Fascinationen af revolutionen

Nylig er der kommet en række bøger om Che Guevara, Lenin og Castro. Hvad er det vi i dag søger når vi igen og igen ser forfattere, journalister og andre kaste sig over de gamle koryfæer? Jagter man den gode historie oplevet gennem et kendt menneskes liv, forsøger man at bore endnu engang i håb om at finde guldet, en ny vinkel?

Der er allerede skrevet mange bøger om Che Guevara, Lenin og Castro – de tre store – og man må spørge om der kan koges mere suppe på dette marvben. Er de gamle revolutionære helte og seriøse politiske koryfæer som har været med til at skabe verdenshistorie blevet ofrer for oplevelsesøkonomiens eventkultur og den overfladiske psykologisering af kulturen? Eller er det bare den gamle venstrefløjs sidste pacemaker og ikondyrkelse som stadig spøger i mangel af et eget livsprojekt eller fantasi til selv at forandre tingene? Er man optaget af sandheden om hvad der driver historien frem, den store begivenhed eller noget helt tredje?


LE MONDE DIPLOMATIQUES egen Ignacio Ramonet har begået én af de gigantiske samtalebøger med bogen Fidel Castro – Mit liv.1 I flere omgange mellem 2002 og 2005 besøgte Ramonet Castro for i maratonagtige samtaler til sidst at munde ud i en bog på 700 sider. Ramonet har som bannerfører for franske Le Monde diplomatique fulgt Castros udvikling i en menneskealder samtidig med at Il Comandante himself har været en flittig læser af diplo. Det er to brødre i ånden der sidder og taler sammen til langt ud på natten på Castros kontor i Havana. Ramonet har valgt en detaljeret spørgestil der begynder med Castros barndom, studenterpolitik, den politiske vækkelse og derfra videre igennem samtlige skelsættende år. Hvad får vi så at vide?

Ja, vi får alt og ingenting at vide. Vi hører om kampene, Batista, de vanskelige år ved magten, stoltheden over verdens bedste sundhedssystem, kampen mod den liberale globale økonomi … Castro er en mand der vil holde sig ajour med alt og som maler med den brede pensel om alt. Af den grund former samtalen sig som en ophobning af information uden tanker. Og her har vi problemet. Stort set samtlige spørgsmål er referentielt-beskrivende spørgsmål à la: «Tog det lang tid at samle soldaterne» eller «I har udviklet jer til en lægevidenskabelig supermagt?» Castro svarer ved at beskrive situationen og uanset hvilket spørgsmål han får er han i stand til at forbinde det med alt andet. Man har en oplevelse af at alting er vigtigt, men bogen som helhed efterlader det indtryk at den kun er blevet til fordi det er Castro, fordi man aldrig rigtig mærker Castro hverken som menneske eller som tænker. Der er meget af det han siger som ikke kunne være skrevet af en journalist der havde siddet og bladret en masse aviser igennem. Derudover er Ramonet for benovet over Castro og undlader at konfrontere ham med kritiske spørgsmål. Behandlingen af politiske fangere, ekspropriering af privat ejendom, den ensidige alliance med USSR, der er nok at tage fat på.
Nu er det imidlertid ikke et ubetinget krav for bogens kvalitet at Ramonet er direkte kritisk i sin henvendelsesform. Den kritiske brod kan sagtens etablere sig på baggrund af en stærk beskrivende karakteristik hvis den også er refleksiv og tankeundersøgende. Ramonets samtalebog skaber ikke megen rum for tænkning. Samtlige spørgsmål er bekræftende spørgsmål og de får ikke Castro på arbejde – han skal ikke tænke over hvordan han selv tænker, iagttage sin egen beskrivelse af verden og overvejelser om den. Faren er informationsophobning.

JON LEE ANDERSONS biografi Che Guevara har gået sin sejrsgang verden over, og man forstår hvorfor. Det er en imponerende gennemresearchet bog hvor Anderson af Ches enke har fået adgang til Che Guevaras ikke offentliggjorte dagbog «Diario de un Combatiente». Også her er der tale om et «monster» af en bog på 740 sider, men den enorme viden og information er blevet bearbejdet under de fire kompositioner: «Urolig ungdom», «At blive Che», «At skabe det nye menneske» og «Drømme og forbandelser». Det er til tider spændende læsning, ikke mindst de detaljerede beskrivelser om forholdet mellem Che og Castro i Sierra Maestra og det halsbrækkende forsøg på at starte en socialistisk revolution i Bolivias jungle. Men det er også Andersons evne til at dvæle ved Ches personlige karakter og dennes betydning for synet på revolution og hvordan der konkret skulle handles, der løfter bogen over det middelmådige.

Anderson skriver: «For Guevara var politik et middel til social forandring, og det var politisk forandring og ikke politisk magt, der drev ham. Hvis han følte sig usikker, var det i hvert fald ikke af sociale grunde. Han manglede den mindreværdsfølelse, som Castro åbenlyst havde.»2 Og i den afsluttende epilog bringer han på aristotelisk vis en central karakteristik på bane der forbinder den personlige dømmekraft med den almene sans: «Ches urystelige tro på sin sag blev styrket af hans usædvanlige kombination af romantisk lidenskab og kølig analytisk evne. Denne paradoksale sammenblanding er formentlig forklaringen på den næsten mytiske betydning, han opnåede, men det forekommer også at have været kilden til hans iboende svagheder – overmod og naivitet. Han var begavet med en evne til at tænke strategisk, men han syntes ikke i stand til at se de små, menneskelige elementer, som tilsammen udgjorde det store billede.»3 Når det gælder analysen af den politiske modning fremhæver Anderson hvordan de to verdener, «den politiske og den kreative [kunsten], altid har været blandet ind i hinanden.»4
Under overskriften «Den hellige ild i mig» kaster Che sig ind i kampen for den cubanske revolution og side om side med sine studier i Marx, Engels og Lenin skærpede han sin opfattelse af «jeg’et» ved læsning af Freud og sufidigteren Rumi og i sine såkaldte «filosofiske noter» som han førte i disse år, citerer han fra Rumis «Kliniske historier»: «Dér, hvor kærligheden vågner, dør jeg’et, den mørke despot.»5 Men for den astmatisk kæmpende Che Guevara var der ikke langt fra denne kærlighed til dogmatikkens fælde. Et sted skriver han bl.a. «Skydning ved henrettelsespelotoner er ikke bare en nødvendighed for det cubanske folk, men det er også noget der er pålagt af folket.»6 På trods af sin fascination lægger Anderson ikke skjul på hvordan Ches naivitet ender i fundamentalisme.


NETOP DETTE ER omdrejningspunktet for Niels Erik Rosenfeldts bog Lenin. En revolutionær fundamentalist.7 Tesen er at Lenin både som tænker og som praktiker var fundamentalist. Han ville frigøre arbejderen og skabe et klasseløst samfund i overensstemmelse med visse dele af Marx’ profetier, men han var urokkelig og doktrinær i sin forståelse af partiet, magtens centralisering, og ikke mindst den blinde tro på at den internationale arbejderbevægelses sejr over kapitalismen fulgte en nødvendig logik og at dette kun var et spørgsmål om tid. Det fundamentalistiske træk kommer især frem i karakteristikken af Lenin som indædt, selvrådig og overbevist om at historiens indre nødvendighed er med ham. Den sammensatte titel «Revolutionær fundamentalist» er interessant fordi den i modsætning til eksempelvis den ultrakonservative talibankriger, kan inkarnere en personlighed der ud fra en dyb overbevisning mener at kunne ændre verden, som ser en anden verden som mulig.


ANNE M. SØRENSEN beskriver i sin bog Castro8 hans lederskab som en slags sammensat performativitet, dels hans indædte vilje til at skabe en særlig utopisk identitet for det cubanske folk og samtidig en irrationel storhed med et lederskab båret frem af instinktet der ikke forholder sig til de faktiske forhold. «Fidel Castro er revolutionens største styrke, men også dens største svaghed», sagde hans ven, Gabriel Garcia Marquez. Som Sørensen skriver til sidst i bogen var problemet måske at Castro for at skabe det engagerede, ukorrupte og uselviske nye menneske, forsøgte at skabe en utopi som kun var mulig hvis det cubanske folk ikke bare selv troede på den, men lagde hele deres identitet i dette projekt og skæbnen i hænderne på ham, Castro.9 Måske er det her vi skal finde noget af svaret på den fortsatte fascination af revolutionens helte, at vi igennem deres gribende biografier forstår noget om hvad der driver historien frem, hvordan vi skal forholde os til historien som forandring, som utopi. (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn.

Default thumbnail
Forrige sak

Carlos Slim – statssubsidienes mann

Default thumbnail
Neste sak

Flyktninger i sør, barrierer i nord

Andre saker om Essay

Den hybride dannelse

Kampen for dannelse på de højere læreranstalter handler både om faglig stærk opdragelse, men også om

0 kr 0

Logg inn

Ikke abonnent? Tegn abonnement her.