Temmelig talentfuldt

Flere af de største, danske biografoplevelser de sidste par år er kommet fra talentprogrammet New Danish Screen. Det er selvsagt ikke alle filmene, der har fået biografdistribution, så derfor er glædeligt, at DOX:DVD nu har valgt at udgive nogle af de bedste NDS-film til hjemmebiografen. Og til trods for enkelte fejlskud, fremstår bokssættet som vidnesbyrd om, at dansk film nok skal klare sig uden – eller i hvert fald med andet end – dogme og von Trier.

Vi starter ud i det næsten rent ikonografiske hjørne med Joachim Ladefogeds studie af bodybuildere i filmen Mirror. Optaget i knivskarp sort/hvid med masser af tekstur og korn i billedet, fremstår menneskekroppene som uforgængelige monumenter. Klipper af kød. De hårdtpumpede muskler er som støbt i flydende sølv. Bodybuilderne gør sig klar til fremvisning. De udsmykker sig både indefra og ud. Skelnet mellem publikum og bodybuilder skærpes, idet muskelmennesket træder ind på scenen. Skiftevis som übermensch og som freak. Der er arrogance i muskelmandens øjne. Han er ikke en af dem, der ser på. I blikket er der også noget uhyggeligt. Er det mastodonten, der skræmmer? Eller det umenneskelige i denne konstruktion af kroppen? På få minutter og med sirligt kameraarbejde lykkes det Ladefoged at give os en fascinerende og adstadig rejse ind i muskulaturen.


ANDERLEDES SPRÆL er der i Nicole N. Haranyis dokumentar The Devilles. Her følger vi en næsten arketypisk kernefamilie med far, mor og tre børn. Bosat i villa, kørende i bil og udførende hverdagssysler som madlavning, gåtur med hunden og ægteskabelige stridigheder. Men så slutter arketypen. For moren i The Devilles er showdanser og faren punksanger. Trods en alder på næsten 50 (eller måske mere) udlever de deres ungdoms drømme fuldt ud. De fester, klæder sig ud i læder og lak, performer og lever vildt, lidenskabeligt og fuldt ud. Man kunne sige, at de husker på sig selv, tager sig selv alvorligt trods børn og borgerskab. Og de skændes, så de slår gnister. Forlader hinanden og finder sammen igen. Kameraet er med hele vejen. Og helt tæt på. Også i de mest intime scener, hvor ægteskabet er porøs som istapper i marts.

Langt hen af vejen fungerer filmen qua sine kontraster mellem formens lange travellings, rolige tableauer og indholdets virak samt karaktererne, der på en og samme gang er kitschede, burl-eske og almenmenneskelige. For bag alt det outrerede er de som du og jeg. Og vel ikke slet ikke så outrerede igen.

Haranyis film er sandsynligvis den mest livsbekræftende blandt de otte i bokssættet. Og så rummer den også de mest poetiske (iscenesatte?) scener hvor moren vander blomster i haven i solskin, og hvor faren ser på gamle familiefotos med børnene, nu hvor mor har forladt familien og rejst til Las Vegas.

Søren Frellesens Boy meets Girl har jeg det vanskeligt med. En 15 minutters tour de force over filmhistoriske klicheer, kunne man kalde den. En filmkonsulent hjælper protagonisten med at videreudvikle et filmmanuskript. Sammen brainstormer de på, hvor filmen kunne bevæge sig hen og i hvilke genrer, den bedst fortælles. Det bliver til visuelle besøg i blandt andet film noir, tysk porno og dansk Morten Korch. Slutresultatet er dog en rodet og lettere meningsløs affære, og jeg synes Boy Meets Girl ender mindst ligeså klichefyldt, som de klicheer, den forgæves prøver at karikere.


STØRRE VELLYKKETHED er der over Ulrik Wivel debutspillefilm Comeback. Wivel har rod i dokumentarismen, og den forholdsvist simple fortælling om en ældre mand, der vender hjem til København efter flere år i udlandet og ihærdigt, men også på ganske særpræget vis forsøger at genetablere kontakten til sin søn, rummer da også en række dokumentariske træk, hvoraf docu-soap’ens sit down interview nok er mest signifikante, men også mest malplacerede. Baard Owe er god som den svigtende faderfigur, men filmens gevinst er nok miljøskildringen af et ærkedansk værtshus. Comeback er desværre en anelse tung i visualiseringen og har måske også for lidt på hjerte til at bære spillefilmsformatet.

Ønskebørn bringer os tilbage til Balkan-krigen ti år efter, og vi hører, hvordan børnene har oplevet at vende hjem til sønderskudte lejligheder, døde kæledyr og græs, der er vokset dem over ørerne. Filmens relevante tema drukner desværre i fingeret dokumentar, som for min smag er for arbitrær i udtrykket til at kunne gøre indtryk. Mere letbenet – men også mere underholdende – er den kongeniale filmudgave af Helle Helles morsomme værk Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand. Den er velpoleret og velspillet, men ikke nogen film, der sætter nogen form for blivende indtryk.


INDTRYK GØR TIL gengæld Ulrik Crones portræt af den gamle ven, punkskribenten og musikeren Jesper Reisinger. Mig og Jesper er flimrende collagefilm, hvor arkivmateriale, animation, rekonstruktion og nu-og-her-dokumentar mikses i et væld. Tempo og rytme er afgørende, og meget falder i hak i filmen, ligesom man også betages af den mærkværdige Jesper, der pludselig forlod det københavnske punkmiljø for at bosæte sig hos sine forældre, spise sig til en voldsom overvægt og indtage mere end otte timers amerikanske tv-serier dagligt. Mig og Jesper er fortællingen om forlist venskab, men også om varme, menneskelighed og skæbnesvanger ensomhed.

Dokumentarisme sætter også punktum i bokssættet i form af Mikala Kroghs ujævne Alt er relativt. Krogh synes at ville indfange hele livet i en film – kærligheden, tragedierne undervejs, momenter af lykke. Det kan en film ikke bære, og Alt er relativt er dog også mere slinger i valsen end taktfast filmkunst.

© norske LMD