Danskers syn på nordmenn Først må vi tage rejsen mod nord. Med flyet, i bilen med ski på taget eller ligefrem med danskerbåten som nordmændene kalder den færge, som på Skagerak forbinder de to nationer. Og her kan den danske forfatter Ida Jessen komme os til undsætning:
– Jeg rejste til Norge i 1990, men jeg husker stadig tydeligt min ankomst til øen Træna helt mod nord. Efter 12-13 timers sejlads med fragtfærge nåede vi kajen. Der var fyldt med folk. Varer og personer blev læsset af, og jeg husker den leben, som var på kajen. Det var som at være trådt tilbage i tiden. Mågerne skreg på tagryggen.
Ida Jessen træder selv de 15 år tilbage i tiden, da norsk-danske Le Monde diplomatique snakker med hende. De fem års bosættelse i Norge, fra 1990 til 1995, var en søgen efter eventyret og det vilde. Og det fandt hun i et samfund, som virkede gammeldags og afsondret i sammenligning med det danske:
– Tingenes utilgængelighed blev tydelig. I Norge kunne man køre 30 kilometer efter en knap. I Danmark ville det aldrig ske. I Danmark er afsondretheden noget med at leve i et fyr i 3 uger, men man har alligevel sjældent mere end 10 minutter ned til købmanden. I Norge findes døden på havet, og det uladesiggørlige i at komme frem. Disse vilkår har konsekvenser for livet som menneske.
Den danske forfatter måtte selv engagere sig for at leve med afsondretheden og for at modkæmpe den ø-kuller, som hun betegner som uundgåelig. I 2 år underviste hun i grundskolen, samtidig med at hun fandt inspiration til sine tekster.
– Det, jeg husker allermest fra min tid på Træna, er stilheden. Det er vanskeligt at leve i stilheden, men det er samtidigt meget inspirerende at opleve stilheden. Stilheden, det afsondrede er kunst. I stilheden og i de øde landskaber sker dramatiske ting, og man bliver overladt til vilkårene.
I disse år bliver norsk litteratur læst med stor lyst i Danmark. Forfattere som Lars Saabye Christensen, Jan Kjærstad og Roy Jacobsen sælger godt og bliver debatteret. Den er den store, episk fortællende roman, der for alvor læses, og den er i følge Ida Jessen særlig norsk:
– Norsk litteratur har en tradition for at skrive stedet frem i større fortællinger. Forfatterne skriver bøger, der griber en i kraven. Sted, personer og fortælling skrives sammen og giver stærkere litterær nerve. Jeg tror, dette dels skyldes geografien, og dels at Norge aldrig er blevet ramt af modernismen i samme grad som Danmark. Modernismen er forbehold, tagen i ed og helgardering. Megen dansk litteratur er for snedigt skrevet til at kunne interessere vores nabolande. Selvbevidsthed er jo udmærket, men det kan også føre til, at man kniber ballerne sammen. Bliver….knibsk, ja, skriv knibsk i stedet for. Det lyder bedre, siger Ida Jessen. Og det gør vi så.
Samtidig letter vi blikket og forlader Træna et øjeblik for at tage til midten af Jylland, på universitetet i Århus, hvor kulturkritikeren Hans Hauge sidder og forsker i nordisk litteratur:
– Norsk romankunst overgår langt de andre nordiske lande – måske fordi Norge er et postkolonialt land,» begynder Hans Hauge, men han vil egentlig hellere diskutere forskelle og ligheder mellem de to nationer og proklamerer:
– Forskellene er æstetiske og hyggelige. Sprogudtalen er forskellig, og så er der visse ting, man spiser, som er forskellige: vafler, brunost, flatbrøt, multe, lutefisk. Det nationale handler meget om mad og smag. National kultur består af banale ting, og den slags har vi alle, siger Hans Hauge og slår sin pointe fast:
– Jeg kan godt forestille mig, at de to lande igen bliver ét. Hvorfor skulle de ikke, hvis nationalstatens dage er talte?
Danmark og Norge som ét land? Fuldemandsnak eller mulig virkelighed? Lige nu hvor Danmark må siges at konkurrere med Norge om at have den mest udtrykte form for nationalisme, kan det virke paradoksalt at tale om en mulig tilnærmelse eller ligefrem genforening af de to nationer. Men Hans Hauge er ikke nogen fuld mand:
– Vi skriver igen fælles historier, og af en ny bog – Det danske imperium1 – fremgår det, at det man ville i Norge i 1814, ikke var selvstændighed, men mere selvbestemmelse inden for imperiet. Og så jeg ser en tilnærmelse. Det første, der slår mig, når jeg tænker Norge, er også hvor mærkeligt – eller rart på norsk – det er, at nogen fra et andet land ligner os selv så meget. Vores velfærdssystemer minder om hinanden, og nu har erhvervslivet i de to lande med fusioner som Nordea og Coop og det norske ejerskab af danske aviser også nærmet sig hinanden. Samtidig er den overvurdering af egen fortræffelighed, som jeg mener Norge er plaget af også til stede i Danmark. Jeg giver Terje Rød Larsen helt ret i hans begreb om vikingeglobaliseringen som en måde at forklare Norges internationale engagement på, siger Hans Hauge og slår fast, at man ikke bør ligge alverden i nationalismen:
– Det nationale er jo identisk strukturelt set fra land til land. Jeg opfatter bestemt ikke Norge som mere isolationistisk end andre nationer. Nationalitet er per definition isolation. Og hvis nationen eksisterer endnu, opretholdes den jo ved nationalisme. Hvad ellers?
Mens Hans Hauge koger forskellene mellem de to nationer ned til symbolske banaliteter, fremhæver han derimod de to forskelligartede blikke, med hvilke de to nationer betragter hinanden:
– Danskernes syn på Norge er lettere nedladende. Vi er som englænderne overfor europæere. Det er mit indtryk, at danskere, der bor i Norge ofte bliver ved med at tale dansk, mens nordmænd i Danmark – eksempelvis de mange håndboldspillere – hurtigt lærer sig dansk. Det danske syn hænger sammen med historien. Der er ganske enkelt rester af det koloniale i den måde, vi betragter Norge på.
De danske medier skriver sjældent om Norge. Hundredårsfejringen og Stortingsvalget er blevet omtalt, men ellers bunder Norgesdækningen – på kolonialt og nedladende vis – typisk i banale artikler om oliepenge, strikhuer og manglen på humor. Blikket rettes mod syd, som flere af de kilder, Le Monde diplomatique har været i kontakt med påpeger. En af dem er miljøminister og minister for det nordiske samarbejde Connie Hedegaard (Konservative):
– Gang på gang slår det mig i Oslo, hvor velorienterede nordmænd er om danske forhold. Mange holder jo Weekendavisen eller Information deroppe, og de følger godt med i det danske. For danskere er Norge stadig noget med skiferie, muntre mennesker og knækbrød, men i virkeligheden ved vi jo ikke det store om Norge, når det kommer til stykket, siger Connie Hedegaard til Le Monde diplomatique. Ministeren, som er journalist af profession, forstår godt de danske mediers fravalg af Norge:
– Vi kigger mere sydpå end Norge og Sverige, og det er også naturligt. Vi har jo været med i EU i 14 år mere end Sverige, så vores samfund er nok tættere knyttet til EU end det svenske. Og det samme gælder naturligvis i forhold til Norge. Desuden er Danmark jo landfast med kontinentet, så geografien spiller også en rolle for nyhedsprioriteringen.
Danmark har i år formandskabet for Nordisk Ministerråd, og Connie Hedegaard må i sin egenskab af minister for det nordiske samarbejde kunne komme med et bud på, hvad der adskiller de to nationer politisk. Og det kan hun:
– Norge er jo i den grad et udkantsland. De mærker i højere grad til by/land- og hovedstad/provins-problematikker, end vi bilder os ind, at vi gør i Danmark. Derfor fylder regionalpolitikken også meget i Norge. En anden forskel, som jeg har bidt mærke i, er på debatniveau. Nordmænd er bedre til at tage principielle holdningsmæssige diskussioner. I Danmark fylder enkeltsager meget, hvorimod Norge i højere grad tager principdiskussioner.
– Noget af det, man konstant hører om i de danske medier, er de norske oliepenge. Hvilke politiske konsekvenser har den økonomiske forskel mellem de to lande?
– De store summer har gjort det muligt for Norge at føre en stærkt ekspansiv økonomisk politik med betydelige overførsler til den sociale sektor, landbruget og erhvervslivet i distrikter med faldende befolkningstal. Petroleumsfonden, hvor de fleste olieindtægter er deponeret, er med sin anslåede værdi af mere end 1.300 milliarder norske kroner jo en «bankkonto» som ikke er mange regeringer forundt.
– De lyder som om, der er markante forskelle. Kan vi overhovedet samarbejde med Norge?
– Det mener jeg bestemt. Vi er jo ligesom Norge en stor bidragsyder af ulandshjælp, og vi er jo stort set enige udenrigspolitisk. Og så er områder som forskning, transport og miljø herunder Østersøen jo oplagte samarbejdsmuligheder. Under det danske formandskab har vi reformeret Nordisk Råd. Vi har simpelthen sagt: «Hvor gør det nordiske samarbejde nytte?», og så har vi reduceret antallet af ministerråd fra 18 til 11. Nordisk Råd skal nemlig ikke bare holde festtaler, nej vi skal have konkrete resultater.
En anden forskel mellem Norge og Danmark, som ministeren på dette tidspunkt i samtalen endnu ikke har berørt, er Norges manglende medlemskab af EU. Hendes forsigtige svar lyder:
– EU-medlemskabet gør da en forskel. Norge kan som Island kun sidde med ved morgenkaffen. I egenskab af EØS-samarbejdet mærker Norge konsekvenser af EU-beslutninger, men de er ikke med til selv at træffe den. Danmark kan måske nok nogle gange undre sig lidt over dette. Vi forstår ikke helt, hvorfor man kan vælge at stå udenfor – at man hellere vil være underlagt beslutninger end at være med til at træffe dem.
Kommer Norge med i EU vil betydningen af både Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd formindskes betydeligt, vurderer Connie Hedegaard. Men det er ikke den vej, vinden blæser, hvis man skal tro venstrefløjspolitikeren Line Barfod (Enhedslisten), medlem af Nordisk Råd:
– EU er i krise, og netop nu er en tid hvor det nordiske samarbejde bør opprioriteres. Det siger jeg også, fordi jeg mener, at Danmark kan lære virkelig meget af Norge, siger Line Barfod og præciserer:
– Tidligere har Danmark været det mest frisindede af de nordiske lande. Sådan er det ikke længere. Norge er ved at blive mere frigjort, alt imens Danmark strammer op. Ligesom man efter den franske revolution sagde: «revolutionen æder sine børn», så er det måske også sådan, at «liberalismen æder sine børn.» I hvert fald er Norge kommet meget længere end Danmark på mange områder. Jeg kan nævne fikserum til narkomaner, alternativ konfliktløsning og så det store internationale engagement og fredsmæglerarbejde, som Norge påtager sig.
Line Barfod fremhæver også højredrejningen i en sammenligning mellem de to lande:
– Norge har ikke set samme højredrejning som vi, og når jeg mødes med norske politikere ryster de på hovedet af den danske indvandrerdebat. Jeg tror, det skyldes to vidt forskellige former for nationalisme. Det er muligt, at Norge også fejrer sig selv og går klædt i nationaldragter, men Norges nationalisme er af en art, der siger «vi er gode, men vil gerne give af det, vi har og engagere os i verden,» mens den danske nationalisme kalder på et «vi er gode og må hellere holde de andre ude».
Tilbage i tiden og hos Ida Jessen i Norge, hvor konturerne har skærpet sig. Forfatteren er flyttet fra Træna til Sigdal, et par timers kørsel fra Oslo:
– Sigdal var meget bornert, nærmest musealt pænt. Landbruget var statssubsidieret, så folk gik og nussede omkring med deres dyr og små landbrug. Jeg oplevede de mennesker, som meget forskellige fra fiskerne på Træna. Menneskene i dalen kender ikke verden. De er lukket inde mellem fjeldene, men mennesket ved havet; de har set verden.
I 1995 bestemte Ida Jessen sig for at vende tilbage til Danmark. To ting gjorde sig gældende. Hun savnede den litterære diskussion, som den tog sig ud i Danmark. Norsk kritik oplevede hun som værende alt for, nå ja, ukritisk. Kritikken led under for megen mumlen. Samtidig fornemmede tekstmageren, at hendes danske sprog var ved at blive overtaget af det norske. Ida Jessen følte sig aldrig norsk og var derfor ikke interesseret i at miste sit danske sprog. Nu har hun været hjemme i 10 år, og skal hun udpensle forskellene mellem Danmark og Norge, vil hendes svar komme til at lyde:
– Danmark er et mere råt samfund. Et samfund der ikke favner hele geografien, men accepterer affolkning og centralisering. Danmark er mere materialistisk end Norge. Vi lever fuldt ud i den moderne, igangværende verden. Når vi har fri, er vores yndlingsbeskæftigelse at købe ind. Vi forlader aldrig larmen.
© LMD Norge
Fortællende tal
Mennesker:
I 2004 emigrerede 3.159 nordmænd til Danmark. Samme år emigrerede 2.957 danskere til Norge.
Danmark og Norge har nogenlunde lige mange universitetsstuderende, men blot 3.542 danske studerede i 2004 i udlandet, mens tallet for de norske studerende var 14.134.
Stemmeprocenten til det danske Folketingsvalg i 2005 var på 84,5 %, mens stemmeprocenten til det norske Stortingsvalg var på 77,1 %.
Alle danske partier i Folketinget har flere mænd end kvinder siddende. I Norge har Arbeiderpartiet flere kvinder end mænd siddende i Stortinget.
Natur:
Arealer med skov udgør i Norge 21,9 % af landskabet. I Danmark er det tilsvarende tal 11,9 %.
I Danmark findes der ingen højder over 200 meter. Norges højeste punkt er Galdhøpiggen på 2.469 meter.
Norge har 26 nationalparker med en sammenlagt størrelse på 32.199 kvadratkilometer. Danmark har ingen nationalparker.
I Danmark er 65 % af det samlede areal dyrket jord. I Norge er tallet mindre end 10 %.
Økonomi:
Et norsk par i aldersgruppen 20-44 år har en gennemsnitlig indkomst efter skat på 21.316 euro, mens et dansk par har 23.896 euro (2002).
Prisniveauet generelt (GDP) er for Danmark 128, mens det for Norge er 130. Kigger man udelukkende på fødevarer er prisniveauet for Danmark 130, mens Norges prisniveau er 147. (Tallene er set i forhold til EU-15 med indeks 100).
Norges bruttonationalprodukt per person var i 2004 på 135, mens Danmarks var på 111. (Tallene er set i forhold til EU-15 med indeks 100).
Kilde: Nordisk Statistik Årsbok 2005, Frank Dahlgaard (red.)
Hvert år kommer der omtrent 3000 nordmænd til Danmark for at bosætte sig. I år 2000 var Morten Gaustad en af dem. Med en dansk kæreste og et job på hånden som underviser i litteratur på Odense Universitet tog han rejsen sydpå:
– Det jeg husker først fra tilflytningen til Danmark er det gule sygesikringskort. Uden dette var jeg næppe et menneske og da slet ikke en dansker. For at systemet kunne fungere måtte jeg have det straks. Mit møde med Danmark var altså først og fremmest et møde med bureaukratiet. Og det overraskede mig, for jeg opfattede jo Danmark som frit og lidt skævt, hvorimod Norge var stift og gammeldags. Den opfattelse måtte jeg revurdere, fortæller Morten Gaustad over en kop varm chokolade blandt danskere på en café i Odense.
Morten Gaustad skulle på universitetet undervise i nordisk – og i særdeleshed norsk – litteratur. En position hvor det var særligt forventet af ham, at han nu også var rigtig norsk:
– Man kan sige, at jeg i min arbejdsfunktion skulle agere som nordmand. Jeg skulle jo repræsentere Norge i de akademiske miljøer. Det var forventet af mig, at jeg opførte mig som en nordmand, talte norsk og talte om det norske.
De fordomme Gaustad hyppigst møder er af den kære slags. Sådan noget i stil med nordmanden som et sundt, rørligt og idrætsglad friluftsmenneske. Udlænding er han aldrig blevet betragtet som:
– Jeg bliver jo ikke set på samme måde som de afrikanske eller mellemøstlige indvandrere. Jeg er nærmere i en mellemposition – jeg er nabo og semiudlænding. Jeg ligner jo en dansker, men når jeg åbner munden, træder forskellen frem – og så tror alle, at jeg er svensk.
Som nordmand, der læser danske aviser og ser dansk fjernsyn, er Gaustads vurdering af de danske mediers fremstilling af Norge, at der er tale om en lillebror-nation og allermest en kuriøsitet:
– Norge er barnet. Den mærkelige nation med de mange milliarder kroner, som ikke bruger af pengene, siger lektoren på et sprog, der blander dansk og norsk, og så foretager han koblingen:
– Tag nu Island. De dansker medier præsenterer altid Island som stedet, hvor det fortidige og naturen er. Det gamle danske så at sige. Island holdes fast i en gammel, romantisk rolle. Norge er den moderne, mærkelige lillebror, Island er museet. Alt sker for at opretholde Danmarks selvforståelse. Jeg er sikker på, at det er et levn fra kolonitiden. Og det er jo et tabu i Danmark, altså den koloniale episode. Men i virkeligheden betyder den tid jo virkelig meget, og det er først nu, vi ser en åbning til at diskutere den tid.
(…)
Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn / logg inn med Vipps.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
