Hvad er normal her?

Efter et par vellykkede kostumedramaer, som Atonement (2007) og Pride and Predujice (2005), kaster instruktør Joe Wright sig med The Soloist ud i en nutidsskildring. Stedet er Los Angeles, tiden er lige nu og her. Men det kunne i og for sig være hvor som helst og når som helst. For med The Soloist synes Wrights ærinde at være en granskning af begrebet normalitet. Hvad består det gængse liv af? Og hvornår bevæger man sig ud langs kanten af normaliteten? For at sætte normaliteten i perspektiv anvender Wright et lettere fortærsket filmisk greb, nemlig brugen af en excentrisk, lettere aparte og måske ligefrem syg karakter i form af gademusikanten Nathaniel.

VI HAR SET det gjort i blandt andet Rain Man (1988), hvor Dustin Hoffman portrætterede den autistiske Raymond Babbitt og i den lidt for kvalme Forrest Gump (1994), hvor det var Tom Hanks tur til at optræde som skæv eksistens, der får de «normale mennesker» til at tænke over om de nu også bruger livet fuldt ud, eller om det i virkeligheden er den aparte personlighed, der har fat i den lange ende.

Nogenlunde det samme er på spil i The Soloist, hvor Robert Downey Jr. spiller journalisten Steve Lopez, der skriver populære klummer for Los Angeles Times. Han er en slags mandlig Carrie Bradshaw, dog uden helt så megen glamour og cosmopolitans. Faktisk lever han alene og synes kun at have journalistikken som passion.

En dag styrter han på sin cykel og må holde et par ufrivillige fridage. Tilbage på jobbet har han derfor desperat brug for en artikelidé – eller i journalistjargon en «story» – og det er således med stor entusiasme, at han render ind i gademusikanten Nathaniel Ayers (noget ujævnt og underligt spillet af Jamie Foxx). Nathaniel sidder lettere forhutlet og iklædt mærkelige klæder foran en statue af Beethoven. Han spiller violin. Noget monotom da hans violin kun består af to strenge, men alligevel med en snert af et større talent. Han plaprer løs (sådan som de skæve eksistenser nu engang gør på film, tænk bare på førnævnte Raymond Babbitt) og undervejs i sin talestrøm kommer det frem, at Nathaniel faktisk er en dropout fra en prestigefyldte musikskole Juilliard. En fortabt amerikansk drøm. Se det er jo en god «story».

Straks giver Steve sig i kast med at skrive den mærkværdige beretning om en tidligere Juilliard-elev, der nu lever en forhutlet gadetilværelser og i det hele taget virker en anelse sær. Læserreaktionen er hjertelig og overstrømsk. En læser går endda så langt som til at sende sin cello til redaktionen, så den kan gives videre til Nathaniel. Steve selv kan heller ikke slippe fortællingen om den mærkelige mand og må gang på gang opsøge Nathaniel, som han tydeligvis er betaget af om end filmen kæmper en lidet succesfuld kamp for at overbevise seeren om, hvorfor Steve så pludseligt føler så hjerteligt for en hjemløs, som der findes i hobetal af i englenes by. Det bliver aldrig klart.

Til gengæld bliver det med al tydelighed gjort klart, at Steve gerne vil hjælpe Nathaniel. Og her er vi måske inde ved kernen af filmens problem. For lige så sikkert som det er, at den skæve karakter er spundet ind i filmen for at sætte normalitetsbegrebet i relief, ja, ligeså sikkert er det, at når Steve skal hjælpe Nathaniel vil det sige, at Nathaniel nærmest per automatik skal normaliseres. Han skal have et hjem. Han skal have en musiklærer igen. Han skal til musikprøve hos Los Angeles Symfoniorkester. Så til trods for at Steve i begyndelsen af filmen blev betaget af Nathaniels abnormalitet består Steves hjælp netop af at afvæbne denne abnormalitet.

JEG TROR IKKE, at filmens pointe er, at man ikke kan hjælpe andre uden at fratage dem noget af deres særpræg. Faktisk er jeg meget i tvivl om, filmen overhovedet har pointer i den retning. Meget af tiden føles den bare som en lettere jubelglad hyldest til lidt godt gademusik, der kan give byen farver. Men måske skal filmens ujævne narrative forløb ses som et forsøg på at illustrere Nathaniels (mulige) skizofreni. Man er i tvivl om, hvad der skal ske, og hvad der er på færde – præcist ligesom tilfældet er hos den skizofrene person.

Denne udlægning får støtte af filmens lydside, hvor en del overlappende dialog er i spil. Især et totalbillede i fugleperspektiv af sekssporede motorveje gør indtryk. Her består lydsiden af et virvar af samtaler og monologer, som angiveligt finder sted inde i bilerne, men som lige såvel kunne være det rend af stemmer og beretninger, der florerer inde i Nathaniels hjerne. Den kvalme og lidt for godhjertede handling spænder dog ben og umuliggør, at filmen kunne være blevet et interessant portræt af en skizofren person. I stedet er den blevet en langsommelig Messias-beretning, som er for politisk korrekt og for påtrængende poetisk.

(…)