Kunst

Forfalskede originaler og irrationelle injektioner

To af den tidlige netkunsts sande pionerer udstiller nyere værker i København og viser en udvikling af kunstarten hinsides mediespecifikke problematikker mod en mangefacetteret kritisk og kreativ udforskning af teknologikulturen, urbane rum og sociale systemer. Gennem subtile kidnapninger og direkte udfordringer af bevidstheden, spørger udstillingen til de begærs- og magtmekanismer, der styrer politiske realiteter og ikke mindst vores forestillinger om og engagement i dem.

Posted on

Det er signifikant, at de to udstillinger «(f)originals: Authenticity as Consensual Hallucination» og «Cutting, Climbing, Crossing» med henholdsvis den østrigske duo Übermorgen og engelske Heath Bunting ikke indeholder nogen værker, der udelukkende skal opleves på nettet endsige på en computer. Dette taget i betragtning af, at begge kunstnere i sidste halvdel af 90erne nød stor international anerkendelse netop for netbaserede computerkunstværker. Übermorgen, dengang en del af kollektivet etoy, vandt den prestigefyldte Golden Nica på festivalen Ars Electronica for Digital Hijack (1995), et hack af den populære søgemaskine AltaVista – hvor mere end en million brugere blev «kidnappede» og ført til den «digitale undergrund», når de søgte på ord som «Porsche» og «Madonna». Bunting som udstillede på Documenta X, bedrev alternativ ehandel med Skint – The Internet Beggar (1996) og faciliterede overvågningssamfundet med webcamprojektet A World Wide Watch – CCTV (1997). Brugere kunne her overvåge byrum forskellige steder på kloden og rapportere eventuelle forbrydelser direkte til den lokale politistation via en online faxservice.
At nettet og computeren i dag udgør et blandt flere sidestillede medier i deres værk, er også symptomatisk for en omfattende tendens inden for netkunsten. Netkunsten bevæger sig i retning af en integration i et mere generaliseret samtidskunstbegreb, hvor mediets formelle kvaliteter og historie, nedtones i forhold til en konceptuel funderet og emneorienteret æstetik. Men mere specifikt er det også udtryk for, at Bunting og Übermorgen målrettet har udviklet deres respektive værker i en udveksling med de kontekster de udfolder sig i, refererer til og eksperimenterer med. Den komplekse teknologiske tilstand, som nettet og computeren manifesterer, er ikke længere et isoleret fænomen, hverken i en institutionel eller kulturel forstand. Den influerer vores tilværelse, virkelighed og verden bredt, fra saldoen på vores bankkonto og vores status i det sociale system til den globaliserede økonomis strukturer, massemediernes billedstrøm og mellemmenneskelige relationer. Som sådan præsenterer den os for såvel konflikter som konstruktive muligheder. Og det er det Übermorgens og Buntings nyere værker reflekterer på et både formelt og indholdsmæssigt plan.
De to sammenhængende separatudstillinger på Overgaden i København er yderligere interessante, fordi den viser at Bunting og Übermorgen trods et fælles udgangspunkt, er gået i vidt forskellige retninger. De er begge født af den opkoblede verdens’ informationsafhængige psykologi og socialitet, hackerkulturens anarkistiske og innovative gør-det-selv ånd og en subversiv kritik af teknologi som politisk magtmiddel og omvendt arbejde med dens ultrademokratiske potentiale. Men hvor Übermorgen overfører digitale data til papirdokumenter og klassiske medier som maleri og skulptur, bedriver Bunting bogstavelig talt grænseoverskridende aktiviteter i det fysiske rum og de offentlige registre. Samtidig forbinder begges værker sig til såvel historiske som aktuelle diskussioner om en samfundsengageret kunst og de formelle og konceptuelle muligheder for æstetisk kritik.
TITLEN PÅ ÜBERMORGENS udstilling «(f)originals» er en sammentrækning af de to ord «to forge» (at forfalske) og «originals», og betyder i følge definitionen på duoens hjemmeside «en forfalsket original». Den paradoksale neologisme refererer til de juridiske dokumenter, medieprodukter, digitale malerier, virksomhedssymboler, generative programmer og skulpturelle objekter, der har udgjort Übermorgen mangfoldige værk siden slutningen af 90erne. Alle (f)originals er unikke og samtidig blot «pixels på en skærm, blæk på papir». Deres ambivalente karakter problematiserer således en konceptuelt og kulturel entydig distinktion mellem original og forfalskning, det autentiske og det fiktive – i stedet har vi en anderledes eksperimenterende, non-pragmatisk og irrationel omgang med informationssamfundets fænomener. Et af de tidlige værker i denne serie er The Injunction Generator (2001), hvor almene internetbrugere, hvis de mener at en hjemmeside opererer ulovligt, online kan generere et «fogedforbud» ved at udfylde og sende en retskendelse til hjemmesidens ejer, domænenavnsregistratoren samt udvalgte journalister. Siden har Übermorgen udviklet Bank Statement Generator (2005) og PsychOS Generator (2006), hvor brugere kan generere henholdsvis bankudtog og diagnoser/recepter på baggrund af stiliserede og absurde spørgeskemaer (i førstnævnte kan man således selv bestemme om ens konto skal være i plus eller minus). Men deres (f)originals er ikke kun digitalt genererede. Duoen bruger også det juridiske system og massemedierne som generatorer, fx i forbindelse med projektet [V]ote-Auction (2000), hvor de udviklede en hjemmeside (også konceptualiseret som en (f)original), der formidlede salget af stemmer mellem enkeltindivider og interesseorganisationer til det amerikanske præsidentvalg. Udover at resultere i utallige skrivelser fra advokater og avisartikler, kom Übermorgen også på CNN-programmet Burden of Proof, der desperat (og forgæves) forsøgte at begribe projektet og dets lovlighed.
På Overgaden viser Übermorgen en tredje slags (f)originals, nemlig seglene, i form af malerier, for de virksomheder og organisationer, som de har etableret i forbindelse med en række af deres projekter – blandt andre The Agency for Manual Election Recount, U. S. Bankruptcy Court Nothern District of Alabama og Nazi-Line. Seglene er originale i en æstetisk forstand, men forfalskninger i forhold til de angivne identiteter, og som sådan iværksætter de en inkonsistent, destabiliserende og uafsluttelig udveksling mellem seglenes symbolske sprog/værdi og referentialitet. Det er imidlertid ikke en ironisk leg med tegns tomhed, men en subtil kidnapning og udfordring af bevidstheden og radikal spørgen til de begærs- og magtmekanismer, der styrer politiske realiteter og ikke mindst vores forestillinger om og engagement i dem.
Übermorgen kobler kunsten på magten for at eksponere dens logik ud i det groteske, paradoksale og umulige
I deres arbejde med (f)originals benytter Übermorgen sig af det taktisk greb, som blandt andre Slavoj Zizek i relation til den slovenske musikgruppe Laibachs brug af fascistisk retorik med en psykoanalytisk term har betegnet «overidentifikation». I stedet for at positionere sig i kritisk opposition til magten, kobler Übermorgen kunsten på magten for at eksponere dens logik ud i det groteske, paradoksale og umulige. Deres værk kan ikke identificeres, adskilles fra og ekskluderes af magten (den statslige og økonomiske) uden, at magten samtidig kritisk reflekterer sig selv. «Overidentifikationen» sætter, på samme vis (f)originalsne, en entydig og kategorisk forskelstænkning ud af funktion, en forskelstænkning som oftest er modus operandi for såvel magten som den politiserede kunst.
Idéen om «kunstens mening» er en moralsk blindgyde
Det er ikke til at afgøre, hvor oprigtigheden ender og iscenesættelsen begynder, at begribe relationen mellem hvad Übermorgen siger, og hvad de mener. Går de fx reelt ind for salg af stemmer og fjernelse af indhold på nettet? Übermorgen leverer ikke svaret, men spørgsmålet. For dem er idéen om «kunstens mening» en moralsk blindgyde. De er snarere interesseret i at producere en sammensat betydning, som ikke kan accepteres ud fra etablerede forestillinger, men forsat må fortolkes og analyseres ud fra endnu ikke konstituerede parametre. I deres værk er forbundenheden uoverskridelig og paradokset således definitivt, men også et middel mod ideologiske illusioner, politisk naivitet og æstetisk manipulation.
Bunting krydsede 24 af Europas indre grænser uden om de officielle grænseovergange
EN ANDERLEDES FORM for affirmativ, men ligeså udogmatisk, konsekvent og skarp kritik finnes i Heath Buntings værk. Bunting, der startede som en hybrid af computernørd og gadekunstner, taler i forbindelse med værket tour d’fence (2002) om en «fysisk kritik af det urbane rum». Værket består af en dokumentation af dagsbegivenheder med åben invitation, hvor Bunting og andre interesserede akrobatisk svinger sig i, kravler og balancerer på byens hegn, rækværker og gelændere. Et relateret værk der også vises på Overgaden er d’fence cuts (2002), hvor Bunting gik i en cirkel rundt om Bristol og klippede de hegn han mødte på sin rute over. Denne destabilisering af grænser og arkitektoniske kontrolstrukturer tematiseres endnu mere eksplicit og radikalt i BorderXing (2001), hvor Bunting krydsede 24 af Europas indre grænser uden om de officielle grænseovergange. Grænsekrydsningerne blev nøje dokumenteret med fotos, beskrivelse af ruterne, lister over remedier og kontaktpersoner og informationen indtastet i en online-database, som man kun har adgang til med en ikke-europæisk og ikke-nordamerikansk internetadresse (IP) eller hvis man som organisation, «stactic social clients», ansøger og får en bevilget af Bunting.
Værkerne er symptomatiske for Buntings mangeårige interesse i at skabe en udveksling mellem det fysiske rum og nettet, mellem kropslig aktivitet og digitaliseret information, både konkret og konceptuelt. Han arbejder med at integrere principper, handle- og tankemåder fra det ene felt i det andet. Dette er mest eksplicit i BorderXing, hvor det meget personlige projekt får en almen tilgængelighed, en open source-karakter, ved at blive distribueret via nettet. Disse grænsekrydsningerne i fysisk form reflekterer og fortolker hacker-etikkens første bud, nemlig forestillingen om informationens frie bevægelighed på nettet. I det hele taget udgør hacking, i ordets oprindelige betydning, som en særlig uskolet, legende og indsigtsfuld form for innovation,
såvel metaforisk som i praksis et omdrejningspunkt i hans værk. Den adræthed han udviser ved at kravle på forskellige hegn modsvarer på mange måder en hackers arbejdsmetode når han/hun programmerer. Det er en omgang med tingene, deres rum, koder og strukturelle logik, der ikke er funktions-bestemt, men åbner op for mulighederne i det irrationelle, hvilket i øvrigt er navnet på det serverkollektiv Bunting stiftede i 1996 (stavet irational.org, altså med et «r» for lidt).
Buntings brug af kroppen og det fysiske rum i sit værk er samtidig også at forstå som en art teknologikritik eller rettere som en redefinition, en omkodning, af teknologiens betydning og anvendelse. For ham handler det om «at tilpasse teknologien vores tilværelse, frem for at tilpasse vores tilværelse teknologien», sådan forstået at det levede liv uden for det institutionaliserede samfund, det irrationelle i ren form, og ikke ingeniørkulturen, der er anderledes rationelt og hierarkisk funderet end hackerkulturen, skal være den udviklende force i vores teknologikultur, socialt, økonomisk og æstetisk. Dette levede liv repræsenterer i hans værk, det endnu ikke definerede, det den konstituerede magt ikke kan begribe, og dermed tilblivelsen af noget radikalt nyt – udfoldelsen af det frie legende og skabende menneskes mangfoldige potentiale, individuelt og kollektivt, kritisk og poetisk.
Et andet eksempel på Buntings af integration af teknologi og liv med kunsten som medie er værket The Status Project (2004-), der vises for første gang på Cutting, Climbing, Crossing. Med udgangspunkt i en fiktiv, men officielt registreret person – med stemmeret til lokalvalg – kortlægger, og faciliteter, han i diagramform og gennem en interaktiv onlinemanual mulighederne for navigation og grænsekrydsning i det sociale system. Værket kan med nøgtern udførlighed bestemme ens nuværende status ud fra en række krydsrefererende formelle oplysninger (fra alder og fødested til vægt og seksuelle aktivitetsniveau), samt hvilke «papirer» man ud fra denne status skal være i besiddelse af. Som sådan fungerer det ligesom BorderXing både som et personligt hack og et fælles redskab, der giver den enkelte borger en praktisk fordel, men også konceptuel bemyndigelse i forhold til systemet – «daglige realiteters matrix». Det gør det muligt at tænke og handle med systemet ud fra andre parametre end dem systemet selv definerer. Ikke for at destruere systemet, men for at injicere det irrationelle, det paradoksale og problematiske, og derigennem fremkalde en kritisk refleksion over, hvad der definerer det system, der definerer vores status, vores sociale identitet.
DE TO UDSTILLINGER vidner således om udviklingen og spændvidden i netkunsten. For så vidt det stadigt giver mening at tale om en sådan. Snarere er det nok mere relevant at inkludere den, og dem, i den øvrige interdisciplinære samtidskunsts felt. Samtidig er oprindelsen i den ikke-institutionaliserede netkunst stadig afgørende for Übermorgens og Buntings værker. Selvfølgelig udstiller de på institutioner. Men deres værker eksisterer samtidig, måske ligefrem primært, i rum, diskursive, fysiske og imaginære, hinsides institutionens rammer, hvor de potent og komplekst udfordrer den offentlige kulturs herskende politik. Ikke ved at operere med etablerede modsætninger mellem kunst og magt, men gennem eksperimenterende forbindelser.
© Diplo
Cutting, Climbing, Crossing og (f)originals. Authenticity as Consensual Hallucination kan ses på Overgaden ? Institut for Samtidskunst i København fra 14. juni til og med 16. juni, 2006.

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler. Allerede abonnent? Logg inn.
Digitalt abonnent
Fra 49Kr.
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Årsabonnement
649Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Kvartalsabonnement
159Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver