiker og måske dandy, så bliver striden afgørende.
I Tudvads gengivelse bliver Søren Kierkegaard mindre autonom, mindre betjent af tyende og mere omgivet af og bekendt med byalmuen. Med andre ord: mindre aristokratisk og mere anbragt i komplicerede, daglige situationer. Søren Kierkegaards forfattervirksomhed og filosofiske indsats bliver ikke mindre imponerende derved, tværtimod. Og den kommer på en mærkelig måde til at ligne Sartres lidt mere: en mand i sin situation. Truls Lie understregede i sin anmeldelse af SAK –Kierkegaards radikalisme i Morgenbladet 08.11.2002 – det postmoderne ved Garffs præsentation af den danske filosof, men fastholdt i forlængelse af f.eks. Karl Löwith det radikale og ubønhørlige i Kierkegaards undersøgelse af forbindelsen mellem jeget og den religiøse erfaring.
Efter Tudvads kritik bliver Garffs fortolkning mere postmodernistisk end postmoderne og kommer til at fjerne sig fra den postmoderne biograferings forbillede: Lyotards bog om André Malraux, der bl.a. udmærkede sig ved et tæt forhold til arkivet som stoflighed, som levning efter levet liv.
Garff har svaret med en kronik i Politiken 07.08. betitlet Formidlingens pris – tonen er her meget krænket, selv Garffs mange børn inddrages og dagbladet Information kritiseres for ikke at have varslet, at Tudvad var på vej med fire siders undsigelse af SAK. Som sine mange forsvarere forsøger også Garff at bagatellisere Tudvads indvendinger, men ender med at måtte dække sig bag fiktionens litterære rettigheder og formidlingens krav. Noget uklædeligt beklikker Garff Tudvads intentioner (på selvpromovering lyder den banale anklage), ligesom han refererer Cappelørns indlæg mangelfuldt: Centerlederen havde nemlig beklaget tone og ordvalg i Tudvads kritik, det er Garff glad for, men undlader at gøre opmærksom på, at Cappelørn ved samme lejlighed havde krævet, at Garff rettede i SAK, hvor Tudvads kritik var pertinent. (…)