Den bodfærdige dommer

«Idag er mor død. Eller måske var det i går.» Man kan stadig blive ramt af disse indledende ord fra Den fremmede, den første romanen til Albert Camus (1913–1960). Anslaget, pulsen, tanken, det hele er der. Der er kun een ting at gøre, at fortsætte med at læse.

Selv 50 år efter sin død er Camus’ vigtigste værker stadig nogle af de mest læste. Det gælder Den fremmede, det filosofiske essay Sisyfos-myten og romanen Pesten. Hans sidste værk Faldet hører nok til de mindre læste, men det er her Camus’ stilistiske mesterskab og hans evne som tænker træder tydeligst frem. Af de tre romaner han nåede at skrive, er Faldet mesterværket. Med dette værk rammer han et helt særligt anslag og leverer et vedkommende bidrag til en konkret metafysisk undersøgelse af det menneskelige vilkår på en måde som netop kun fiktionen og romanuniverset kan tilbyde. Det er her Camus går til bekendelse, samtidig med at han bruger fiktionen til at undersøge den kristne motivkreds om skyld og den stoisk etiks vanskelige forsøg på at forene lidenskab og retfærdighed.

Faldet fremstår som et tankevækkende slidstærkt testamente over den prøvesten Camus gennemlevede både som forfatter og som tænkende menneske siden han med sin første roman Den fremmede trådte ind på scenen i fransk og europæisk åndsliv. Som Kirkegaard før ham, var Camus optaget af at udvikle et sprog for hin enkelte og søgte som sin danske åndsfælle en evig kamp mod de store historiske systemer, for i stedet at beskrive hvordan mennesket er sin egen verden samtidig som dette menneske ikke er herre i eget hus.

Fra sin første udgivelse om det absurde ved eksistensen (Sisyfos-myten) og frem til sin død er der een ting der gennemsyrer hele Camus’ virke: Hvordan håndterer mennesket tilværelsens kaos og hvordan bliver friheden den kraft der vokser frem som en illusionsløs accept af tilværelsen som grundlæggende meningsløs og absurd. Som han skriver i begyndelsen af Sisyfos-myten:

«Alt, hvad man kan sige, er, at verden ikke i sig selv er fornuftig. Det absurde ligger i konfrontationen mellem det irrationelle og det brændende begær efter klarhed, som ryster mennesket i dets inderste. Det absurde afhænger ligeså meget af mennesket som af verden, og er foreløbig det eneste bindeled imellem dem.»

Den virkelige synd er at lukke øjnene for det absurde. «Af det absurde uddrager jeg tre konsekvenser», skriver Camus, «min revolte, min frihed og min passion. Udelukkende ved hjælp af bevidstheden forvandler jeg det, som var en opfordring til død, til en opfordring til liv – og jeg afviser selvmordet.» Oprøret er absurditetens første konsekvens, men oprøret er ikke kun en kamp mod menneskets vanskelige vilkår; det er også en bekræftelse af vores natur: «I absurditeten ligger dets højeste spænding, som det holder ved lige med ensomhedens kraft. For det absurde menneske ved, at i bevidstheden og det daglige oprør aflægger det vidnesbyrd om sin eneste sandhed, som er trodsen.»3


OPRØRERENS TRODS OG USKYLD


Analysen af revolten leder i vores tilfælde

til en mistanke om at der findes

en menneskelig natur, som grækerne tænkte

– i modsætning til hvad den

moderne tænkning postulerer.

Hvorfor skulle man gå til revolten,

hvis ikke at der i jeget findes

noget uforanderligt at bevare?

Camus, Oprøreren



I den turbulente tid efter anden verdenskrig var Camus noget så usædvanligt som en forfatter der troede på en humanisme forankret i den menneskelige natur, ikke i abstrakt forstand: Mennesket er sit eget mål gennem udviklingen af en moralsk holdning, en etos snarere end lykken. Han fandt sig aldrig til rette med de store systemer og politiske ideologier. Camus accepterede ikke den udbredte holdning blandt franske intellektuelle i efterkrigstiden og særlig ikke den altfavnende kommissær Sartres tro på sovjetkommunismens fortræffeligheder. Ikke kun kommunismen, men også den oplyste rationalismes opgør med den humanistiske idealisme var Camus fremmed.

Men Camus var ikke filosof, han var først og sidst forfatter, et mennesker der digter det konkrete liv frem. Man møder da heller ikke hos Camus et stringent forsøg på at formulere et eget ståsted. Det er den tænkende digter der fremmaner en «konkret metafysik», en undersøgelse af filosofiske idéer i et fiktivt laboratorium. Hans forhold til historien er også ambivalent. På den ene side gjorde han brug af historien i sit eget forsøg på at ville forstå grundlæggende spørgsmål som mennesket er stillet overfor (Camus var særdeles belæst indenfor litteratur, filosofi og politisk idéhistorie). På den anden side arbejdede han sig frem mod en stoisk personlig etik og livsholdning der stræber efter at forbinde værdierne retfærdighed, broderskab og frihed med en (epikuræisk) kærlighedens visdom (om dydens nødvendighed opnået gennem sjælsstyrke og handlekraft).

Camus fandt sine værdier i den enkelte bevidsthed uafhængigt af historien. «Historien» bestemmes af ikke-forudsigelige konstellationer, som kan gå på tværs af den mest hårdnakkede overbevisning. Ideologierne er selv udtryk for ikke-bevidste holdninger. Der finder en afsmitning sted. Kun kunsten giver et synligt men flertydigt billede af denne proces. Oprøreren slik vi møder ham hos Camus, som hans bud på det kommende menneske, er måske farvet af de anarkistiske frihedsidéer som imødekommer kunstnerens og den intellektuelles tvedelte behov for destruktion og nyskabelse, men uden anarkismens tilbagefald i en ny politisk ideologi.

Han havde set det problem som også gælder for nutidige oprørstænkere: Hvordan fastholde den oprørske impuls uden at se den opslugt af en styrende læresætning (kommunismen, liberalismen, kapitalismen)? Det er først og fremmest fra antikkens etiske univers og ikke anarkismen at Camus henter sit billede af den oprørske uskyld og kraft. Fra stoikerne og Epikur lærte han at verden ikke er formålsbestemt, at måden mennesket håndtere tilfældet på og alt hvad der er forbundet hermed af frygt, vrede, afmagt og uheldige sammenstød danner grundlaget for frihedens forudsætning.

Tilfældets lære og tilfældets Gud danner rammen for Camus’ tanker om det oprørske menneske. Mennesket kan nemlig kun udfolde sin frihed ved på een gang at bekræfte verden som den er og samtidig afvise den sådan som den er blevet, altså lodde dybden af dens iboende grænser og handle i trods mod disse. At gøre oprør hører med til det at være til. Oprøret forsoner sig ikke med verden eller historien som den er skrevet af magthaverne, de politiske partier eller det store formålsbestemte hjul, men henter derimod sin næring gennem det uophørlige spænding mellem uro og besindighed, mellem umådehold og mådehold.

Camus poder antikkens etik med den kristne friheds- og omvendelsesidé baseret på et menneske af kød. I sin indstilling til tilværelsen er dette menneske på een gang skrøbeligt og udsat, uskyldig og skabende. Efter den græske bystats sammenbrud var det epikuræismen, stoicismen og orientalismen. Disse livsindstillinger dukker nu op som tre valgmuligheder, opstillet af Kirkegaard som tre stadier den enkelte skal gennemløbe for at genvinde sin personlighed: den epikuræiske æstetikeren som er et nydelsesmenneske, den stoiske etikeren som er et pligtmenneske – og den religiøse som vedgår sin skyld over for et gudsbegreb der tvinger mennesket ned i den dybeste selvprøvelse. Camus’ forfatterskab gennemspiller samtlige disse temaer, men det er i hans sidste roman, Faldet, at de krystallisere sig i een og samme tekst. Det er her han går planken ud.


BEKENDELSENS DRAMA


Faldet er historien om advokat Jean-Baptiste Clemence der på en bar i Amsterdam til en fremmed beretter om sit liv. Men det står ret hurtigt klart at advokaten der fortæller sin historie og lægger sit liv frem er ude i bestemt ærinde: At gå til bekendelse. Opgørets time er kommet. Jean-Baptiste Clemence kan ikke længere fortsætte sit professionelle liv. Fra nu af er han en «bodfærdig dommer».

Man har hørt det før: Et menneske der har haft stor succes i sit liv føler en stigende meningsløshed. Han er handlingslammet og må stoppe op, han kan ikke vende tilbage til sit liv. Under arbejdet med Faldet gennemlever Camus selv den største krise i sit liv. Hans hustru lider af en alvorlig depression og falder ud af vinduet i sin lejlighed. Camus er overbevist om at det er et selvmordsforsøg og sekvensen i romanen med kvinden der kaster sig ned i floden er en direkte inspiration. Samtidig er Camus frosset ude af det etablerede intellektuelle miljø med Sartre i spidsen efter publikationen af Oprøreren. Sartre stod stejlt bag opbakningen af den internationale kommunisme og i modsætning til Camus så han den store historie som den afgørende drivkraft. Han havde skrevet positivt om Den Fremmede, men det er Sartre der står bag den hårde medfarten til de sidste bøger som efterlader Camus såret. I stedet for et forsvarsskrift fremstår Faldet ikke desto mindre som et subtilt studie i bekendelsens drama hvor Camus i en dobbelt bevægelse ransager sig selv – udstiller sine egne fejl og synder – samtidig med at han hudfletter den moderne menneskes forkælet idealisme og den franske intellektuelles hovmod.

Med bekendelsen som anledning forsøger Clemence (og muligvis Camus selv) at sætte oprigtigheden og autenticiteten i scene for derigennem at genvinde en ny form for subjektivitet. Skriftestolen er flyttet ind i vinstuen. Camus foregriber på nogle måder det som i dag er blevet den foretrukne genre i al fiktion (den norske romanforfatter Karl Ove Knausgaards mange læsere bekræfter dette), samtidig med at han vender denne genre mod sig selv.

I den moderne verden lever kristendommens konfessionspraksis videre i bedste velgående også udenfor kirkens mure: Rousseau forvandlede skriftestolen til litteratur, Freud forvandlede den til psykoterapi, TV forvandler den til et talkshow, og den moderne arbejdskultur forvandler den til selvrealisering. Formuleret med Foucaults ord er det moderne subjekt «det bekendende dyr.»

Camus har konstrueret sin bekendelse sådan at hovedpersonen, advokat Clemence, snart retfærdiggør sig selv overfor det almene som også inkluderer sin samtalepartner, snart retfærdiggøre sig selv som om han stod overfor et panel af jordiske dommere for endelig til sidst helt at give slip på enhver retfærdiggørelse og gøre sin bekendelse om sin egen livsløgn og falskhed til en mulig transformation der genvinder en anden og ny personlighed. Camus forener i Faldet den stoiske selvundersøgelse med kristen bodsgang og moderne selvperformance. Men det er tydeligt hvor han lægger sine lodder. I den romerske etik som Camus havde kær, er målet med selvhåndtering og selvmestring (exagoreusis) en styrket integritet og autonomi og ikke adlydelsen af en ophøjet Gud. Gennem selvbeherskelsen (håndtering af vredens og frygtens affekter) gør man sig selv til råmaterialet for etisk opførsel og væremåde mens man i klosterlivet og senere i skriftestolen gennem en permanent disciplin, herunder kontrol af egne tanker og handlinger, gør sig selv til et medium for adlydelse af Gud.

Clemence holder sin egen livshistorie op som et spejl. Usikkerhed, tvivl, selvransagelse, tvetydighed bringer påny spørgsmålet om skyld på bane, som det gjorde i Den fremmede og i Pesten, men nu bores der i såret: Hvordan kan mennesket være skyldig uden en Gud? Gennem Clemences bekendelse stiller Camus spørgsmålstegn ved forestillingen om menneskets uskyld og egne tanker om engagement og solidaritet. Clemence (Camus) gennemlever nu selv det borgerlige helvede gennemsyret af den falske jagt på status og troen på den universelle intellektuelle der kan fremsætte moralske domme om ethvert anliggende. Historien om den aften da Clemence hører en kvinde falde i Seinen uden at foretage sig noget er ikke historien om en juridisk skyld, men den begivenhed der slår tilbage som en boomerang på hele hans liv og person: Hvem er jeg og hvordan kan jeg kalde mig selv et frit menneske når jeg grundlæggende er en hykler?

Det forekommer ham at hans excesser og slette livsførelse når et punkt hvor de ikke længere bringer en sand frihed med sig. Clemences kamp er en kamp mellem uskylden og alvoren. Men der er ikke længere nogen lige vej til frelse og måske erkender han at han ikke kan frelse sig selv? Netop som man tror at Clemence er nået frem til at positiv indsigt, vender han (og Camus) på en tallerken:

«[J]eg kan ikke undvære det, ikke forholde mig selv disse øjeblikke, hvor en af dem falder sammen, hjulpet af alkoholen, og bryder ud i selvbebrejdelser. Så vokser jeg, kære ven, jeg vokser, jeg ånder frit, jeg er oppe på bjerget, dalen strækker sig for mine øjne under mig. Hvor er det berusende at føle sig som en Vorherre og uddele endegyldige beviser for slet livsførelse.»4

Ikke mange linjer før indrømmer han at han er «bange for friheden».5 Han svinger mellem at være herren i bekendelsens spil og adlyde Vorherres krav om at være skyldig. Magtens spil og nydelsens spil kan i Clemences tilfælde vanskeligt adskilles. «Den bodfærdige dommers» brug af ironi, inderlighed, selvtugtelse, spil, fornærmende ytringer og leg, gør det tydeligt at de mange domme han fælder over borgerskabets hykleri, middelmådighed og afstumpethed også inkluderer ham selv. Camus bruger bekendelsen som et greb: Hans hovedperson bekender ikke fordi han er skyldig, men han bekender som led en performativ akt der undersøger den egne eksistens.


DET MODERNE OG SELVUNDERSØGELSEN


Camus har skrevet en moderne roman for så vidt det er karakteristisk for det moderne menneske at behovet for bekendelse ikke handler om selvundertrykkelse, men det modsatte, en opgradering af selvet. Den augustinske inderlighed og introspektion hvor selv-relationen er en relation til Gud, er afløst af en intim spørgen hvor man gennem bekendelsens smertefulde negativitet men også undersøgende og opfindsomme relation vokser inde fra og ud i et forsøg på at bringe en ny bevægelse ind i tankerne og følelsernes syntaks. Siden Rousseaus bekendelser har selvbiografien antaget karakter af selv-overvågning: En individualisme og et forsvar for de løgne andre har spredt og endelig en eksponering (iscenesættelse) for at anklage og dømme. Nysgerrigheden for det indre liv og selvets hemmeligheder er blevet en industri, som om vi uafbrudt ønsker at retfærdiggøre vores liv.

Camus har i Faldet skabt en figur der veksler mellem at retfærdiggøre sig selv og en mere konfessionel praksis hvor man håber på en udefrakommende retfærdiggørelse. Bekendelsens former finder stadig nye udtryk. Vi bekender om vores barndom. Vi bekender om vores familieliv. Også retten og lovens usynlige domstole gør overalt i det sociale liv sit hemmelige arbejde og tvinger os til selvransagelse. Siden romantikken har litteraturen gjort bekendelsen til den afgørende form or «self-expression», det som bære vidne for den individuelle personlighed.

Med den bekendende form viser Camus hvordan sandheden altid indgår i et komplekst spil. Hvordan den på een gang afhænger af en synsvinkel, indgår i et performativt eksperiment og en indgang til en selv-forvandlende proces. Selv om vi aldrig får gengivet bemærkningerne fra den lyttende part i Camus’ roman, har denne utvivlsomt en vigtig funktion. Når vinstuen lukker følger Clemence sin lyttende samtalepartner hjem til sin bopæl, en anden gang forbi sit eget hotel. Camus synes at være bevidst om hvordan bekendelsen sætter sit eget begær i gang. Det er forførende at blive lyttet på og forstærker kun til yderlig bekendelse. Bekendelsen ansporer til et begær: Jeg fortæller, den anden lytter til min tale om mit inderste. Med bekendelsens performativitet kan det komme så vidt at den der «ophæver» sandheden skaber en «sandhed» ud af falskhedens kraft. Som kældermennesket hos Dostojevskij er det uklart om Clemence i løbet af samtalen fabrikerer løgne om sine egne handlinger: Finder han en pervers nydelse i sin egen elendighed eller skammen ved denne?


SELVSKRIVEN OG LIVETS BOG


På Camus’ anklagebænk er det den moderne franske frisindet intellektuelle (læs: Sartre og hans allierede) der forføres af sin egen talestrøm, sine egne store ord og ideologier. I sin selvforståelse er denne mennesketype styret af en abstrakt individualisme, den som vedkommende bruger til at anklage andre. Romanens mareridtsagtige vekslen mellem løgn og intimitet skaber en imaginær domstol der fælder dommen om et liv ude af balance, et liv levet på en halv eller måske en hel løgn.

Camus bruger bekendelsens form til at kritisere en forstillelse og en moralsk fallit der langsomt men uvægerligt æder sine sjæle op. Når dette menneske ser sig i spejlet, ser han kun sig selv igen og igen. Camus installerer denne imaginære domstol til at fælde en subtil dom over sin samtid. Med denne domstol finder han som forfatter et andet sted at tale fra uden at indtage en klar position hvorfra han dømmer den anden. I denne udstillelse af egen sårbarhed viser en ny kritisk følsomhed sig.

Med Faldet etablerer Camus en selvskriven, det som grækerne kaldte hypomnemata, hvor man tilegner sig selvet gennem bekendelsen, gennem dagbøger, breve og udvekslinger – en nødvendig selvrelation for at kunne opretholde livet. Her er det skriften der er konstituerende for livet. At skrive selvet gennem bekendelsen er også en skrift for livets bog. Livet igennem skrev Camus’ dagbøger (Carnets I, II, III). Hans Peter Lund, der har nyoversat Faldet, skriver i sit forord til den danske udgave af Camus dagbøger:

«[D]e menneskelige værdier hos Camus er anskuet som konkrete rammer for menneskets liv og grundvilkår […]. Derfor: ingen Gud og ingen løfter om genopstandelse; ingen abstrakte idéer om bedre tider og bedre mennesker; intet overmod, frem for alt, for menneskets lod kan kun forbedres i det små […]. Derfor måtte han vælge ’hellenismen’, dvs. den græske filosofi om mådehold og ligevægt».6

For Camus var der ingen tvivl: Den vanskeligste opgave som det moderne menneske må tage på sig er at kunne bekræfte verden som den er med al dens forkvaklethed, spændingstilstande, konfliktualitet og potentiale. I sine dagbøger skriver han at det «modsatte af reaktion er ikke revolution men skabelse.» Men han skrev også: «I det Gamle Testamente siger Gud ikke noget, det er de levende, som låner ham ord. Det er derfor, jeg aldrig er holdt op med at elske det hellige i denne verden.» Dagbøgerne er mærket af samme tvetydighed og tvivl som præger Faldet. Det er her han gennemlever sin lede ved sin samtid og rollen som intellektuel. Det er i dagbøgerne som i Faldet at han forsøger at nedtone de sociale kræfters disciplinerende dominans.

Camus bruger dagbogen som han bruger bekendelsen: til at tilegne sig selvet. For Camus var dette en vigtig forberedelse til at kunne elske de konkrete og levende ting, til at genvinde en fornyet solidaritet.

© norske LMD


Fotnoter:
1
Albert Camus, Sisyfos-myten, Gyldendal, København, 1997 (1947), s. 28.

2 Sisyfosmyten, s. 65?66.

3 Sisyfosmyten, s. 59.

4 Albert Camus, Faldet, Gyldendal, København, 2010, s. 112.

5 Faldet, s. 107.

6 Hans Peter Lund, «Forord», i Albert Camus, Dagbøger, Gyldendal, København, 1993, s. 8.