Ubehaget som modstandskraft

«Følelsen af at skrive fiktion er en følelse af frihed, en uansvarlighed, eller bedre, et ansvar overfor noget der endnu ikke har vist sig …»

J.M. Coetzee, Doubling the Point.




Den sydafrikanske romanforfatter J.M. Coetzee modtog nobelprisen i litteratur i 2003 og i modsætning til andre der også har modtaget den store pris er han én af de bedste nulevende forfattere. Coetzee er kendt for stort set aldrig at give nogen interviews. Han er dedikeret vegetar og cykler flere kilometer hver morgen inden han sætter sig til at skrive. I de senere år er han dog gået hen og blevet en offentlig intellektuel og skriver jævnligt lange og indsigtsfulde artikler og anmeldelser i New York Review of Books.1 Filmatiseringen af én af hans mest kendte romaner, Vanære (Disgrace), har netop haft verdenspræmiere.2 For nylig optrådte han in absentia på en international litteraturfestival sammen med den kinesiske forfatter Gao Xingian om emnet: «Litteraturen i dag». Coetzee læste i den forbindelse op fra sin seneste bog: Dagbog fra et dårligt år. Coetzee, der er mistænksom overfor enhver politisk retorik, blev i mange år marginaliseret i sit ét hjemland Sydafrika og i 2002 flyttede han til Adelaide i Australien.

Selvom hans bøger adresserer den postkoloniale situation i Sydafrika, Apartheid-spørgsmålet og den hvide mands skrift, møder vi hos Coetzee et andet og mere slidstærkt «politisk engagement», et spørgsmål der bliver stadig mere påtrængende i en verden hvor politikere og meningsdannere ideologiserer sociale konflikter (at eksempelvis krisen i Kosovo kun skulle være et spørgsmål om etniske modsætninger), hvor selv forfattere og intellektuelle reducere litteraturens engagement til et spørgsmål om at sikre mennesker rettigheder. Når dette er opnået har vi nået målet, synes at være holdningen i dag.

Det er blevet sagt om Coetzee at hans litteratur udtrykker en modstand og en mistænksomhed overfor enhver ortodoksi, inklusiv modstanden selv.3 Han skriver en ubehagelig form for litteratur, en litteratur der skaber uro, som måske plager læseren, og ligesom den norske forfatter Tor Ulven er det nødvendigt for ham at insistere på det ubehagelige ved eksistensen. Der er allerede morfin nok i omløb, som Ulven udtrykte det. Man kan tale om en ubehagelig form for sandhedssøgen, der gør engagementet og modstanden til noget byrdefuldt og krævende.

For Coetzee bliver spørgsmålet om modstand et spørgsmål om litteraturens plads i vores liv (og litteraturen findes overalt), at de impulser og handlinger der former vores livs etiske eksistens, impulser for handlinger, respekt, generøsitet, skønhed, ikke på adækvat vis kan udtrykkes i filosofiens, politikkens eller teologiens diskurs, men at de har deres naturlige element i litteraturen – ikke så meget fordi litteraturen mimer vores daglige eksistens, men fordi den er i stand til at tage os gennem en intens oplevelse via disse anderledes-styrede impulser og handlinger. Coetzee vil insistere på at modstand er det som vækkes til live med vores opmærksomhed overfor vanskelighederne ved vores status som subjekter, som erkendende mennesker, som et menings- og værdisøgende dyr. Coetzees litteratur lyser af det som Iris Murdoch har kaldt for «opmærksomhedens ordforråd», en stemme der kæmper mod tørhedens tid, som forsøger at finde mæle på den anden side af ironien, at begå den omvending der handler om at vende tilbage «fra det selv-centrerede oprigtighedsbegreb til det andet-centrerede sandhedsbegreb»4
MED FINANSKRISEN og Obamas nyvalg hører man, at kynismens tid skulle være over. Men kampen mod kynismen bliver man ikke sådan færdig med. Vi har i lang tid levet med magtens arrogance og med ironien som et mål i sig selv, vi har levet med Pulp Fiction, kravet om at skulle være cool. Litteraturen er i fare for at miste sit modstandspotentiale så snart den kommercielle populærkultur bevæger sig ind på forfatterens enemærker. Den bliver tandløs og ufarlig.5 Ironien kan selvsagt være produktiv når den angriber sig selv, når den giver plads til pathos, men allerede distinktionen mellem det alvorlige og det legesyge, holder ikke vand i Coetzees univers. Her er der noget andet på spil. Han dyrker ikke familiens opløsning som et postmoderne træk i tiden, og postironien hos Coetzee handler ikke om at sætte familien overfor Staten og samfundet.

Overfor disse størrelser placerer han løsgængeren, det tilfældige møde, kvinden der har trukket sig tilbage til sin farm, sin sygdom, sin kamp for selvbevarelsen, eller simpelthen den der har slået sig ned mellem land og by – her opstår modsystemet. Coetzee er en litterær outlaw uden rygmærke og tatovering. Skal man kynismen og ironiens døgnfluer til livs skal man kæmpe mod den intellektuelle kolonisering af sindet der i dag lever side om side med videnssamfundets produktive kræfter bestående af lingvistiske kompetencer, viden og forestillingskraft.6 Man må frigøre noget vi ikke kan forestille os, noget vi ikke på forhånd kan identificere.

Litteraturens opgave er den at træde ind i dette mellemværende, at befinde sig i midten, midt imellem tingene, at manøvrere i det problematiske. Modstanden bliver ikke bare modstand, men en besindelse på noget vi ikke kan ignorere, en udsat eksistens, den anden. Men skal man bruge ordet etik om Coetzees litteratur, er det ikke fordi at en bestemt moral afkræver en bestemt adfærd eller visse pligter, men snarere at etik er det der kommer til udtryk gennem refleksionens egen bevægelse. Litteraturens styrke er på intensiv vis at oplade begivenheders (etiske) kraft, at det andet og det fremmede kan berøre os fordi sproget er i stand til at tale med en egen stemme, og give form til det, som ikke kan siges med de ord vi ellers er vant til at benytte os af.
Litteraturen bliver her til et spørgsmål om gå i forbindelse med andre kroppe, andre kræfter med henblik på at forstærke nye muligheder for liv – et etisk liv er et liv hvor øget berøring og relation forandrer vores erfaring og omgang. Tv-mediet rummer ikke denne gæringsproces for berøring. Dokumentaren og eksperimentalfilm kan, og flere af Coetzees bøger er også blevet sammenlignet en klippeteknik vi kender fra denne genre. Coetzees modstand kan derfor ikke formuleres i traditionelle humanistiske termer, men udtrykker intensiteten ved et overset element ved vores eksistens. Og litteraturens opgave bliver noget andet og mere end den at vise respekt for den anden, solidaritet med de undertrykte. Litteraturen lever og ånder (som menneskets bevidsthed) af en fremmedhed som er den impuls der former vores liv og herigennem tilbyder den nye muligheder for tænkning og dermed liv. Besindelsen på det vi ikke kan ignorere, er hos Coetzee ofte beskrevet med et ukendt syn der forener såret med skønheden.

Hos Coetzee er brutalitet, i modsætning til krimi-litteratur og TV-nyheder, ikke noget der stiger og falder i forhold til en dramatisk spændingskurve. Det menneskelige drama er grundlæggende det samme og det udspiller sig på en brutal baggrund midt i en utrolig stilhed. Coetzee skaber figurer der ikke har brug for ironien, i stedet udtrykker de en radikal passivitet, en art aktiv opmærksomhed, en slags ikke-handlen, en passivitet der ikke reducerer handlingen til et spørgsmål om mål, profession, behov, men hvor handlingen forstås som evnen til modtagelighed for det, der sker med én. Hans romanpersoner oplever på én gang afmagt og en forbløffelse over alting. Personernes modstand tager netop ofte udgangspunkt i afmagten og herigennem trænger tankens egen uformåen sig på: Noget der ikke kan genkendes, som ikke passer ind i sproget, som ikke kan rummes, besiddes eller beskrives i et billede. Midt i hverdagens stilhed, midt i banalitetens udhviskede ørken opstår de møder der antænder tanken.
Coetzees litteratur er noget så sjældent som en lidenskabelig tanke der plager læseren fra start til slut. Modstandens opmærksomhed handler om at kunne være skæv uden at tage morfin, at være fuld på rent kildevand, som Henry Miller formulerede det. Vil man forstå palæstinensernes kamp i disse dage er det en god idé at forstå hvordan og hvorfor modstand ofte vokser frem af afmagtens affekt. Her er Coetzee et godt sted at starte.

Coetzees romanpersoner må dagligt begynde forfra, livet giver ikke sig selv, og det er ikke sikkert at man kan fortsætte. Dagligt må de lade batterierne op og det mentale stof spirer fra en anden forbindelse mellem mennesker og dyr, mellem mennesker og planter. Coetzee har placeret sine personer ved verdens begyndelse: De er mineraler og udrykker nye måder at føle på. Sygdom, dyr, virus – det er materiens variationer der forbinder den minerale væren med det kommende menneske uden at dette nye menneske ekspliciteres.7 Coetzees opmærksomhed på resterne, på slagget, det ødelagte, dyrenes brummen, er en del af et oprør mod det som den danske forfatter Solvej Balle har kaldt for Tingenes planet.8 I landets hjerte udforskes et mentalt landskab hvor alle materiens variationer (insekter, undervandsoplevelser og jordens lag) beskrives så tilpas elaboreret at der midt i grusomheden (historien handler bl.a. om en datter der udsættes for incest, ’out there in the bush) opstår et positivt undersøgende præg, et skin af noget der ligner ømhed – ikke-liv og liv der mødes.9


I HISTORIEN OM MICHAEL K. møder vi den arbejdsløse gartner K. der slæber sin mor på en trækvogn gennem et krigshærget Sydafrika.10 K. er ikke i kontakt med krigen, men da han til sidst pågribes, fornemmer vi at han ikke kan unddrage sig krigens spil, men hans faste, hans rolige insisteren på ikke at spise under indlæggelsen på det lokale hospital, fungerer som en modstand. Den mineraliseret væren er forskellens kraft. De nye bånd mellem K. og planter er ingen romantik, men en undersøgelse af nye måder at se, høre og lugte på. Verden flyder altid over med mere, end hvad der kan repræsenteres i tanken. K.s faste er også en del af hans begær efter at forsvinde. Hans totale uansvarlighed rummer ansvarets mulighed på et andet plan: Hans insisteren på at trække tempoet ud af alting, mod dem der taler til ham.
Hos Coetzee er det aldrig et spørgsmål om «hvad», men om «hvordan» et menneske med en særlig baggrund oplever en dødelig sygdom, en voldelig politisk undertrykkelse, at begribe dette helt fremmede uden symbolik og allegoriske greb. Coetzees personer er «unfit for these times» (uegnet til disse tider) som han skriver. Også den kræftsyge akademiker Mrs. Curren fra romanen Jernalder, en kvinde der ledsager sin stuepige til en township hvor de overværer stuepigens søns død, også hun kæmper med at være egnet til disse tider. Ligesom K. er hun usikker på forholdet mellem mennesker og dyr og i det hele taget hvad der udgør de såkaldt ’menneskelige bånd’. Et sted siger hun: «Jeg er langt borte, det er jeg, sagde jeg, fjern og svag. Ikke desto mindre er jeg bange for, at jeg kender kammeratskabet alt for godt. Tyskerne havde kammeratskab, og japanerne havde det, og spartanerne. Shakas impier havde det givetvis også. Kammeratskab er intet andet end dødsmystik, drab og død i forklædning som det De kalder et bånd (hvilket bånd? Et kærlighedsbånd? Det tvivler jeg på.).»11

Jernalder er et frontalangreb på al ressentiment, på nag, og de nye tiders puritanisme. Denne tone bliver trukket endnu mere skarpt op i Vanære, nok Coetzees mest ubehagelige bog.12 Her som i andre bøger er det skammen der, i lighed med den franske filosof Gilles Deleuze, skaber kraften for den etiske opmærksomhed, men også for transformation af selvet. For fælles for alle Coetzees bøger er menneskets begær efter at forsvinde, at træde hen på siden af livet og lade det flyde, uden at stoppe det: at blive umærkelig. Men samtidig ønsker disse personer at blive berørt, at bekræfte andre livsenergier.13 Men det er som om at disse personer siger: Livet i mig bærer ikke mit navn, som om at selvet er det som må dø for at nye møder og dermed nye kollektive kræfter kan opstå.

© norske LMD



1Udgivet som to essaysamlinger: Stranger Shore. Essays. 1986 ? 1999 (Vintage, 2002) og Inner Workings. Essays 2000 ? 2005 (Harvill Secker, London, 2007).

2J.M.Coetzee, Disgrace, Secker & Warburg, 1999. Dansk: Vanære (Hekla, København, 2000), norsk: Vanære (Cappelen, Oslo, 2001).

3Dominic Head, «A Belief in Frogs», i J.M. Coetzee and the Idea of the Public Intellectual, Ohio University Press, 2006, s. 100.

4Iris Murdoch, «Mod tørhed ? Et polemisk udkast» i Den blå Port, Tidsskrift for litteratur, 15/16-1990, s. 48.

5De amerikanske forfattere Thomas Pynchon, Don Delillo, David Foster Wallace er alle eksempler på forfattere der har forsøgt at bekæmpe ironien og skabe en anden stemme. Førstnævnte brugte ironien til at bekæmpe halvtredsernes borgerlige tomhed og det spirende kontrolsamfund efter anden verdenskrig, Delillo har forsøgt at bekæmpe ironien gennem konsumkulturens sprog, mens Foster Wallace forsøgte at skabe empati gennem en undersøgelse af sprækkerne hos det hybride menneske.

6Paulo Virno, A Grammar of the Multitude, Semiotext(e), Los Angeles, 2002, s. 32.

7«Den minerale væren» anvendes af den italienske filosof M. Perniola. Emnet er blevet taget op af Carsten Juhl der skriver: «Med forfaldet følger interessen for et nyt daggry, en ny appel fra verden, hvor det ?organiske ? fællesskab erstattes af en mineralsk relation til verden.» [?] «Det er naturligvis en anden slags liv, det der ernærer sig ved svovl og bakterier, men det behøver ikke at være mere skrøbeligt og mindre livsdueligt.» Carsten Juhl, Globalæstetik, Billedkunstskolernes forlag, København, 2007, s. 30.

8Solvej Balle, Frydendal ? og andre gidsler, Gyldendal, København, 2008.

9J.M. Coetzee, In the Heart of the Country, Vintage, London, 1977. Dansk: I landets hjerte (Hekla, København, 1986). Norsk: I det mørke landet (Cappelen, Oslo, 1985).

10J.M. Coetzee, Life & Times of Michael K., Secker & Warburg, London, 1983. Dansk: Historien om Michael K. (Hekla, København, 1984). Norsk: Michael K: hans liv og hans tid (Cappelen, Oslo, 1984).

11J.M. Coetzee, Jernalder [Age of Iron, 1990], Hekla, København, 1990, s. 142.

12Om denne bog, se Alexander Carnera, «Krisens mulighed», norske Le Monde diplomatique, april 2004.

13Etik som en «mental økologi» om selvets bæredygtighed har utvivlsomt fremtiden for sig og Coetzees idé om litteratur kan læses i denne retning. Se Rosi Braidotti, «The Ethics of Becoming-Imperceptible», i Deleuze & Philosophy, Edinburgh University Press, 2006, s. 153.