Den gamle mand og gederne

Når fortællingen tøver, kommer andre sager i spil. Sådan er det for de fleste kunstarter, men måske især filmen bliver bemærkelsesværdig anderledes, når den narrative konstruktion ikke stjæler billedet. En sådan ikke-fortællende film er Michelangelo Frammartinos Le Quattro Volte, der på norsk har fået den noget romantiserende titel Landsbyen på toppen av Fjellet. Den originale titel kan direkte oversættes med «De Fire Gange», hvilket måske henviser til det antal fødsler og død, der på både konkret og abstrakt plan optræder i filmen.

Først og fremmest møder vi den aldrende gedehyrde. Han passer sine geder i bjergene, driver dem frem og tilbage og kæmper med en vedvarende og insisterende hoste, der nærmest tager bolig i filmens beskuer. Netop på grund af filmens minimale fortælling, er hosten et element, der får lov at træde frem og sikrer filmen en mere taktil og sensorisk kvalitet (se også min klumme til venstre, «Filmisk Set»). Som seer mærker man nærmest på kroppen, hvordan hyrden har det. Hosten penetrerer på mere markant vis, end hvis filmen havde dækket den slags taktilitet af med en mere strømlinet og fremadskridende fortælling. Som fortællingen er nu, sker der ganske lidt. Filmen er således langt mere virkelighedsmimetisk i forhold til de fleste fiktionsfilms tendens til at hyperdramatisere.

Senere i filmen får vi bredere indblik i det samfund, der omkranser hyrden og udgør hans verden. Vi ser de samme tableauer igen og igen men med variationer i handlingen. Billedernes indramning er den samme, men hvor der i en scene går en mand over vejen, er en anden scene måske tom. og i en tredje scene i samme indramning ser vi så en lastbil havarere ind over indhegningen. Eller rettere vi ser faktisk ikke ulykken, for lige idet lastbilen vil kollidere med indhegningen, begynder kameraet at panorere væk i en langsom cirkulær bevægelse. Som om kameraet ikke kan lide at vise det skete, men i stedet vil lade det være op til den enkelte beskuer. Det er betagende på en nærmest ubeskrivelig facon.

SAMFUNDET VÆKKES OGSÅ TIL LIVE ved kameraets langsomme observation af et ritual, der mimer den tematiske optagethed af fødsel og død. Vi ser et enormt træ blive fældet og båret hjem af landsbyens beboere. Stammen trimmes og gøres klar til ritualet, hvor den kolossale stamme pyntet til lejligheden kommer op at stå. Menneskene ses i det fjerne. Vi er så små, når alt kommer til stykket. Senere lægges stammen igen ned, og menneskene bærer små gaver fra træet. En appelsin vækker et smil hos en midaldrende mand. Stammen gives videre i livets cyklus. Bliver til kul, som bliver til varme, der bliver til røg ud af beboernes skorstenene. Livet samler sig og fordeles på ny. Alt er forbundet.

Lad mig også fortælle kort om gederne. Faktisk er gederne måske det mest fascinerende og fyldige element ved filmen. Frammartino lader os opholde os længe hos gederne. Vi ser dem vandre af stejle og vakkelvorne stentrapper. En ged får et kid og rengør det straks for blod og slim. Et kid går rundt alene. En flok geder fylder skærmen i en lang, strømmende bevægelse. En ældre ged står bag en stolpe og lurer ud mod sin belurer. Dyrene fungerer som individuelle karakterer, men iscenesættes ikke på disneysk vis med antropomorfe træk eller i idylliserede udgaver; nej, dyrerne får bare lov at være, men fordi de netop iagttages så længe og så gentagne gange, får man et mere intimt og markant forhold til dem end i de mange naturfilm, der har en tendens til enten at dramatisere naturen eller æstetisere i al for høj grad.

Landsbyen på toppen av Fjellet skriver sig ind i flere nyere films nærmest etnografiske dvælen ved kulturelle minoriteter. Russiske Silent Souls (Ovsyanki, 2010) lod sin minimale handling udspille sig i Merjan-kulturen, et finsk mindretal der bor i Rusland og kæmper mod modernitetens infiltrering. Også amerikanske Winter’s Bone gjorde vellykket brug af USA’s sjældent omtalte demografiske mangfoldighed ved at foregå i Ozark-regionen, om end filmen på langt mere dramatisk og traditionel vis sammensatte sin fortælling.

I FRAMMARTINOS VÆRK er virkemidlerne derimod skåret ind til benet. Her er ingen dialog. Kun stemmer der høres utydeligt i det fjerne. Ingen underlægningsmusik. Og velsagtens stort set intet skuespil. Alligevel er Landsbyen på toppen av Fjellet alt andet end en observerende dokumentar. Vi har at gøre med fiktion men af en variant, der nærmer sig essayfilmens søgende, subjektive og fragmentariske natur. Indimellem tager man sig i at tænke, at det måske mere er en anderledes filmoplevelse end en god filmoplevelse, men som strukturen træder frem og man præsenteres for det ene tankevækkende billede efter det andet, kan man ikke undgå at lade sig indfange og tankerne vandre.

© norske LMD
(…)