For en frigjøring av forbrukerklassen

Note om verdensborgerkrig, kosmopolitisme og venstrefløjens manglende aktualitet.

115 år efter at europæiske arbejdere begyndte at demonstrere årligt 1. maj for kortere arbejdstid, 16 år efter statskapitalismens sammenbrud og murens fald og 5 små år efter terrorangrebet 11. september kan det virke noget nær umuligt at bedrive systemkritik og formulere alternativer til den hegemoniske blanding af markedskapitalisme og parlamentarisk demokrati. Er det virkeligt muligt ikke blot at gentage den avisdresserede opinion, når desinformationen råder og alt forsøges reduceret til «kamp mellem civilisationer»? Hvad kan man fundere sin kritik på? Er der nogen referencer tilbage at trække på? Michael Hardt og Toni Negri gjorde et forsøg på at formulere et alternativ gjorde med bogen Imperiet, der er et udspil til en ny geopolitisk syntese.1 Imperiet var et forsøg på at åbne en ny horisont hinsides den liberal-demokratiske, indenfor hvilken venstrefløjen stiller sig tilfreds med at være «praktisk» på markedets vilkår, og ønsker at fortsætte sit liv som en forbedret kapitalisme. Hardt og Negri udfordrer denne tilstand, stiller spørgsmål til det gunstige ved kapitalismen og tegner omridset af et nyt genstridigt subjekt, som af sig selv skaber verden, og som er uafhængig af kapitalens dialektiske manøvrer. Dermed peger Hardt og Negri på et subversivt potentiale i den nuværende geopolitiske orden, der ellers indtil for ganske nyligt primært syntes karakteriseret af stadigt mere forfinede kontrolmekanismer og tiltro til kapitalens evne til selvreform.

Siden bogen udkom i 2000 har vi i forlængelse af 11. september og «krigen mod terror» imidlertid været vidner til et meget tilbundsgående forsøg på reaktionær restauration med USA og dele af Europa i spidsen. Den samtidige situation præges således mindre af en egalitaristisk verdensbevægelse (for slet ikke at tale om Hardt og Negris besungne multitude) end af reaktionens indædte kamp mod den politiske modernitets forsøg på at etablere en sekulær international retsorden og en kulturelt ligeværdig globalisering. Verdensborgerkrigen synes at stå for døren, konflikterne tager til i styrke og stadigt nye frontlinier åbnes.

I kølvandet på den mikroelektroniske revolution er et stadigt større antal mennesker og deres arbejdskraft blevet overflødige for den kapitalistiske valorisering. Flere og flere mennesker er blevet til overs og er ude af stand til at få adgang til den værdi, der skabes. Hundrede af millioner af mennesker i Afrika, Afghanistan, Indonesien, det tidligere Sovjetunionen, Balkan og i store dele af Latinamerika løsnes fra finanskapitalens og vareudvekslingens kredsløb og kan, som Robert Kurz skriver, ikke gøres til objekt for udbytning, de er «urentable».2 Konsekvenserne af denne udvikling har været, at en række samfund i marginen af verdensmarkedet er gået i opløsning som følge af en ringe konkurrencedygtighed, da manglende kapitalkraft ikke i tilstrækkelig grad gør det muligt for dem at anvende mikroelektronik. Denne udvikling er dog ligeledes tydelig i den vestlige verden, som præges af massearbejdsløshed og social eksklusion. Som Alain Brossat skriver, er de vestlige samfund karakteriseret af splid, patricierne diskriminerer pøblen, og afviser den som affald og rakkerpak.3

«KRIGEN MOD TERROR» er et forsøg på at agere i denne tilspidsede situation, og kampagnen har til opgave at formgive den nye globale verdensøkonomi. USA forsøger at påtvinge verden den kapitalistiske produktionsmådes nye regler og intervenerer i Sudan, Afghanistan og Irak. Globaliseringen af amerikanske interesser nødvendiggør destruktion af suveræne nationale magter og suspendering af allerede definerede territoriale grænser. Interventionen i Irak er således et regionalt punkt i en global løsning på den kapitalistiske reproduktions indre uorden. Som Samir Amin, skriver, skal en «balkaniseret» verden forenes under amerikansk overherredømme.4 I denne verden er undertrykkelsen permanent i den forstand, at den er mulig overalt i form af politimissioner, humanitære missioner og fredsbevarende operationer. Vi har at gøre med global styring, hvor massen af mennesker, der kæmper sig vej mod byerne som følge af landbrugets destruktion, har en dødstrussel hængende over hovedet. Efter universaliseringen af den kapitalistiske produktionsmåde blev de undertrykte de ubrugelige (som får afløb for deres lidelser gennem religionerne, primært islam).5

Trods dette tilbageslag er der dog måske sket noget. Hvor Imperiets kritik af samtidens politisk-økonomiske system indtil få år siden virkede excessiv – som den manglende reception af Hardt og Negris første bog Labor of Dionysus vidnede om – så er den kritik, som Imperiet fremsætter af kapitalen, nu del af en generel skepsis overfor kapitalismen.6 Kapitalismen betegnes nu af vigtige filosoffer som Slavoj Zizek, Alain Badiou og Jean-Luc Nancy som kendetegnet ved et ekstremt politisk armod: kapitalen er karakteriseret ved fraværet af ethvert politisk projekt andet end videreførelse, videreførelse af Amerikas hegemoni og videreførelse af en så komfortabel som mulig undertvingelse af alle andre. Problemet er, at kapitalen, som Badiou har formuleret det, skaber en virtuel lighed.7 På den ene side organiserer regeringer en monstrøs ulighed. Hvis du fødes i Afrika lever du måske i 30 år, hvis du fødes i Danmark lever du i 75 år. Sådan er den samtidige «demokratiske» verden. På den anden side findes der også lighed, nemlig lighed foran varen. Det samme produkt er til stede overalt. Udstyret med et universelt tilbud, kan de såkaldte demokratier fabrikere et subjekt til sin abstrakte lighed: nemlig forbrugeren, som foran varen virtuelt er identisk med alle andre i sin abstrakte menneskelighed som køber. Som køber er den enkelte som alle andre, for så vidt som de kigger på det samme butiksvindue. At den ene har færre penge end den anden og derfor kan købe mindre, er en sekundær tilfældighed og er ikke nogens fejl, måske blot den enkeltes. I princippet er enhver, som kan købe alt, som er til salg, lige med alle andre. Ikke desto mindre er denne lighed, som er den eneste lighed, de vestlige demokratier kan bryste sig af, ikke andet end frustration og ressentiment.

AT DET NU IGEN ER blevet muligt at forholde sig kritisk til kapitalismen og kræve en omfordeling af rigdommene er formodentlig et af de vigtigste skred, der er sket i slutningen af 1990″erne og begyndelsen af det nye årtusinde. I retrospektiv ser det ud, som om et utilsigtet problem ved den postmoderne kritik af marxismen var generaliseringen af tiltroen til kapitalens evne til selvreform. Den helt nødvendige problematisering af den historiske materialismes klasseteorier og de identitetsmoduler, hvormed marxismen indkredsede sociale agenter og forankrede disse historisk, og kritikken af det patetiske venstreengagement, havde som uventet bivirkning, at kapitalismens uigennemskuelige og afhængighedsskabende strukturer forsvandt ud af fokus. Siden den postmoderne kritik fandt sted, er to fænomener imidlertid dukket op: nemlig den allerede omtalte ulighed og den dermed forbundne nationalisme.8 Verdensmarkedets frie ekspansionsbevægelse har virkeliggjort kapitalismens sumpede grådighed. De vestlige lande har aldrig været så rige som i dag, og aldrig har de været så uegalitære. Globalt er det blot værre. I de rige vestlige økonomier lever 800 millioner mennesker, mens 5,4 milliarder lever i miserable økonomier, 1,2 milliarder lever for under én dollar om dagen, og mere end 840 millioner er underernæret. Perspektivet i denne krisesituation burde være globalt demokrati og lighed. Den politiske reaktion har imidlertid siden 11. september 2001 taget over og forværret krisen med nationalisme og racisme, som vi har oplevet det lokalt i Danmark.

I DENNE SITUATION ER den etablerede venstrefløj og store dele af den alternaive venstrefløj ikke særligt godt udrustet til at spille nogen nævneværdig rolle i etableringen af det nødvendige kosmopolitiske perspektiv, da venstrefløjen globalt og lokalt i Danmark har optrådt nationalsuverænetistisk, det vil si har forsvaret den nationale suverænitet. Store dele af venstrefløjen har været aktive forsvarer af den nationale suverænitet, da de aldrig har forladt den stalinistiske kontrarevolutionære ideologi om «socialisme i et land». Denne ideologi har altid været og er det modsatte af internationalisme, hvor alle arbejderklasser er ligeværdige, og den er desuden en «marxistisk umulighed», så længe pengeøkonomien og verdensmarkedet findes (Marx definerede nemlig socialisme som en rådsstyret økonomi uden penge). Venstrefløjen har på grund af denne nationalisme ingen legitimitet i den aktuelle situation, hvor opgaven lyder at sikre verdensbefolkningen adgang til velfærd. Så længe venstrefløjen eksponerer venstresuverænetisme, er den en del af problemet. Der er så til gengæld måske netop i den sammenhæng, at Imperiet kommer til at få størst vigtighed, nemlig som talerør for nødvendigheden af et globalt, kosmopolitisk perspektiv og som løftestang for en frigørelse af den vestlige arbejderklasse fra dens rolle som national forbrugerklasse.
1 Michael Hardt og Antonio Negri, Imperiet, Spartacus, Oslo, 2005.

2 Se Robert Kurz, Weltordnungskrieg. Das Ende der Souveränität und die Wandlungen des Imperialismus im Zeitalter der Globalisierung, Bad Honnef, Horlemann, 2003.

3 Alain Brossat: «La plèbe est de retour», Lignes, nr. 19, 2006, ss. 15-34.

4 Se Samir Amin, The Liberal Virus: Permanent War and the Americanization of the World, Pluto Press, London, 2004).

5 Mike Davis, «Planet of Slums: Urban Involution and Informal Proletariat», New Left Review, nr. 26, 2004, ss. 5-34.

6 Michael Hardt og Antonio Negri, Labor of Dionysus: A Critique of the State-Form, University of Minnesota Press, Minneapolis/London, 1994).

7 Alain Badiou: «Sur le 11 septembre 2001» (Om 11. september), Circonstances, I, Editions Léo Scheer, Paris, 2003, ss. 45-73.

8 Se Carsten Juhl: «Kombitekst om mangfoldighed og syntese i historie- og kunstteorierne», i Jesper Egholm & Niels Lyngsø (red.), Mangfoldighed og syntese. Perspektiver i Michel Serres? filosofi, Det kgl. Danske Kunstakademi, København, 1998), ss. 140-177.