Disse er ikke mennesker

Mark of Cain er en beundringsværdig filmproduktion. Budgettet har givetvist ikke været stort. Her er ikke tilknyttet nogen stjerner, der er ingen dyre special effects, og historien gør som sådan ikke noget større væsen af sig. Mark of Cain er fortællingen om en gruppe britiske soldater, der er udstationeret i Basra, Irak. Som i et hav af andre krigsfilm følger vi gruppen i militærlejren, hvor kedsomheden trives, og smådrillerierrne de menige imellem til tider har et lidt for ondt bid. Vi følger gruppen i kamp, hvor nervøsiteten er et grundvilkår, og på patrulje gennem Basras gader, hvor den mindste fare bliver blæst op inde i soldatens hoved. Alt kan være en bombe – selv den mest rustne og sammenkrøllede Cola-dåse.

Det er umuligt at leve et normalt liv i midten af en krigszone. Som tilskuer får man en forståelse for soldaternes liv, inden filmen tager sin drejning, og soldaterne går over gevind i en forhørsscene. De skal afhøre to unge irakere, der sandsynligvis absolut intet har at gøre med det bagholdsangreb, som tidligere på ugen kostede to britiske soldater livet. I forhørsscenen lades alt menneskeligt ude. Ydmygelser bliver til seksuel latterliggørelse, tæsk bliver til ren tortur. Det er længe siden, det sidst er sket, men da jeg så disse scener, fik jeg det fysisk dårligt. Disse er ikke mennesker.


NÅR JEG SKRIVER, at Mark of Cain er en beundringsværdig film, så skyldes det, at filmen trods sit minimale budget formår at være både vedkommende, gribende og dybt, dybt fængende. Det beror primært på to elementer: dels filmens lydarbejde og dels den ellers uerfarne instruktør Marc Mundens sans for den gennemtænkte detalje. Normalt vil man sikkert ikke hæfte sig yderligere ved en films lydlige univers, men i Mark of Cain kan man slet ikke undgå at bemærke det. Tag for eksempel gruppens patruljeren i Basras støvede gader. Her kommunikerer soldaterne indbyrdes via de mikrofoner, der er indbygget i hjelmene. De går forsigtigt rundt, for hvad lurer mon rundt om hjørnet. Paranoiaen er umulig at forbigå. Lydbilledet veksler mellem soldaternes samtale, som mestendels drejer sig om en fest for længe siden hjemme i England og så lydene udenfor på gaden. Legende børn, gøende hunde, en gammel lastbil, der hoster og hakker i motoren. Med deres drengede samtale skaber soldaternes deres eget lydlige rum, udenfor findes støjen og alt det fremmede. Det er en måde at distancere sig på. At gøre det hele uvirkeligt; noget som er adskilt fra en selv. Det er vel sådan, soldaterne håndterer paranoiaen og den nervøse stemning.
Distanceringen ses også, når soldaterne i en scene besvarer fjendtlig ild. En af de britiske soldater holder fingeren fast på aftrækkeren, mens han roligt – nærmest inde i sig selv – siger fodboldresultater. Chelsea 2 – Manchester City 1. Man forstår godt, hvorfor soldaterne vælger denne distanceringstaktik, men det forholder sig nok også sådan, at denne distance, denne uvirkelighedsgørelse af omgivelserne gør det lettere at være inhuman. Man er jo alligevel ikke rigtig til stede. Af samme grund har det hele lettere ved at kamme over i forhørsscenen. Det er rigtig godt tænkt af instruktør Marc Munden, at han giver sit publikum dette indblik i distancen og i soldaternes hverdag, inden han lader inhumaniteten gribe om sig. Samtidig har han blik for væsentlige detaljer, der er med til at løfte filmen. Få, velvalgte steder i filmen doserer han et arkivmateriale med Bush eller Blair, så den virkelige klangbund minder tilskueren om, at dette ikke kun er fiktion. Og når soldaterne vender hjem til England, er det kun de mest hengivne kærester, der er at finde på togstationen. «Da vi kom hjem fra Falklandskrigen, smed kvinderne deres brysteholdere,» mindes en soldats far. Til det svarer en bargæst med en indifferent holdning; «Men Falklandskrigen vandt vi jo også».

Det er disse små men vægtige detaljer, der løfter filmen. Mange af militærscenerne er set før. Her bidrager Mark of Cain ikke som sådan med noget nyt. Stærkest er filmen derimod i sin skildring af forholdet mellem loyalitet over for hæren og kammeraterne kontra civil courage til at modsætte sig de ordrer, der måtte føre til handlinger, der ikke er moralsk forsvarlige. Med soldaternes distance til situationen i Basra og den blinde loyalitet, forstår man hvorfor den civile courage oftest kommer til kort. Også hjemme i England, hvor en retssag skal placere ansvaret for de grumme handlinger. Her anes korruptionen på forhånd. To brodne kar blandt de menige skal ofres, så de øverstbefalende, som også deltog i torturen, kan gå fri og bevare deres glorværdige karriere. Selvom filmen slutter på en idealistisk tone, da en enkelt soldat sætter sig op mod systemet, forlader man biografen uden den store tiltro til, at hans mission nogensinde vil bære frugt.

© norske LMD