/

Kontrolsamfundets paranoia vokser

Det amerikanske kunstnerkollektiv Critical Art Ensemble har i årevis beskæftiget sig kritisk med bioteknologi. Sidste år røg Steve Kurtz, lektor i kunsthistorie ved Buffalo University og medstifter af Critical Art Ensemble, imidlertid i myndighedernes sorte bog og står nu over for en retssag, der i værste fald kan koste ham op til 20 års fængsel. Vi interviewer ham.

11. maj sidste år vågnede Steve Kurtz op og fandt sin kone liggende død i sengen ved siden af sig. Han ringede efter ambulancen, og skønt det hurtigt viste sig, at hustruens død skyldtes hjertestop, havde Kurtz, før han vidste af det, indtaget hovedrollen som mistænkt for bioterroristisk virksomhed i en kafkask retsproces. Nordiske Le Monde diplomatique mødte ham til Transmediale i Berlin i februar, hvor han fortalte om Critical Art Ensembles arbejde og om, hvordan han opfatter sin nuværende situation som repræsentativ for samfundets tiltagende paranoia og kontrol.

Medlemmerne i Critical Art Ensemble (CAE) betegner sig som «Taktiske mediekunstnere». Deres arbejde er karakteriseret ved at bevæge sig i grænsefelterne mellem kunst, kritisk teori, teknologi og politisk aktivisme. En gennemgående tråd i værkerne, der spænder fra bogprojekter over performances til installationer, er en system- og ideologikritisk praksis, der ikke lader sig fastlåse inden for rammerne af én genre. I de første godt ti år var det primært Informations- og kommunikationsteknologi, der optog det i 1987 stiftede kunstnerkollektiv. Omkring midten af 1990’erne ændrede de imidlertid – som en reaktion på landvindingerne inden for bioteknologi – fokus til biopolitiske problemstillinger. Adspurgt om bevæggrundene for dette skift svarer Steve Kurtz:
– Da internettet opstod, var det indlysende nok en meget vigtig ting, det følte vi virkelig. Men efter at have arbejdet med det i nogen tid fik vi mere og mere fornemmelsen af, at det var den samme form for magtformation, der gjorde sig gældende her som på andre niveauer i samfundet. Med den bioteknologiske revolution sker der imidlertid noget afgørende nyt. Her kan man gå direkte til cellerne og prædisponere dem til at være modtagelige over for dette spektakulære bombardement. Der er tale om en regulær invasion som vil få store konsekvenser i forhold til, hvordan vi relaterer til hinanden, til lægevidenskaben og ikke mindst i forhold til det at bedrive ingeniørarbejde i kødet. Det er derfor, vi taler om molekylær invasion (titlen på CAE’s seneste bog, red). Bioteknologien er nemlig ikke blot en effektiv forlængelse af radio, tv, telefon osv., sådan som det er tilfældet med de nye medier, men et helt nyt grænseområde hvori kapitalismen kan indskrive sine værdier. Et felt, som er yderst underbemandet, hvad angår kritisk kunst, mens det er overbemandet med ukritiske kunstneriske cheer leaders! De fleste nøjes med at udtrække den æstetiske værdi af bioteknologien og forvandle, hvad man kunne kalde for videnskabeligt billedsprog til fetichgenstande.
Kurtz understreger flere gange, at det ikke forholder sig således, at CAE er indædte modstandere af eller af princip er imod den bioteknologiske udvikling per se. Men at det er deres ærinde at «gøre det latente manifest», at synliggøre de for offentligheden usynlige magtstrukturer og interesser, der langt hen ad vejen er retningsgivende for denne udvikling. I tråd hermed stillede CAE i performancen Flesh Machine (1997-98) fx skarpt på den underliggende ideologiske og racehygiejniske agenda ved kunstig befrugtning. På et on-site laboratorium og under medvirken af uddannede laboratorieteknikere fik publikum mulighed for at gennemgå et donortestforløb med alt, hvad dertil hører af interview, celle- og DNA-prøver. Testforløbet var ikke udtænkt af CAE men en nøjagtig reproduktion af den procedure, som gør sig gældende på amerikanske klinikker for kunstig befrugtning. Og tankevækkende nok viste det sig i et overvejende antal af forsøgene, at de, der ikke blev sorteret fra undervejs, men fundet værdige til biologisk reproduktion var heteroseksuelle, hvide, veluddannede mænd. Således fik den enkelte tilskuer i Flesh Machine i helt bogstavelig forstand mulighed for at taksere sin værdi i den genetiske markedsøkonomi.

I CAE’s projekter er det da også en erklæret hensigt for kunstnerkollektivet at afmystificere, hvad der sker bag de ellers så lukkede døre i de hellige bioteknologiske forskningshaller. For på den måde at åbne et andet, erfaringsbaseret rum for kritisk offentlig debat om alt fra kunstig befrugtning over genmanipuleret føde til bioteknologisk krigsførelse. I forbindelse hermed spiller begreber som performativitet og interaktivitet en afgørende rolle:
– Det vi forsøger at gøre, og her knytter vi an til situationisterne, som jeg på mange måder ser som en vigtig forgænger for os, er at skabe nye situationer. Vi prøver at medvirke til, at der kan opstå nye idéer hos folk – nye narrativer, der kan skabe grobund for skepsis og kritisk bevidsthed i forhold til det bestående. Og efter vores mening er deltagelse, kropslig deltagelse, et vigtigt aspekt af dette. På den måde opfatter jeg os som en slags forsvarere af kødet. Vi tror på kroppens kraft og integritet. Så derfor er vores værker performative og interaktive – fordi det involverer folk på en måde, som de ikke blot oplever og bagefter husker med deres bevidsthed, men med hele kroppen.
– I såvel teori som praksis understreger I betydningen af at arbejde nomadisk i mellemrummene inden for de givne strukturer. Er det for dig at se den eneste måde, hvorpå man kan agere kritisk i dag – altså at bevæge sig inden for strukturerne frem for at tro, man kan stille sig uden for dem, således som fx situationisterne vel håbede på, at de i sidste ende ville kunne?
– Ja, og det er især her, vi adskiller os fra situationisterne, som jo blev ved med at tro på, at de på en eller anden måde kunne sætte sig uden for skuespilsamfundet. Men det lykkedes dem aldrig. For os er udgangspunktet, at vi altid befinder os i en «territorialiseret» position, og at de af os, som besidder en marginal status inden for et givent territorium, ikke har andre muligheder end at handle taktisk. Vi er meget enige i Michel de Certeaus skelnen mellem strategi som noget, der groft sagt er forbeholdt de autoritative kræfter, og taktik som en måde hvorpå man subversivt kan agere inden for rammerne af strategisk betingede strukturer. Den eneste mulighed, vi har, er at arbejde taktisk, at finde de små smuthuller vi kan operere i. Det var det, vi praktiserede i forhold til vores arbejde med digital teknologi og Electronic Civil Disobedience, hvor det rent faktisk lykkedes os at influere på aktiepriserne. Og det er det, vi gør nu, med hvad vi kalder contestational biology. For som sagt er vi ikke imod bioteknologi som sådan – faktisk er jeg overbevist om, at en lang række videnskabelige processer, kan bruges i den offentlige interesse og i oppositionelt øjemed. Det er der bare ikke rigtig nogen, der har overvejet. Der er ligesom kun de her skrækforestillinger om, hvad der ville ske, hvis terrorister fik fingre i anthrax eller hvad ved jeg. Det, vi spørger om, er, jamen hvad nu hvis folk, der arbejder i opposition til pankapitalismen, fandt ud af at bruge simpelt laboratorieudstyr til egne formål? Hvad nu hvis de fandt ud af at omforme det til egne behov? Så ja, vi tænker taktisk, vi bevæger os i sprækkerne og i mellemrummene. Og man bliver nødt til at være i konstant bevægelse, for smuthullerne står hele tiden i fare for at blive lukket til, og gråzonerne er konstant i begreb med at blive sorte og hvide. Man bliver nødt til at tænke dynamisk – hvad man kan bruge den ene dag, bliver man måske nødt til at smide væk den næste. (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller .

Tre måneder med Le Monde diplomatique for 69 kroner!

Papiravis og full digital tilgang

0 kr 0