Fassbinder til folket

Foråret 2009 kom det mig for øre, at en dansk dvd-distributør var på vej med en Fassbinder-udgivelse. Det var glædeligt nyt, tænkte jeg, da den tyske instruktør har været alt for overset i skandinavernes filmpræferencer. Desværre viste udgivelsen sig at være Lili Mar-leen fra 1981, hvilket uden tvivl er blandt instruktørens svageste.

Heldigvis fik vi også en gennemarbejdet, men noget dyr udgivelse af Fassbinders originale tv-serie Berlin Alexanderplatz, og nu kommer så endelig den udgivelse, der forhåbentlig kan vække og forstørre interessen for Fassbinder. Atlantic Film tilbyder med det nye bokssæt 6 Fassbinder-spillefilm, 2 dokumentarfilm samt 2 kortfilm for den forbløffende lave sum af 379 kroner!

DISTRIBUTØREN har på behændig vis udvalgt i Fassbinders produktive filmkatalog, og dermed kommer vi godt rundt i instruktø-rens mangfoldige karriere. Vi lægger ud med de to kortfilm Der Stadtstreicher (1966) og Das Kleine Chaos (1967), som Fassbinder producerede for sin kærestes penge, da ikke lykkedes Fassbinder at komme ind på filmskolen i Berlin. Begge film har tydelig forbindelse til Nouvelle Vague-instuktører som Godard og Rohmer, men filmene rummer også en særlig fassbindersk iscenesættelse, som måske især er tydelig i den masochistiske tematik.
Boksens tidligste Fassbinder-spillefilm er Frugthandlerens Fire Årstider fra 1971. Filmen er et indsigtsfuldt studie i kønsroller i det borgerlige samfund. Fassbinder formår at skildre magtstrukturen mellem mand og kvinde på yderst nuanceret vis, og samtidig undgår Fassbinder at forfalde til det mest oplagte formvalg, hvilket i dette tilfælde ville være socialrealisme. Filmen står netop stærk, fordi Fass-binder i formen forbander det naturlige og realistiske, men derimod søger det nærmest overtydelige og disharmoniske. Et modigt valg som sagtens kunne ende galt, men tværtimod bidrager til filmens skarpe kritik af borgerligheden.

Kvindeportrættet er også udgangspunkt for Petra von Kants Bitre Tårer (1972), men filmen hæmmes af for megen symbolsk dyrkning fra Fassbinders side, og enkelte steder virker dialogen også krampagtigt konstrueret. Den konstruerede og meget «skrevne» dialog går igen i Effi Briest (1974), men i denne film virker den mærkværdige dialog ikke mod hensigten. Følelsen af sproglig iscenesættelse illustrerer derimod på stærk vis det passionsløse ægteskab, som Effi lever med baron Instetten.

Apropos ægteskab kommer man i denne boksudgivelse hurtigt til at savne Martha (1974), som uden tvivl er Fassbinders mest vellykkede og uafrystelige skildring af ægteskabet. Derimod glædes man over, at Angst Æder Sjæle Op (1974) er at finde i kassen. Den Douglas Sirk-inspirede film tematiserer racisme og fremmehad, men igen uden at falde i politisk korrekte social-realistiske rammer. Stilistisk set hører filmen til blandt Fassbinders mest enkle, men lad dig ikke narre; bag enkelheden hober kompleksiteten sig op.

Stilistisk er der mere virtuositet over Kinesisk Roulette (1976), som blandt andet byder på et imponerende kameraarbejde, mens Maria Brauns Ægteskab (1979) i al sin enkelhed står som udgivelsens svageste film, men som alligevel bør ses for sin intelligente klipning.