Et teologisk-politisk fragment

re palestinensere er netop blevet dræbt efter en israelsk aktion. I dag mens jeg skriver dette har radikale Hamastilhængere gjort sig selv til martyrer ved at dræbe otte israelske studerende på Yeshiva universitetet i Jerusalem. Denne fortvivlende konflikt synes at fortsætte uden nogen løsning i sigte og den anden intifada synes afløst af én lang ’rave entifada’.

Filmen Local Angel (2002), instrueret af den israelfødte kunstner Udi Aloni (publiceret som DVD af ICA i London, ledsaget af en bog, som indeholder interview med Slavoj Zizek, Avital Ronell og Alain Badiou, brevvekslinger, poesi og almene refleksioner) kan bedst opfattes som en intervention i denne vanskelige og tilsyneladende uløselige konflikt. Aloni kalder sit projekt for et teologisk-politisk fragment og henter væsentlig inspiration fra især Walter Benjamins forsøg på at forstå den politiske subjektivitet som et messiansk anliggende, hvorved det politiske bliver forbundet til tanken om tankens passion, pietas og æstetisk modtagelighed, der overskrider det territoriale og det nationale projekt. (Også Franz Rosenzweig og Gershom Sholem er vigtige stemmer for filmen).Ved at kombinere en personlig refleksion med sit eget ønske om at forstå konflikten, forsøger Aloni at undersøge muligheden for at skabe et rum for dialog, et muligt sted eller rettere ikke-sted for refleksion, der kan bane vejen for fred. Filmen skaber således et felt for en almen refleksion over konflikten mellem Israel og Palestina, om jødisk identitet, om det hellige sprog, om Guds karakter og forholdet mellem destruktion og skabelse.


EFTER 11. SEPTEMBER ser han det som nødvendigt at vende hjem til Israel for at kunne begribe den nuværende situation. Aloni kombinerer samtaler med forskellige jødiske teologer og forfattere (Zizek fandt interviewet med teologiprofessor og digter Haviva Pedaya så stimulerende at han i sin kommentar hævder, at han er «kommet så tæt som det er muligt på en intellektuel orgasme»),1 sin mor Shulamit Aloni som er en kendt israelsk fredsaktivist, en palestinensisk hip-hop-gruppe der rapper på hebraisk og samtidig synger om deres allerede fordømte eksistens. Der krydsklippes mellem samtalerne og musikperformances, indtryk gør også samspillet mellem en jødisk mand og en arabisk kvinde som synger til hinanden på både arabisk og hebraisk.


Filmens gennemgående fokus er både muligheden for sameksistens mellem israelere og palestinensere samt en mere grundlæggende mulighed for at skabe nye og andre fællesskaber sammen. I samklang med især Walter Benjamin er det den franske filosof Alain Badiou der udgør en central reference for filmen samt bogen hvor Badiou leverer en væsentlig kommentar.


POLITIK TILSYNEKOMSTEN af et nyt subjekt i troskab overfor en begivenhed der bryder med den givne kundskab om verden, en begivenhed som subjektet bliver bærer af med hele hans eller hendes broderlige universalitet. Begivenhedens sandhed er ikke en åbenbaring men eksisterer kun i det omfang der eksisterer subjekter der leve i troskab til denne. Forestillingen om at palestinsere og jøder blot skal acceptere hinandens forskelle er en type af kompromis som ikke løser noget og som ikke bringer os derhen hvor den politiske kraft bevæger ifølge Badiou. I sin bog Etik skriver han: «Ingen konkret situation lar seg belyse ut fra motivet om ’den annens anerkjennelse’. I stedet handler grundlaget i en etisk situation om at forstå sammehedens logik. «Det samme er faktisk ikke det som er (…), men det som blir til.» Aloni tager Badious pointe op i filmen og tydeliggør denne med henvisning til Jerusalems særlige status i konflikten.

Jerusalems historiske betydning for judaismen og islam eftersom den indeholder afgørende hellige steder for begge religioner og begges krav på Tempelbjerget. Sammenbruddet i Camp David havde netop sit udspring i vanskeligheden ved at finde en politisk løsning på dette problem. Kan man finde en løsning på dette problem uden at formindske de forskellige religiøse krav?
Fra den position man nu har indtaget kan man ikke, hvor man kun har udsigt til en mur der adskiller de to folk. Men denne mulighed bliver for Aloni mulighed for en ny begyndelse. Badiou skriver: «filmen fortæller os at når en situation er håbløs, når døden og volden råder overalt, når det bliver umuligt at den skulle kunne udvikles til noget som er godt for alle, findes der altid mulighed for at gribe situationen på en ny måde, med udgangspunkt i menneskeligheden selv og ikke nogen af dets partikulære dele.»2 Den traditionelle zionisme tager netop udgangspunkt i en særskilt del af menneskeligheden, men denne enhedens skabelse forstået under et tempellignende Isreal er for Badiou en simuleret hændelse. Der bliver ifølge Badiou aldrig fred i Mellemøsten før Isreal ophører med at være en total jødisk stat.


MEN VI VED at hovedparten af israelere ikke vil kunne acceptere dette, da det ville indebærer Israels død. Aloni gør et sjældent ophold idet han rydder et nyt rum for tanken, der ikke indtager en position på forhånd og som derfor ikke kan handle om den gamle vision om den jødiske stat og det hellige land, men som i stedet stiller spørgsmålet: Hvad vil det sige at være jøde? I sin kommentar til filmen skriver Badiou: «Jeg ser i Alonis film en fundamental subjektiv konception, som handler om at vi må skabe en ny plads, er det også fordi vi må skabe den nye jøde. Jeg tror hans virkelige projekt ikke handler om at opgave den jødiske identitet i dag, men om at skabe en helt ny.»3 Men ingen politik kan ifølge Badiou tage udgangspunkt i en specifik identitet, men netop kun en lokal proces der bekræfter en totalitet af muligheden som sit skabende vilkår. Alonis film synes at balancere i en prekær spænding mellem identitet og ikke-identitet. Han skriver til en ven i Israel at hvad de har til fælles er «stræben efter at rense os fra tidligere opfattelser når vi skal analysere problemet Palestina-Israel. Mytologien styrer alting og derfor må vi forstå den og dens virkninger i konflikten og siden må vi afskaffe den. 4

Ikke blot nedbryder Aloni modigt denne mytologi, der på benjaminsk vis efterlader en ruinhob af elendighed i sit kølvand, men han tilfører en genuin kreativ idet han dekonstruerer den jødiske identitet ved at åbne til en universel kraft uden at udslette forskellens mulighed. Aloni har med sin film gjort tanken til en aktiv begivenhed hvor den største uskyld, den aktive passivitet af naivitet, netop virker som den eneste løsning: En bi-national statsløsning i hvilken to adskilte grupper bliver i stand til at leve side om side som to distinkte grupper, som i udveksling og i en æstetisk modtagelighed for den andens fremmedhed, virker i længden som den eneste mulige løsning, både i forhold til social retfærdighed, men også af praktisk geografisk grunde for eksempel med bedre transportmulighed og adgang til vandressourcer. Om den nye begivenhed bryder igennem, vil det altid være på baggrund af en vedvarende anstrengelse og kamp. Begivenheden åbenbarer sig ikke af sig selv. Local Angel er en intervention i denne krise, hvor kritikken af det negative får skabt en ny form: En destruktion der er blevet aktiv, en aggressiv mildhed der kan bekræfter humanitetens singulære åbenhed, en destruktion båret af glæde, den skabende aggressivitet. Local Angel er et enestående studie i hvordan man kritisere og kommentere den omsiggribende identitetsideologi ikke kun i forhold til religion, men også gemenheden hos det reaktive menneske som er grundlaget for vor tids nihilisme som dominerer alle de vestlige demokratier. Og den er derfor et værdifuldt bidrag til det som den danske historiker og kunsttænker Carsten Juhl kalder en ’global æstetik’ der skaber en sammensat æstetisk kraft samtidig med at den foretager en undersøgelse af frihed, af humaniteten, af fællesskabet.5

© norske LMD. Udi Aloni: Local Angel. Theological Political Fragments. DVD and Book by Aloni. 2004.

Fotnoter:
1 Local Angel, s. 25

2 Local Angel, s. 21-22.

3 Local Angel, s. 23.

4 Local Angel, s. 76

5 Carsten Juhl: Globalæstetik. Verdensfølelsen og det kosmopolitiske perspektiv. Billedkunstskolens forlag 2007. Se også Truls Lie, «Sublim opprustning», norske Le Monde diplomatique, mars 2008, s. 15.