Kødets lyst

Med åpne øyne blotlægger magtstrukturen og den iboende undertrykkelse ved religiøs fanatisme i det israelske samfund. Heldigvis for filmoplevelsen gør filmen det uden at virke udleverende eller sensationslysten.

Samtale fremmer ikke nødvendigvis forståelsen. Og dialog i en film er ikke altid ønskværdig. Tag blot de første fem minutter af Haim Tabakmans israelske kærlighedsdrama Med åpne øyne. Her ytres ikke et ord, men der siges alligevel en masse. Det står at læse i ansigterne. I blikkene fra en person til en anden. I måden hvorpå vores hovedperson, slagtersønnen Aaron, kæmper for at få den tunge port op til sin afdøde fars butik, som sønnen nu har sat sig for at drive videre.

Det er elegant, refleksiv filmkunst. Den manglende dialog opfordrer til kontemplation. Her er ingen ord til at udstikke en retning, hvori vores tanker skal føres. Kun et bevægeligt billede og en diskret lydside, vi kan reflektere over. Ordknapheden fortsætter heldigvis filmen igennem, for Med åpne øyne er ikke en film om intellekt eller fornuft; snarere en rejse ind i det ulmende, undertrykte begær i et samfund, hvor en fundamentalistisk religionsdyrkelse er med til at sætte låg på det meste.

AARON FLEISCHMAN (Zohar Strauss) genåbner sin fars slagterbutik på en regnfuld dag i Jerusalem. I ly af regnen og for at låne en telefon træder den unge mand, Ezri (ømt og indlevet portrætteret af Ran Danker), ind i butikken. Han fortæller Aaron, at han studerer Toraen på en skole i nærheden, men snart kommer det frem, at Ezri ikke er studerende men både arbejds- og hjemløs. Efter en smule betænkningstid vælger Aaron at ansætte den unge mand som sin assistent i butikken.

Dyrkelse af den jødiske tro er omdrejningspunktet i Aarons liv. Dagligt, synes det, besøger han synagogen og studerer hos den lokale rabbiner. Her tales om synd, Guds vilje og alle de udfordringer, der kommer undervejs. Aaron samtykker og forbliver tavs, når debatten går højest. Han holder sig til Toraen og læser den vuggende, når han står ved sin pult. Snart forekommer det dog, at al denne studeren primært har et formål: at undertrykke det begær, der rumsterer i ham, og som han for alvor konfronteres med i mødet med Ezri. De to mænd nærmer sig sagte hinanden. Ezri viser Aaron sine tegninger af mandeansigter. Små, udtryksfulde detaljer af skæg, markante kindben og blide øjne. De to mænd sidder helt tæt på hinanden i sengen, mens kameraet dvæler på dem. En scene, hvor begrebet tid slet ikke synes at give mening.

Hvor kunst, i form af Ezris tegninger, kan siges at være indgangen til lysten, er en afstikker til et isoleret stykke natur udenfor Jerusalem den symbolske fuldbyrdelse af lystens trængen sig på. Ved en sø smider Ezri alt sit tøj for at bade. Snart følger den blufærdige Aaron op. De to mænds opførsel i vandet er som drenge, der leger. Fysisk, lidt kejtet men med en undertone af erotik. Der krydsklippes effektivt til en scene i Aarons hjem, hvor han og Ezri spiser middag sammen med Aarons hustru og de mange drengebørn, de to sammen har. Igen er blikudvekslingen mellem Aaron og Ezri og mellem hustruen Rivka det sigende element.

DEN KROPSLIGE LIDENSKAB finder sin forløsning i næsten for metaforisk grad i slagterbutikkens baglokale blandt skinker og griseskuldre. Selvom symbolikken trænger sig lidt rigeligt på i denne scene, er det også signifikant, hvor ekskvisit Med åpne øyne afbilder det erotiske samvær mellem de to mænd. Fintfølt og intenst på samme tid. Og for at bevare Aarons tøven overfor dette erotiske møde, oplever vi også Aarons seksuelle omgang med hustruen. Igen på en så sart måde, at det er milevidt fra, hvordan Hollywood ville have iscenesat en lignende seance. Hustruen forklarer, at hun har taget det rituelle bad tidligere på dagen. Hun knapper sin bluse en anelse op, alt imens Aaron skubber deres to separate senge sammen. De trækker sengetæppet helt op over deres kroppe, før kameraet klipper bort, så vi som publikum kun kan gisne om hvad der – måske – er sket.

Dobbeltlivet og ikke mindst det homoseksuelle forhold kan naturligvis ikke gå uset hen i det religiøse mikrokosmos, hvor alle synes at holde øje med hverandre. Hvad fører undertrykkelse med sig, synes Haim Tabakman at spørge. Og hans svar vil da lyde had og eskalering af troens fyrighed. Snart venter der da også Aaron både chikane, hærværk og en boykot af slagterbutikken. Dilemmaet og valget mellem sin erotiske drift på den ene side og sin familie, arbejde og hverdagsliv på den anden side venter forude. Hvordan det dilemma forløses, hvis man da kan tale om en forløsning, ville være upassende at kommentere på i denne sammenhæng.

Med åpne øyne er på ingen måde en sensationslysten film. Det kunne den ellers nemt være blevet, når man tager temaet i betragtning. Her er ingen provokationer for provokationens skyld. Ingen udleveringer af de, der tager religion alvorligt. Måske netop derfor virker filmen så intens og stærk i sin kritik af den undertrykkelse og deraf følgende had og fanatisme, der kan følge af en ensporet omgang med religion. I sin blotlægning af det israelske samfunds magtstrukturer er filmen enestående og frygtelig relevant.

© norske LMD.

Med åpne øyne (Einaym pkuhot), Haim Tabakman, Israel, 2009.
På kino fra 1. oktober.