Russland De sorte enker

Terroren og «de sorte enker»

Med selvmordsbombernes indtog i Rusland i år 2000 kom kvinder til at sætte deres særlige præg på terrorismen. Kvinderne, såkaldte sorte enker, hævner sig efter at have mistet mænd, fædre og børn.

Posted on

Moskva proklamerede i marts 2000 «sejr over terroristerne», men siden tog terroraktionerne til på russisk jord. Russiske forbrydelser imod tjetjenske civile, social elendighed og manglende udsigt til fred skabte reelle og potentielle terrorister i stort tal. Efter at Moskva hævdede at have genetableret «fuld kontrol» i republik­ken, blev situationen endnu værre for hele Rusland end i den korte periode af tjetjensk uafhængighed. Situationen i Tjetjenien blev yderligere kompliceret, da flere konkurrerende pro-russiske tjetjenske klaner trådte ind i det allerede kaotiske billede.

Ifølge Vladimir Putin er der tale om terrorbekæmpelse, men det er værd at bemærke, at russiske angreb på tjetjenerne kom før terrorismen. Den første større terroraktion, som tjetjenere stod bag, var Sjamil Basajevs tidligere omtalte gidselaktion i den sydrussiske by Budjonnovsk i juni 1995. Det var et halvt år efter den første sønderbombning af Grosnij.

Efter den anden russiske invasion og fornyede sønderbombning af Grosnij har terroraktioner med og uden tjetjensk afsender været talrige og har antaget nye former. I 2000 oplevede Rusland de første selvmordsaktioner, som har vist at være et fænomen, der, som i Mellemøsten, er kommet for at blive. Terrorisme i Rusland er organiseret af russiske efterretningstjenester for at gøre tjetjenere til syndebukke, hævder Aslan Maskhadovs undergrundsregering:

«Det forhold, at russiske efterretningstjenester under terrorhandlinger i Rusland og andre steder bruger agenter af tjetjensk oprindelse, gør ikke det tjetjenske folk eller den tjetjenske regering ansvarlig for ­Kremls rædsomme forbrydelser. Den tjetjenske regering vil ikke under nogen omstændigheder acceptere vold imod civile. Vi gentager, at vi fordømmer terrorisme i alle dens former,» hed det i en erklæring fra Maskhadov, efter at en selvmordsbomber tog seks mennesker med sig i døden ved Hotel National over for Kreml i december 2003.

Sergej Jastrsjembskij, leder af Kremls informationskontor for Tjetjenien, skrev i en artikel publiceret i flere russiske og internationale aviser i begyndelsen af 2004:
«Vi må erkende, at international terrorisme bruger kampen for ‚uafhængighed’ for Tjetjenien som et dække for mål, der intet har at gøre med det tjetjenske folks ønsker. De internationale terroristers mål er at løsrive Nordkaukasus fra Den Russiske Føderation og skabe en islamisk stat fra det Kaspiske Hav til Sortehavet som trinbræt for et eventuelt verdenskalifat.» nSåledes fortæller Kreml os, at tjetjenerne må standses, ellers risikerer vi alle at ende i en muslimsk, fundamentalistisk stat.
«Alle genopbygningsmidler for Tjetjenien fra det russiske føderationsbudget blev brugt til at købe våben, mens det overvejende flertal af befolkningen blev drevet ud i ekstrem fattigdom,» skriver Kreml-talsmanden.

Er det den Moskva-indsatte tjetjenske ledelse, som Jastrsjembski anklager for at bruge midlerne til vå­ben­køb? Oprørerne kan næppe have haft adgang til dem. Rusland vil ikke overlade tjetjenerne til deres egen skæbne som med Khasavjurt-aftalen, forsikrer han. «Den russiske præsident er overbevist om, at på grund af landets egen svaghed og meddelagtighed overlod føderationsregeringen tjetjenerne til deres egen skæbne i 1999. Som han har udtrykt det, så svigtede det russiske statsmaskineri. Moskva vil aldrig igen overlade tjetjenerne til skæbnen. Vi er kommet til den konklusion, at halve foranstaltninger over for Tjetjeniens problemer er meget farligere end beslutsomme og sammenhængende. Føderationsstyrkerne vil blive på republikkens territorium.»

I forbindelse med alle større terroraktioner, som tjetjenere anklages for eller har påtaget sig ansvaret for, har der været formodninger fremme om russisk medvirken.
Journalisten Anna Politkovskaja, som var blandt dem, som forgæves forsøgte at mægle under gidseldrama­et i Dubrovkateatret i Moskva i oktober 2002, har i sin avis Novaja Gaseta påvist, at tjetjeneren Khanpasja Terkibajev, som var blandt gidseltagerne, var russisk agent. Det hed sig, at 41 terrorister blev dræbt, og at det var samtlige gidseltagere, men Terkibajev undgik den skæbne. Han omkom imidlertid ved et mystisk biluheld efter Politkovskajas offentliggørelse af, at han var set i live.
Op til valget til Dumaen i 2003 og præsidentvalget i 2004 blev den russiske hovedstad igen rystet af terror. En bombe sprang i et lokaltog i Stavropol-regionen to dage før parlamentsvalget 7. december med mindst 44 dødsofre. To dage efter valget detonerede en ‚sort enke’ et sprængstofbælte i centrum af Moskva og tog seks andre med sig i døden.

I februar 2004 blev over fyrre dræbt af en bombeeksplosion i Moskvas metro. Det var alles skræk, som blev til virkelighed i byens transportnerve, der fragter millioner af passagerer dagligt. Det blev set som noget nær et mirakel, at bomben ikke krævede endnu flere liv i den tætpakkede metrovogn i myldretiden. Der kom modstridende oplysninger. Nogle myndigheder mente, at en selvmordsbomber havde været på spil, andre at det var en fjernstyret bombe. Der kom også modstridende oplysninger om det anvendte sprængstofs art og omfang. Det er en af de mange terroraktioner, som aldrig er fuldt opklaret. Militæranalytikeren Pavel Felgenhauer mente, at der kunne være tale om en ulykke, som der også var officielle forlydender om lige efter eksplosionen. «En eller anden kan have fragtet sprængstof i metroen, stjålet fra et militærlager eller en industrivirksomhed sammen med detonatorer for at sælge det på det sorte marked,» skrev Felgenhauer i Moscow Times.

Mange russiske medier og politikere anklagede FSB for dårligt arbejde. Ifølge Dagbladet Isvestija havde FSB i et par måneder kendt til terrorplaner imod metroen. Dagbladet Nesavisimaja Gaseta skrev, at Ruslands politiske elite burde anklages mere end FSB. «I hvilket omfang er Moskvas handlinger baggrund for, at den tjetjenske separatistiske bevægelse har udviklet sig til blodig terrorisme?» spurgte bladet.

Folkebevægelsen til støtte for efterladte til ofre for gidseldramaet i Dubrovkateatret skrev i et åbent brev til Putin: «Er De reelt garant for befolkningens sikkerhed og dens ret til et normalt liv?» Brevet anklagede myndighederne for intet at have lært af tragedien i teatret, som kun var muliggjort af, at terroristerne havde kunnet bringe store ladninger våben og sprængstof til Moskva – ved at bestikke sikkerhedsfolk.

Bladet Vremja Novostej skrev, at bekæmpelse af terrorisme ikke blot er en vanskelig sag, «men praktisk talt umuligt i et gennemkorrupt samfund». Dagligt bestikker «mistænkelige personer» sig fri, skrev bladet, og «alt vil også vende tilbage til det normale i Moskva, bortset fra, at der vil blive krævet mere i bestikkelse». Og fra Tjetjenien forlød det, at russiske soldater ved kontrolposter så passivt til, når lastbiler med smugler­gods, herunder våben, kørte forbi, eller de brugte kon­trol­poster som toldstationer, hvor de tog afgifter fra køretøjer og vinkede dem videre uden at undersøge dem.

Efter dramaet i metroen ventede mange, at krigen i Tjetjenien ville blive et dominerende emne i valgkampen op til præsidentvalget måneden efter, og at Putins popularitet ville falde.

Da Vladimir Putin blev valgt til præsident i 2000 forventede kommentatorer, at hans opbakning ville falde dramatisk, hvis han ikke hurtigt fik gjort en ende på krigen og terroren. Det gjorde han ikke, men blev alligevel endnu mere populær. Det paradoks så de stadig flere terroraktioner og ringe succes i terrorbekæmpelsen ikke ud til at ændre på, før gidseldramaet i Skole nr. 1 i Beslan 1. september 2004, der fulgte umiddelbart efter selvmordbomber imod to russiske fly, der kostede 90 livet, og en selvmordsbombning i Moskva, der dræbte ti mennesker. Da faldt Putins popularitetskurve.

FSB deltog tilsyneladende ikke i forsøg på at begrænse panikken efter terrorbomben i Moskvas metro. Under en forelæsning for medlemmer af den nyvalgte Duma om landets sikkerhed efter katastrofen sagde FSB’s vicechef Vjatjeslav Usjakov, at antallet af terrorangreb i Rusland næppe vil falde, men at nye terroraktioner var mulige «i transportsektoren, imod atomanlæg og i energisektoren». Han sagde også, at den øgede terroraktivitet overalt i Rusland tydede på, at «visse lande» er interesserede i at «gøre republikken (Tjetjenien) til et center for global terrorisme».

Nyhedsbureauet Gazeta.ru skrev om FSB´s krav om øget magt: «FSB kræver licens til at dræbe». Bureauet understregede, at FSB havde krævet og fået øgede beføjelser efter alle større terroraktioner. Selv om det intet havde at gøre med terrorisme, benyttede FSB lejligheden til at kræve øget magt til at «undersøge privatiseringshandler», altså ret til at gribe ind over for de såkaldte oligarker, der havde tjent enorme formuer på 1990’ernes lyssky privatiseringer.

Usjakov bebudede også pres på Dumaen for ophævelse af det moratorium for dødsstraf, som var en forudsætning for Ruslands optagelse i Europarådet. «Dødsstraf er nødvendig for at afskrække terrorister,» sagde han. Men dødsstraf er næppe noget effektivt middel til at bekæmpe selvmordsbombere. Efter terrorbølgen i august og september 2004 blev det afsløret, at politibetjente i Beslan havde ladet sig bestikke eller afpresse til at hjælpe gidseltagerne.

Med selvmordsbombefænomenets indtog i Rusland i år 2000, kom kvinder til at sætte deres særlige præg på terrorismen. Omkring halvdelen af de selvmordsbombere, som siden har været på spil, skønnes at være kvinder, såkaldte sorte enker. Det er tjetjenske kvinder, der hævner sig efter at have mistet mænd, fædre, sønner eller andre slægtninge i krigen. Sørgende enker har frivilligt kastet sig i døden og taget tilfældige russere, der var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, med sig for at påtvinge russiske familier tragedier af samme omfang, som russiske styrker har udsat deres familier for. Der er imidlertid også eksempler på, at kvinder ikke gør det frivilligt, men at social udstødning fra især traditionelle bondesamfund har gjort dem til nemme ofre for rekruttering til det dødbringende job.

Et eksempel er den 23-årige Sarema Musjakhojeva i Lefortovo-fængslet i Moskva, hvis mand var blevet dræbt som oprørssoldat, mens hun var gravid. «Jeg var blevet en skam for familien,» sagde hun i et interview til Dagbladet Isvestija i februar 2004. Sarema havde stjålet smykker fra svigerfamilien for at skaffe penge til at flygte med sin datter, efter at svigerforældrene havde givet hendes spæde datter til en barnløs søn. Hun fortalte, at hun besluttede at blive sjakhid, martyr, for at tilbagebetale de 800 dollar, som hun havde fået for de stjålne smykker. En wahhabistisk terrorgruppe havde tilbudt hende 1.000 dollar for en selvmordsaktion.
«Jeg måtte erkende, at jeg ikke kunne gennemføre det,» sagde hun i fængslet, hvor hun ventede på at komme på anklagebænken for terrorisme.

Hun blev arresteret med en udetoneret bombe i Moskvas centrum 10. juli 2003. Terrorgruppen havde overbevist hende om, at det var hendes religiøse pligt at sprænge en bombe i en café. Hun forlod cafeen uden at have detoneret bomben, men frygtede at «instruktørerne» ville gøre det per fjernkontrol. «Hverken jeg eller de vidste, hvad der skulle gøres. Jeg gik og ventede på at dø,» sagde Sarema. En betjent beordrede hende til at smide tasken. «Jeg gjorde som befalet og sprang væk fra den rædsomme taske,» sagde hun.

Nogle dage før var hun af en midaldrende kvinde, som hun kendte under navnet Ljuba, blevet bragt til et hus uden for Moskva, hvor der var to mandlige «instruktører». Ljuba menes at være den navnkundige Sorte Fatima, som skal have rekrutteret mange unge kvinder til selvmordsaktioner. Der var to andre kvinder i huset: 19-årige Salikhan Elikhadsjijeva og 26-årige Sinaida Alijeva, som sprængte sig selv og fjorten andre ihjel ved en rockkoncert ved Tusjino-lufthavnen i Moskvas udkant fire dage før Sarema stod for tur.

Ifølge hendes udsagn var den 19-årige blevet udstødt af sin familie, efter at hun var løbet bort med sin stedbror, som hun var forelsket i. Hun blev overbevist om, at det eneste hun kunne gøre efter således at have bragt skam over familien, var at ofre sit liv. Kun den 26-årige passede til definitionen på sorte enker, frivillige hævnere af en ægtemands eller et andet familiemedlems død i krigen. De to andre var drevet af social udstødning efter at have krænket en eller flere uskrevne, men strengt overholdte sociale og religiøse love i fattige landområder i Nordkaukasus. Myterne om

Sorte Fatima er mange. Hun formodes at være en effektiv jæger af unge tjetjenske kvinders sjæle. De russiske myndigheder har beskrevet hende som «midaldrende med en krum næse og sort hår». Avisen Los Angeles Times har interviewet familier, der har haft besøg af Sorte Fatima. Medna Bajrakova siger til avisen, at en midaldrende kvinde med Fatimas træk dukkede op i deres hjem i Grosnij for at tale med hendes 26-årige datter Sareta under fire øjne. Efter samtalen sagde Sareta til moderen, at hun ville følge kvinden på vej. En time senere kom flere mænd i camouflageuniformer og sagde til familien, at datteren var draget bort for at gifte sig med en af deres mænd. Næste gang, Bajrakova så sin datter, var på tv. Hun var sikker på, at det var Saretas øjne over et af de sorte slør, som tilhyllede kvinderne i aktionen på Dubrovkateatret.

Russiske sikkerhedsfolk kom siden til Bajrakovas hjem med et billede, der var taget i de tidlige morgentimer, efter at teatret var stormet og alle gidseltagere dræbt. «De spurgte mig: Er det din datter? Men ansigtet var helt smadret. Og så besvimede jeg,» fortalte moderen til den amerikanske avis.

Sjamil Basajev menes at have trænet mange sorte enker. Undergrundspræsidenten Aslan Maskhadov har kaldt de sorte enker et produkt af «den russiske besættelses ødelæggelse af tjetjenske familier», men FSB hævder at have beviser for, at han står bag alle tjetjenske terroraktioner, også selvmordsaktioner.

Los Angeles Times rapporterede også fra landsbyen Assinovskaja i det vestlige Tjetjenien. I en sidegade ligger murbrokker, som engang var Sulumbek Ganijevs hus, hvor hans ti børn voksede op. Kun fire af dem er i live i dag, heraf to i fangenskab. En søn blev dræbt under et russisk raketangreb i 1999, en datter forsvandt i 2000 og menes dræbt under et bombeangreb mod Grosnij, en søn blev samme år dræbt som guerillakæmper, en tredje ved et biluheld. Og to døtre skal have været blandt de selvmordsbombere, der blev dræbt i Dubrovkateatret med udetonerede sprængstofbælter om livet.

Få dage efter kom russiske soldater og sprængte familien Ganijevs hus i stumper og stykker. Ganijev og hans kone overlevede kun, fordi de så tv hos en nabo. «Det er ikke vores skyld. Før krigen var alle børnene hjemme. Russerne tog dem fra os,» sagde han.

Familiens første møde med russiske styrker var i oktober 1999, da soldater skød deres fire køer og slæbte to af kadaverne med sig bag deres køretøj. Kort efter sluttede to af sønnerne sig til oprørsstyrkerne. I juni 2002 kom russiske soldater og slæbte en yngre søn og to døtre med sig. Efter tre dage lykkedes det familien at købe børnene fri for 1.000 dollar. Men da de kom tilbage, var de helt forandrede, fortæller fade­ren. Børnene sagde, at de havde været udsat for elektrisk og anden tortur for at aftvinge dem oplysninger om oprørerne.

Om pigernes reaktion efter fangenskabet fortalte moderen: «De kom tilbage og sagde, at de nu var påført skam. Vi kan ikke leve sådan mere, sagde de. Vi så dem aldrig græde. De sad bare og var deprimerede.» 29. september 2002 fortalte døtrene Fatima og Khadsjad, at de ville besøge en nevø i Dagestan. En måned senere genkendte forældrene dem på tv-billeder fra Dubrovka-teatret.

En anden datter, Rajsa, meldte sig til russisk politi og fortalte, at hun var bange for ikke længere at kunne modstå rebellernes forsøg på også at rekruttere hende til de sorte enker. Siden har familien ikke kunnet få oplyst, hvor Rajsa holdes fanget. Hun er en af de potentielle sorte enker, der enten har meldt sig selv eller er pågrebet, som Aleksej Sakharov, specialist i psykologi i ekstreme situationer, har interviewet.

Sakharov mener, at mange af dem har fået narkotiske stoffer. Han sagde på en pressekonference: «De viser alle tegn på dybe mentale traumer.» Rekrutteringen af kvinder til selvmordsaktioner har ifølge menneskerettighedsorganisationer forværret alle tjetjenske kvinders situation.

Efter terroraktionen i Dubrovkateatret viste der sig et frysende mønster. Det var ikke længere fortrinsvis yngre mænd, som forsvandt sporløst i Tjetjenien, men også yngre kvinder, hvis mænd, brødre eller fædre var faldet i krigen. Først dør han under sammenstød med russiske styrker, eller simpelthen fordi han er mistænkt for at være oprører eller for at have oplysninger om sådanne. Han dør i fangenskab eller forsvinder sporløst. Så forsvinder hustruen, søsteren eller datteren.

Ifølge menneskerettighedsgrupper er der tale om en relativt ny strategi for «forebyggende angreb» på unge tje­tjenske kvinder, som de russiske sikkerhedsstyrker mistænker for at være potentielle sorte enker. Et ukendt, men stort antal kvinder er blevet hentet i deres hjem af maskerede mænd i camouflageuniformer. Ifølge efterforskere har mange af kvinderne ingen forbindelse til terrorister eller oprørere, men fælles for dem er, at de har mistet ægtemand eller en nær slægtning kort før deres forsvinden.

Praksis er, at hvis en kvinde forsvinder og findes igen, så sker det inden for de første tre-fire dage. Hvis der går længere tid, dukker vedkommende sjældent nogen sinde op, ifølge den russiske menneskerettighedsorganisation Memorial.

Familier til forsvundne kvinder har som regel været ude af stand til at få oplyst, hvilke myndigheder, der har pågrebet dem, og hvor de holdes i fangenskab. Soldaterne kommer som regel efter dem om natten uden identificerbare uniformer og køretøjer.

Russiske myndigheder hævder ofte, at kvinderne er forsvundet til træningslejre under Sjamil Basajev eller til hemmelige opholdssteder i Moskva, hvor de trænes til selvmordsopgaver.

Elsa Gajtamirovas mand, Rumid-Babek Isajev, forsvandt i 2001. Siden har den 31-årige Elsa, mor til fire børn, været arresteret fire gange. Naboer har sagt, at hun fortalte dem, at hun gentagne gange var udsat for tortur under langvarige forhør, hvor hun blev hængt op med hovedet nedad. Hun blev slæbt væk fjerde gang 15. januar 2004 fra sit hjem i landsbyen Gekhi. Der har ikke været livstegn fra hende siden.

Uidentificerede mænd kørte ti dage tidligere væk med den 59-årige Petimat Gambulatova samt hendes tre døtre og en søn fra deres hjem i udkanten af Grosnij. Det var en måned efter en nær mandlig slægtnings forsvinden. Gambulatova og døtrene blev løsladt tre måneder efter, men af angst for flere repressalier har de nægtet at udtale sig om deres skæbne til menneskerettighedsadvokater. Ud fra tilgængelige oplysninger mener efterforskere, at de var i fangenskab hos tidligere præsident, Akhmad Kadyrovs private hær. Det ses som et eksempel på den øgede prorussiske tjetjenske chikane imod civilbefolkningen.

Senere samme januar pågreb omkring tyve svært bevæbnede mænd Luisa Mutajeva, hvis søster angiveligt deltog i gidseltagningen på Dubrovka-teatret. Luisa blev kørt væk fra sit hjem i Assinovskaja i en minibus uden nummerplader. Hun har været sporløst forsvundet siden. Embedsmand Ljubov Dubas’ datter, den 21-årige Milana Osdojeva, blev arresteret 19. januar 2004. Faderen har forgæves prøvet at overtale russiske myndigheder til at slippe hende fri og tage ham selv i stedet.

Osdojevas mand, der var tilknyttet oprørsstyrkerne, forsvandt i 2003. Hun var efterladt med en lille dreng, der blev født efter faderens død, og en tre-årig datter. Mændene, som kom efter hende, hævdede, at de havde beviser for, at hun havde ladet sig rekruttere som selvmordsbomber. Hun skal ifølge faderen havde afvist det og sagt: «Jeg vil ikke være martyr. Jeg vil leve.»

Også Milanas skæbne viser, at tabet af en ægtemand ofte følges af trusler på eget liv for tjetjenske kvinder. Da faderen dagen efter hendes forsvinden og siden utallige gange henvendte sig til FSB og anklagemyndigheden, fik han at vide, at de intet kendte til hendes skæbne. Mens Milena efter alt at dømme var uskyldigt mistænkt i planer om at blive selvmordsbomber, steg to kvinder af slagsen på hver sit fly 24. august 2004 og dræbte alle ombordværende ved to næsten samtidige flystyrt. Det kunne have været undgået. De havde bestukket sig fri af sikkerhedskontrollen i lufthavnen Domodedovo i Moskva. Det kostede 250 kroner i bestikkelse at tage 90 liv.

Denne teksten er et uddrag fra «Terroren og ‘de sorte enker’» fra Vibeke Sperling, Åh Tjetjenien (Gyldendal, København, 2004).