Latin-Amerika

Sidste endestation for Argentina?

Er vejen frem for Argentinas økonomi belagt med togskinner og genopbygning af Sydamerikas tidligere største jernbanenet? De sidste 20 års afmontering af det argentinske jernbanenet er symptomatisk for en national afmontering af Latinamerikas tidligere mest udbyggede velfærdsstat.

Posted on

Rasende togpassagerer afbrændte i september flere togvogne i Buenos Aires. Politikkere, sociologer og almene borgere ytrede i pressen dagene efter, at metropolen kun var en station, i ophobet borgerfrustration over jævnlige togforsinkelser, fra dommedag. Èn ting er sikkert og har været det siden den tidligere peronistiske regering under neoliberalisten Carlos Menem i 1990 privatiserede hele Argentinas jernbanenet: Det er en daglig prøvelse for borgernes tålmodighed og værdighed at pendle frem og tilbage mellem Buenos Aires og forstæder i de stærkt misvedligeholdte togstrækninger. At ni ud af ti passagerer samtidig kommer fra argentinske arbejderklasse eller nyfattige middelklasse er kun karakteristisk for Argentinas syndefald som nation. Dét beretter den argentin-ske presse ustandseligt om i verbale som fysiske sammenstød mellem passagerer og togpersonale. For togpassagererne er det upålidelige tognet lig med mistede dagslønninger og i værste fald et mistet arbejde.

Sensommerens togafbrændinger er endnu en påmindelse om, at Argentina de facto er opdelt i første og andenrangsborgere. Som alle lande i Sydamerika. Mens overklassen drøner derudaf på nye bevogtede betalingsmotorveje futter den nedre mid-delklasse og arbejderklasse afsted i den offentlige transport med udslidte togstammer og stærkt miljø- og støjforurenende busser. Argentina er et skoleeksempel på, hvad en forkert og ineffektiv privatiseringspolitik har gjort ved et helt samfund.


AFMONTERINGEN AF det argentinske jernbanenet taler sin tørre tal: I slutningen af 1980erne gik Argentina med privatiseringen af jernbanenettet fra 82 000 km skinner til i dag 13 000 km. En uhørt nedskæring hvis man tænker på Argentinas størrelse og behov for gods- og passagertogtransport. I Brasilien og Mexico fik jernbanenettet også kniven fra henholdsvis 54 000 km til 14 000 km og 46 000 km til 16 000 km.
I flere år har forskellige organisationer med støtte fra den yderste venstrefløj forsøgt at genopbygge Argentinas tidligere jernbanenet og de togfabrikker, der i midten af 1970erne gjorde Argentina til Sydamerikas største og mest avancerede togproducent.

I dag bliver kun fem procent af landets godstransport fragtet på skinner. Landet er samtidig det land med flest trafikdrab per indbygger i Sydamerika. Om Argentina har brug for et større jernbanenet er der ikke så meget uenighed om trods stærk lobby fra lastbil- og busindustrien. Men om jernbanenettet vil udvikle landets økonomi væk fra de sidste mange årtiers nettoeksport af råvarer er der stor uenighed om, fordi netop jernbanenettets godstransport har været afgørende for den argentinske eksportsektors adgang til oversøiske markeder inklusiv hovedsamarbejdspartneren Brasilien.


DOKUMENTARINSTRUKTØREN Fernando «Pino» Solanas har med hans seneste dokumentarfilm, La Proxima Estación (Den næste station), givet sit politiske bud på afmonteringen af det argentinske jernbanenet. Dokumentarfilmen er blevet rost og kritiseret i ét væk siden første spilledag i biograferne, og de argentinske politikkere har henholdsvis støttet eller afvist filmens moral om, at en genopbygning af jernbanenettet er lig en genopblomstring af de i dag hundredvis af forladte landsbyer i det indre provins-Argentina. Og første skridt mod at genskabe tidligere tiders argentinske udgave af en velfærdsstat.

Fernando Solanas kritiserer privatiseringen af hele Argentinas transportsektor for at have gjort passagererne til retsløse klienter i et transportsystem, der kun blev privatiseret for at selskabsrydde tidligere stolte, men også dengang ineffektive statsinstan-ser som de argentinske toge og flyruter. Filmen konkluderer, at afmonteringen har proppet de argentinske veje med lastbiler, busser og privatbiler, hvilket har mangedoblet trafikuheldene (8 100 dræbte i 2007, en stigning på 250 procent siden 1990) og øget for-ureningen. Fernando Solanas siger til Le Monde diplomatique: «Afmonteringen af det argentinske jernbanenet symboliserer samtidig den rå neoliberalismes mest effektive og mest perverse tiltag mod den nationale økonomi. Det førte simpelthen til ruinerne for mange af provinsøkonomierne, der var og stadig er afhængig af en god infrastruktur til at få deres ferske varer til og fra hurtigt. 80 procent af Argentina er afhængig af god infrastruktur, og fra at have 2 000 togstationer har vi i dag knap 300. Toget er og bliver stadig det eneste transportmiddel, der kan ind og ud uanset vejrforholdene, så det er stadig det billigste, sikreste og mest miljøvenlige alternativ».


FERNANDO SOLANAS er med i en politisk konstellation af venstrefløjspolitikkere og regionalpolitikkere, der ønsker at genrejse den siden 1976 og særligt i 1990erne hårdt ramte argentinske industri via et bedre tognet.
«Tognettet er fundamentalt for Argentinas re-industrialisering for at skabe jobs og undgå landsbyers isolering i et meget udstrakt land. Bil- og lastbilindustrien forvandler vores veje til et helvede. De neoliberale automobil-interesser fik også bugt med tidligere udbygget tognet i Mexico og Brasilien, og ærkefjenden er bil-lastbilindustri. Siden 1960erne har USA og Europa støttet en oliemodel med fokus på privatbilisme,» siger Fernando Solanas.

Han kalder sensommerens togafbrændinger for «toppen af et socialt isbjerg af protester over en model, der holder lønmodtagerne på eksistensminimum og med jævnlige togaflysninger får passagererne til at miste en dagsløn eller komme for sent til og fra».

Ifølge Fernando Solanas og grupperinger som Det argentinske kommunistparti, skal den argentinske stat nationalisere jernbanenettet igen, fordi det ifølge dem er det billigste og bedste alternativ til offentlig gods- og passagertransport. Den nuværende argentinske regering har vedtaget et hurtigtog mellem Buenos Aires og Rosario, landets tredjestørste by, som ifølge Fernando Solanas er dyrt og ineffektivt og ikke hjælper de mange forladte landsbyer. Den argentinske regering har afsat 220 millioner pesos (350 million dkk) til renovering af de 207 togstationer i hovedstadsområdet.

«Tognettet er helt sikkert Argentinas fremtid og vil komme igen for at øge vor model som eksportland,» siger Fernando Solanas og præsenterer sin La Proxima Estación med disse ord: «Togene kommer igen, som dagene, månederne og årstiderne. Togene kommer igen for at forene landsbyer, regioner og byer».


LA PROXIMA ESTACIÓN har skabt en debat i Argentinas medier og politiske sfærer om, hvad staten bør tilbyde dets borgere indenfor transport men også sundhed og uddannelse. Og om de tidlige 1990eres privatiseringer har for-stærket adskillelsen mellem første- og andenrangsborgere. Og debatten berører dermed også, hvilke rammer staten skal tilbyde borgere for at disse bedst kan få opfyldt deres (basale) behov.

Journalist og forfatter José Natanson er en af dem, der jævnligt deltager i debatten via hans kronikker i dagbladet Página/12 og tidskriftet Nueva Sociedad (hvor han er redaktør).

«Jeg tror, at det største transportproblem i Argentina (og Brasilien og Mexico) er intra- og ikke inter-urbant, altså mellem storbyens forstæder og ikke mellem denne og afsidesliggende provinsbyer. Hver dag rejser halvanden million mennesker mellem Buenos Aires og forstæder, men La Próxima Estación taler mere om hovedstad-provinsen. Trafikproblemerne omkring Buenos Aires kan kun løses ved at indtænke tog, metro, lastbil og privatbilisme, for alene at satse på toget er ikke, som filmen siger, løsningen,» siger Natanson

«Filmens kritik er for generisk og nostalgisk og har en antikveret fokus. At Europa, som filmen påpeger, har satset og fortsat vil satse på jernbanenettet kan ikke sammenlignes, da det europæiske jernbanenet er verdens mest udbyggede på et kontinent med et BNP per indbygger fire gange højere end det argentinske og næsten ti gange højere befolkningstæthed (114 indbyggere/km2 mod 14 indbyggere/km2). Desuden bor 1/3 af argentinerne, dvs omkring 13 millioner personer, i Buenos Aires og forstæder.»

Fernando Solanas afviser kritikken og kalder på en national plan for en transport, der øger den kollektive trafik og gør den til en borgerret på linje med hospitaler og skoler. To sektorer der siden midten af 1970erne er faldet i kvalitet i Argentina samtidig med en øget søgning til private alternativer og dermed brugerbetaling. José Natanson erkender, at Argentina har brug for en genopbygning af jernbanenettet, det urbane, men at samtlige storbyer i Sydamerika ekskluderer de dårligst bemidlede via ineffektiv infra-struktur ikke kun i transport, men også sanitet, kommunikation og hospitaler og skoler.

«I disse globale tider, hvor verden hænger sammen på en anden måde end for bare 30 år siden, er spørgsmålet, om en togstation giver mere vækst end bredbånd?»

© norske LMD

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler. Allerede abonnent? Logg inn.
Digitalt abonnent
Fra 49Kr.
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Årsabonnement
649Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Kvartalsabonnement
159Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver