Film

I spillet kan du alt

Ben X tager favntag med den computerspillende og utilpassede teenager. Det er der kommet et fintfølt og rørende portræt ud af, som dog også har det med at fremstå lidt for naivt og moraliserende.

Posted on

I spillet kan alt lade sig gøre. Du vælger dit nye jeg. Hvordan vil jeg se ud? Hvilket tøj og hvilke våben vil jeg bære? Du justerer på dine egenskaber, og spillet kan begynde. Missioner skal fuldføres, slag kæmpes, alliancer indgås. Udenfor er du ingenting. I spillet er du alt.

Og vi kender jo efterhånden fortællingen. De unge teenagere, der kun har et liv inde i spillet. Udenfor er de utilpassede, bliver drillet, mobbet, chikaneret. En dag kammer det over. Enten tager de deres liv, eller også går de amok. Stederne siger det hele: Columbine, Virginia Tech., Albertville.









I BEN X – der er, som det hedder i filmens fortekster, inspireret af virkelige hændelser – følger vi den 17-årige Benny (eminent og næsten ordløst spillet af det unge, belgiske talent Greg Timmermans). Hver morgen kl. 05.45 logger han sig på spillet Archlord og spiller frem til 06.33, hvorefter han spiser morgenmad og tager i skole. I skolen chikaneres han på det groveste. En sekvens viser ham bliver afklædt sine bukser, mens de andre elever filmer ham med deres mobiltelefoner. Hjemme på sit værelse får Benny et link til YouTube, hvor eleverne selvfølgelig har uploadet den horrible video. Teknologien inficerer alt i Ben X.

Alle omkring Benny lader stå til eller rettere gør det, de altid har gjort. Moren siger godmorgen, ha’ en god dag og sov godt, men hun har efterhånden givet op. Indimellem tager hun Benny til hospitalet i håb om, at lægerne kan hjælpe. Og hver gang er beskeden den samme som i Bennys barndom. Han er speciel. Diagnosen lyder på Asperger-syndrom, en afart af autisme, men det er ordet «speciel», der gang på gang hæftes på Benny. Også af den engagerede og velmenende religionslærer, der fremhæver Benny i klassen på grund af netop det specielle. Mens de andre lømler ikke kan finde ud af noget som helst, er Benny i det mindste speciel. Men det er ikke gunstigt at være speciel i en social gruppering, hvor normalitet – med et passende twist – er i højeste kurs. Derfor eskalerer drillerierne, og Benny bliver stadig mere verdensfjern. I spillet har han efterhånden nået det højeste level, og hver aften chatter han med Scarlite – en kvindelig avatar – der fungerer som Bennys healer i spillet. En dag modtager Benny en MMS fra Scarlite i det virkelige liv. Hun vil mødes med ham. Benny tager til banegården, og en kvinde, der kunne være Scarlite går ham i møde, men eksisterer Scarlite nu overhovedet?

Som i Bennys sind, hvor spil og virkelighed har det med at flyde sammen, således er det også i filmen. Der parallelklippes konstant mellem spil og film. Når de to værste elever, Bogaert og Desmedt, mobber Benny, havner vi pludselig inde i spillet, hvor Bogaert og Desmedt er to trolde, som helten Ben X med et sværdslag kan udrydde på et sekund. Så krydsklippes der tilbage til virkeligheden, som ofte er afspejlet i forvrængede close-ups, der er med til at højne den truende klaustrofobi, som Benny givet oplever.

Andre gange ses virkeligheden oppefra som et oversigtskort i et computerspil, og pludselig er det voldsomme kaos og de mange forvirringer til at rumme for den følelsesplagede dreng. Indimellem ser vi virkeligheden gennem det kamera, som Benny – selvfølgelig fristes man til at sige – render rundt og filmer det meste af sin gøren og laden med. Akkurat som i Michael Hanekes fortrinlige Bennys Video fra 1992.

Hen mod slutningen af Ben X trænger virkeligheden sig dog på i en sådan grad, at det unægtelig må komme til et opgør. Da det endelig sker, rummer opgøret dog en mængde overraskende greb, der gør at filmen bliver andet end en illustration af virkelighedens tragedier, men måske også kammer over i en lidt for overmoraliserende tone.


MAN KAN GODT klandre instruktøren Nic Balthazar for at levere nogle lidt for overtydelige og sikkert også naive pointer undervejs i Ben X. At det kan ende galt, hvis vi ikke formår at hjælpe andre, ved vi jo godt. At det sikkert ikke er sundt at spille for meget computerspil er måske også rigtigt, selvom eksperter strides om validiteten af det udsagn. Mange online-spil er meget socialt orienterede, og mens udefrakommende fokuserer på volden og det virkelighedsfjerne, grafiske look, er det vigtige for gamerne måske snarere alliancerne, fællesskabet og tilhørsforholdet. Eller kort sagt: almenmenneskelige værdier.

Denne diskussion undlader Balthazar dog at involvere sig i. Til gengæld fremsiger Balthazar indirekte en kritik af massemedierne. Det sker med brug af flere semi-dokumentariske interview undervejs, hvor moren, lærere og elever kommenterer på Bennys udvikling. På et tidspunkt siger moren, at «der var nogen, der skulle dø, for at i ville komme.» Og i det har hun nok ret. At medierne elsker disse fortællinger om utilpassede unge, der går amok. Heldigvis for filmen Ben X dyrker Nic Balthazar ikke sensationen. Han leverer tværtimod et forsagt, fintfølt og næsten for upolitisk portræt af en plaget teenager.

© norske LMD

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler. Allerede abonnent? Logg inn.
Digitalt abonnent
Fra 49Kr.
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Årsabonnement
649Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Kvartalsabonnement
159Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver