At leve under Berlusconi



De første ord, som falder ind efter at have set Nanni Morettis film Il Caimano (Kaimanen) er falsk markedsføring. Filmen slås nemlig op som værende en sylespids satire om Silvio Berlusconi. En film som gør mod Berlusconi, hvad Michael Moore gjorde mod George W. Bush i Fahrenheit 9/11.


Det kan umiddelbart virke temmelig fordrejet. Berlusconi og hans gøren og laden fylder nemlig signifikant lidt i filmen. Her er ingen afslørende detaljer om Berlusconi eller forsøg på at komme ind til kernen af dette magtmenneske par excellence. Sagen er nemlig den, at Il Caimano er en film om at lave en film om Berlusconi. Vi følger den aldrende instruktør Bruno Bonomo, som har haft et par hits indenfor splattergenren, men nu efterhånden har brugt mere end ti år på ikke rigtigt at kunne løbe en film i gang, alt imens han har været økonomisk nødsaget til at udleje sine studier til produktion af tv-shop-programmer. En aften under et foredrag for en lille skare, får Bruno et manuskript stukket i hånden af den uerfarne kvindelige instruktør Teresa. Hun drømmer om at lave en film ved navn «Il Caimano», som helt åbenlyst skal fortælle den sandfærdige historie om Berlusconis vej mod toppen – en vej som efter hendes udsagn er præget af korruption, økonomisk kriminalitet og hensynsløshed. Den film ser vi små klip af i løbet af den «virkelige» film, men Morettis mest raffinerede træk er faktisk, at Il Caimano ikke er en film om Berlusconi direkte, men alligevel bliver det, idet vi følger de vanskeligheder, Bruno oplever med at skulle lave sin Berlusconi-film, og hvilket liv Bruno ellers fører i et Italien, der tydeligvis er dybt præget af Berlusconis regerende hænder.


TIL AT BEGYNDE med er ingen producenter interesserede i at skyde penge i Berlusconi-filmen. Alt det, man kan vide om Berlusconi, ved folk allerede, siger de hos tv-kanalen RAI, som er det første sted, Bruno søger om finansiel opbakning. Økonomien falder først på plads, da en berømt skuespiller takker ja til rollen som Berlusconi. Med i ham i spidsen er der da en chance for, at nogen orker at se filmen, synes den udenlandske pengemand at tænke. Af samme grund springer pengemanden da også fra i det øjeblik, den berømte skuespiller dropper projektet til fordel for en historisk film om Columbus og dermed vedkender sig RAI’s holdning, hvor man mener, at befolkningen ikke orker at se samtidsfilm. Bruno er nu for alvor på spanden med sin fim, og også i eget liv oplever han en sand deroute.

Allerede i starten af filmen fornemmes en skuren i forholdet mellem Bruno og hustruen Paola, men Bruno fastholder sin fiktionelle tilgang til hustruen og deres to drenge. Alt handler om fortællinger for Bruno. Drengene hjælper ham med at digte videre på historier, og når Bruno fortæller godnathistorier til dem, foregår det typisk med splatter-skurkinderne som karakterer i morbide og groteske fortællinger, der næppe kan få små drenge til at falde til ro. Selv da hustruen vil fortælle drengene, at nu skal far og mor ikke bo sammen længere, kan Bruno ikke undlade at blive drengekåd og springe ind i fiktionens univers. Det uundgåelige kommer dog for dagen. Far flytter på hotel.

Til at begynde bruger Bruno løgnens funktioner til at fastholde en vis anseelse hos drengene, men snart går realiteterne op for Bruno, og det sidste, han har tilbage, er da filmen om Berlusconi. Hvad der skulle have været en spillefilm ender på grund af de frahoppede investorer med en kortfilm, der behandler retssagen mod Berlusconi. En retssag der ender med syv års fængsel til premiereministeren, men hvor filmens sidste scene udtrykker, at folket fortsat lader sig narre. Filmen slutter med folkemængden, der kaster brandbomber mod dommeren, der dømmer Berlusconi, alt imens Berlusconi ses i silhuet i den strømlinede, blanke Mercedes, han køres væk i.

Når Brunos Berlusconi-film, der som sagt ender som en kortfilm, ses i lyset af Berlusconis ejerskab af flere tv-stationer, bliver det for alvor tydeligt, at Bruno i Morettis iscenesættelse skal fungere som en modpol til virkelighedens Berlusconi. I modsætning til Berlusconi har Bruno hverken penge, kvinder eller succes. Drømmene synes helt umulige at nå.


NANNI MORETTIS Il Caimano er altså frem for en film om Berlusconi snarere en film om, hvordan det er at leve i et samfund regeret af Berlusconi. Det er godt tænkt af Moretti, men kan dog ikke redde filmen fra mange tomgangsscener, hvor energien ligesom mangler. Fortællingen foldes ud på konventionel vis, og man skal lede længe – og forgæves – efter æstetisk nytænkning her. Filmen bærer således mest af alt præg af gedigent håndværk.

Det hævdes at Il Caimano var med til at vælte Berlusconi af pinden ved valget i 2006, hvor filmen kom op i italienske biografer. Det er meget muligt, men faktum er, at det italienske folk fortsat enten lader sig inspirere – eller narre – af Berlusconi, da denne nok engang gik sejrrigt ud af et parlamentsvalg tidligere på året. Må virkelighedens Bruno’er have nemmere ved at nå drømmene end filmens Bruno.

© norske LMD