De nye instruktører

Der sidder en mægtig vagt ved porten til Den Danske Filmskole i dag. Det plejer der ellers ikke at gøre. Men i dag er en særlig dag. Dagen hvor skolen præsenterer seks nye instruktører og deres afgangsfilm. Publikum er et sammensurium af kammerater, der er kommet for at bakke op; journalister, der er kommet for at se an og branchefolk, der er kommet for at spotte de største talenter. Inde i mængden finder vi de seks vidt forskellige instruktører. Lad og se lidt på dem og deres film.

ANDREAS MØL Dalsgaard har baggrund i antropologi og dokumentarfilm. Inden filmskolen skabte han blandt andet den prisbelønnede Afghan Muscles, en teknisk flot og interessant fortalt dokumentar om bodybuildere i Afghanistan. Andreas Møl Dalsgaard vil gerne gøre op med det sædvanlige skel mellem fiktion og dokumentar.

«For mig er det film, og der er bare forskellige metoder til at lave film. For mig handler det om at fortælle historier, og nogen gang er måde bedre end en anden. Man har en idé om, at dokumentarfilm har en virkelighed, og det er måske forkert, men såvel dokumentar som fiktion bør efterstræbe en sandhed og give en indsigt», siger han og påpeger styrken i, at man som filminstruktør skaber såvel fiktion som dokumentar. «Dokumentarfilm giver mig mulighed for at bevæge mig ud i verden, udenfor den lille, lukkede cirkel, som filmverdenen virkelig er.»

Andreas Møl Dalsgaards afgangsfilm København er et velspillet og stemningsfyldt portræt af byen «København» og af krigsfotografen Janus, der for en enkelt dag vender tilbage til den by og alt det, han forlod for fem år siden. En film der viser, at fortiden altid trænger sig på, og at man i jagten på sine drømme er nødt til at ofre noget andet. Samtidig italesætter filmen også dokumentarisme-dillemmaet: at fattige landes ekstremitet kan blive til arty ophængninger på et galleri i Vesten. Er det pågående vidnesbyrd eller distanceret kunst, som kan nydes sammen med et glas kølig chablis?

Møl Dalsgaards film tenderer et stedvist turistbrochure-look, mens filmen har en effektiv – omend noget konventionel – flashbackstruktur. Det er på ingen måde stilistisk innovativ, men det er den af de seks afgangsfilm, der har den mest gennemarbejdede og mest vedkommende fortælling.

SØREN BALLE lægger ikke skjul på, at han gerne vil lave film for at underholde og for at føre mennesker ind i universer, de ellers ikke kender. Afgangsfilmen Tomatprincippet er da også en let – og letbenet – komedie om et coachingkursus, som arbejdsløse skal tage på, hvis de skal beholde kontanthjælpen. Filmen er relevant nok med et humoristisk, kritisk kig på kasse- og kursustænkningen i dansk arbejdsliv, men filmen mangler bid og vid. Den forbliver karikeret og ret uvedkommende, alt imens den spiller for banalt på typer og klicheer. Enkelte steder grinte jeg dog.

FØLELSER ER DET helt centrale ved filmmediet for svenske Frida Barkfors. Hun vil gerne have, at publikum bliver følelsesmæssigt engageret af sine film, men samtidig er hun romantisk anlagt, så hun går ikke af vejen for en happy ending.

«Det handler om at berøre. At opleve noget. Det er derfor, man ser film. At opleve livet gennem andre mennesker. Jeg får intet ud af at se film, jeg ikke bliver berørt af,» fortæller hun, som samtidig påpeger, at hun gerne vil forholde sig politisk i sine film: «Det er vigtigt for mig, at filmene afspejler samfundet, hvad angår etnicitet og køn. Der skal gerne være stor diversitet i filmene, og jeg tænker ofte på, om en rolle skal spilles af en kvinde eller en mand for at undgå, at det bliver for stereotypt.»

Afgangsfilmen Tick Tick Boom er en tragikomisk multiplot-fortælling, der portrætterer tre mænd, der skiftevis er overfusende, belastende, tryglende, fortrydende og virkelighedsfjerne. Multiplottet gør, at man indimellem rives lidt for meget ud af fortællingen, hvilket irriterer. Men til tider er filmen intens, både i stil og i spil. Især Thomas Hwan er imponerende god som den unge far, der ikke vil acceptere, at hans nyfødte baby måske er dødeligt syg.

MAY EL-THOUKY har baggrund i teatermiljøet, og har da også skabt en afgangsfilm, der foregår blandt påklædere på et dansk teater. Her hersker et ganske nøje hierarki, og der kommer rod i ordenen, da den unge påklæder Helene indleder en affære med Alex, som er gift med den magtfulde skuespillerinde Erika. Stykke for Stykke er både let og elegant. Og så er den teatralsk på den gode måde. Den lidt ophøjede stemning på teatret, hierarkiet og et interessant og originalt kig bag kulissen. Det giver filmen spænding på en lidt anderledes måde. Enkelte steder er der også tale om en stilistisk set meget gennemført film, for eksempel kan nævnes en sekvens, der er filmen i modlys på teatret, så menneskene fremstår i silhuet som i papirklip af H. C. Andersen.

May el-Thouky er ikke i tvivl om, hvad filmen kan i forhold til teatret. «Teatret er øjeblikskunst, der kan give en oplevelse nu og her, mens filmen er den totale forglemmelse. Flugten. Og så at man med film som oftest når ud til et større publikum. Der er flere, der lytter,» siger May el-Thouky.

ISLANDSKE RÚNAR Rúnarsson kan noget med indlevelse og det at give sig god tid. Karaktererne vokser sig store ud af den gavmilde tid. Således også i coming-of-age-fortællingen Anna, der portrætterer pubertetspigen Anna, der kæmper med en forladt mor, en fraværende far og et lille fiskersamfund, der – ligesom Anna – er under forandring. Dialogen er lidt dilettantisk til tider, men de små forskydninger i stedet for stor handling giver et fint, indfølt portræt af den unge pige. Filmen er nuanceret og undslipper de fleste ungpigeklicheer. Scenerne med kun børn til stede fungerer bedst. Men måske er Anna for lille en film?

Om sin afgangsfilm fortæller instruktøren: «Jeg kan godt lide film, der viser folk ved skilleveje. Vi skal alle træffe valg, og når der skal træffes valg, er der altid noget på spil. Film er for mig en slags selvterapi, og der er helt sikkert også noget af mig i Anna. Jeg var en vred, sart dreng. Hun er en vred, sart pige.»

NUKA WØLK Mathiassen er stor fan af Steven Spielberg og hans evne til at fortælle vedkommende historier med masser af fantasi og effekter. Derfor forsøger Wølk Mathiassen også at koble fantasi og realisme med stor filmlyd og Hollywood-effekter i afgangsfilmen Den Fremmede, der tematiserer anderledeshed og konventioner i provins-Danmark. Det er således også en politisk film, Wølk Mathiassen har drejet.

«Jeg vil gerne lave film-film. Altså film som ikke bare ligeså godt kunne være lavet som et andet medie, men tværtimod er fortælling i billede og lyd, og hvor de filmiske effekter er i brug, men samtidig er det vigtigt for mig, at historien har noget at sige om virkeligheden,» siger Nuka Wølk Mathiassen.
Koblingen mellem fantasi og realisme holder dog ikke rigtigt filmen igennem. Det virker ikke helt i tråd med fortællingen, men billederne er balstyrisk flotte, og det til trods for en lige lovlig patetisk og fortænkt film, viser «Den Fremmede», at Nuka Wølk Mathiassen kan blive en af de instruktører, der kan være med til at hive dansk film over i en mere effektbetonet og fantasifyldt retning, hvor genrefilm måske igen kommer for dagen.

DE SEKS INSTRUKTØRER signalerer med deres afgangsfilm en slags helgardering for dansk film. Her er lidt af det hele. Og der vil givetvis både komme socialrealistiske parforholdsfilm, underholdende genrestykker og kunstnerisk ambitiøse værker. Det kan derfor virke, som om Den Danske Filmskole ikke har optaget de 6 mest originale eller talentfulde instruktøraspiranter, men de seks der bedst kunne sikre et divergeret udbud indenfor dansk film i årene, der kommer. Mangfoldigheden er her, men decideret originalitet er straks sværere at få øje på. Lad os se, hvad det bliver til.

© norske LMD