Film

Drukne i kvindens krop

Sorg og seksualitet flettes sammen i Aleksei Fedorchenkos betagende filmdigt Spurvene.

Posted on



Manden reder hustruens lange hår med en kam af træ. Han vasker hendes ansigt med en klud. Hendes brystkasse, mave og lår bliver vasket. Han er omhyggelig. Rolige bevægelser. Tavshed i rummet. Hustruen ligger på ryggen i sengen. Hun er død.

Enkelte film bærer man hos sig hele livet. Spurvene er en film, der vil omfavne sit publikum. En film man lulles ind i og sandsynligvis ikke vil slippe igen. Den er betagende men vilter i sin stoiske ro.

Hos kvinden kan vi søge trøst. Hendes bryst er en pude, vi kan hvile os ved. Hendes køn en åbning, der fjerner sorgen. Man kan dulme smerten i kvinder. Flygte. Søge bort. Kvinden omslutter os. Hun giver os liv.


VI MØDER MIRON ALEKSEEVICH, da han netop har mistet sin elskede hustru, Tanya. Sorgen skyller ind over ham, som en bølge fra de mægtige floder, der omkranser det landskab, hvori fortællingen finder krop og sted. Miron beder sin gode ven, eneboeren Aist, om at assistere ham ved hustruens sidste rejse. Miron og Aist er Merjan, et ældgammelt stammefolk, der officielt er en del af den russiske nation, men som har bevaret sine særegne traditioner og levevis gennem århundreder. Merjan-folket bebor de bredde vidder i det central-vestlige Rusland, hvor vældige floder skærer gennem landskabet. Aist vil gerne hjælpe sin ven. Han kender kun alt for godt til sorgen, da han mistede sin mor som barn, hvorefter faren gik til i druk. Aist holdt dog ud og lever i dag sit rolige liv i ensomhed. Rejsen med Miron er derfor en kærkommen lejlighed til at rejse men også en aktivering af de minder og erkendelser, der er lagret i Aists sind.

Langsomt driver de af sted, og filmen driver med dem. I voice-over fortæller Aist om den døende kultur, som Merjan er i dag. Om sproget, der glemmes. Ritualer, der ej udføres mere. Hvis en kultur ikke er levet liv, dør den ud. Rejsen, som Aist og Miron, begiver sig ud på, er som sådan en rejse gennem Merjan-folkets kultur, men fungerer samtidig som en påmindelse om, at denne kultur ikke er mere, og at rejsen ikke blot er Tanyas sidste færd, men også Aist og Mirons endeligt.


INSTRUKTØREN ALEKSEI FEDORCHENKO skærer sin fortælling i tableauer af Roy Anderssonske dimensioner. Kameraet placeres, og handlingen udspiller sig langstrakt og vemodigt. De faste indstillinger går igen filmen igennem. Scener strækker sig over 7, 8, måske 10 minutter. Da Miron og Aist når strandbredden, hvor dødsritualet skal foregå, følger vi som seere ikke handlingen i dramatisk forstand men som vidner til en rituel handling, der skal føre Tanya ud i havet. Merjan-folket ser havet som en krop i bestandig bevægelse. Heri giver det mening at placere den døde, som dermed altid vil være i dråberne. Når Miron selv skal dø, vil han også ende sit liv i flodens dråber og dermed forenes med sin elskede på ny. Tanken er smuk og ritualet ved bredden udføres med samme andægtighed og ro, som hviler over filmen som helhed.

Det spektakulære ved Spurvene er, at filmen udover at være et gribende studie i sorg og død også er en fortælling om kærlighed og frem for alt erotik og seksualitet. Kroppene fylder filmen. I et tilbageblik vasker Miron sin elskede i vodka, hvorefter hun onanerer foran ham. I en anden scene fortæller Miron, hvordan Tanya havde tre huller, han kunne fylde hende ud i. Hvad der sædvanligvis vil forekomme som vulgære udsagn, bliver i Mirons minder om sin elskede et tegn på kærlighed. Selv siger han, at Merjan skal fortælle alt det om den elskede, som de ikke siger, mens den elskede stadig lever. I minderne bliver sorgen således forvandlet til ømhed. Vejret er gråt, og de to mænds ansigter sammenbidte og dystre, men minderne er fulde af krop, køn og varme. Et andet tilbageblik viser en ægteskabstradition, hvor den vordende brud får knyttet små farvede tråde sammen med hendes kønshår. I Spurvene ser vi disse erotiske elementer, men de fremstår aldrig pornografiske eller sensationslystne; udelukkende som illustration af den varme og ømhed, der driver mellem de to køn.


FORMMÆSSIGT er Spurvene især betagende i kameraarbejdet og klipningen. Indstillinger holdes så længe, at nye detaljer bestandigt vokser frem. Da Miron og Aist kører over en bro, bliver billedet af broen stående længe efter, bilen er kørt hen over landskabet. Vi skal have lov at se denne bro. Og da Miron og Aist finder trøst hos to yngre prostituerede er vi vidne til en gennemført komposition, der viser et samleje på en måde, du sandsynligvis aldrig før har set på film. Kameraet følger de to kvinder, der ligger på ryggen på en seng. Det bevæger sig fra kvindernes fødder og opad i en rolig bevægelse. Idet kameraet standser ved kvindernes ansigt, sætter kvindernes krop sig i bevægelse. Mændenes stød udenfor billedet forplanter sig i kvindekroppene. En filmlyrisk ode til seksualiteten.

© norske LMD

Spurvene, på kino fra 19. August

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler. Allerede abonnent? Logg inn.
Digitalt abonnent
Fra 49Kr.
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Årsabonnement
649Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Kvartalsabonnement
159Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver