Begæret efter illusionen

«Begærets illusion er forsvundet i den omsluttende pornografi og samtidskunsten har mistet begæret efter illusionen.» Sådan indledte Jean Baudrillard i 1996 sit essay «The Conspiracy of Art».¹ Essayets ligefremme og afmytologiserende udsagn provokerede en kunstverden, hvor ’socialt engagement’ og ’politisk kunst’ var credoer, ironi og tomhed tabuer.

Sådan forholder det sig i et vist omfang stadig i kunstverden. Den fyldige samling af Baudrillards tekster, interviews og «manifester» om emnet fra det seneste årti, der nu foreligger, kan derfor læses med stor aktualitet. Ikke mindst for den kritik af institutionen som et entropisk, selvrefererende system teksterne formulerer -- og det er hvad Baudrillard udøver mere eller mindre inspireret af Luhmanns og Bourdieus systemteorier. For trods deres idiosynkrasier, spekulationer, paranoia og generaliseringer (læs: konspirationsteori og kapitalismekritik) så rammer teksterne ømme punkter i dette systems selvforståelse og de etablerede værdier, den konsensus, denne er baseret på. Validiteten af hans æstetiske kritik, altså af selve kunsten, i forhold til institutionskritikken er derimod svær at afgøre, al den stund han ikke nævner konkrete værker. Andre end Warhols, som han placerer helt centralt i sit kunstsyn, fordi han formår at vise verden i sin kølige bogstavelighed og gådefuldhed uden at omdanne den til en mediesensation. Og selvom argumentationen visse steder er rigelig tendentiøs og ikke altid balancerer, er samlingen overordnet befriende læsning, hvis man vil undgå at gøre sig nogen illusioner om kunstverden.
The Conspiracy of Art. Jean Baudrillard, Sylvère Lotringer (red.), semiotext(e), MIT Press London 2005, s. 247.

(…)