Latin-Amerika

Reformer af mennesker og medier

Argentinas vej mod mindre ulighed, økonomisk, socialt og kulturelt, er belagt med en ny medielov som første skridt mod mere bevidste og i sidste ende demokratiske borgere. Og medier. Nuværende medielov er en arv fra diktaturet 1976?83, som forsterker mediemonopolerne i et land uden debat om medierne.

Posted on

På enhver frokostrestaurant i den argentinske hovedstad viser fjernsyn et eller flere nyhedsprogrammer. I taxien kværner kortbølge-stationerne. Frisørerne har de fleste dagblade liggende klar til læsning. Argentinerne hører statistisk til de største medieforbrugere i Sydamerika. Og udvalget er stort. Desto større årsag til en debat om kvantitet kontra kvalitet, fordi Argentinas forældede medielov kun er toppen af isbjerget i en praktisk talt fraværende debat om medierne.

Den argentinske medielov, Ley de radiofusión, er fra 1976 og vedtaget under landets seneste militærdiktatur. Ifølge flere iagttagere har Argentina hårdt brug for en ny medielov, der af dens kritikere beskyldes for at lade landets traditionelle økonomiske interesser sætte mediedagsordenen. Og det påvirker som ringe i vandet opfattelsen af, hvordan samfundet bør fungere og fra læser til beslutningstager i værste fald bevidst fejlinformerer for at ændre eller forandre status quo. Men oftest uden for de folkevalgtes rækkevidde og dermed uden for de demokratiske rammer. På gadeplan er det eksempelvis, at den i dag forarmede middelklasse ikke kan gennemskue, hvorfor visse tiltag går i mod deres egne interesser. Et aktuelt eksempel er forsommerens, stadigt latente, landbrugskonflikt:1 Ifølge eksperter i sammenhængen mellem demokratisk underskud og massemedier, er den argentinske landbrugskonflikt bare et af flere klassiske eksempler på en folkevalgt regerings strabadser med at vinde, og vende, folkestemningen til fordel for grundlæggende men nødvendige social-politiske reformer, hvis et flertal eller stort set samtlige massemedier forener sig med reaktionære kræfter. Denne teori argumenterer blandt andet journalist og professor Washington Uranga fra dagbladet Página/12 samt professor i statsteori og politisk historie, Marcelo Koenig, fra Buenos Aires Universitet.


Begge mener, at landets nuværende medielov er en dinosaur, der ikke giver medierne den fornødne rolle og kvalitet i et demokrati. Med andre ord er medierne i Argentina ikke deres rolle bevidst i forhold til at deltage i debatten om dem selv. En debat som ikke engang beslutningstagerne holder gang i. Kun i visse akademiske kredse har der kørt en debat om mediernes rolle og vigtighed i at modne det endnu unge argentinske demokrati, så der skabes en general debatkultur ud over talkshowenes og nyhedsprogrammernes overfladiske og usammenhængende dækning. En ny medielov skal bryde op i forankrede magt- og mediestrukturer og i første omgang åbne muligheder for en mindre partisk presse, så landets i forvejen stærkt uigennemsigtige beslutningsprocesser, demokratiske eller ej, får den såkaldte fjerde statsmagt at tænke på. I dag er kritisk presse en undtagelse i de argentinske massemedier og et fænomen, som diverse NGO-er arbejder med praktisk talt uden midler. Mere upartiske medier kan i sidste ende informere borgerne oftere og mere sagligt og sandfærdigt om Argentinas presserende problemer indenfor korruption, fattigdom, opgør med diktaturet, kvindeundertrykkelse og meget mere.

Den argentinske regering ledet af peronisten Cristina Fernández de Kirchner kalder en ny medielov for alle kriges moder. Kampen for mediernes objektivitet er vital for at give borgerne en sandfærdig og upartisk dækning af de demokratiske processer. Men ét er en ny medielov. Noget andet om borgerne er klædt ordentligt på, intellektuelt, til at afkode de argentinske mediers udtalte partiskhed.

– Vejen til grundlæggende forandringer, og bevidstheden om den, skal belægges med mere bevidste og oplyste borgere. Borgerne kan ikke deltage i en demokratisk debat, og forstå vigtigheden af en debat om medierne, hvis hverken sociale organisationer eller politiske partier indkorporerer debatten om medierne i deres agendaer. Argentinerne er ubevidste om behovet for en ny medielov. Og de underliggende problemstillinger som økonomiske gruppers akkumulering af tv-stationer, dagblade og magasiner eller spørgsmål som konsekvenser af nye teknologiske beslutninger. Derfor er der brug for en alfabetisering af borgerne i medieforstand, så de ikke bliver ofre for forenklinger og demagogi uden for kontekst,» siger Washington Uranga vel vidende, at dette i yderste konsekvens også er et spørgsmål om uddannelsen og opdragelsen fra det første åndedræt.

– Bevidstheden om adgang til information og kommunikation som fundamental menneskeret skal være del af uddannelsessystemet allerede fra folkeskolen. Der skal uddannes for at kommunikere og kommunkeres gennem uddannelsen. Det er en opgave som bør ske parallelt og i fællesskab med den politiske debat. Og den er lige begyndt i Argentina, sier Uranga.
Det der for alvor fremprovokerede den argentinske regering til at arbejde for en nye medielov skete i 2003, hvor korruptionsskandalen om adgangen til radio- og tv-frekvenser brød løs. Det franske firma Thales Spectrum vandt kontrollen over tv- og radiofrekvenserne i Argentina i offentlig licitation i 1997, men senere undersøgelser viste, at den daværende argentinske regering under Carlos Menem modtog op til 25 mio. dollar i bestikkelse fra franskmændene. Ifølge Kirchner-regeringen, der i januar 2004 nationaliserede kontrollen med æteren (radio- og tvfrekvenser, red.), uddelte Thales Spectrum med stor sandsynlighed også licenser til sendetid og bølgelængder på må og få. På samme måde er skandalerne, eller rygterne, om betalte journalister dagligdag i Argentina: At udvalgte centralt placerede journalister modtager privilegier af økonomisk eller anden art mod at rapportere for eller mod en udvalgt gruppe.

En ny medielov ville kunne komme denne tendens i forkøbet og gøre de argentinske medier, og de instanser der styrer og administrerer dem mindre påvirkelige fra interessegrupper uden respekt for presseetik. Den argentinske regering søger samtidig at øge pressestøtten til visse medier, der i dag ikke kan overleve.




ARGENTINERNE HØRER statistisk til de største medieforbrugere i Sydamerika. Hvad er der galt?


– Forbrug er ikke lig med deltagelse. En person kan forbruge alt også det, der skader denne. Og denne person kan endda forbruge vel vidende, at dette forbrug skader. Måske er det ikke helt tilfældet med medieudbuddet i Argentina, men det er klart, at borgerne ikke forstår de kriterier, der skal til for at få bedre massemedier. Det er medierne her, og ikke uddannelsessystemet eller beslutningstagerne, der «uddanner» efter kriterier i overensstemmelse med mediernes egne interesser. Som i Argentina betyder, at medierne sørger for, at de offentlige medier, public service, altid fremstilles og dermed desværre af borgerne opfattes som kedelige, tendentiøse og kvalitetsløse, siger Washington Uranga.
De argentinske medier er som i alle andre kapitalistiske samfund fundamentale for dagsordenen. I Argentina er medierne kontrolleret af en lille gruppe, hvilket hæmmer adgangen til at komme til orde i et pluralistisk samfund. Størstedelen af samfundsgrupperne er med andre ord ekskluderet fra den offentlige debat om (om)fordelingen af landets ressourcer.

– Uligheden i samfundet hænger sammen med det demokratiske underskud, også i medierne. Det er et magtproblem. De økonomiske og politiske magtgrupper er tydeligvis forbundet med dem, der kontrollerer medierne. Argentina får kun et mere modent demokrati med mere demokratisk kommunikation og viceversa, sier Uranga

De argentinske tilhængere af en ny medielov kræver, at den grundlæggende ændrer opfattelsen af adgangen til kommunikation ud fra følgende kriterier: At komunikation/information bliver en fundamental menneskeret og tilbyder midlerne og mulighederne for at imødekomme dette ideal. At medierne som udgangspunkt skal fungere som public service, at informere for hele samfundets ve og vel. At den garanterer diversitet i kilder og aktører for at skabe pluralitet i perspektiver og information. At den sætter grænser for det private som offentlige ejerskab af medier.

– Argentina har ikke ændret medieloven endnu, fordi der på forskellige tidspunkter ikke har været stemning eller mulighed for det. Enten fordi medierne, og dem der styrer dem, har været knyttet til militæret, eller fordi den politiske magt frygtede at blive offer for medierne, hvis de forsøgte at ændre på deres magt. Og det betød at politikerne foretrak kompromisser og tjennester fremfor ændringer af medieloven, siger Washington Uranga.

© norske LMD



1 Se Rune V. Harritshøj, «Argentinas medie-bårede konflikt», norske Le Monde diplomatique, august 2008.
(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler. Allerede abonnent? Logg inn.
Digitalt abonnent
Fra 49Kr.
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Årsabonnement
649Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Kvartalsabonnement
159Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver