Vredens frugter

De største og mest komplekse problemer bliver ofte først håndgribelige, når de anskues i det nære perspektiv. Derfor er det et yderst vellykket greb, at den israelske instruktør Eran Riklis komprimerer konflikten mellem Israel og Palæstina til en lokal strid om en idyllisk citronlund. Striden kan lade lyde banal. Intet er mere forkert.


DA DEN ISRAELSKE forsvarsminister Israel Navon flytter ind nær grænsen mellem Israel og Vestbredden, er ministerens Secret Service-folk hurtige til at få øje på nabogrundens lange rækker af citrontræer. Hvor er det nemt for en terrorist at gemme sig bag træerne. De må fjernes prompte, for den frodige citronlund udgør jo en reel trussel mod landets sikkerhed.


Det skal vise sig meget vanskeligere end som så. For på den anden side af skellet går enken Salma Zidane rundt og passer sine smukke træer sammen med en gammel ven af familien. De har hun gjort lige siden, hun var lille, hvor hendes far tog hende med ud til citronlunden. I stille, poetiske indstillinger med dvælende kameraføring viser Riklis os, hvor meget af Salmas liv, der er knyttet til disse træer. Hun passer og plejer dem, som var de børn. Hun indsamler frugterne og med fine, indarbejdede bevægelser kreerer hun den saft, som huset gæster nyder godt af. Det giver da også fuldt ud mening, når Salma tager kampen op mod sin mægtige nabo og dermed indirekte mod hele det israelske, militære apparatur og det juridiske system. Undervejs får hun støtte af den engagerede advokat Ziad Daud, der som filmen skrider frem ikke kun får smag for Salmas citronlemonade, men også for hendes skønhed og varme.


FILMENS STYRKE ligger ud over selve komprimeringen af konflikten. Den tætte studie af menneskelige relationer får for alvor filmen til at løfte sig og karakterne til at blive nuancerede individer.

Tiltrækningskraften mellem Salma og Ziad (imponerende spillet af Hiam Abbass og Ali Suliman) er behændigt skildret. Som beskuer forstår man Ziads dragning af Salmas modige og sælsomme væsen, men ligeså kan man sætte sig ind i Salmas kvaler. Hun er jo enke og elsker fortsat sin afdøde ægtemand, hvis foto hænger på væggen i køkkenet, og hvis gamle venner da også minder Salman om under utallige uopfordrede besøg. Alligevel undlader Salma at iføre sig tørklæde, når Ziad kommer på besøg. Kærligheden er ikke lidenskabelig i Citrontræet. Den er skrøbelig og sart.

Også relationen mellem forsvarsministeren og hustruen er interessant. Som han udtrykker det i en tale under parrets indflytterfest i deres hus, som er en fæstning snarere end et hjem, føler han sig som «en gæst i dette hjem». Og det er vel med god grund. Han er aldrig hjemme, og alt imens går hustruen rundt og får flere bekymringer over beslutningen om at rydde citronlunden.
«Der må findes en anden løsning,» påpeger hun overfor sin ministermand, mens han blot svarer, at «3000 års historie har vist, at der ingen løsning er». Med klangbund i konfliktens lange historie, forekommer det da også horribelt grotesk, at man vælger at spærre citronlunden inde, idet en lokal domstol vurderer, at den truer nationens sikkerhed. Man anede dog svaret, idet dommeren bærer samme uniform som den israelske forsvarer.

Salma giver dog ikke op så let og tager sagen videre til højesteretten i Jerusalem. Undervejs kommer der sprækker i den israelske facade. En soldat, der egentlig skal holde øje med, at Salma ikke nærmer sig citrontræerne, har travlt med at læse argumentationsteori oppe i sit udkigstårn, mens en ellers handlekraftig livvagt tøver, idet ministerfruen ønsker at aflægge Salma et visit. Der fornemmes mennesker inde bag uniformerne og de skudsikre ruder. Menneskelige træk, som for alvor træder frem, idet ministerfruen udtaler sig bramfrit til pressen og dermed sætter sit ægteskab og hele nationen i en prekær situation, hvis yderligere konsekvenser ikke skal afsløres her.


ERAN RIKLIS HAR med Citrontræet skabt en meget velspillet og stringent fortælling , der til tider er varm og let og andre steder indsigtsfuld og tankevækkende. De idylliske skildringer af stunderne i citronlunden får nødvendig modvægt af nervøse vagters griben til våben ved lyden af den mindste gren, der sprækker. Historiens to parter får undervejs tilpas mange nuancer i spil, så de aldrig reduceres til offer og bøddel.

Ved behændig brug af filmmediets visuelle styrke har Riklis formået, hvad hundredvis af nyhedsindslag ikke mestrer: Israel/Palæstina-konflikten har med Riklis’ film fået et menneskeligt ansigt, der er ligeså organisk og åndende som de citrontræer, Salma passer i lunden.

© norske LMD