Baudrillard i Italia

Italien var det land, hvor Baudrillards teorier slog hurtigst igennem. Af den grund har vi har valgt at bringe den italienske filosoffen Mario Perniolas nekrolog [se under]. Mellem 1972 og 1978 blev Baudrillards syv bøger udgivet på italiensk. Baudrillards satsning på simulerede relationer og symbolske udvekslinger blev fortolket med henblik på at opløse knuden af stat og terror i Italien. Kommunistparti anså teorien om masserne som sorte huller og tavst flertal for direkte farlig.

Når vi har valgt at bringe Perniolas artikel fra Il Manifesto i Roma den 7. marts i år, så skyldes det ikke blot dens oversigtsmæssige kvaliteter, men også tekstens kildeværdi. For Italien var givetvis det land, hvor Baudrillards teorier slog hurtigst igennem. Mellem 1972 og 1978 havde de vigtigste italienske forlag til sammen fået udgivet de syv bøger på italiensk, Baudrillard da havde publiceret i Frankrig. Modsat var Mario Perniola trådt ind i forfattergruppen omkring det nystiftede Beaubourgcenters tidsskrift «Traverses» (tværvej, forhindringer, overgange). Tidsskriftets emner var meget inspireret af Baudrillards undersøgelser, og nr. 10 (feb. 1978) havde temaet «Le simulacre». Det indeholdt bl.a. Baudrillards egen programartikel «Similakranes fremfærd» og Mario Perniolas systematisering af begrebet i artiklen «Ikoner, visioner og simulakra» (på dansk i Perniola-antologien «Blændværker», 1982).

Dette nummer udkom midt under Moro-affæren, hvor den italienske toppolitiker og parlamentsformand Aldo Moro var blevet bortført af de Røde Brigader i Roma. Den alternative offentlighed i Italien kæmpede med krisen og forsøgte at undgå valget mellem den kristelig-demokratiske stat og terroristerne. I Torino, hvor retssagen mod de Røde Brigaders leder Curcio fandt sted, mens Moro var bortført, udgav de lokale Baudrillard-støtter den italienske oversættelse af artiklen «Vort grusomhedsteater» fra tidsskriftet «utopie» i Paris (om dette tidsskrift se min nekrolog i dagbladet Information, København, den 8. marts 2007). Teksten var oversat af en gruppe ledet af den alt for tidligt afdøde filosof Gianni Carchia, der bl.a. havde forfattet en indledning, hvori Baudrillards satsning på simulerede relationer og symbolske udvekslinger blev fortolket med henblik på at opløse knuden af stat og terror, som hjemsøgte den italienske debat i vinteren 77-78. Simulationstænkningen med dens implosionsmodul muliggjorde en radikal omlægning af den realitet, medierne ville tilskrive de to slags vold, der dengang dominerede alle emner i Italien: politiske kriser kunne herefter tilspidses og gå «ud» uden at virkeliggøre noget latent i samfundet. Afstanden mellem sandhed og virkelighed var blevet tydeliggjort.

Den etablerede italienske offentlighed måtte derfor lidt efter lidt tage stilling til Baudrillards udforskning af det symbolske bytte, af simulakrane samt ikke mindst af spørgsmålet om tiltrækning og frastødning inden for massemedierne. Det dengang meget magtfulde Kommunistparti (PCI) anså teorien om masserne som sorte huller og tavst flertal (teksten herom findes i dansk og norsk oversættelse) for direkte farlig for partiets opfattelse af den nationale arbejderklasses forrang. I april 1979 helligede PCIs teorimagasin «Rinascita» sine midtersider til en slags opgør med Baudrillards teori om «massernes larmende tavshed» (det pågældende nummer bragte også en samtale med Giorgio Agamben i anledning af hans udgivelse af Walter Benjamins samlede skrifter på italiensk). Det liberale magasin «Panorama» (der i dag ejes af Berlusconi) bragte samme uge et stort interview med Baudrillard betitlet «Her imploderer det hele"! Der var sandelig kommet nye begreber ind i den italienske offentlighed, og alle forskere inden for humaniora og samfundsfag måtte tage hensyn dertil. Således sociologerne og semiotikerne i Bologna, der i deres tidsskrift «Il Cerchio di Gesso» (feb. 1979) kunne bringe en afgørende samtale med Baudrillard om hans grundbegreber (på dansk i antologien «Antipolitik – Hinsides al statskunst», 1981).
DEN NORSKE LÆSER kender Perniolas syn på «De siste strømninger i italiensk estetikk». Teksten står at læse i Agora, Oslo, nr.2/3, 2001 (oversætteren Gry Solbraa præsenterer i øvrigt Perniola kort i Agora). Her får 1970’ernes og Baudrillards betydning bizart nok ikke nogen plads, til trods for at teksten angiveligt beskæftiger sig med de sidste 30 år (1970-2000) inden for den æstetiske filosofi i Italia. I stedet er teksten gennemtrængt af den konflikt, som har udviklet sig de sidste små 20 år og som lidt efter lidt er kommet til at dreje sig om den politiske teologis status inden for filosofi samt om Benjamins messianisme. Disse undersøgelser, som Giorgio Agamben har stået for, går under betegnelsen «Homo Sacer», termen for den udelukkede tredjepart ifølge den antikke Romerret. At det fatale og dets strategiske muligheder derfor skulle kunne munde ud i en æstetik for det sublime, som så kendetegnede en bestemt tradition inden for italiensk tænkning, forekommer mig slet ikke påfaldende. Selvom der givetvis er noget strategisk og måske fatalt ved måden, hvorpå den suveræne udelukker pariaer og indoptager borgere ifølge Agambens fortolkninger.

Derimod kan det nok tænkes, at en analyse ville kunne finde en forbindelse mellem Baudrillards opfattelse af begivenheders virkemåde og Benjamins syn på auraens opløsning (og dermed spredning) og messiansk tid: En slags ontologisk og dramatisk fortætning af fremtids- og frelseforestillinger på en og samme gang.

© norske LMD

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn.

Prøv Le Monde diplomatique i to måneder for ti kroner

Papiravis og full digital tilgang
Default thumbnail
Forrige sak

Avfortrylling, gjenfortrylling

Default thumbnail
Neste sak

Hyperrealisme og fatale strategier

Andre saker om Filosofi

Tilbake til klassen

I over førti år har venstreintellektuelle tolket bort begreper som kapital, klasse

0 kr 0